Prøv med Løkke-er-et-fjols-strategien

Det ligner en umulig opgave. Men når først Socialdemokraternes valgmaskine for alvor går i gang, så er det de tunge skyts, der bliver rullet ud. Her er tre bud på angrebsstrategier fra sossernes side i bestræbelserne på at vinde valget.
af Jon Kiellberg
Det ligner et gedigent nederlag til rød blok. I alle målinger og vægtede gennemsnit står Thorning til at måtte aflevere nøglerne til statsministeriet (som jo bekendt kun var til låns ifølge Lars Løkke). Sådan har det faktisk været siden sidste valg med få undtagelser. 
 
Regeringen skal generobre, hvad der svarer til indbyggerantallet i Odense for at vinde valget i 2015. Men når først den tunge A-maskine for alvor bliver kørt i stilling, lader Thorning og co. ingen gå ramt forbi. Ikke mindst Venstre og Dansk Folkeparti, som bliver de helt centrale modstandere i Socialdemokraternes tofrontskrig frem mod valget.
Men hvordan skal Socialdemokraterne gøre indhug og gå på strandhøst blandt Venstre og Dansk Folkepartis tusindevis af vælgere, som har forladt den Socialdemokratiske højborg siden ’det sorte tårn’ for godt tre år siden?
 
 
Her er tre kampagnestrategier – tre veje. Veje, der er brolagt med udfordringer – men også muligheder for at ramme ikke mindst Venstre i deres politiske solar plexus. 
 
Den første kunne man kalde:
 
1. Nulvækstmassakren-strategien
Det ligger i kortene, at nulvækst-dagsordenen bliver helt central i A-kampsstrategien i valgkampen. Som et eksempel har Cevea udarbejdet et helt idekatalog om nulvækst bombet til med negative tal og statistikker som ammunition til den forestående Socialdemokratiske kampagne. Et politisk skrift, som er et klokkeklart angreb på både Dansk Folkeparti og ikke mindst Venstre.
 
 
Helle kan vinde med den helt rigtige Helle-strategi. Foto: Torben Bieber Christensen.
 
 
Tilbage i 2011 – før Venstre gjorde nulvækst til partiets politik – erklærede de offentligt, at det ville betyde nedskæringer. Som der står i rapporten:

"Uden reformer vil der kun være plads til omtrent nulvækst i det offentlige forbrug i mange år frem­over. Det vil reelt betyde, at man bliver nødt til at spare på kernevelfærd som folkeskole eller ældre­pleje, hvis sundhedsvæsenet fx skal kunne anvende de nyeste – og ofte dyre – behandlingsformer og medicin."
 
Socialdemokraterne gør klogt i at ryge Venstre ud af lokalet og tvinge dem til svare på, hvor der skal ske nedskæringer.
 
Ren velfærdskasino
Ingen bryder sig om ordet nulvækst eller minusvækst. Uanset hvordan man vender og drejer det, bonner det negativt ud i vælgernes ører. Mantraet hos Socialdemokraterne er, at nulvækst er lig med nul vælgere. Det spor vil de forfølge. Man kunne kalde det en reprise på 2009-2011-strategien om den sociale massegrav med et mere forsigtigt toneleje. For Socialdemokraterne er udmærket klar over, at de ikke længere kan slå Løkke og co. i hardkorn med brutale velfærdsbarbarer. Det virkede frem mod valget i 2011. I dag klinger det hult.
 
Til gengæld vil de køre benhårdt på, at nulvækst er lig med serviceforringelser, velfærdsnedskæringer og færre offentligt ansatte. At det er ren velfærdskasino at stemme på Venstre. Socialdemokraterne skal blive ved med at hive den tidligere formand for Det Konservative Folkeparti Lars Barfoeds udtalelser i 2013 frem, om at nulvækst er lig med nedskæringer. Og det forringer velfærden. Som Barfoed sagde i et interview med Berlingske
 
"Vi kan ikke bilde os ind, at vi kan køre videre med den samme ældre- og sundhedspleje, når der bliver flere ældre, uden at vi også afsætter de fornødne penge. Derfor kan vi ikke løse det hele ved kun at gøre det smartere". Derfor bliver man "nødt til at skære nogle steder, hvor nogle vil kunne mærke det." 
 
