Det hjælper ikke at vinde alle slagene, hvis man alligevel taber krigen. Denne militære indsigt er så gammel, at den har karakter af banalitet. Ikke desto mindre er listen over ledere, der har glemt denne enkle læresætning, nærmest skræmmende lang. Og med Poul Nyrup Rasmussens endelige, politiske nederlag i går blev endnu et navn føjet til listen over de glemsomme.

I en mere stringent udgave lyder læresætningen, at man aldrig må forfølge taktiske mål på bekostning af de strategiske. Og den gælder i en lang række af livets forhold. Forsøg ikke at erobre et bakkedrag, hvis det koster dig din hær. Tving ikke dine børn til at spise op, hvis det undergraver din autoritet som forælder. Gå ikke efter en større markedsandel, hvis det koster dig din indtjening.

Efter Poul Nyrup Rasmussens afgang som partiformand kan den politiske variant af læresætningen formuleres: Hav aldrig så travlt med at gøre småtingene rigtigt, at helheden ender med at sejle. Sandheden om Nyrup er nemlig, at han punkt for punkt gjorde næsten alt rigtigt. Men at han ud fra en samlet betragtning tabte det meste på gulvet. Både for Socialdemokraterne, som han nåede at desorganisere og demoralisere i en grad, man ellers kun har oplevet inden for Det Konservative Folkeparti. Og for Danmark, hvor det lykkedes ham at opsige den sociale kontrakt, der ellers har båret landet gennem både krige og kriser uden, at solidariteten led overlast og uligheden voksede uacceptabelt.

Det store spørgsmål er, hvad en ny ledelse kan - og måske navnlig vil - lære af Poul Nyrup Rasmussens nederlag. Den vil givetvis være stærkt fristet til at give Nyrup et personligt ansvar, men det vil efter min opfattelse være en stor fejl. Formelt var Nyrup ikke en god leder, eftersom han manglede den helt afgørende evne til at delegere og koncentrere sig om de store linjer. Men han var ikke noget fjols. Derimod en dygtig, om end noget teknokratisk økonom, som inden han blev partiformand nød tillid og respekt langt uden for partiets rækker.

Det afgørende ved Nyrup var, at han arvede et projekt, hvis historie og konsekvenser han ikke forstod. Og som han derfor end ikke kunne have gjort op med, om han så havde haft viljen til det.

Det projekt, Nyrup arvede, var det socialdemokratistiske projekt. Det socialdemokratistiske projekt er en stærkt konservativ administrations- og konsensus-ideologi. Den går tilbage til Thorvald Staunings tid som partiformand (1908 - 1942), hvor Socialdemokratiet gik fra at være et klasseparti til at være et folkeparti.

Projektet fik dog først sin moderne form under udbygningen af velfærdsstaten efter Anden Verdenskrig. Projektet kendetegnes ved sit nationale sigte - ingen kan tale om Danmark som socialdemokrater, og Nyrup var med sit "Danmark som foregangsland" ingen undtagelse. Det postulerer i modsætning til perioden inden 1908 et vidtgående interessefællesskab mellem alle danskere, og fører derfor til en betoning af kompromisser og aftaler. Denne arbejdsmetode leder direkte frem til den forhandlingsøkonomi, der ikke er speciel for Danmark, men dog er drevet til noget nær perfektion her i landet.

Forhandlingsøkonomien går ud på, at alle parter, der blot i nogen grad kan siges at have en legitim interesse i et politisk område, inddrages i lukkede forhandlinger, der søges afsluttet med et kompromis. Forhandlingsøkonomien er ekstraordinært konservativ, fordi ingen ønsker at genåbne en forhandling, der med møje og besvær er blevet lukket. Desuden fører den til, at de politiske diskussioner forsvinder fra offentligheden (som det ses meget tydeligt med de årlige kommuneforhandlinger), hvilket skaber en udbredt opfattelse af, at demokratiet er sat ud af kraft.

Et yderligere træk ved socialdemokratismen er en særdeles uklar statsopfattelse, hvor staten sættes lig med selve samfundet. Dette medfører blandt andet, at hele det civile samfund bliver spundet ind i "ordninger" af den ene eller anden slags, og er en medvirkende årsag til, at statsapparatet vokser kraftigt under socialdemokratismen.

Samtidig medfører den socialdemokratistiske statsopfattelse en række ting, der opleves som uacceptable af de fleste moderne mennesker. Staten bliver set som garant for den enkeltes lykke og velfærd i en grad, så man undertiden kunne få det indtryk, at Socialdemokraterne mener, at borgerne tilhører staten. Staten opfattes som i princippet godlidende, hvilket på mange områder undergraver borgernes retssikkerhed (fx. findes der i dag omkring hundrede administrative forordninger, der ophæver boligens ukrænkelighed).

Det socialdemokratistiske menneskesyn er utåleligt for langt de fleste moderne mennesker - også i den del af befolkningen, der politisk har rod i centrum-venstre. Samtidig har det en række negative økonomiske og sociale konsekvenser. Da arbejde som et levn fra arbejderbevægelsens tid opfattes som en forbandelse, og da det socialdemokratistiske samfund er kolossalt dyr i drift og ikke ejer evnen til at prioritere, har man i Danmark en meget høj skat på arbejde. Den fører ikke blot til sort arbejde og passivitet, men også til, at en lang række borgere anvender deres færdigheder på helt absurde måder. Overlæger holder tidligt fri for at bygge havestuer; advokater, lægger parketgulv og så fremdeles.

