Lad det straks være fastslået: Det går faktisk – som så ofte efter en stor, rensende krise – ufatteligt godt. Det gælder blot kun de store, internationale koncerner. De har lean'et ind til benet og skovler nu penge ind.

Men detailhandel, turisme, småindustri, for slet ikke at tale om mindre byggeri og primærlandbrug bløder. Så erhvervslivet er usamtidigt – de små og hjemlige er i krise, de store og globale i vækst, en vækst der blot ikke skaber så mange jobs her i landet. I for eksempel finans- og fødevarebranchen samt byggeriet kan denne spaltning mellem store fede og små desperate, der hænger i vandskorpen, ses i samme sektor.

 

 
Hvor meget har et lille jysk konkurstruet byggefirma, der er specialiseret i individuelt tilpassede parcelhuse (t.v.), egentlig til fælles med for eksempel mægtige Skanska, der har brugt krisen til at slanke sig og få flot overskud?

 

Det er netop dette forhold, der gør det svært at tale med én stemme for erhvervslivets brancheorganisationer. Så et er, at de for tiden skal spænde over det åbne udfald i valgkampen mellem blå og rød blok – og her især efter ni år se at få præpareret rød blok til fremtidig ansvarlighed. Noget andet er, at de skal afveje medlemmernes uens behov.

 

Vejen til vækst går uden om solnedgangsbranchen
Danmark sakker agterud i alle målinger, siden daværende finansminister Thor Pedersen morede sig over, at vi en dag måske kunne købe hele verden. Så vækst og produktivitet er dagsordenen for alle erhvervslivets organisationer. Men vejen er svær at finde, også for den altdominerende organisation, DI.

 

 

I sidste uge understregede DI's cheføkonom, Klaus Rasmussen, i Politiken det, som polit-eliten har sagt i årtier: "You can’t pick the winners”. Det lader sig ikke alene gøre, fordi det er umuligt, men også fordi statsstøtte – vurderet ud fra klassisk liberal økonomitænkning – forvrider markedet og gør dem, der støttes, for dyre til eksport. Man kan således godt fremhjælpe en høreapparat- eller medico-industri, men man vil også risikere, at den takket være hjælpen bliver doven, hvis dens hjemmemarked består af styringsløse hospitaler med uskarpe indkøbere.

 

I samme uge sagde DI-direktør Lars Goldschmidt i et langt interview af den slags, vi kan takke TV2 News og DR2 for, at man godt kan støtte erhvervslivet mere intelligent, end det sker for tiden. For nok kan man ikke udpege enkeltvindere, men enhver idiot kan jo se, at det er smartere at støtte forskning og udvikling i avancerede sundheds-, fødevare- og energiløsninger end projekter i solnedgangsbrancher. For i førstnævnte har vi styrkepositioner, der kan konkurrere globalt.

 

Det blev sagt lidt pænere, men positionen er, at når politikerne nu ikke kan lade være med at blande sig og ikke efter årtiers tirader fra DI om skattelettelser og nedskæringer i det offentlige rigtig har rykket på de almene rammevilkår – så må vi hellere med mere fornuft bruge de mange milliarder, politikerne alligevel spreder som leverpostej over ligegyldige initiativer fra væksthuse til landdistriktsprogrammer.

 

Bureaukraten Karsten Dybvad har brutalt sat et nyt hold på DI's direktionsgang. Men hvor skal vi hen, du?

 

Departementschef Dybvad slår til
Så hvad er her DI’s linje, har man længe kunnet spørge. Skal politikerne stadig kun sørge for rammevilkår, eller må de støtte bestemte styrkepositioner, for eksempel med forskningsmidler?

 

Under Hans Skov hørte vi mest med bekymrede miner på, at skatten skal ned, arbejdsstyrken udvides, den offentlige sektor slankes. Den vil vi stadig få at høre. For mens alle taler om konkurrencen fra Kina, sakker vi bagud i forhold til naboerne Sverige og Tyskland, der er de reelle konkurrenter. Så erhvervsorganisationerne skal sikre radikalt bedre rammevilkår – og lavere lønstigningstakt, ellers fordufter den industriproduktion, der også er grundlaget for alt andet fra viden til velfærd.