Det ligger i kortene, at nulvækst-dagsordenen bliver helt central i A-kampsstrategien i valgkampen.
 
 
Lur Clintons strategi af
Man kan kalde det en skræmme-bange-kampagne. Men det har givet pote før. Her kan den socialdemokratiske kampagnestab finde inspiration i Bill Clintons vellykkede strategi mod republikanerne og George H. W. Bush i 1992. Taktikken var ganske simpelt at ryge Bush ud af lokalerne. Republikanernes kampagne handlede om skatte- og ikke mindst udgiftsstop. Ligesom Venstre ville republikanerne ikke svare på, hvad udgiftsstoppet ville have af konsekvenser, og hvor der skulle spares i det offentlige. Det har Socialdemokraterne herhjemme forsøgt sig med de sidste par år – dog uden held.
 
Men her skal Thorning og co. spille på de forbundne kar. At sparer man et sted, så har det konsekvenser et andet sted. Det var dét, som det lykkedes med for demokraterne i 1992-kampagnen. Hvis Venstre ikke vil have færre pædagoger, så må det betyde færre sygeplejersker. Hvis denne målgruppe heller ikke skal skæres ned, så går turen til andre offentligt ansatte. Angrebet skal gå på, at Løkke jo ved bedst, hvor der skal skæres i velfærden, og derfor skal han presses til indrømmelser. Sker det ikke, skal Socialdemokraterne selv give deres bud på, hvor Venstre vil gøre brug af den store velfærdskniv. Det er Venstre naturligvis forberedt på, kunne man læse i sidste uge, hvor Venstres såkaldte ’angrebsmanual’ blev lækket:
 
"Bliver man angrebet af Socialdemokraterne med ordene" Venstre vil smadre velfærden med nulvækst", skal kandidaterne gentage: ”Nej, Venstres udgiftsstop betyder, at det offentlige vil have nøjagtig lige så mange penge næste år”.
 
Her skal sosserne udstille forskellene mellem Venstres velfærdsmassakre og så Dansk Folkepartis 46 milliardløfter eller de såkaldte Tulliarder. Du kan ikke få i hverken pose eller sæk. Og en stemme på Dansk Folkeparti er en stemme på Løkkes nulvækst. Som DF-formanden svarede Berlingskes Nyhedsbureau i år:
 
- Men kan du garantere dine vælgere, at du ikke lægger stemmer til nulvækst?
 
"Nej, det kan jeg ikke. Jeg vil ikke udstede nogle garantier."
 
Dansk Folkeparti har løfter for ikke mindre end 46 milliarder. 
 
Fordele:
  • Skaber splid mellem Dansk Folkeparti og Venstre. Venstres nulvækst-dagsorden har konsekvenser for DF's milliardløfter og Kristians Tulliarder!!
  • At der ingen linje er i den borgerlige lejr i den økonomiske politik. Fra Liberal Alliances skattenedsættelser til Dansk Folkepartis velfærdsøkonomi, som på flere måder minder mere om Enhedslisten end om Venstre og De Konservative.
  • At Venstre har svært ved at forklare, hvor der skal skæres henne. Partiet vil komme med punchlines som øget udlicitering, effektiviseringer, regelforenkling giver øget velfærd, og at det offentlige blot skal køre længere på literen. Men den sang tror vælgerne efterhånden ikke på. Og helt generelt er det svært at forklare over for vælgerne, da det ikke er konkret.
Bagslag
 
  • At det dels bliver en teknisk og teknokratisk debat, som vælgerne har svært ved at forstå.
  • At Løkke laver et politisk svendestykke og en studehandel med Dansk Folkeparti inden valget, om at der godt må være en offentlig vækst på for eksempel 0,2 procent. Det vil afmontere hele den Socialdemokratiske kampagne.
  • Modtrækket kan være, at vi faktisk har fået færre offentlige ansatte siden 2011 uden at sætte velfærden over styr.
 
