Valgkampen er twitterrific
Glem alt om blogs og sms-alerts. Twitter er sagen, hvis du vil holde dig opdateret om det amerikanske valg. På få minutter kan du danne dig et overblik over de skarpeste kommentarer og den nyeste udvikling.
af Anna Ebbesen
Twitter som filter i snakken
Den amerikanske valgkamp er for alvor gået online. I, hvad der føles som et evigt stigende tempo, publicerer kommentatorer, tidligere strateger og alle andre fortløbende beskrivelser, kommentarer og tanker overalt på nettet om alt, hvad der falder dem ind. Det giver for første gang et direkte indblik i, hvad der rører sig i kampagnerne såvel som i den almindelige amerikaners tanker, men skaber også luksusproblemet med informationsoverflod. Løsningen er Twitter.
Nyeste fugl i buret
Seneste redskab i den digitale værktøjskasse er Twitter. Nyt er dette sociale netværk dog langtfra, men i den amerikanske valgkamp er Twitter det seneste skud på stammen i forhold til at give sine holdninger til kende, diskutere med andre og følge med i det nyeste af det nye.
Hvad er Twitter?
Helt basalt er twitter.com et fokuseret socialt netværk, hvor du kan oprette dig og derfra skrive små beskeder ud til verden. Det stramme format byder, at du skal holde dig under 140 karakterer, hvad enten du beskriver det, som du tænker på lige nu, reklamerer for en sej artikel eller sender en direkte besked til et andet Twitter-medlem. Det fungerer dermed som Facebook, bare udelukkende bestående af statusupdates og små direkte kommentarer, eller en slags personlig feedreader kun fra sider og personer, som du synes er seje. Ikke noget med pseudovenner, kun godt indhold.
Når du logger på, kan du klikke på din egen profil og se det, som andre ser, når de kigger forbi: alle dine små beskeder skrevet ud til verden, et profilbillede og en kort forklarende tekst, evt. med link til din hjemmeside. Med andre ord: en microblog.
Klikker du på ”hjem”, kan du se den strøm af beskeder, som du abonnerer på, blandet sammen med dine egne i kronologisk rækkefølge. Jo mere aktiv du og dem, du følger, er, jo flere beskeder. Du kan ligeledes favorisere nogle feeds over andre, så deres tweets er gemt hos dig, se hele verdens eller sende direkte beskeder til med-twitters.
Twitters ELECTION 2008
For de valginteresserede har Twitter lagt et ”Election 2008”-filter ned over sin strøm, som ligger som topbar på alle Twitter-siderne – her fra timerne op til vicepræsidentdebatten i torsdags:
Hvert 15. minut bliver de hotte emner opdateret ud fra, hvad netværket snakker om.
Ofte er emnerne, folk kvidrer om, enslydende, såsom Katie Courics interview med Sarah Palin, som de fleste finder tåkrummende pinligt, eller oplevelser af diverse tv-debatter mellem kandidaterne.
Her kan du så læne dig tilbage og se tusindvis af valgrelaterede beskeder ryge over skærmen. Ser du noget, du kan lide? Klik på skribenten og klik på ”follow”, hvis du synes, det ser ud til at være værd at følge. Jo flere gange du gentager den proces, jo hurtigere har du skabt dit helt eget filter og dermed din egen nyhedsstrøm.
Special guest stars: Kandidaterne
McCain er den sidste nye politiker på Twitter. Som med alt andet online halser Republikanerne også her bagefter Demokraterne i forhold til at bruge de nye måder at føre kampagne på, som nettet muliggør.
Status er, at mens Obama følges af 92.172 (219 mini-indlæg), og Hillary af 4.997 (159 mini-indlæg) har John McCain indtil videre kun fået samlet sig små 2.253 følgesvende til sine ti indlæg (søndag d. 5.).
Fælles er dog, at det netop er Twitters egenskab af global messageboard, de for det meste går efter at udnytte. Ikke til private budskaber, men til at hive læsere med over på deres egne sites eller med ud til virkelighedens politiske slagmark.
