Kampdagens klart undervurderede K-kvinder

8. marts, also known as ”Store Klynkedag” ifølge direktør Asger Aamund. Men Asger-drengen har jo også sit på det tørre. Han er jo mand for at optræde i op til flere bestyrelseslokaler. Han synes at vide en ting eller to om kvindelige politikere. Blandt andet at de modsat alle andre professionelle kvinder ikke klynker om noget som helst. De skruer bissen på og arbejder sig til tops, og støder ikke hovedet imod nogen glaslofter eller glasklinter eller whatsoever. Det kommer jo nok an på, hvis øjne der ser. Ligesom alt på denne kampdag. Og hvis man læser Ulrikke Moustgaards bog ”Håndtasken, heksen og de blåøjede blondiner” om kvindelige politikeres arbejdsliv, får man et ganske andet billede. Godt så. Alt forladt, Asger. Du kan jo ikke læse alt.

De to gamle trendspottere her vil heller ikke klynke på en så fremragende solbeskinnet kvindekampdag, der i dag fylder 100 år. Vi vil hverken flippe ud over tarvelig trafficing, slaveri, vold mod kvinder, kvoter, prostitution, uligeløn, husarbejde eller ulige magtfordeling. No no. Vi er på positiv kommunikation i dag. Derfor taler vi ikke om uligheden og alt det andet, der får læberne til at snerpe sammen som en gammel Hüttemeiersk citron.


Vi vil på den positive, imødekommende, glade måde henlede opmærksomheden på de fremragende kommunikerende kvinder, som totalt overses, mens de arbejder sig op uden klynk, og med blækspruttearme henter de tre børn i hhv. vuggestue, børnehave og folkeskole, kører til fritidsaktiviteter og i SFO, husker gaven til svigermor, sætter en vask over og køber ind, og lige når at røre en økologisk frikadelledej og taste deres udvidede selvangivelse for 2009 på tast selv. Dem vi synes alle i K-branchen burde kende og lægge mærke til i det nye år, når stillinger, forfremmelser og bestyrelsesposter skal besættes og skulderklap tildeles.


Vi kommer hele vejen rundt i K-branchen, hvor dét at kommunikere er en kompleks affære. Hvor dét at skrive en rammende og præcis statusopdatering på et medie med over 400 mio. læsere verden rundt, kan betyde lige så meget for folks tilværelse som en executive beslutning taget i et bestyrelseslokale med bonede gulve.


Vi begynder - måske lidt negativt - med at kåre det K-MEDIE, som suverænt vinder prisen for "Det medie, som har gjort mest for at overse kvinder som K-eksperter det forgangne år". Og vinderen er: Deadline 22.30, men i stærk konkurrence med det selvdøde printmagasin BNY og en papiravis kaldet Børsen, hvis redaktion/fotodesk har den forestilling, at kvinder udelukkende udgøres af: 1. Stine Bosse, 2. Møller-døtre, 3. sådan nogle, der sidder på kølerhjelme på bilmesser.


DR2's Deadline 22.30 vinder prisen, fordi der er tale om en (K)anal, som vi vel for pokker må tage seriøst - ikke mindst efter at den for nylig opnåede rekordseertal på en temalørdag om kusser.


Deadline vinder prisen, fordi vi hver aften dør langsomt, mens den ene mandlige K-profil efter den anden taler på hinanden, stående ved et bord sammen med andre kedelige K-profiler (mænd). Hvor mange gange skal vi hviske redaktøren i øret, at han da lige kan slå et smut forbi Fjæsen eller Kvinfos ekspertdatabase i sin grundige research efter kloge kvindelige debattører? Hvordan kan DR2's mest langhårede og indsigtsfulde godnatprogram glemme, at kvinder har andet at byde på end, nå ja, og at de fx kan deltage i Deadline? *


(* Nu har hæderen som "Det medie, der har gjort mest for at overse kvindelige K-eksperter…" selvfølgelig intet at gøre med, at vi BEGGE TO har været til screening som K-eksperter i Deadlines nye K-panel og her BEGGE TO er blevet vraget til fordel for speedsnakkende mandlige K-eksperter iført rullekravesweatre, smørhår eller flødesmil. Vi bærer ikke nag. Og vi er ikke sure. Heller ikke over, at vi selv måtte regne ud, at vi var blevet vraget og fundet for lette i forhold til mændene - igen - og end ikke fik et brev med afslag og "Tak, fordi I gad komme helt herud i Ørestad og bruge en dyr finanskrisefakturérbar dag på at udvikle vores nyhedsprogram".)


