Onsdag morgen tikker en mail frem på skærmene hos medlemmerne af Folketingets presseloge: Statsministeren indkalder til ekstraordinært pressemøde kl. 13.00.

Allerede fra om morgenen er der grøde på nettet, hvor de opmærksomme har set Venstre annoncere en særlig webcast med statsministeren allerede kl. 12. Her sidder Fogh, i cowboybukser og skjorte, og betror, at han senere på dagen vil gå på Folketingets talerstol og udskrive valg. Derefter svarer Fogh på spørgsmål direkte over webcam.

Socialdemokraterne er hurtige på aftrækkeren: Allerede 12.30 løber en lille viral video med Helle Thorning-Schmidt rundt fra mailbox til mailbox og inviterer alle til det socialdemokratiske valg kick-off party samme aften i Pumpehuset i København, hvor Nephew vil spille et par numre og Thorning-Schmidt vil udstikke kursen for de hundredevis af unge frivillige, som vil hjælpe partiet i de kommende tre uger.

På omkring 20.000 mobiltelefoner dukker kl. 13.47 en sms op fra Naser Khader og Ny Alliance. "Hej. Det er Naser. Jeg vil bare fortælle dig, at du under hele valget kan finde vores hovedkvarter i baglokalet til caféen Bang & Jensen på Vesterbro. Vi har brug for din hjælp. Kom forbi og giv os en hånd," står der i beskeden til de nye partimedlemmer. Snart efter følger endnu en sms med de første cocktail parties i Odense, Aalborg, Århus og København, hvor kendte skuespillere og musiknavne deltager for at støtte Ny Alliances kampagne.

Forvirret? Er det ikke den valgkamp, du har oplevet? Nej, det er det nemlig ikke. For indtil videre er partierne milevidt fra de impulser og initiativer, som ellers er blevet nærstuderet de seneste tre år: Der er intet, der bare ligner en web-baseret kampagne, ingen kick-off events, ingen rockbands, der blander sig i valgkampen, ingen cocktail parties. Og ingen storstilet brug af mobiltelefoni som platform. Valgkampen er – nogenlunde – som den plejer at være, bortset fra flere halvdårlige filmklip til nettet. Hvad gik der galt?

Og først... en advarsel

Før vi kommer ind på de valgstrategier, som partierne rent faktisk bruger i valgkampen 2007, så hermed en varedeklaration: Deres skribent er principielt set skrigende farvet i forhold til at bedømme partiernes strategier, eftersom jeg selv har været med til at udvikle den valgstrategi, de radikale forfølger i denne valgkamp. Jeg har gjort mit bedste for at være så objektiv som mulig i denne artikel, men det må læserne selv bedømme.

Nu videre i teksten. For hvad gik der galt for de politiske partier, siden deres valgstrategier synes at have stået rimelig meget i stampe siden 2005?

Lad os prøve at se på nogle mega-trends, som foreløbig kendetegner valgkampens første tre dage.

Det er oplagt at starte med partiernes hjemmesider. Hvis man skal begynde med at fremhæve det, som partierne rent faktisk har indset, så er det naturligvis, at nettet er en helt oplagt mulighed for at føre en valgkamp, som rammer andre målgrupper (læs: unge) og at føre en billigere valgkamp. To partier har som noget nyt købt teknisk udstyr, som sætter dem i stand til så at sige at oprette deres egen tv-kanal på nettet og i princippet sende 24 timers tv, hvis mandsskabet ellers var der. Det er Venstre og de radikale. Venstre har gjort VenstreTV til et centralt element på hjemmesiden og "kanalen" dominerer partiets hjemmeside. Radikale giver også filmklippene stor vægt, men reklamerer som sådan ikke for den net-kanal, som partiet potentielt kunne køre med. Helle Thorning-Schmidt oploader med jævne mellemrum små klip til Socialdemokraternes HelleTV.

