Amin er frisk, Poul Erik muggen

Konflikten om Vejlegården drejer sig ikke ret meget om fakta, men etos. Hvem stoler vi på, hvem føler vi for? Restauratør Amin er smuk, ung og frihedssøgende. Mens fagforeningsformand Poul Erik er en sur, gammel regelrytter. Udfaldet af denne olympiske kamp på etos synes på forhånd givet.
af Trine Nebel Schou
Nu spørger jeg lige ud: Kan du de næste 30 sekunder redegøre for Den Danske Model?
En, to, tre.... 29, 30 – stop! Hvis du tilhører det mindretal, der kender, forstår og har diskuteret Den Danske Model over sommerens grill-arrangementer, er du sikkert afklaret med, hvor du ideologisk "står" i den meget omtalte konflikt mellem Vejlegården, Krifa og Liberal Alliance på den ene side, og den socialdemokratiske fagbevægelse på den anden.
 
Tilhører du det flertal, der ikke lige på stående fod og uden Wikipedia ved hånden kan holde elevatortalen over Den Danske Model, har du en væsentlig ingrediens til at forstå, hvorfor kommunikationen og argumentationen om konflikten på Vejlegården er svær. Når fakta, detaljer og fagudtryk virker fremmede på os, er det andre parametre, der er på spil, når vi forholder os til en afsender.
 
Fakta er væk, etos står tilbage
Etos er en afsenders samlede mængde af troværdighed – alt hvad en afsender siger, gør, mener, står for, huskes for, arbejder for og signalerer, kan koges sammen til én stor mental gryderet, der påvirker vores opfattelse af en afsenders etos. Nogle gange kan en afsenders etos være en mavefornemmelse. Andre gange står etos som noget manifest. Men etos er altid dynamisk og ligger alene i modtagerens opfattelse af afsenderen.
 
Bundlinjen er, at det ofte er afsenderens etos, vi forholder os til, når vi vælger en politiker fremfor en anden. Når vi vælger et tøjmærke, et telefonmærke eller et ølmærke fremfor et andet. Eller når vi vælger at støtte en bestemt sag og undlader at støtte en anden sag. Og det kan også afgøre, hvilken fagforeningen – om nogen fagforening overhovedet – vi melder os ind i.
 
Hvad vil du helst have: Frejdig eller 3F? Restauratør Amin Skov Badrbeigi eller fagforeningsformand Poul Erik Skov Christensen
 
To uforenelige argument-typer mødes
Den konflikt der over sommeren har udspillet sig i pressen, på tv og de sociale medier, er personificeret af restauratør på Vejlegården, Amin Skov Badrbeigi, der har tegnet overenskomst med fagforeningen Krifa. Og Poul Erik Skov Christensen, der er formand for fagforeningen 3F. Amin Skov repræsenterer synspunktet om retten til at vælge frit. Også når det kommer til overenskomster. Poul Erik Skov Christensen repræsenterer synspunktet om, at solidaritet på arbejdsmarkedet sikrer lødige arbejdsvilkår.
 
Amin Skov argumenterer ud fra et motiverings-argument. Friheden, selvbestemmelsen og driftigheden. Det som ofte kendetegner iværksættere og selvstændige.
 
Poul Erik Skov Christensen og 3F argumenterer ud fra et klassifikations-argument. Hvad der gælder for hele klassen, bør også gælde for den enkelte.
 
Når de to parter argumenterer ud fra to helt forskellige præmisser (hvad politikere i øvrigt ofte også gør), er det nemmere at forstå, hvorfor parterne ikke kan komme overens, og hvorfor de hver især ikke påvirkes af hinandens modargumenter. De diskuterer simpelthen ikke det samme – eller præmissen, de diskuterer ud fra, er forskellig.
 
Min pointe er, at det, som adskiller parterne omkring Vejlegården nu, vil adskille dem til evig tid. Måske kører den ene part træt, og det kan bringe konflikten til ophør. Men et kompromis, ud fra de givne præmisser, bliver svært at opnå.
 