 

Men spørgsmålet er, om hovedvægten på DI classic ikke førte til for mange sure udmeldinger, for meget sidelinjekritik, for lidt at arbejde med for medlemmerne? DI’s nye direktør Karsten Dybvad skal finde ud af linjen. Skal der vælges spor, og hvilket skal vægtes?

 

Indtil nu har ingen vidst det. For Dybvad har foreløbig, klogt nok – ud over at bestille en masse notater og spørge til detaljer som en traditionel departementchef – primært lyttet. De mange hundreder af medarbejdere har straks mærket, at de er uden Kong Hans (den afgåede direktør Hans Skov Christensen) , der kunne tale, som forstod han enhver smedemesters problem og samtidig instinktivt kunne udlægge de store erhvervspolitiske linjer på de berømte interne fredagsmøder. Uf, for et tomrum, æv for en usikkerhed, der nu er.

 

Men 1. februar kom så en lakonisk pressemeddelelse fra Karsten Dybvad, der to måneder før flyttede fra Finansministeriets chefkontor til DI Towers: ”Det blev tirsdag besluttet, at DI’s direktion fremover består af…" og fem navne efterfulgt af fyring af nummer to i hierarkiet, Ole Krog, samt to mindre degraderinger. Punktum. Den fhv. embedsmand brugte ingen lange forklaringer og begrundelser. Her er holdet, jeg sætter, var blot budskabet.

 

Klar til flaskeleg i DI: fra venstre Kim Graugaard, Lars Goldschmidt, Tine Roed, Berit Vinther, Thomas Bustrup

 

Fem kan lege hvem-peger-flasken-på
I den nye eksekutivkomite, der nu klogeligt nok bare omtales som ledelsen, står Kim Graugaard som den, der vandt magtkampen med Ole Krog. Krog har lobbyet dygtigt på de indre linjer og i pressen, men man kan spørge, om han reelt var hovedkandidat – hvad skulle man så med Jens Howitz som headhunter? Det forhindrer ikke, at der kan være bestyrelsesmedlemmer, især i transportbranchen, som hæver øjenbrynene mere end en kende. Men medarbejderne flest er givet lettede, for Ole Krog var mere enspænder end holdspiller.

 

Kim Graugaard skal primært cementere det store altafgørende overenskomstområde, der nu engang er det, som hidtil har bundet og vundet medlemmer til DI. Oven i sine mange ansvarsområder har han interessant nok fået den mere udadvendte erhvervsøkonomi tilbage – og da Graugaard selv politisk er liberalist om en hals, er det bestemt ikke utænkeligt, at cheføkonom Klaus Rasmussen derfor kan fortsætte sin beskrevne polit-korrekte linje med de mange bekymrede erhvervsøkonomiske udmeldinger.

 

Selv om der siges at være god forståelse mellem Kim Graugaard og føromtalte Lars Goldschmidt, kan den linje dog blive endnu mere udfordret end før. For mange af de politiske kugler vil formentlig blive støbt af Goldschmidt, der ikke alene kan tænke selv, men også tør sætte ord på – og især det sidste har ikke altid været DI-norm. Han er verdenskendt i det lille erhvervspolitiske landskab for at kunne tænke politisk utraditionelt og puste til den ild, de mange djøf-uddannede akademikere i organisationen sukker efter. Så giver Dybvad ham lov, kan vi forvente flere nye toner, mere overraskende alliancer og mange flere politisk gangbare udspil fra DI. Og hvis valget – som erhvervslivet og DI selvsagt frygter – ender med ny rød regering, handler det for medlemmer fra clean tech til velfærdsteknologier om at få det bedste ud af dens vækst- og jobplaner – og samtidig holde en stram finanspolitik. Selv om næppe nogen vil sige det det officielt, lykkedes det jo langt hen ad vejen under Nyrup, alle Svend Aukens miljøtiltag til trods.

