Twitter tissemand er yt, Twitter valgmøde er in
Smagsdommerne langer ud efter toppolitikere, der bruger de nye 2.0-medier ’forkert’. Ikke mindst Statsministerens twitterier har fået skældud for at være for upolitiske og spild af tid. Men det kan Venstre være ligeglade med. The Twitter media is the message. For dem er Twitter, Facebook og alt det andet et medieforbrug med signalværdi, hvor Venstre vinder fortællingen om at være først med på det nyeste og får æren af at være ung, hip og åben. Det er det, der er Venstres Twitter-strategi. Som ingen andre partier har de nemlig forstået at bruge de sociale medier på nye måder. Og det lykkes for dem, og det giver omtale. Og så er det sådan set ligegyldigt, hvor mange det lige var, der stillede spørgsmål til Løkke og Rohde via Twitter.
Du er dine medier – og Venstre er hipt og smart
Lad det være sagt med det samme: Jeg forstår ikke helt det vilde ved Twitter. Jeg har skam fået en profil og følger også nogle andre profiler, men tiøren er stadig ikke rigtig faldet for mig. På den måde tilhører jeg nok en stor gruppe af danskere, som synes, Facebook som privat og LinkedIn som mere professionelt networking tool er ganske fint. Og vi i den gruppe er også mere end klar over, at det nok bare er os, der er lidt langsomme i optrækket, når alle dem, der for alvor er med på beatet, er de vildeste ’twitters’.
Fra Twitter til tv
Lige præcis det har Venstre fanget, når de op til EU-valget kommer i TV-Avisen i den bedste sendetid, fordi de holder debatmøde via Twitter. Selvfølgelig giver det nogle nye muligheder for interaktiv meningsudveksling, der kan ses derhjemme og alt det der, men man kunne jo også bare fx have ringet ind – og dermed måske endda have fået mulighed for at stille uddybende spørgsmål. Nu får jeg sikkert tæv af inkarnerede twitters, og jeg understreger med det samme, at mit ærinde ikke er at bedømme, om valgmøde via Twitter er en god eller dårlig debatform.
The Twitter media is the message
Til gengæld vil jeg rigtig gerne bedømme, at Venstre er det politiske parti, som absolut allerbedst har fanget, at politisk branding ikke kun kommer via indhold. Og som formår at lave historier ud af mediet i sig selv. Og dermed er the media for alvor blevet the message, hvad enten man kan lide det eller ej. Hvor mange der bruger mediet, er mindre vigtigt, det er symbolværdien i at være med, der er på auktion, og den er værd at betale en god pris for. Og det er sådan set også i første omgang ligegyldigt, at alle dem, der har forstand på det, langer ud efter toppolitikerne for ikke at bruge de nye 2.0-medier på den ’rigtige’ måde. I Venstres strategi er du, hvad du spiser – eller rettere: du er dine medier. Ikke hvordan du bruger dem. Eller hvor mange du bruger dem sammen med. Medievalget er blevet forbrug, der tegner dig som person eller parti på linje med alt muligt andet. Det er klassisk Minerva, som man ikke skal være Henrik Dahl for at kunne forstå. Vis mig dit køleskab er blevet til Vis mig din Delicious-konto.
Feel Good, Feel Modern
Derfor gør Løkke et stort nummer ud af at være på Twitter, hvor kun 2.600 potentielle vælgere har valgt at kunne følge med i, hvilken farve sokker han overvejer at iføre sig, mens næsten 20.000 gør det på hans – åh, så efterhånden gammeldags – Facebook-profil. Og det virker jo, alligevel, når han kan veksle Twitter-aktiviteten til tv-nyhedshistorier, som fuldstændig dropper kritiske spørgsmål om hans eller partiets politik og nøjes med loyalt mikrofonholderi, fordi indslaget er udset som en feel-good historie. Eller feel-modern.
Hvad skete der Margrethe og alle de andre?
