Paraplyen er mægtigere end sværdet

Mange beboere i Hongkong bærer rundt på en lille, sammenklappelig paraply. Dels fordi det kan regne virkelig voldsomt i dagevis, dels fordi de færreste asiater bryder sig om at lade sig brune af solen. Paraplyen viste sig endnu mere anvendelig, da politiet i slutningen af september angreb fredelige demonstranter med tåregas og peberspray. For hvis man vender vrangen ud på paraplyen, så takkerne vender opad og danner en skål, fanger den peberet, inden den rammer og blinder sit offer. Demonstranterne siger, at paraplyen også yder nogen beskyttelse mod tåregas.

Paraplyen som symbol på håb, efter demonstranter brugte den som værn mod peberspray.

Så nu har paraplyen fået fornyet betydning som kraftfuldt og poetisk symbol for de unge, fredelige aktivister i Hongkong, der protesterer over manglende indflydelse på valget af leder eller chief executive (CE) – administrerende direktør – som er den officielle titel på Hongkongs regeringschef. Centralmagten i Beijing vil bestemme og har kun udvidet valgkommissionen, der skal stemme om CE’en, til 1200 fra bare 400 i 1997. Så håndplukkede 1200 mand skal vælge Hongkongs CE i 2017 blandt bare to eller tre kandidater, der bliver nøje udvalgt af centralmagten i Beijing.

Hongkongs borgere havde i årene under britisk koloniherredømme gennem godt 150 år frem til 1997 ry for at være 'apolitiske' – for kun at interessere sig for 'levebrødsanliggender', som ifølge både britiske og kinesiske herskere ikke handlede om politik. Mærkværdigvis troede Hongkongs indbyggere selv på den karakteristik.

Hongkongs indbyggere er blevet politiske og blander sig i deres egne anliggender – først og fremmest gennem civil ulydighed.

Kommunismens glemsomhed

Men efter Kinas magtovertagelse i 1997 blev interessen vakt, og indbyggerne modsatte sig med stort held ved omfattende demonstrationer blandt andet indførelsen af samme drastiske sikkerhedslovgivning i Hongkong som på fastlandet. Det skete i 2003, og for to år siden lykkedes det en broget forsamling af lærere, universitetsstuderende, skoleelever og deres forældre at modsætte sig indførelsen af fastlandskinesisk historiepensum i skolerne.

Kinesisk historiepensum ignorerer store dele af Kinas egen historie som for eksempel industrialiseringskampagnen 'Det store Spring Fremad', der resulterede i en hungerkatastrofe, som kostede mere end 20 millioner kinesere livet, og magtopgøret 'Kulturrevolutionen', der sønderlemmede samfundet, kostede hundredetusindevis af menneskeliv og ødelagde mange millioner menneskers tilværelse. Og opstanden i Beijing for demokrati i 1989, der blev kvast af kampvogne og maskingeværer.

En avisleder beskrev ved Kinas magtovertagelse tanken om indførelse af kinesisk historieundervisning i et ellers rimeligt oplyst samfund sådan her: ”Hvis vi kaster et slør over de seneste årtiers historie, er kommunismen ikke brudt sammen i Østeuropa, Vietnam-krigen har aldrig fundet sted, og Sydafrikas hvide styre sidder stadig ved magten. Og forresten, rent lokalt – massakren på demokratiforkæmpere fandt aldrig sted”.

Så, jo. Hongkongs indbyggere er blevet politiske og blander sig i deres egne anliggender – først og fremmest gennem civil ulydighed; stribevis af grupper og bevægelser mener, at centralmagten i Beijing er alt for snæver i sin fortolkning af den miniforfatning, som Kina og Storbritannien udarbejdede i fællesskab forud for magtoverdragelsen. Her står, at fra 2017 og frem skal Hongkongs parlament og ledelse vælges gennem almindeligt valg i stedet for, som Kina forsøger, at give visse mennesker mere end én stemme. For eksempel de 1200 mand i valgkollegiet, der skal udpege CE'en, og forskellige faggrupper som for eksempel ejendomsmæglere, jurister og underholdningsbranchen. De har nemlig én stemme som borger og én som fagperson, mens for eksempel arbejdsløse og hjemmegående kun har én stemme.

Folkestemningen i Hongkong bliver til paraplykunst. Se flere her.

Kan I høre folket?