DISCLAIMER
: Og ja, vi er SUPER subjektive, på grænsen til det nepotistiske med vores udvælgelse her på kvindernes internationale kampdag. Alle på listen er selvfølgelig vores veninder, kolleger, nogle vi har tisset over kors med, vasket bilen på Q8 med, lånt værktøj af. Vi har helt sikkert været i Johannes Fog eller Jem&Fix og talt rawlplugs og vinkelsliber med nogle. Mange af dem har vi spillet fodbold med i Fælleden. Der er nogle, vi har købt en computer af, og andre, vi har hjulpet med at flytte. Der er også nogle, vi har været på businesstur med til NYC, nogle, som begyndte som konkurrenter, men som vi i flyveren hurtigt blev pals med over en whisky med is. Og de få, vi nævner, som vi ikke er i nær familie med, lægger vi i kakkelovnen til, så de betænker os ved næste ansættelsesrunde - akkurat ligesom mænd som Asger Aamund har gjort det igennem alle år. Glædelig 8. marts!


Kommunikationsbranchens mest oversete og undervurderede kvindelige K-eksperter
- i vilkårlig rækkefølge.


Krigsreporter og USA-ekspert:
Louise Roug Bokkenheuser.

Louise er nok den mest veluddannede og mindst eksponerede USA-ekspert og journalist i Danmark. Med en master i journalistik fra Columbia, en bachelor fra University of London, 4 år som krigskorrespondent i Irak og Mellemøsten og mere end 9 års erfaring som politisk reporter for LA Times er det en ren skandale, at Louise ikke har fået mere airtime end nogle skaldede, dårligt transmitterede skypeindslag i DR2 Udland under den seneste valgkamp i USA. Pinligt, pinligt og synd og skam, at de danske lyttere og seere ikke får det fra hestens egen mund, når nu de danske medier alligevel sender 24/7 derovrefra.


NYC-blogger:
Ida Jeng - Kprofil

I.J. er trods sin unge alder ret så fremme i bussen hvad angår nye medier og alt det dér nymodens bloggeri. Men Politiken er indtil videre det eneste danske medie, der har opdaget og profiterer på Jengs skarpsindige analyser af medierne og tendenser i det amerikanske medieunivers. Og så lige os på Facebook, som har tilføjet hende som ven. Ida Jeng arbejder med advocacy og nye medier for FN. Hvorfor sidder hun aldrig i panel hos TV 2 News' mediemagasin? Det er ikke, fordi hun ikke er til at få fat i med hendes konstante tilstedeværelse på både FB, Twitter og blog.


Cavling-prismodtager:
Dorte Toft - Kprofil

Her er en titel med et stort opløb, for mens vi har ligestilling blandt kvindelige og mandlige journalister og næsten lige mange af hver, så er der to steder, der ikke er ligestilling, og det er i chefstolene og blandt prismodtagere i journalistik. It-reporter, programmør og journalist Dorte Toft afslørede århundredets største svindelsag om Stein Bagger, men fik ikke Cavling-prisen af den grund. Den gik som altid til en mand.


K-branche-comeback: Annegrethe Rasmussen
- Kprofil

A.G. sendte en gal leder til tryk på Berlingske og blev efterfølgende udstødt og ekskommunikeret af medieparnasset, men er nu vendt tilbage som super skarp Washington-analytiker for Information og nogle gange i form af skypeskærmbillede til DR2 Udland. Annegrethe med hendes store erfaring og lige så store netværk er p.t. den mest oversete chefredaktør som Danmark ikke har.


Netværkskommunikatør:
Christel Skousen Thrane - Kprofil

C.S.T. koordinerer hver dag flere hundrede kvinder, som hun sætter sammen på kryds og tværs af brancher, interesser og profession i netværksvirksomheden Protocol. Hun udgiver et dejligt glittet, men dog alvorligt erhvervsmagasin af samme navn oven i hele moletjavsen. Desuden er Christel en meget aktiv facebooker, som skriver lige let om dødsfald, dovne mænd og kontorliv. C.S.T. har fået en grille og sat sig for at løbe maraton.