Al respekt for Venstres pressekorps, der gang på gang formår at sælge ’nu har Anders Fogh fået venner på Facebook’ og ’nu holder Løkke og Rohde debat på Twitter’-historier til de landsdækkende nyhedsudsendelser (som derved også selv får brandet sig som med på beatet, når de kan forklare den menige dansker, hvad det dersens Twitter egentlig er for noget). Men en velment lille opsang til den anden fløj, som er lige så meget med på de nye medier, men som nok desværre er lidt for pæne til at veksle det til billige PR-points. Eller som i hvert fald ikke rigtig lykkes med det, hvis de gør et forsøg.
Margrethe Vestager var faktisk meget tidligt på Twitter, under valgkampen i 2005 kunne man tilmelde sig sms-service fra Naser Khader, og De Radikale var meget tidligt ude med et åbent netværksforum, der havde klare slægtsbånd til både Facebook og LinkedIn. Alligevel er det næsten altid Venstre, der løber med æren for at være hippe og smarte, når det gælder om at bruge de nyeste medier. Og æren begrænser sig jo netop ikke kun til det. Når du er dine medier, bliver Venstre i det hele taget, og først Fogh og nu Løkke, både mere hippe og mere unge, end mange nok ville have forudset. For slet ikke at tale om at være teknologibegejstrerede og åbne for at lukke vælgerne ind i både det politiske og private liv. Sjovt nok stik modsat USA, hvor det var venstrefløjen, som stod for netop alle disse fortræffeligheder, mens McCain knap nok havde prøvet at google sit eget navn.
Hvorfor Vestager og de andre ikke løber med nogle af de billige points, er et godt spørgsmål. Senest er netop Vestager blevet slemt til grin på grund af hendes – indrømmet ret underlige – tissemandsbesked på Twitter, som lyder:
”Vores video er fjernet fra YouTube! En smuk mand, der sjipper (nøgen), er for meget! Penis vipper ret skønt. Alvor dog. Se radikale.dk”
Men det er ikke hele historien, for hun har jo været på længe. Måske er Vestager og venstrefløjen igen lidt for traditionelle til at udfordre formatet og bruge det til noget. De twitter da, som man skal, og får venner på Facebook, men de går ikke det ekstra lille skridt, der giver den gode historie, og løber en tur med FB-vennerne eller forsøger sig med 2.0-valgmøde. Det gør Venstre, og derfor trækker de stikket hjem, også selv om det ikke er rigtig fin 2.0-valgkamps-netværks-dialog-strategi at løbe en tur med FB-vennerne i stedet for at aktivere dem i valgkampen. Anders Fogh og en masse friske unge mænd i løbetøj giver gode billeder til en nyhedsudsendelse, og så er der jo ikke så meget mere at diskutere.
Sesam, luk dig op
Den danske venstrefløj vil sikkert forsvare sig med, at den er for seriøs og har for meget respekt for vælgerne til at profilere sig på at være med på Twitter og Facebook uden at tale politisk indhold overhovedet – for det var der som sagt overhovedet ikke skyggen af i indslaget om Venstres Twitter-valgmøde. Omvendt kunne man sige, at de ikke har fattet, at man også i en valgkamp må både ryste træet og frådende kaste sig over nedfaldne og lavthængende frugter.
Venstrefløjen er for kedelige på Twitter
Jeg er sikker på, at mange venstrefløjsvælgere vil finde det lidt fjollet, hvis deres foretrukne partileder kom i TV-Avisen, fordi han/hun nu havde lavet en fotodagbog på Flickr. Det er der sikkert også mange af Venstres vælgere, der synes. Men jeg er også ret sikker på, at de fleste vælgere vil have forståelse for, at det er en del af spillet. Måske ville de endda følge med, også selv om det var lidt fjollet. Og de ville sige til hinanden, at partilederen med fotodagbogen er god til at være synlig i medierne, og det skal der jo til.