Læst som etos: Den fri og friske iværksætter siger det charmerende med blomster. Tryk på pilen for at se videoen
 
Er du til blomster eller blokade?
Når selve argumentationen ikke kan afgøre, hvilken part der har mest ret, simpelthen fordi præmisserne er forskellige, må vi forholde os til sagen på anden vis, og her kan parternes etos spille ind. Sat på spidsen: Vejlegården serverer stegt flæsk og har valgt at demonstrere med blomster (jf. ovenviste video). 3F har klassekamp på menuen og demonstrerer med blokade.
 
De fleste danskere kan godt identificere sig med det første, men ikke med det sidste. Og når Amin Skov forklarer sig, gør han det nemt at identificere sig med ham. Han personificerer den almindelige dansker, der vægrer sig mod tvang og ufrihed. Han frabeder sig bøllemetoder og appellerer til sober dialog.
 
Han indrømmer, at der er forskel på overenskomsterne, men slår samtidig på, at han – netop i forsøget på at være en ordentlig arbejdsgiver – faktisk har tegnet overenskomst, hvilket ikke gør sig gældende for syv ud af 10 restauranter i Vejleområdet. Hvorfor kæmper 3F ikke dér, spørger Amin Skov, og nævner den delikate detalje, at den lokale afdeling af 3F tilfældigvis deler parkeringsplads med Vejlegården. Mon 3F blokerer Vejlegården af bekvemmelighedshensyn, kan beskueren tænke...
 
Amin Skov vinder på etos
Amin Skov formår at arbejde strategisk med sin etos. Det kan man gøre på tre etos-parametre: Man kan udvise dygtighed i forhold til ens domæne. Man kan udvise moralsk habitus som menneske. Og endelig man kan udvis imødekommenhed.
 
Amin Skov anerkender forskelligheder i overenskomsterne og påpeger, at han har tegnet overenskomst. Han inviterer på kaffe og kransekage. Han stiller op til dialog. Hans medarbejdere udtrykker arbejdsglæde. Han opfordrer til sober dialog med blomster. Han har noget så pæredansk som stegt flæsk på menuen. Har tager afstand fra udansk tvang og ufrihed. Han gør, siger, agerer og udviser med andre ord en adfærd, der opbygger hans etos i forhold til omverden. 
 
Poul Erik Skov Christensen har en sag, der er sværere at identificere sig med, og som udfordrer hans etos. Han taler om Den Danske Model og et 'potentielt undergravende arbejdsmarked' som buzzwords, alle danskere kender det fagretlige indhold af. Det gør de fleste bare ikke, som derfor har svært at identificere sig med ikke blot Poul Erik Skov Christensen, men også 3F og dermed hele fagbevægelsen.
 
3F-formanden udviste ikke tilstrækkelig moralsk habitus, da han langede ud efter Saxo Banks frokost på Vejlegården for 250 gæster. Han forsømmer at udvise dygtighed på sit domæne. Målgruppen er simpelthen i tvivl om, hvilke fristelser fagbevægelsen har på deres "menu".  
 
Fagbevægelsen må begynde helt forfra
Etos-kampen understreger derfor, hvor ringe fagbevægelsen har været til at argumentere for deres sag som årene er gået og tiden har udviklet sig. Måske har de samme fagforeningsprofiler (ofte midaldrende mænd) siddet med så længe, at de har mistet følingen med den moderne arbejdende dansker og er begyndt at tage denne for givet?
 
I hvert tilfælde rasler fagbevægelsens medlemstal ned, trepartsforhandlinger bryder sammen og pensioner på boss-niveau ender i retten. Dens slags nyheder er ikke agurker i en sommertid, men store sager, der skader en afsenders etos. Sympatien smuldrer og goodwill'en ligeså.
 
3F kan ikke 'vinde' konflikten på Vejlegården, men de kan måske vinde på andre kamppladser fremover. Det kræver dog, at 3F specifikt, og fagbevægelsen generelt, lægger stilen om og starter forfra. En sådan kommunikation er først vellykket, når målgruppen kan 'se' helt klart for deres indre blik, hvad fagbevægelsen har at byde på.
 
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job