Alle de andre partier har i varierende grad mere eller mindre slørede klip med partiledere liggende på deres valgsite. Desværre er det sjældent ret sjovt at se en partileder lire en indstuderet remse af sig om, hvordan partiet vil skaffe danskerne mere velfærd. Partierne har altså opdaget, at der her er en platform. Men har enten ikke ressourcer til at udnytte den fuldt ud. Eller fyrer fantasiforladt de samme kedelige pressemeddelelser læst op af partilederen af på nettet. Det dur bare ikke.

Andre steder, fx hos Socialdemokraterne, kan man stort set ikke se på hjemmesiden, at der er udskrevet valg. Partiet kører det samme kedelige format fra hverdagen videre. Ny Alliance, der snakker meget om at gøre noget nyt, har ligeledes en hjemmeside, hvor webmasteren tilsyneladende ikke har opdaget, at der er valg. Partiet er dog formentlig lovlig undskyldt, fordi der ingen penge er på kistebunden.

Vi ved hvor du bor

For den uskyldige vælger ser billedet altså ud som det plejer: Bendt Bendtsen deler rundstykker ud på Kultorvet. Der er retoucherede billeder af Anders Fogh i alle aviserne. Dansk Folkeparti laver en annonce med indvandrere, som alle andre bliver sure over. Og efterladt i Metroen ligger valgfoldere fra socialdemokratiske kandidater og flyder.

Kun få af partierne har alligevel haft modet til at vælge de meget traditionelle kommunikationskanaler som outdoor (fx reklamer ved busstoppesteder) og avisanoncer fra på kampagnebudgettet.

Bannerreklamer, altså annoncering på internettet, har alle opdaget, og partierne kan træde hinanden over tæerne for at være de (samme) steder, hvor medieplannerne har sendt dem hen.

Endelig er der TV, som i flere år har været det suverænt vigtigste medie at gøre sig godt på i den begrænsede tid, der er til rådighed i de transmitterede debatter. TV-mediets magt er aftagende i reklamemæssig forstand, men kun for de helt unge målgrupper er der for alvor sket et skred i, hvor det er, man orienterer sig politisk.

På ét punkt – som er ret usynligt for den almindelige vælger – har flere af partierne dog rustet sig og vil i denne valgkamp prøve et nyt redskab af. Det drejer sig om den virkelig old school metode, som på amerikansk kaldes canvassing. På dansk noget i retning af, at politikerne sjosker rundt på gader og stræder til fodsålerne er slidt ned. Denne strategi har flere af partierne ved dette valg raffineret ved hjælp af en meget præcis analysedatabase, som firmaet Geomatic står bag.

Kort sagt giver redskabet partierne mulighed for at danne sig ekstremt præcise billeder af, hvilke mennesker der bor helt ned til områder på 100 gange 100 meter i alle danske byer. Det er selfølgelig kun interessant, fordi redskabet kan bruges til ret præcise analyser af målgrupperne og deres medieforbrug. Et partihovedkvarter kan derfor præcist sige, i hvilke gader de potentielle vælgere bor, hvilke medier, der kan bruges til at ramme dem, og hvilke budskaber, de skal rammes med. Det kan spare partierne og lokale kandidater for masser af spildte pjecer og spildt tid med at ringe på dørklokken hos de forkerte.

Flere af partierne, men ikke alle, har dette demografiske danmarkskort. Optimalt set kan de lokale vælgerforeninger og kandidater få gavn af redskabet ved at planlægge netop deres tur rundt i villakvarteret, så den giver størst gevinst. Partiernes kampagnechefer kan bruge redskabet til at planlægge, hvor der er de potentielt største gevinster at hente vælgermæssigt under et valg. Et tænkt eksempel: Venstre kan med redskabet se, at de kvinder, som partiet har så svært ved at få til at stemme på Fogh, har en ganske bestemt profil – deres alder, uddannelse, medievaner, madvaner, rejsevaner – alt tegner en nøjagtig profil af de kvinder, Venstre vil have fat på. På det demografiske danmarkskort farver computeren nogle områder blå – en indikation af, at Venstre har fat i forholdsvist mange kvinder med den profil i de områder. Andre områder kommer ud som røde – her har Venstre ikke fat i kvinderne med den bestemte profil i det omfang, som partiet ellers har potentiale til. Blå farve viser altså en gold jord for kampagner – rød jord viser et uopdyrket marked. På den måde planlægges partilederens tur til netop disse områder. Selvfølgelig kombineret med øje for, hvilke medier, der er på egnen og alt mulig andet.