Størstedelen af Hillarys er fx ofte blot henvisninger til egne blogindlæg,
mens McCain ser ud til at fokusere på at reklamere for sine nye annoncer
og Obama på at få folk ud på gaderne:
Det er virkelig, virkelig sjældent, at der står ”P**, fik min finger i klemme i den s**** bildør – skriver kun med venstre” eller andet personligt i deres indlæg. Obamas tak til Hillary er nærmest det tætteste, man kommer, hvad visse kommentatorer også er begyndt at brokke sig over. Jo mindre personligt, jo mindre sandsynligt er det, at det er personen, der står bag. Dem, man er i kontakt med, er kampagnen og ikke personen.
Dermed har politikerne samme problem på Twitter som på alle de andre sociale netværk: De har sjældent tid eller fidus til at være med som personer. Årsagen til den politiske ambivalens hænger muligvis også sammen med grunden til, at de er der: Ligesom dengang de danske politikere skulle have en Facebook-profil, fordi journalisterne havde lært at tælle venner som mål for succes, skal enhver amerikansk politiker med respekt for sig selv nu også være på Twitter. Ikke fordi de har lyst til at fortælle alle om, hvordan de har det, men 1) fordi alle siger, de skal, plus 2) at deres kampagnefolk har fået endnu et værktøj til at generere opmærksomhed til deres kandidats aktiviteter. Og ikke mindst 3) de skal ud til de nye meningsdannere. Dem, der ser deres tv på YouTube, får al deres post online og lever på og af deres mobiltelefon. Og hvor vælgerne er, der er også kampen om deres gunst. Derfor er det desto mere ærgerligt for kandidaterne, at de ikke udnytter mediet ordentligt.
Men det kandidatmæssige tomrum udfyldes i stedet af alle andre, der med glæde taler for, med og om dem.
Meningsdannelse live
De store live-debatter er et godt eksempel på Twitters plads i det større mediebillede. Op til, under og efter torsdagens debat mellem de to vicepræsidentkandidater rullede kommentarer i tusindvis gennem Twitter.
Som forfatter og mediekritiker Jay Rosen skrev torsdag aften dansk tid:
I stedet for at råbe frustreret ad tv’et, når den, du ikke kan døje, siger noget latterligt, så kan du nu i stedet deltage i koret af stemmer på Twitter:
På den måde fungerer Twitter som en slags Messenger med hele verden åben for alle og dermed som en god indikator af, hvad der rører sig i folk.
Debatten mellem Obama og McCain tirsdag nat handler fx på Twitter mere om Obamas forhold til Ayers end økonomi…
… ligesom det mest talte om i forhold til McCain var hans voldsomme brug af frasen ”My friends”.
Men det er ikke kun almindelige, ukendte mennesker, der ytrer sig; etablerede kommentatorer og strateger fra begge partier er blandt de mest snakkende.
The online spin-room
De etablerede medier er ikke for fine til at gå med på moden. Her kommenterer alle kommentatorerne nu debatten, samtidig med, at de liveblogger, svarer på spørgsmål og ja, ser eller lytter til debatten på tv eller over nettet,
samtidig med, at nettet giver samtidig taletid til alle de kommende amerikanske ”Mogensen & Christiansen”, som findes rundt om i staterne. Både demokratiske og republikanske unge strateger giver deres besyv med, og ofte ganske underholdende, fordi de er personlige.
Her findes også de særlige online-sværvægtere, som via fx sider som the huffingtonpost.com har formået og få flere historier fra online-sfæren op i de etablerede medier og ud til den bredere offentlighed. Bedste eksempel er Wonkette, der fik afsløret en prekær sexscandale i senatet for nogle år tilbage:
Ligesom kvinden bag den oprindelige Wonkette, Ana Marie Cox, stadig snakker løs :
Betydning for valget?
Som altid vindes valg ikke ved hjælp af et medie alene. Det er brugen af medier, budskaberne og kandidaten, der skaber kampagnen og dermed den fremstilling, som vælgerne får præsenteret. Twitter er som tidligere nævnt blot et redskab i online-værktøjskassen, frit for alle at gøre brug af.