Samtidig kan den socialdemokratistiske ideologi ikke håndtere et mere heterogent samfund, fordi det sammenblander offentlige anliggender (som staten har adkomst til at blande sig i) med private (som den bør holde sig fra). Dette kunne man roligt gøre i det danske samfund anno 1908, fordi borgerne stort set var ens, men det er umuligt i et multietnisk samfund og har voldt Nyrup store vanskeligheder - eksempelvis da han udtalte, at muslimske medborgere ikke burde bede i arbejdstiden.

Poul Nyrup Rasmussen forstod intet af dette og forfulgte derfor det teknokratiske mål at få socialdemokratismen til at fungere bedre. Når dette ikke fik kritikken til at forstumme - hvad det aldrig kunne have gjort, eftersom kritikken havde bund i alle socialdemokratismens indbyggede modsætninger og blinde pletter - reagerede han tilmed ved at skælde ud på borgerne og kritisere dem for utaknemmelighed, umoral eller manglende stuerenhed. Det gjorde naturligvis borgerne endnu mere utilfredse med helheden - også selvom alle delmålene blev løst, så ingen økonom kunne være utilfreds.

Opgaven for den nye socialdemokratiske ledelse er enorm. Den består ikke i mindre end at finde en afløsning for socialdemokratismen. En form for teoretisk og ideologisk kerne, som gør, at partiet løbende kan forandre sig uden at miste sin identitet. Øvelsen er parallel til Venstres øvelse i firserne, men forskellen er tydelig. Ved at læne sig op af en forholdsvis stringent, politisk ideologi - liberalismen - kunne Venstre til stadighed forandre sig uden tilsyneladende at tabe sin identitet. Socialdemokratiet har i dag ikke nogen definerende ideologi, og kan derfor ikke foretage den mindste forandring uden, at det virker som tab af identitet og totalt udsalg af partiets ideologi.

Man kan sige, at opgaven for den nye ledelse består i at besvare spørgsmålet: hvad er et socialt demokrati? Det ved ingen i dag længere, og derfor ender Poul Nyrup Rasmussens vej - som han så ofte henviste til i valgkampene i 1998 og 2001 - blindt.

Dette gigantiske arbejde må nødvendigvis bestå i at give en logisk, sammenhængende og ikke mindst tidssvarende redegørelse for alle de begreber, socialdemokratismen har sammenblandet og forkludret.

Listen er særdeles lang, og stikordene nedenfor sikkert ikke udtømmende. Men den nye ledelse må nødvendigvis forholde sig til begrebet frihed. Socialdemokraterne har aldrig brudt sig om det, men så vidt jeg kan bedømme, må al moderne politik tage udgangspunkt i et livs- og menneskesyn, hvor friheden for den enkelte står i centrum. Den afgørende forskel på et socialdemokratisk frihedsbegreb og det borgerligt-liberale frihedsbegreb kunne ligge i, at de borgerligt-liberale aldrig har interesseret sig videre for frihedens substans - kun om den rent formelt var til stede.

Den nye socialdemokratiske ledelse må også tage fat på at omdefinere forholdet mellem staten og samfundet og alvorligt overveje, om det socialdemokratistiske system med ordninger, forhandlingsøkonomi og evindelig statslig indblanding er vejen frem. I denne forbindelse er det også vigtigt, at den nye ledelse ser på noget så tilsyneladende konservativt som lov og orden. Uden en stærk stat, der håndhæver lov og orden, er det nemlig næppe muligt at forfølge det politiske mål om, at indvandring bør være en berigelse for det danske samfund.

Endvidere er det vigtigt, at den nye ledelse ser grundigt på spørgsmålet om lighed og social retfærdighed. Målet om total, økonomisk lighed kan ikke realiseres i et demokratisk samfund, eftersom alle mennesker er forskellige. Men det er afgørende, at uligheden til stadighed opleves som rimelig og retfærdig. Man kan sige, at dette er selve kernen i den sociale kontrakt, som en ny, socialdemokratisk ledelse nødvendigvis må give sig til at spekulere over.

Uanset hvem der bliver leder efter Nyrup, skal den pågældende gå den tunge vej tilbage i sporet til der, hvor partiet tog den forkerte vej. Og fra dette sted stort set begynde på en frisk. Det kommer til at tage lang tid, og vil blive uhyre frustrerende. Men ellers er der - så vidt man kan bedømme fra det norske eksempel - ikke nogen nedre grænse for, hvor lille et socialdemokratisk parti kan blive.

Der er en lang række andre udfordringer, som også er vigtige, men som dog ikke er så påtrængende som de tre, jeg har nævnt her. På de gamle politikområder er der holdningen til skattesystemet og holdningen til begrebet arbejde - der stort set ikke er en forbandelse længere, men derimod de fleste menneskers kilde til identitet. Og på de nye politikområder er der ikke mindst hele spørgsmålet om identitet nu, hvor den klassiske, nationalistiske identitet, som partiet selv har været med til at fremme, ikke længere skaber samling i befolkningen. I en optimistisk avis taler vi ikke om problemer, men muligheder. Lad mig derfor konkluderende sige, at den nye, socialdemokratiske ledelse står i muligheder til halsen.


Trykt i Dagen