Må man være med?

Et element fra de amerikanske valgkampe, som ser ud til at være gået forbi valgstrategierne hos danske partier, er nye metoder til at energize partiernes baser og skaffe netværk af frivillige, som vil hjælpe under en valgkamp.

I Danmark er det sådan, at alle partier i et eller andet omfang har en samling sløve lokalforeninger, hvor tordenskjolds soldater farer ud og sætter plakater op i lygtepælene og deler pjecer ud sammen med den lokale kandidat, når valget bliver udskrevet. Al ære og hæder til de lokale ildsjæle – der er bare ikke særlig mange af dem.

I USA brugte demokraten Howard Dean med stor succes internettet til at mobilsere ikke bare bidrag fra frivillige, men også skabe en enorm energi til brug for sin kampagne. Og i dag gør både republikanere og demokrater brug af frivillige netværk uden for partierne til at booste deres valgkampe. Den evige partisoldats tid er kort sagt ved at være forbi og det frivillige netværks tid er kommet. Bare ikke hos de danske partier. De radikale er kommet klart længst på denne front med radikale.net, som forsøger at knytte frivillige ressourcer til partiet, ikke bare i en valgkampstid. Men klik dig ind på de andre partier og som oftest vil du kunne finde en lille formular, hvor du kan sende en besked til partikontoret, hvis du gerne vil hjælpe. Ikke noget med at uddelegere ansvaret for begivenheder eller påfund til de frivillige netværk. På den måde mister partierne drive, for hvem gider sidde og vente på at blive ringet op af en kedelig lokalformand, som vil have én til at stå og dele pjecer ud på søndag ved den lokale Brugsen? Konservative har forsøgt et direkte plagiat af Hilary Clintons website: Spread the word kalder Hilary én af de muligheder, som hurtigt aktiverer den besøgende på hjemmesiden. Sprede ordet, står der hos de konservative.

Og når vi nu taler om spontanitet i forhold til alle de vælgere, som kunne tænkes at lægge lidt gratis arbejdskraft i en kampagne, hvor pokker bliver så mobiltelefonen af som medieplatform ved dette valg? I bedste tilfælde kan du få lov at skrive dig på en liste på partiernes hjemmesider og så få en overskrift fra en pressemeddelelse sendt på sms – uha hvor vildt.

Rigtig mange af partierne har forhørt sig om mulighederne på denne medieplatform. Men har alligevel ikke hugget til. Dels fordi det er noget nyt, som de ikke rigtig kender. Dels fordi 3G mobiltelefoni (hvor de rigtig fede idéer kan føres ud i livet i form af små micro-sites med konkurrencer, spil, etc.) endnu ikke er så udbredt, så der er stemmer nok i det.

Skal valgkampen anno 2007 derfor påklistres et slogan, så bliver det altså hverken "Bæredygtig Fremtid" (de radikale) – for fremtiden bliver ikke grebet denne gang, "Vi kan gøre det endnu bedre" (Venstre) – nej, det bliver nemlig ikke endnu bedre denne gang, eller "Den Grønne Bølge" (Konservative) – der er ingen, der har fundet på noget sjovt, der handler om miljø, og der er ikke meget "bølge" over valgkampen indtil videre.

Overskriften til denne valgkamp skal findes hos SF, som går til valg på...

Det ku’ være så godt.

Og så’ det faktisk skidt, fristes man til at tilføje.