Men hvis man skal tilskrive Twitter en selvstændig betydning, så er det, at netværket sætter yderligere strøm på hastigheden, hvormed en nyhed kan spredes. Som Georg Allen opdagede det, så gør den digitale alder alle til journalister, publicister og meningsdannere. Der skulle kun en lille forkert kommentar til, før han måtte se sit omdømme og sine præsidentdrømme kuldsejle. For kommentaren blev fanget på video, lagt på YouTube, spredt via blogs og Twitter, samlet op af de etablerede medier, og så var Georg Allens favoritværdighed til at blive Republikanernes næste præsidentkandidat historie.
Denne magt er de amerikanske politikere begyndt at tage seriøst. Bedst illustreret ved, at Demokraterne nu har ugentlige strategimøder med de største bloggere – der formodentlig også er Twitter-konger (hvem de er, er stadig tys-tys) – for at sikre, at de er med. Det er først, når man som Dean og Obama har net-rødderne – de menige meningsdannere – som en integreret del af sin kampagne, at det politiske kan være andet end gæster på nettet.
Hermed skabes en slags ny aktiv form for ”ghostwritere”. I stedet for at holde monologer i debatspalterne går de aktivt ind i diskussionerne på nettet og er dermed medskabere af den stemning, der til hver en tid vil herske om en kandidat. Ligesom med aktiemarkedet handler en stor del af kampagnerne også som at være den, folk siger det bedste om. Og mest om.
Om de personlige ”tweets” fra kandidaterne nogensinde bliver en del af kampagnen som måden at tegne det personlige billede på, vil tiden vise. Det kræver nok, at kandidaten regnes for at være så ”presidential” i forvejen, at det ikke vil underminere vedkommendes kampagne, men i stedet give noget personlighed, som ikke ses i resten af kampagneshowet. Måske lige præcis derfor er det ærgerligt for Republikanerne, at McCain først ”will have that down fairly soon, getting on (the internet) myself”.
Er du med?
Twitter er med andre ord det bedste fra nettet i små mundrette bidder. De er lette at fange, lette at følge, og det er nemt at finde ud af, hvem man synes, giver en valuta for ens opmærksomhed. Og takket være Twitters egne filtre er det muligt at følge valgkampen uden forhåndskundskaber, indtil du selv kan få samlet de nyhedsudbydere eller underholdere, som du får noget ud af. Men pas på: Twitter er som med alt andet socialt ikke mindst en glimrende overspringshandling.
TO TWIT OR NOT TO TWIT
GODT
SKIDT
Begynderpakken: Tweets, du skal følge:
DEMOKRATER
https://twitter.com/BarackObama - seneste fra kampagnestaben
https://twitter.com/vermontgmg - Deans første webmaster og forfatter til bogen ”The First Campaign”.
https://twitter.com/JoeTrippi - Manden bag Deans kampagne og dermed en af de første politiske net-strateger.
REPUBLIKANERE
https://twitter.com/JohnMcCain - seneste fra kampagnestaben
https://twitter.com/DavidAll - ung republikansk strateg, medstifter af rightrootsnation.org
https://twitter.com/PatrickRuffini - ung Rove in spe, rising star som kampagnetalent.
BLOGGER OG ANDET MEDIEGODTFOLK
https://twitter.com/wonkette - satirisk udlægning af den politiske nyhedsstrøm
http://twitter.com/anamariecox - Wonkettes grundlægger og skribent på HuffingtonPost.com
https://twitter.com/nytimespolitics - updates fra det etablerede hus
https://twitter.com/thepolitico - blogs såvel som rene nyheder for og med politiske nørder
https://twitter.com/PoliticsPolls - se de seneste statistiske udviklinger
https://twitter.com/postpolitics - updates fra det etablerede hus
Sjove hjælpeprogrammer
Sjovere og lettere bliver det, hvis du henter nogle af de mange små twitter-hjælpe-programmer, der gør det muligt at søge og organisere indhold, eller som blot gør det endnu lettere at twitte og følge med – prøv fx TweetDeck, Thwirl eller TwitterBar. Enten er de følgeprogrammer med alertbokse og mulighed for at sætte filtre i strømmen, eller de muliggør, at du fx kan poste via dit browservindue.