Sociale-medier-iværksætterblogger og K-chef
: Trine-Maria Kristensen - Kprofil

T.M.K. er partner i den hastigt voksende virksomhed Social Square, forfatter, blogger og what not. T.M.K. er en multitasker. Hendes virrende energi og lige så virrende hoved popper op alle steder, hvor der hviskes web. T.M.K. kender sit eget værd og fortæller gerne om det i mange sammenhænge. Hun er ikke bange for at sige, at hun vil sidde i en bestyrelse, og hvorfor man skal vælge hende til at holde oplæg om sociale medier, om blogging, om fanden og hans pumpestok inden for alt digitalt.


Kampagnekommunikatør:
Nanna Kalinka Bjerke - Kprofil

N.K.B. kan skrue al kompleks kommunikation ned til et slogan og en identitet, som man sjældent glemmer. N.K.B. har mere end 20 års erfaring som strateg og kampagnelady for politikere, organisationer og private virksomheder. N.K.B. har i relativ ubemærkethed overhalet de selvhævdende spin-konfirmander og snedkereret succesfulde kampagner som "Ingen slinger i valsen" for Ritt B., "Respekt for KBH" for Frankie-boy, "Fars Kram" for TDC, "Kun en hykler stjæler cykler" for Københavns Kommune og "I
Makrelsalat" for Hjerteforeningen.


Enmandshær:
Signe Tonsberg Eriksen - Kprofil

Tonsberg Tekst rapporterer selvstændigt, modigt og ikke mindst 'live' fra Vestegnen, både i diverse dame- og familieblade og på Facebook, hvor det ikke går stille af, når Signe skruer sin beskidte københavnerkæft ned i en slank statusopdatering. To meter høje, blonde S.T.E. kan snedkerere en hvilken som helst tekst sammen, så den synger til himlen. Og hun går heller ikke af vejen for en frisk kommunikationsstrategi, hvis du mangler noget street cred fra en meget gadeklog journalist.


Livsstilsmagasin og ditto redaktør:
Signe Løntoft,

Cover. Bladet er fantastisk! Tag januarnummeret. Det var udformet som en lækker, ung, appetitlig, sexet udgave af Weekendavisen Bøger. Det nærmer sig kunst. Og i samme åndedrag må vi nævne den mest oversete damebladsredaktør, Signe Løntoft, som bringer dybde og originalitet og nogle gange en lille bitte socialist ind i livsstilsstoffet, på den underspillede facon.


Tv-kanal-chef:
Signe Lindkvist.

Havde en mand skabt en tv-station, som fra dag et, havde været en monster-succes, var han nok ikke blevet overset i samme grad som DR Ramasjangs Signe Lindkvist er blevet det. Hurra for Signe, for Carsten og Gitte, Max Pinlig, Sten Saks Papir, Lille Nørd, Gepetto News og Barda som max underholder vores børn, lige indtil de alle sammen dratter om og sover om natten i knitrende dyner med kamera på.


Mobilmediekvindekender: Christiane Vejlø
- Kprofil

C.V. har arbejdet for mobilselskabet 3 i over 10 år. Hun ved alt om især kvinders teknologiforbrug og adfærd og er rasende over kvaliteten i og kommunikationen om de produkter, der bliver udviklet for at tiltrække kvinder. Midt i finanskrisen sagde hun (st)op og gik selvstændig som rådgiver inden for især mobilteknologi. C.V. er en idémaskine og foruden virksomheden og tech-bloggen http://but-why.dk/ og facebookgruppen Elektronista kokkererer C.V. på nye webløsninger og fora for professionelle kvinder.


DR2-debatvært:
Helen Hajjaj

Hun har været skrivende journalist på adskillige medier, Nyhedsavisen, B.T. etc., og brager nu rent ud gennem DR2 Udland i et barselsvikariat. Stiller i modsætning til mange af sine kolleger ikke spørgsmål, som skal få værten selv til at lyde klog, men altid relevante hv-spørgsmål. Desuden er Helen smuk og rolig som en klippe på skærmen, hvad enten hun interviewer glødende antimuslimer eller tørre professorer fra Aalborg Universitet.


K-branche-whistleblower:
Hanne Feldthus - Kprofil

Tidligere strategisk direktør for reklamegiganten Wibroe, Duckert & Partners, nu selvstændig rådgiver, taler ud på Kforum om sine 12 år som direktør for en succesfuld forretning, som kørte sine medarbejdere til grænsen. Arbejdsklimaet var som hos en sekt, der krævede fuld loyalitet fra medlemmerne, ellers fik de sparket ud i kulden. My way or the highway-ledelse.