Bannerfører: Pia Kjærsgaard (Kristian Thulesen Dahl og Peter Skaarup også med i kampagnemateriale)

Temaer: Udlændinge og danske værdier

Kommunikationskanaler: Outdoor og avisannoncer, face-to-face canvassing, Pias personlige gennemslagskraft på TV

Gimmick: Kampagne med Muhammed-tegning

Tone of voice: Generelt negativ – overfor udlændinge, overfor forandringer, overfor ny regering, overfor Naser Khader

Strategisk problem: Stor sandsynlighed for, at vælgerne gør VK-regeringen afhængig af Ny Alliance efter valget. DF har forgæves forsøgt at få Anders Fogh til at erklære, at han sigter efter en fortsat VKO-blok, men desværre for DF har statsministeren hældt dem ned ad brættet. Pias store problem bliver at tackle en sur/sød linje overfor Naser Khader

Bannerfører: Anders (og kun Anders Fogh Rasmussen)

Temaer: Stram udlændingepolitk, bedre velfærd, det sikre valg (kontra oppositionens nybegyndere)

Kommunikationskanaler: Massiv outdoor, massiv annoncering, formentlig radio på senere tidspunkt, banerreklamer (Internet), photo ops

Gimmick: VenstreTV (Venstres egen tv-kanal på nettet)

Tone of voice: Positiv kontraktpolitik, negativ kampagne mod SR-samarbejdet og Helle Thorning-Schmidt i særdeleshed

Strategisk problem: Konservative er gået solo, uden et fælles valggrundlag med Venstre. Det ødelægger planen om at beskylde oppositionen for ikke at kunne blive enige om noget som helst. Venstre kan enten nedtone den negative kampagne mod "en splittet opposition", rette hele den negative kampagne mod Helle Thorning-Schmidt eller blive ved med at råbe højt og håbe på, at oppositionen ikke har talent til at svare igen

KONSERVATIVE

Bannerfører: Hele holdet – Bendt Bendtsen er for svag til at partiet tør knytte kampagnen op på ham

Temaer: Økonomisk ansvarlighed, sundhed og klima – valgkampagnen kaldes "Den Grønne Bølge"

Kommunikationskanaler: Outdoor, avisannoncer, kampagnebus, bannerreklamer, internet for sjov

Gimmick: Hvis bare der var én...

Tone of voice: Fortsætter den bløde strategi lagt af Kunde & Co for år tilbage med et familievenligt og miljøbevidst image underbygget af tradionel lov & orden. Den negative kampagne går hovedsagelig på at stemple Socialdemokraterne og opland som økonomisk uansvarlige. I avisannoncer går Bendtsen direkte efter struben på Thorning-Schmidt: Tør du lade Helle spille hasard med din privatøkonomi?

Strategisk problem: Manøvren med at gå solo uden fælles valggrundlag med Venstre skal rette op på elendige meningsmålinger og en partiformand, som balancerer på randen af knock-out.Samtidig har partiet en ret udflydende platform at gå til valg på: "Den Grønne Bølge" bliver til et skvulp, når Bendtsen bruger al sin tid på at prale med skattelettelser, så løber alle de kvindelige vælgere væk

Bannerfører: Naser Khader

Temaer: Naser Khader, "vi er nye og smarte" og en mere menneskelig asylpolitik

Kommunikationskanaler: Ti dages kampagnebus, lidt internet, Naser Khaders tv-optræden og nyhedens værdi ved, at fx nye navne som Jørgen Poulsen stiller op for partiet, photo ops

Gimmick: Naser skal nok finde på noget undervejs...

Tone of voice: Optimistisk og begejstrende. Vi er de nye – de andre er kedelige

Strategisk problem: Hele butikken står og falder med Khader. Men han skal nok klare den. Største problem for Khader bliver, at han ikke rigtig kan give fuldt los for en negativ kampagne mod Pia Kjærsgaards indflydelse, for han skal højest sandsynligt samarbejde med hende efter et valg

RADIKALE

Bannerfører: Margrethe Vestager og så er der vist nok noget med et hold bag

Temaer: Miljø, udlændinge og væk med Pia Kjærsgaard

Kommunikationskanaler: Internet (bannerreklamer, virale videoer, ny social platform på nettet)

Gimmick: RadicoolTV. Radikales egen TV-kanal på nettet

Tone of voice: Positiv og samarbejdende. Tilsat udpræget negativ kampagne overfor Pia Kjærsgaard og hendes indflydelse

Strategisk problem: Risikerer at have koblet sig for klart op på en taber (Helle Thorning-Schmidt). Og blive parlamentarisk ligegyldige (dvs. at Naser Khader alene kan få magten til at svinge i dansk politik). Radikale har lagt en strategisk kattelem i valget af Helle Thorning-Schmidt: Læs det med småt, hvor der står: vi forbeholder os retten til at samarbejde med Fogh, hvis Helle ikke vinder

Bannerfører: Helle über alles!