Den amerikanske valgkamp er for alvor gået online. I, hvad der føles som et evigt stigende tempo, publicerer kommentatorer, tidligere strateger og alle andre fortløbende beskrivelser, kommentarer og tanker overalt på nettet om alt, hvad der falder dem ind. Det giver for første gang et direkte indblik i, hvad der rører sig i kampagnerne såvel som i den almindelige amerikaners tanker, men skaber også luksusproblemet med informationsoverflod. Løsningen er Twitter.
Nyeste fugl i buret
Seneste redskab i den digitale værktøjskasse er Twitter. Nyt er dette sociale netværk dog langtfra, men i den amerikanske valgkamp er Twitter det seneste skud på stammen i forhold til at give sine holdninger til kende, diskutere med andre og følge med i det nyeste af det nye.
Hvad er Twitter?
Helt basalt er twitter.com et fokuseret socialt netværk, hvor du kan oprette dig og derfra skrive små beskeder ud til verden. Det stramme format byder, at du skal holde dig under 140 karakterer, hvad enten du beskriver det, som du tænker på lige nu, reklamerer for en sej artikel eller sender en direkte besked til et andet Twitter-medlem. Det fungerer dermed som Facebook, bare udelukkende bestående af statusupdates og små direkte kommentarer, eller en slags personlig feedreader kun fra sider og personer, som du synes er seje. Ikke noget med pseudovenner, kun godt indhold.
Når du logger på, kan du klikke på din egen profil og se det, som andre ser, når de kigger forbi: alle dine små beskeder skrevet ud til verden, et profilbillede og en kort forklarende tekst, evt. med link til din hjemmeside. Med andre ord: en microblog.
Klikker du på ”hjem”, kan du se den strøm af beskeder, som du abonnerer på, blandet sammen med dine egne i kronologisk rækkefølge. Jo mere aktiv du og dem, du følger, er, jo flere beskeder. Du kan ligeledes favorisere nogle feeds over andre, så deres tweets er gemt hos dig, se hele verdens eller sende direkte beskeder til med-twitters.
Twitters ELECTION 2008
For de valginteresserede har Twitter lagt et ”Election 2008”-filter ned over sin strøm, som ligger som topbar på alle Twitter-siderne – her fra timerne op til vicepræsidentdebatten i torsdags:
Hvert 15. minut bliver de hotte emner opdateret ud fra, hvad netværket snakker om.
Ofte er emnerne, folk kvidrer om, enslydende, såsom Katie Courics interview med Sarah Palin, som de fleste finder tåkrummende pinligt, eller oplevelser af diverse tv-debatter mellem kandidaterne.
Her kan du så læne dig tilbage og se tusindvis af valgrelaterede beskeder ryge over skærmen. Ser du noget, du kan lide? Klik på skribenten og klik på ”follow”, hvis du synes, det ser ud til at være værd at følge. Jo flere gange du gentager den proces, jo hurtigere har du skabt dit helt eget filter og dermed din egen nyhedsstrøm.
Special guest stars: Kandidaterne
McCain er den sidste nye politiker på Twitter. Som med alt andet online halser Republikanerne også her bagefter Demokraterne i forhold til at bruge de nye måder at føre kampagne på, som nettet muliggør.
Status er, at mens Obama følges af 92.172 (219 mini-indlæg), og Hillary af 4.997 (159 mini-indlæg) har John McCain indtil videre kun fået samlet sig små 2.253 følgesvende til sine ti indlæg (søndag d. 5.).
Fælles er dog, at det netop er Twitters egenskab af global messageboard, de for det meste går efter at udnytte. Ikke til private budskaber, men til at hive læsere med over på deres egne sites eller med ud til virkelighedens politiske slagmark.
Størstedelen af Hillarys er fx ofte blot henvisninger til egne blogindlæg,
mens McCain ser ud til at fokusere på at reklamere for sine nye annoncer
og Obama på at få folk ud på gaderne:
Det er virkelig, virkelig sjældent, at der står ”P**, fik min finger i klemme i den s**** bildør – skriver kun med venstre” eller andet personligt i deres indlæg. Obamas tak til Hillary er nærmest det tætteste, man kommer, hvad visse kommentatorer også er begyndt at brokke sig over. Jo mindre personligt, jo mindre sandsynligt er det, at det er personen, der står bag. Dem, man er i kontakt med, er kampagnen og ikke personen.
