Den eneste måde, man kan komme væk fra øen, er ved at få et job på fastlandet. Derfor slutter hver episode af programmet med, at der bliver opslået et antal stillinger, som øboerne kan søge. Hvem der bliver ansat, ved man først i den store finale. Derfor skal man se alle episoderne, hvis man vil have den fulde spænding i programmet.

Men det er ikke den bærende idé i programmet. Den bærende idé er, at de medvirkende ikke kan noget og ikke har nogen penge, når de ankommer til øen. Til gengæld er der på øen en skole, og der er mulighed for diverse småjob. Eller med andre ord: de unge skal uddanne sig, for at de kan komme væk fra øen.

Men spændingen og det psykiske gys for seerne ligger ikke her. Spændingen ligger i, at selv om de unge mennesker bliver ansat enkeltvis, så skal de uddanne sig i fællesskab. Ud over ansvaret for sig selv, har de unge mennesker altså også til en vis grad ansvaret for de andre. Men kun til en vis grad – for hvis de tager for meget ansvar for de andre, kan det ende med at gå ud over dem, der tager ansvaret. For eksempel kan et af de unge mennesker komme i den situation, at hun eller han har hjulpet en af de andre så meget, at den anden til sidst snupper stillingen for næsen af en den hjælpsomme.

Sublim underholdning
Og her stopper spændingen i tv-serien ”Ansat” ikke. For der er en anden regel. Den går på, at alle skal indgå i et fællesskab. Også de helt ualmindelig tungnemme og umotiverede. Hvis de unge ikke selv finder ud af at tage de tungnemme og umotiverede ind i fællesskabet, har tv-serien ”Ansat” den regel, at så bliver der slet ikke afholdt undervisning overhovedet.

Fokusgrupper har vist, at netop det moment i ”Ansat” er sublim underholdning. Hvordan man, under dække af at samarbejde med alle de andre, i virkeligheden tørrer den asociale dødvægt af på de andre, er en gyser, der gør en gammel tv-serie som ”Robinson” til børnefjernsyn. Researchen viser, at de fleste sidder helt ude på kanten af stolen, mens de ser, hvordan de unge udelukkende ved hjælp af pæne og konstruktive plusord får de asociale elementer vippet over i de andre grupper. Så det ikke er i deres egen gruppe, fire eller fem mand skal løfte seks mands vægt, men kun i alle de andre.

Der er to problemer med den nye tv-serie ”Ansat”. Det ene er, at Kulturministeriets nævn for godkendelse af reality-serier overvejer at nedlægge veto mod, at programmet bliver sendt. Påstanden er, at programmets elementer af psykologisk terror og udstødelse af de svage simpelthen er for barsk. Selv for TV3’s efterhånden temmelig hærdede seere.

"Ansat" findes ikke
Det andet problem er, at alt, hvad jeg hidtil har sagt, er løgn. Der findes ikke noget nyt program med titlen ”Ansat”. Og der findes ikke noget nævn i Kulturministeriet, der godkender reality-serier.

Det eneste, der rent faktisk findes, er selve det koncept, jeg har skitseret. Det er bare ikke konceptet for et tv-program, men konceptet for, hvordan man underviser hver eneste hverdag i sæsonen på en lang række videregående uddannelser rundt omkring i Danmark. Navnet på det koncept er ”gruppe- og projektarbejde”.

Når jeg skal være helt ærlig, så fatter jeg ikke, hvorfor myndighederne og de studerende overhovedet accepterer et koncept, der uden problemer kunne blive til en både spændende og lettere umoralsk tv-serie på en mindre lødig kanal. Jeg begriber simpelthen ikke, hvorfor ingen for længst har både krævet og forlangt, at vanviddet stopper. Og at man i stedet genindfører blandt andet det princip, at hver enkelt elev eller studerende har ansvaret for sig selv og ingen andre. Samt det princip, at det er lærerne og selve undervisningsinstitutionen, der har ansvaret for de asociale og de tungnemme. Ikke deres helt uskyldige, stakkels medstuderende.

Positive resultater
Jeg har stort set ikke arbejdet på andre måder end i projektgrupper, siden jeg blev færdig med min uddannelse. At det har været sådan, har været efter eget ønske og det har givet utrolig positive resultater. Men fordi projektgrupper er den rigtige måde at organisere arbejdet på, når man er færdig med sin uddannelse, er det ikke ensbetydende med, at projektarbejde er en smart måde at organisere uddannelse. Faktisk tyder al min erfaring på, at det forholder sig tvært imod.

I folkeskolen husker jeg først og fremmest gruppearbejde som det rene tidsspilde. Man blev altid anbragt i gruppe med nogle urolige og umotiverede elementer. Sikkert ikke i nogen dybere hensigt, men fordi de fleste skoleelever ganske enkelt er urolige og umotiverede. Derfor tilsiger statistikkens love, at der altid vil havne nogle stykker i en tilfældigt sammensat gruppe. Forløbet i den slags grupper var altid det samme: de to dygtigste lavede alt arbejdet. Og man var heldig, hvis de urolige elementer i det mindste ikke forstyrrede de to, der sad og skrev.

I min gymnasietid var gruppearbejde mere præget af egalitære, men forkerte, forestillinger om, at faglighed var det samme som meninger, og at alle ”meninger” derfor var lige vigtige og lige gyldige. Men faglighed er ikke meninger. Meninger er meninger og faglighed er faglighed. Vi nåede altid i mål i gymnasiet. Men kors, hvor har jeg spildt meget tid med at overtale til at tage udgangspunkt i kendsgerningerne. Og ikke i, hvad de sådan gik rundt og havde af meninger.

Tvunget til gruppearbejde
Den store rædsel var universitetet. Her var jeg på hele førstedelen tvunget til at arbejde i gruppe med alle mulige tosser, der tilfældigvis var indskrevet på sociologi. Nogle havde psykiske problemer. Nogle havde attitudeproblemer. Nogle ville forandre verden og lave politik i stedet for at beskrive den. Men ingen af dem kunne jeg blive fri for. Selvom jeg havde store ambitioner og gerne ville putte mange timer ind i studiet for at dygtiggøre mig, kunne jeg ikke få lov. Jeg skulle med djævelens vold og magt reducere mine ambitioner til den laveste fællesnævner. Og de timer, jeg puttede ind i studiet, blev ophævet af de timer, mine såkaldte kammerater ikke puttede ind i vores gruppe. Selvom det er mere end tyve år siden, alle de ting skete, gør det mig stadig vred at tænke på det.

Min konklusion er, at man ikke lærer noget i et projektarbejde, som man ikke ville kunne lære hurtigere og bedre med andre arbejdsformer. Faktisk lærer man ikke engang at styre projekter og deltage i dem. De projekter, man deltager i efter endt uddannelse, kører nemlig uden undtagelse efter helt andre regler end uddannelsesprojekterne. Så man skal under alle omstændigheder til at lære, når man er færdig med sin formelle uddannelse.

De eneste, der på nogen måde har gavn af projektarbejde i løbet af et uddannelsesforløb, er dem, der skriver bøger om projektarbejde og forsker i projektarbejde. Men kunne man af hensyn til de stakkels unge mennesker ikke forestillede sig, at resultatet af de forskeres arbejde fandt anvendelse andre steder end i undervisningssektoren? Kunne man ikke for eksempel forestille sig, at uddannelsesforskerne i stedet fik et job, hvor de udviklede tv-serier. Jeg er sikker på, at den fremtidige succes i så fald ville blive lige så stor som den nuværende fiasko.