Det, medierne har døbt Paraply-bevægelsen eller Paraply-revolutionen (The Umbrella Revolution), består officielt af smågrupper som 'Occupy Central with Love and Peace', den løse sammenslutning, der kalder sig 'Den pan-demokratiske Lejr', Hongkongs studenterforening samt 'Scholarism' – der ledes af en nu 17-årig skoleelev, Joshua Wong, der gjorde sig bemærket allerede i protesterne over det fastlandskinesiske historieskema for to år siden.

I virkeligheden er der slet ikke tale om en revolution, men et fælles politisk mål. Og paraplyen blev symbolet, da Hongkongs politi satte ind mod fredelige demonstranter i Hongkongs forretningskvarter, Central, med, hvad de allerfleste indbyggere mente var helt overdreven overmagt i form af tåregas og peberspray. Mange, der ikke nødvendigvis er enige i demonstrationernes mål og midler, blev rasende over den brutale magtudøvelse og strømmede til Central for at vise deres omsorg – mange af dem med en ekstra paraply til demonstranterne, hvis myndighederne skulle angribe på ny.

Sociale medier udgør naturligvis en vigtig del af kommunikationen – som budbringer for aktivisterne såvel som overvågning for regeringsmagten. Derfor bliver aktivisterne også løbende advaret om at sætte deres telefoner på flymode og kun aktivere dem, når de vitterligt skal kommunikere. De sociale medier har kommunikeret omkring 'besættelsen' af først vigtige færdselsårer i Central og siden også i Causeway Bay og i det tæt befolkede Mongkok, så alle har vidst, hvad der skete hvor. Budskaber og billeder hvirvler omkring på Twitter, Facebook, Instagram. Og kinesiske pendanter, for eksempel wechat og firechat med hashtags som #umbrellamovement, #umbrellarevolution, #HKartists og #OccupyHK. Advarslerne om, at Kina nøje overvågede de to tjenester, har dog begrænset trafikken.

På den overdækkede trappe og gangbro ved regeringskontorerne i Central oplyser kulørte Post-it's energisk den grå beton med budskaber som "Peace and Love", "Kan I høre Folket?", "Vi har fået nok!" og meget mere af samme skuffe.

Post-it-budskaber efterladt af støtter til de demonstrerende uden for Hongkong-regeringens hovedkvarter. Se flere eksempler her.

Centralmagten er nervøs

Og så er der billeder af paraplyerne: Rasende paraplyer, som trodsigt stritter imod pebersprayen og tåregassens tåger, det tætknyttede tæppe af paraplyer, som beskytter demonstranterne mod regnen, de sammenklappede paraplyer på række med krav om demokrati, Paraply-bevægelsen, Paraply-revolutionen – de to sidstnævnte med gult på sort.

Paraplyen er så skrøbeligt et værn mod overmagten, og budskabet om David og Goliat gløder, når også fotos af kampklædt politi og deres kolleger, belæsset med uidentificérbare metaldunke og tunge trækasser, rikochetterer omkring på de sociale medier.

Centralmagten i Beijing er tydeligt nervøs. Når Kina lukker ned for Instagram på fastlandet, fordi fastlandskineserne ikke må høre om deres aktivistiske landsmænd i Hongkongs krav og kritik, og selv den store protestkunstner Ai Weiwei er stækket i nogle timer, ja, så er magthaverne bange. Men det lykkes naturligvis ikke at holde alle de 1,3 milliarder fastlandskinesere i mørke, og mange ved nu, hvad der foregår og følger udviklingen opmærksomt.

Magthaverne i Hongkong har fået paraplyfobi.

Tag for eksempel anholdelsen af digteren Zhan Wang i Beijing på Kinas nationaldag den 1. oktober. Han blev anholdt for besiddelse af en paraply. Så har paraplyen antaget enorm politisk symbolværdi i de kinesiske magthaveres forskræmte univers; og i Wangs tilfælde var det endda en fjollet lyseblå parasol med flæser, som han poserede med med strakt langfinger og Taiwans flag i baggrunden. Den 1. oktober lagde han i sympati med Paraply-bevægelsen i Hongkong billedet på Twitter, der ganske vist er ulovligt i Kina, men som er nemt at navigere udenom, hvis man tør lægge sig ud med myndighederne.

Wang blev anholdt under en dramatisk razzia i sit hjem, hvor politiet beslaglagde parasollen, hans computer, router og briller foran hustruen og deres to mindre børn. Han risikerer tre års fængsel for 'provokation'.