Dermed har politikerne samme problem på Twitter som på alle de andre sociale netværk: De har sjældent tid eller fidus til at være med som personer. Årsagen til den politiske ambivalens hænger muligvis også sammen med grunden til, at de er der: Ligesom dengang de danske politikere skulle have en Facebook-profil, fordi journalisterne havde lært at tælle venner som mål for succes, skal enhver amerikansk politiker med respekt for sig selv nu også være på Twitter. Ikke fordi de har lyst til at fortælle alle om, hvordan de har det, men 1) fordi alle siger, de skal, plus 2) at deres kampagnefolk har fået endnu et værktøj til at generere opmærksomhed til deres kandidats aktiviteter. Og ikke mindst 3) de skal ud til de nye meningsdannere. Dem, der ser deres tv på YouTube, får al deres post online og lever på og af deres mobiltelefon. Og hvor vælgerne er, der er også kampen om deres gunst. Derfor er det desto mere ærgerligt for kandidaterne, at de ikke udnytter mediet ordentligt.
Men det kandidatmæssige tomrum udfyldes i stedet af alle andre, der med glæde taler for, med og om dem.
Meningsdannelse live
De store live-debatter er et godt eksempel på Twitters plads i det større mediebillede. Op til, under og efter torsdagens debat mellem de to vicepræsidentkandidater rullede kommentarer i tusindvis gennem Twitter.
Som forfatter og mediekritiker Jay Rosen skrev torsdag aften dansk tid:
I stedet for at råbe frustreret ad tv’et, når den, du ikke kan døje, siger noget latterligt, så kan du nu i stedet deltage i koret af stemmer på Twitter:
På den måde fungerer Twitter som en slags Messenger med hele verden åben for alle og dermed som en god indikator af, hvad der rører sig i folk.
Debatten mellem Obama og McCain tirsdag nat handler fx på Twitter mere om Obamas forhold til Ayers end økonomi…
… ligesom det mest talte om i forhold til McCain var hans voldsomme brug af frasen ”My friends”.
Men det er ikke kun almindelige, ukendte mennesker, der ytrer sig; etablerede kommentatorer og strateger fra begge partier er blandt de mest snakkende.
The online spin-room
De etablerede medier er ikke for fine til at gå med på moden. Her kommenterer alle kommentatorerne nu debatten, samtidig med, at de liveblogger, svarer på spørgsmål og ja, ser eller lytter til debatten på tv eller over nettet,
samtidig med, at nettet giver samtidig taletid til alle de kommende amerikanske ”Mogensen & Christiansen”, som findes rundt om i staterne. Både demokratiske og republikanske unge strateger giver deres besyv med, og ofte ganske underholdende, fordi de er personlige.
Her findes også de særlige online-sværvægtere, som via fx sider som the huffingtonpost.com har formået og få flere historier fra online-sfæren op i de etablerede medier og ud til den bredere offentlighed. Bedste eksempel er Wonkette, der fik afsløret en prekær sexscandale i senatet for nogle år tilbage:
Ligesom kvinden bag den oprindelige Wonkette, Ana Marie Cox, stadig snakker løs :
Betydning for valget?
Som altid vindes valg ikke ved hjælp af et medie alene. Det er brugen af medier, budskaberne og kandidaten, der skaber kampagnen og dermed den fremstilling, som vælgerne får præsenteret. Twitter er som tidligere nævnt blot et redskab i online-værktøjskassen, frit for alle at gøre brug af.
Men hvis man skal tilskrive Twitter en selvstændig betydning, så er det, at netværket sætter yderligere strøm på hastigheden, hvormed en nyhed kan spredes. Som Georg Allen opdagede det, så gør den digitale alder alle til journalister, publicister og meningsdannere. Der skulle kun en lille forkert kommentar til, før han måtte se sit omdømme og sine præsidentdrømme kuldsejle. For kommentaren blev fanget på video, lagt på YouTube, spredt via blogs og Twitter, samlet op af de etablerede medier, og så var Georg Allens favoritværdighed til at blive Republikanernes næste præsidentkandidat historie.