Så er vi nået til andet bud på en S-strategi. Vi kan kalde den:
 

2. Tryghedsnarkoman-strategien

En strategi, der tager udgangspunkt i Socialdemokraterne selv, som man med rette også kunne kalde ’vi-kan-også-selv-strategien’. Den er både simpel og kompliceret. Lad os tage det enkle først. Vælgerne ved, hvad de har. De ved ikke, hvad de får. Med Socialdemokraterne ved styrepinden får vælgerne tryghed, fællesskab, flere arbejdspladser og en garant for velfærdsstaten. En selvfed strategi, som kan være ganske farlig – men som også kan være en vej ud af partiets dødvande. Der hersker ingen tvivl om, at vælgerne er utilfredse med regeringens økonomiske besparelser de sidste tre år, den økonomiske linje og Corydons ’nødvendighedens politik’.
 
Men frygten for velfærdsnedskæringer med blåt hold kan få vælgerne til at genvælge Thorning-Schmidt og co. Venstre vil skabe langt flere private arbejdspladser. Svaret fra Socialdemokraterne vil være: På bekostning af kernevelfærden. Og så vil Socialdemokraterne slå på, at de allerede har skabt flere private arbejdspladser. Derudover øget beskæftigelsen, styrket væksten, fået styr på økonomien og fået nedbragt antallet af folk på overførselsindkomster. 
 
Våbnet: Den netop indgående finanslov, som på mange måder er den rødeste i regeringens tid. Hvis ikke nogle af de konkrete godter i finansposen kan lokke nogle af de tabte vælgere tilbage i folden, så er der (stort set) ingenting, der kan. Det skal Socialdemokraterne spille på. Og gentage til ukendelighed: 600 flere pædagoger, 65 milliarder kroner mere til sundhedsområdet, en kvart milliard kroner til at lette asylpresset på kommunerne, en milliard kroner ekstra på børneområdet og klippekortordningen i ældreplejen. Socialdemokraterne har gemt risalamanden til sidst til vælgerne. Det er det, som Socialdemokraterne skal huskes på. Det er det, som de går til valg på.
 
MF-doktrinen
Den mere komplicerede valgstrategi for sosserne kunne man kalde Mette Frederiksen-vejen eller blot MF-doktrinen.
 
Socialdemokraterne er det eneste parti i Folketinget, som har en balance mellem ret og pligt-princippet. Enhedslisten, Dansk Folkeparti og til tider SF vægter rettigheder højere end pligter. I den anden grøft har vi så Venstre, Liberal Alliance og Konservative, som sværger til pligter som det bærende element som en forudsætning for velfærden. Og hvor de økonomiske incitamenter vejer tungere end rettigheder.
 
Mette Frederiksen formåede som beskæftigelsesminister at balancere de to begreber som kernen i den socialdemokratiske tankegang. At de svageste led skal gøres stærkere, samtidig med at det grundlæggende er usolidarisk ikke at forsøge at forsørge sig selv. De er de to ben, som Socialdemokraterne skal gå på. Pligten til at forsørge sig selv over for fællesskabet, men også retten til at blive løftet af samfundet. En strategi, som leder tankerne hen på Hans Hedtofts tanker om samfundet og den socialdemokratiske fortælling i 1950´erne: Socialdemokratiet er det eneste parti, som kan rykke samfundet fremad. En ret og pligt-fortælling. Ikke en tredje vej, men en balancevej, om man vil.  
 