Livsstilsblogger:
Charlotte Torpegaard

Blogger om skønhed og lækkerhed (herunder økologisk glidecreme og mascara med vibrator). Hun skriver på en ligefrem og interessant måde og sætter sig altid i målgruppens sted. C.T. har en hastigt voksende blogfanskare på I Love Beauty og har succes med både bannerannoncer og konkurrencer på bloggen. Det er ikke raketvidenskab, C.T. skriver om, men det er emner, som interesserer kvinder, og emner, som mænd kun kan være interesserede i interesserer kvinder. Og så har hun måske mestret en online-forretningsmodel?


Statusopdaterer:
Anna Thygesen.

Kommunikationsrådgiver, eventmager, forfatter, PFA-skandalekender og ekspert i islandske hesteture, Anna Thygesen, som mikrobloggede fra et fiktivt Møgeltønderbryllup og blandt andet var først med stewardessemordet på hotellet. Bliv ven med A.T. på Fjæsen før din nabo. Her får du alt, hvad du nogensinde troede, du havde brug for af informationer. Anna Thygesens opdateringer er som et skud heroin før en jobsamtale - helt wired af ren adrenalin, men med rolig smooth udgang.


NGO-direktør:
Charlotte Fuglsang,

Hun skiftede i november sidste år stilling som direktør for Danmarks Lungeforening til ny direktør for Forebyggelsesfonden. C.F. har reorganiseret strukturen i den støvede og hostende lungeforening, stået for ny strategi og mangedoblet omtalen i medierne. Nu er hun direktør for Forebyggelsesfonden, fint nok, men hvorfor er hun ikke i spidsen for Hjerteforeningen eller Kræftens Bekæmpelse?


Chefpotentiale:
Suzanne Moll,

Som i november blev hentet fra B.T. som chefredaktør til DR som underdirektør i programproduktionen og her fik 17 dage på posten, før hun blev fyret. I dag kalder Moll sin DR-farce for "en latterlig parentes" og befinder sig i øvrigt på job i Afrika. What a waste.


Allround-skribent og forfatter
: Maj Juni - Kprofil

Maj Juni
er lige så original, begavet og let som sit navn. M.J. kan skrive om snegleslim, så man ville ønske, man havde giftet sig med en biolog. Intet emne er for småt. Maj Juni ernærer sig som freelancer og har skrevet en bog om at rejse i Amerika, men burde have fast plads på bogforlag, hvor hun skulle skrive alle slags bøger om finurlige emner og detaljerede portrætter. M.J. er selvfølgelig også en kendis på Facebook, hvor man finder guldkorn som: "Maj Juni er en tøffer i en verden af tonsere".


Mest oversete gratismagasin-redaktør og magasin-chef:
Trine Nygaard Wibrand

Trine Nygaard Wibrand
er ekspert i at få ideer, som giver indtjening uden at koste noget. Trine røg ud fra Chiligroup (der nu er en del af Aller), hvor hun var succesfuld livsstilsredaktør for en håndfuld magasiner, i en omrokering pga. finanskrisen.


Leder i K-branchen:
Stine Carsten Kendal - Kprofil

Stine har mange talenter. Det største er, at hun kan lede og fordele med hjerne og hjerte. Efter fem år som daglig leder/direktør for kreative journalister og spidsfindige kommunikatører i virksomheden Kontrabande skal S.C.K. snart opdages af en stor medievirksomhed/offentlig organisation, som vil have en arbejdshest af dimensioner, som også har politisk tæft.


Tv-spindoktor-kommentator og talkshowvært:
Helle Ib.

Hvorfor er det nu lige, at tv elsker Qvortrup, Mogensen, Christiansen, Pittelkow, Engell, Krab-Johansen, Goll, Cordua, Garby, Madsen (Christian), Nielsen (Jakob) fra Politiken og så videre og så videre, når en af Danmarks mest vidende og bedst skrivende politiske analytikere sidder på B.T. og venter på en opringning? H.I. er super skarp på christiansborgstoffet og helt fritaget for selvfedme. Hun skal da have sit eget talkshow. Måske hun skal droppe fornavnet, hvis hun skal have sådan en mulighed.


Og så videre og så videre. Brug dem. Forfrem dem. Elsk dem. Og fortsæt selv listen her nedenfor. Der er mange, som er så oversete, at de også er overset af os. Hjælp os på denne dag med at få alle de sejeste K-kvinder frem af mørket, hijab'en, gulvspanden, skødesløsheden, sexismen eller glemslen. Glædelig 8. marts.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job