Denne magt er de amerikanske politikere begyndt at tage seriøst. Bedst illustreret ved, at Demokraterne nu har ugentlige strategimøder med de største bloggere – der formodentlig også er Twitter-konger (hvem de er, er stadig tys-tys) – for at sikre, at de er med. Det er først, når man som Dean og Obama har net-rødderne – de menige meningsdannere – som en integreret del af sin kampagne, at det politiske kan være andet end gæster på nettet.
Hermed skabes en slags ny aktiv form for ”ghostwritere”. I stedet for at holde monologer i debatspalterne går de aktivt ind i diskussionerne på nettet og er dermed medskabere af den stemning, der til hver en tid vil herske om en kandidat. Ligesom med aktiemarkedet handler en stor del af kampagnerne også som at være den, folk siger det bedste om. Og mest om.
Om de personlige ”tweets” fra kandidaterne nogensinde bliver en del af kampagnen som måden at tegne det personlige billede på, vil tiden vise. Det kræver nok, at kandidaten regnes for at være så ”presidential” i forvejen, at det ikke vil underminere vedkommendes kampagne, men i stedet give noget personlighed, som ikke ses i resten af kampagneshowet. Måske lige præcis derfor er det ærgerligt for Republikanerne, at McCain først ”will have that down fairly soon, getting on (the internet) myself”.
Er du med?
Twitter er med andre ord det bedste fra nettet i små mundrette bidder. De er lette at fange, lette at følge, og det er nemt at finde ud af, hvem man synes, giver en valuta for ens opmærksomhed. Og takket være Twitters egne filtre er det muligt at følge valgkampen uden forhåndskundskaber, indtil du selv kan få samlet de nyhedsudbydere eller underholdere, som du får noget ud af. Men pas på: Twitter er som med alt andet socialt ikke mindst en glimrende overspringshandling.
TO TWIT OR NOT TO TWIT
GODT
- En-til-mange kommunikation
- Skab et overblik på få minutter. Hvis du vil vide, hvad folk tænker om et emne, så hent en applikation ned fra nettet, søg på det og se
- Så længe du holder dig fra at bruge det via mobilen, er det ganske gratis
- Det er let
SKIDT
- Du bliver afhængig af de hurtige fix
- Du læser kun det, som Twitteren udvælger, og synes hurtigt, at alt andet tekst er ret kedeligt. Og langt!
- Hvis man ikke sorterer, kan man få ekstremt meget ligegyldigt ind
Begynderpakken: Tweets, du skal følge:
DEMOKRATER
https://twitter.com/BarackObama - seneste fra kampagnestaben
https://twitter.com/vermontgmg - Deans første webmaster og forfatter til bogen ”The First Campaign”.
https://twitter.com/JoeTrippi - Manden bag Deans kampagne og dermed en af de første politiske net-strateger.
REPUBLIKANERE
https://twitter.com/JohnMcCain - seneste fra kampagnestaben
https://twitter.com/DavidAll - ung republikansk strateg, medstifter af rightrootsnation.org
https://twitter.com/PatrickRuffini - ung Rove in spe, rising star som kampagnetalent.
BLOGGER OG ANDET MEDIEGODTFOLK
https://twitter.com/wonkette - satirisk udlægning af den politiske nyhedsstrøm
http://twitter.com/anamariecox - Wonkettes grundlægger og skribent på HuffingtonPost.com
https://twitter.com/nytimespolitics - updates fra det etablerede hus
https://twitter.com/thepolitico - blogs såvel som rene nyheder for og med politiske nørder
https://twitter.com/PoliticsPolls - se de seneste statistiske udviklinger
https://twitter.com/postpolitics - updates fra det etablerede hus
Sjove hjælpeprogrammer
Sjovere og lettere bliver det, hvis du henter nogle af de mange små twitter-hjælpe-programmer, der gør det muligt at søge og organisere indhold, eller som blot gør det endnu lettere at twitte og følge med – prøv fx TweetDeck, Thwirl eller TwitterBar. Enten er de følgeprogrammer med alertbokse og mulighed for at sætte filtre i strømmen, eller de muliggør, at du fx kan poste via dit browservindue.