 

Derudover bliver det spændende at følge Tine Roed, der udover skat og jura skal håndtere langt sværere områder som klima- og energipolitik, hvor medlemmerne notorisk har modsat rettede interesser samt det løfterige OPP-område. Hun har gjort kometkarriere i DI, ligesom Thomas Bustrup, der klarer den globale indsats så stilsikkert, som hans far i mange år håndterede Axelborg.

 

Den sidste i femkløveret er Berit Vinther, men man kan spørge, om hun ikke i mange år på de indre linjer har været først, som en slags loyal departementschef, der kan se og lægge låg på konflikter, og det er jo en funktion, Dybvad må siges at kende. Så al ommøblering, herunder af Rådhuspladsen, kan ske her. Til gengæld er de tidligere branchekonger med egne kontingenter og bestyrelser for IT, Fødevare og Energi m.fl. fordelt ind under de fem direktører. Uden Kong Hans som piskesvinger kan det blive brænde til bål.

 

Rydder DI alle brikker?
Magtkampen om de øverste poster er altså udløst, men derfor kan flasken godt politisk dreje nogle omgange for at finde retningen efter års indre spin og træden vande. Udmeldingerne vil blive nøje overvåget, også fordi kommunikationsdirektør Poul Scheuer er førtidspensioneret ud af øverste lederlag. Det skal nu næppe tolkes som en departemental nedprioritering af, at resultater kun skal skabes på de indre linjer. Krydspres fra medier og pres ude fra stakeholder-alliancer og ind mod magtens centrum er en forudsætning, hvis DI skal have resultater, ikke bare af den aktuelle vækstkampagne “Danmark som Udviklingsland”, men også for eksempel på det uddannelsesområde, der står Dybvads hjerte nær. Og netop i den type dagsordenssætning har DI været en sand mester.

 

Men når Dybvads tropper om tre år flytter tilbage på Rådshuspladsen til en lettere og mere transparent mastodontbygning, er det spændende ikke kun, hvem i direktionen Dybvad mest har lyttet til. Spørgsmålet er: Er der brug for de store kontorarealer?

 

I betragtning af, at der i firserne stadig var et halvt hundrede erhvervsorganisationer, og der i dag kun er en håndfuld, er det logiske svar et ja. DI har strakt sit domæne ind i store dele af service- viden og transport, i IT samt de store entrepenører og fødevarevirksomheder. Finans og primærlandbrug, byggeri og detailhandel skal nok blive i egne organisationer. Det samme gælder formentlig en del videnerhverv, for eksempel revisorerne, der endda til nu har tilladt sig at opretholde to standsforeninger.

 

Især Landbrug & Fødevarer samt Dansk Byggeri har det for tiden svært på grund af de store indre modsætninger under krisen. Dansk Erhverv er en stor paraplyorganisation, hvor det modsat DI er tilladt at være uenige. Det styrker og værner om identiteten i de 140 brancher med de 20.000 virksomhedsmedlemmer, men det styrker jo ikke ligefrem slagkraften i interessevaretagelsen.

 

Horesta, altså hoteller og restaurationer, er lige gået ud af Dansk Erhverv for med Katia Østergaard i spidsen at lave et Turismens Hus. Det giver mening at samle det splittede turisterhverv, for hvordan for eksempel forklare, at dansk turisme stagnerer, mens svensk vokser med rekordfart?

Men det giver også anledning til at spørge: Er grænserne for fordelen ved koncentration nået? Og giver de gamle opdelinger mening? Hvad skal Arla og Danish Crown sammen med deres ejere, primærlandmændene, og omvendt? Hvad skal den internationale storentrepenør med en dansk murermester og vice versa? Gider de store betale kontingenter for at bevare den legitimitet, der ligger det landspolitiske tryk og den sympati, som stammer fra de mange små?

