Den flipfloppende mormon på Netflix

Mitt Romney led et grumt nederlag til Obama i 2012. Ikke alene tabte han den amerikanske præsidentvalgkamp, han tabte også kampen om offentligheden og blev brændemærket som flipfloppende levebrødspolitiker, kynisk forretningsmand og hundemishandlende patriark. Nu har Mitt Romney startet en ny kampagne – kampagnen om hans menneskelighed – og den foregår på Netflix.

af Jakob Sand Kirk

I dokumentaren MITT på Netflix lancerer Mitt sig selv som familiefaren, der løsner frisuren, når han ikke er på. Samtidig har han vist sig fra den ironiske side i et "slow-jam the news" med Jimmy Fallon på NBC.

Dokumentaren MITT handler om Mitt og Romney-familiens følelsesmæssige rejse, fra de overvejer præsidentkandidaturet frem til det endelige nederlag til Obama. Undervejs afdækkes Mitts bekymringer for ikke at leve op til sin faders navn og familiens kærlighed til Mitt. Familien er især bekymret for mediernes fremstilling af Mitt Romney, og de er meget opmærksomme på Obamas frygtindgydende politiske evner.

I denne slow-jam the news viser Mitt Romney sig fra en hidtil uset humoristisk og ironisk side. Den ser man ikke specielt meget i Mitt-dokumentaren, der er alt for rygklappende til at være vedkommende

Mitt er en ideel patriark i en ideel familie. Mitt er flot og rig. Hans CV er perfekt, og hans moral er uplettet. Familien ved, hvilke omkostninger det har at være præsident. På dokumentarens indledende familieråd opsummerer svigerdatteren: “I think the con would be that you would have to be president.” Men familien vil give det ultimative offer for landets bedste. Ud af ren altruisme vil de lade deres Mitt – måske den eneste, der kan redde USA og sikre borgernes frihed – ofre sig til præsidentembedet.

Romney-familien ser sig som den amerikanske idealfamilie, der vil sikre deres version af den amerikanske drøm; stærke familieværdier, intens tro og lav skat. Og i nederlagets øjeblik ser Mitt en frygtelig fremtid med Obama:

“This is following the path of every other great nation, which is we’re following greater government, tax the rich people, promise more stuff to everybody, borrow until you go over a cliff. We have a very high risk of reaching the tipping point sometime in the next five years.”

Manglen på almindelige hverdagssituationer i filmen gør, at man ikke føler, at man ser meget til mennesket Mitt – og det var jo ellers pointen

Mitts frygt for fremtiden afdækker også det ene punkt, dokumentaren viser, at Mitt er passioneret omkring – skat. Skat dræber initiativ og gør det umuligt for små forretningsdrivende at skabe jobs.

Udover skattekampen og de stærke, traditionelle værdier viser dokumentaren ingen politisk refleksion hos Mitt og familien. Ej heller bredere historiske og kulturelle referencer bryder ind i den facade, filmholdet arbejder i. Mitt og familien ses aldrig med en bog, et blad eller en avis. Kun en gang tales der om en film eller et teaterstykke (og det er en tandløs reference til sjove politiske citater fra den folkekære texaspolitiker Pappy O'Daniel i O Brother, Where Art Thou).

Den flipfloppende mormon kalder drilske tunger ham. Kun mormondelen ønsker han ikke at ændre, joker Mitt Romney selv i filmen

Det hele handler om valget og ikke mindst om, hvordan Mitt opfattes i medierne. Men der er lyspunkter. Mitt udviser til tider realisme og selvironi, eksempelvis konkluderer han på et tidspunkt:

"When I have lost this, I will have build a brandname – the flipping mormon ..." og overvejer småfilosofisk "I can't and won't change the mormon side." Hertil tilføjer sønnen: "and that would make the first [flip-flopping] part worse".

En sjov ordveksling, der ender med, at Romney vil lancere sig selv som forandringsagenten, der skal ændre et sygt Washington.

Desværre er det et af de få steder, dokumentaren afdækker de politiske og strategiske overvejelser, der må finde sted. Der er for eksempel meget fokus på præsidentdebatterne, men ikke på strategien og forberedelserne. Kun på familiens småsludren og klappen på ryggen. Dermed bliver MITT den direkte modsætning til klassikeren The War Room, hvor man følger Bill Clintons valgkampagne i 1992. Clinton er her i baggrunden. I stedet følger man politiske stregspillere som James Carville og George Stephanopoulos i deres arbejde og deres strategiudvikling.

Så se hellere klassikeren, og lad din opfattelse af Mitt Romney blive ved flipfloppende mormon.