Temaer: Velfærd og "jeg er ny og frisk, Anders Fogh er gammel og udslidt"

Kommunikationskanaler: Massiv outdoor, avisannoncer, bannerreklamer, gratis platform i aviser og tvs "præsidentopgør", omfattende canvassing pgaf udbygget og aktivt lokalt partiapparat, photo ops

Gimmick: DSU (ungdomsafdelingen), som traditionelt finder på noget rigtig sjovt. Deres valgplakat afsløres 10 dage inde i valgkampen

Tone of voice: Positive løfter, når det gælder velfærd. Negativ kampagne på Foghs person og regeringens gerninger

Strategisk problem: Det synes en utopi, at Helle kommer til magten uden at Naser Khader vil skifte side og pege på hende. Hvis Helle ikke hurtigt kommer ind i kampen (i meningsmålingerne) vil støtterne falde fra og hun vil ende ensom som en Lykketoft, der forsøger at komme af med sine roser på Strøget. Helle får stor hjælp af medierne her, for der er ikke gode seertal eller læsertal i at erklære valgkampen for afgjort på forhånd. Medierne vil forsøge at holde "det dramatiske opgør" åbent så længe som muligt

Bannerfører: Villy-Il-Sung

Temaer: Velfærd / regeringen lyver og maler virkeligheden rosenrød, miljø

Kommunikationskanaler: Annoncer, bannerreklamer, canvassing med uddeling af flyers, etc., TV-debatter hvor Søvndals humor gør sig godt

Gimmick: Villy har med succes gjort sig til som oppositionens åndelige leder

Tone of voice: SFs oprindelige 3 mærkesager (skole, ældre og klima) bliver nok ret hurtigt glemt til fordel for en meget mobiliserende negativ kampagne rettet mod Fogh-regeringens "skurkestreger"

Strategisk problem: Søvndal skal passe på ikke at begå hybris: SF-formanden ligger til at blive én af valgets store vindere, men SF taber traditionelt stemmer i en valgkamp, fordi vælgerne sætter deres kryds mere "sikkert" – og vender tilbage til S eller R. Radikale kan måske trække nogle af de bortløbne vælgere tilbage fra SF ved at have meldt ud, at radikale støtter Helle Thorning-Schmidt. Søvndals største problem bliver, at han skal trække sin "venner" hos radikale og Socialdemokraterne med op – ellers kan SF ende med et gyldent valgresultat – som er helt ubrugeligt, fordi Fogh beholder magten

Bannerfører: Ingen, men medierne vil paradoksalt nok eksponere Asmaa Abdol-Hamid i en grad, som var hun nærmest leder af partiet

Temaer: Væk med Fogh og Pia Kjærsgaard, mere velfærd

Kommunikationskanaler: Events i de store byer, hovedsageligt København, valgmøder, bannerreklamer, canvassing

Gimmick: Hurtig set mod-annoncering på DFs Muhammed-kampagne under teksten "Ytringsfrihed er dansk – det er idioti ikke" med en tegning af Pia Kjærsgaard

Tone of voice: Generelt besk gående på regeringens og Dansk Folkepartis kurs. Samtidig iværksættes en positiv kampagne, som skal "renskure" Asmaa Abdol-Hamid

Strategisk problen: På grund af Asmaa vil de øvrige venstrefløjspartier ikke røre Enhedslisten med en ildtang, selv om det er indlysende, at Helle Thorning-Schmidt skal bruge Enhedslistens stemmer – hvis de kommer ind. Partiet kæmper hårdnakket for at sætte Asmaa i et bedre lys, men det er svært, fordi der også er intern kritik af den muslimske kandidat