En af Socialdemokraternes nuværende kampagner mod Lars Løkke og Venstre
 
Fordele:
  • At Socialdemokraterne, med embedsmændene i ryggen i Finansministeriet, kan tæppebombe danskerne med fakta om regeringens resultater og hårde økonomiske kurs – til gavn for danskerne.
  • At Mette Frederiksen-doktrinen i den reneste form er, at befolkningen tager ansvar og stilles krav, men at Socialdemokraterne bekymrer sig og er socialt indignerede over de udsatte grupper i samfundet.
Bagslag
  • At løftebruds-diskursen bliver hængende som en sort sky over Socialdemokraterne, og vælgerne stemmer A ud af regeringskontorerne.
  • At Helle Thorning og Corydon i bund og grund får vælgerne til at se så meget rødt, at uanset om økonomien så småt er ved at vende, og vælgerne til dels kan anerkende regeringens resultater de seneste tre år, så spiller statsministeren en afgørende rolle for, at hun må aflevere nøglerne til deres eget hus.
  • Vælgerne foretrækker Venstres politik frem for Socialdemokraternes. Kombinationen mellem Venstres skattepolitik og Dansk Folkeparti som garant for velfærden har en dyb og vedholdende klangbund i befolkningen.
  • At Dansk Folkeparti altid kan overbyde Socialdemokraterne. Både i forhold til stramninger og i forhold til luftige velfærdsløfter. 
Den socialdemokratiske selvforståelse.
 
Den sidste strategi er både ond og oplagt. Vi kan kalde den for: 
 

3. Løkke-er-et-fjols-strategien

Selvom den nye bog om Lars Løkke Rasmussen ’LLR’ ikke blev den game changer, som Socialdemokraterne havde krydset fingre for, så er Løkkes renommé og troværdighed hullet som en si. Derfor sættes alle sejl og skyts ind på Løkke som person. Strategien er, at Løkke er som en Lotto-kupon: Det er lidt af et sats at satse på ham.
 
Gevinsten udebliver med al sandsynlighed, og det er som at gamble med sin egen velfærd. For det kan godt være, at vælgerne hellere vil drikke en fadbamse sammen med Løkke end Thorning. Men ville vælgerne være trygge, som Jens Rohde har udtrykt det, ved at overlade Løkke nøglerne til deres eget hus? Hvis nej. Hvorfor skulle de så overlade nøglerne til statsministeriet til Lille-Lars-stor-i-slaget Løkke fra Græsted?
 
Løkke ser selvtilfreds ud med bogen ’LLR’ og de få afsløringer, der var i bogen, om hans personlighed.
 
Hvis man ikke kan lede sige selv, hvordan kan man så lede et land? Løkke har sat Venstres brand over styr og skabt fløjkrige, fordi hans politiske lederskab – eller mangel på samme – kan ligge på et meget lavt sted. Vælgerne har ingen fidus til Løkke. 
 
Vælgerne foretrækker hverken Thorning eller Løkke, men Thulesen Dahl.
 
En klovn med fadbamser.
 
DSU er altid flittige til at gå efter manden og ikke bolden.
 
Fordele:
  • At Løkkes ry og omdømme er alvorligt ramponeret efter flere bilagsskandaler. Det vil smitte af på hele den borgerlige lejrs valgsejr.
  • At Løkke og Venstre skal blive ved med at forholde sig til Løkke som person frem for statsministerkandidatens politiske visioner og budskaber.
Bagslag
  • At vælgerne har hørt alle skandalesagerne gang på gang og er trætte af at høre om Løkkes ferier, fadbamser og dyre tøjvaner. At der er en nedre grænse for at gå efter personen. At sympatien rettes mod Løkke. Han er jo trods alt et menneske. Og heldigvis ligesom os andre.
  • At vælgerne vælger Venstre. De vælger ikke Løkke. For som politisk ordfører Inger Støjberg sagde i forsommeren: ”Vi er bedre til at føre politik end til personsager”.
 
Hvilken strategi, Socialdemokraterne lægger for dagen, bliver vi snart meget klogere på. Det, man med sikkerhed kan sige, er, at det bliver en af de mest personlige og uforsonlige valgkampe i nyere dansk politiks historie. 
 
 
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job