 

Måske går skillelinjen, stærkt understøttet af krisen, mellem de store, globale erhvervsliv på den internationale scene og de sektorer, der er orienteret mod den danske. Og alle organisationer spænder over de modsætninger. Dansk Erhverv skal ikke længere forene Dansk Supermarked og den lille købmand, men dog Bestseller og Jysk med den lille tøjbutik, og IBM med den lille IT-forhandler. Dansk Industri skal spænde fra små- og hjemmemarkedsfabrikanter, der stemmer på Dansk Folkeparti, til de store koncerner, der kræver åbne grænser. Organisationerne bliver så store, at deres udmeldinger ligner de politiske partiers. Foreløbig er det landbruget og byggeriet, der især viser sprækker, men det behøver ikke stoppe der.

Glas og kvadratmetre i spandevis i domicilet på Rådhuspladsen, sådan som det vil tage sig ud efter renovationen. Men har DI indhold at fylde i al den fine plads og til at brødføde de mange hundrede medarbejdere?

 

A room with a new vue
Men, men de største trusler mod de tidligere så magtfulde erhvervsorganisationer kommer fra en anden kant. Er de overhovedet nødvendige? Hvad betaler vi egentlig for?

 

Hvis nu for eksempel Coloplast – og eksemplet er relevant, for det er åbent omtalt af Lars Rasmussen til Berlingske Business – ikke synes, de behøver betale helt så høje millionbeløb i DI-kontingent, så er det et klogt træk af Dybvad at slanke antallet af chefer i den øverste ledelse. Dog er der stadig seks, hvor der i Coloplast er to. Så hvor meget fedt vil virksomhederne betale for på Rådhuspladsen?

 

Coloplasts medarbejdere er som Novo og Lundbecks overvejende funktionærer. Hvor det før var tusinder, er det nu kun hundreder, der går til overenskomstløn. Arbejderne på gulvet bliver flyttet derud, hvor staten fastsætter mindstelønnen. Medlemspresset på Harald Børstings LO-organisationer kan hurtigt blive et pres på arbejdsgiverorganisationerne. En modpart kan svækkes og opløses så meget, og forhandlinger blive så opsplittede, at man selv bliver en overflødig part i den danske model.

Samtidig kan enkeltvirksomheder – og vi kan blive ved Coloplast – jo selv lave lobby på de mest vitale sundheds- og forskningsområder. Ja, de kan gøre det ud fra forretningsstrategien, så marketing, pr og public affairs-relationer spiller sammen. Og her er EU og andre internationale systemer nok så vigtige som Folketinget. De store virksomheder er selv blevet politiske, om ikke storpolitiske. Det er ikke kun i Davos, Ditlev Engel, Steen Riisgaard m.fl. holder fine taler. De flyver rundt fra Brussel til New York og forsøger at præge bl.a. sundheds-, klima- og energi-dagsordnerne og reguleringen i forhold til myndigheder, opinion og politikere.

 

Så det er ikke nok for de store erhvervsledere at have Kloge-Åger til at se ud på Københavns røde rådhusbygning. A room with a view kan få ny betydning. Organisationernes virksomhedsmedlemmer vil så gerne have dem til at fremme global vækst, initiativ og individualisme. Succesen kan blive en boomerang for væksten i organisationernes egen magt. Måske var Kong Hans den sidste organisationskonge, der kunne belære sine medlemmer om, hvad der var rigtigt at mene. Måske kan og vil erhvervslederne nu mere selv – og på de store scener. Så måske bliver der slet ikke brug for helt så store kontorarealer på Rådhuspladsen efter 2013.

 

Karsten Dybvad har igangsat et serviceeftersyn, vel en slags stakeholderanalyse, der må formodes at være klar, når hans første 100 dage er ovre. Har den ovennævnte perspektiver med, kan den godt lande lidt tungt på bestyrelsens bord. For hvilken vej vil de store – i et dansk erhvervsliv, der ikke længere er helt så dansk – med Dybvad ved roret?

 

---