Det er ikke noget nyt, at bestemte ord kan åbne døre. Lidt ligesom det at nævne Luhmann i sin ansøgning for fem år siden kunne åbne døre hos det fleste halvintellektuelle kommunikationsbureauer. For at brande sig via sit hippe og moderne medievalg kræves en næse for, hvilke ord der har den magiske effekt. Lige nu er det Twitter. Om lidt er det noget andet, som er nyt og spændende for den almindelige dansker med mailbox og Facebook-profil, men ikke for nørdet eller svært at forstå. Og hvis nogen i Hollywood også gør det, er den lige i skabet, for når det drysser med stjernestøv, kan også en mand fra Græsted glimte lidt.
Til sidst tillader jeg mig uforpligtende og ganske gratis at bidrage til Venstres hippe mediestrategi med følgende ideer:
Lad det være sagt med det samme: Jeg forstår ikke helt det vilde ved Twitter. Jeg har skam fået en profil og følger også nogle andre profiler, men tiøren er stadig ikke rigtig faldet for mig. På den måde tilhører jeg nok en stor gruppe af danskere, som synes, Facebook som privat og LinkedIn som mere professionelt networking tool er ganske fint. Og vi i den gruppe er også mere end klar over, at det nok bare er os, der er lidt langsomme i optrækket, når alle dem, der for alvor er med på beatet, er de vildeste ’twitters’.
Fra Twitter til tv
Lige præcis det har Venstre fanget, når de op til EU-valget kommer i TV-Avisen i den bedste sendetid, fordi de holder debatmøde via Twitter. Selvfølgelig giver det nogle nye muligheder for interaktiv meningsudveksling, der kan ses derhjemme og alt det der, men man kunne jo også bare fx have ringet ind – og dermed måske endda have fået mulighed for at stille uddybende spørgsmål. Nu får jeg sikkert tæv af inkarnerede twitters, og jeg understreger med det samme, at mit ærinde ikke er at bedømme, om valgmøde via Twitter er en god eller dårlig debatform.
The Twitter media is the message
Til gengæld vil jeg rigtig gerne bedømme, at Venstre er det politiske parti, som absolut allerbedst har fanget, at politisk branding ikke kun kommer via indhold. Og som formår at lave historier ud af mediet i sig selv. Og dermed er the media for alvor blevet the message, hvad enten man kan lide det eller ej. Hvor mange der bruger mediet, er mindre vigtigt, det er symbolværdien i at være med, der er på auktion, og den er værd at betale en god pris for. Og det er sådan set også i første omgang ligegyldigt, at alle dem, der har forstand på det, langer ud efter toppolitikerne for ikke at bruge de nye 2.0-medier på den ’rigtige’ måde. I Venstres strategi er du, hvad du spiser – eller rettere: du er dine medier. Ikke hvordan du bruger dem. Eller hvor mange du bruger dem sammen med. Medievalget er blevet forbrug, der tegner dig som person eller parti på linje med alt muligt andet. Det er klassisk Minerva, som man ikke skal være Henrik Dahl for at kunne forstå. Vis mig dit køleskab er blevet til Vis mig din Delicious-konto.
Feel Good, Feel Modern
Derfor gør Løkke et stort nummer ud af at være på Twitter, hvor kun 2.600 potentielle vælgere har valgt at kunne følge med i, hvilken farve sokker han overvejer at iføre sig, mens næsten 20.000 gør det på hans – åh, så efterhånden gammeldags – Facebook-profil. Og det virker jo, alligevel, når han kan veksle Twitter-aktiviteten til tv-nyhedshistorier, som fuldstændig dropper kritiske spørgsmål om hans eller partiets politik og nøjes med loyalt mikrofonholderi, fordi indslaget er udset som en feel-good historie. Eller feel-modern.
Hvad skete der Margrethe og alle de andre?
Al respekt for Venstres pressekorps, der gang på gang formår at sælge ’nu har Anders Fogh fået venner på Facebook’ og ’nu holder Løkke og Rohde debat på Twitter’-historier til de landsdækkende nyhedsudsendelser (som derved også selv får brandet sig som med på beatet, når de kan forklare den menige dansker, hvad det dersens Twitter egentlig er for noget). Men en velment lille opsang til den anden fløj, som er lige så meget med på de nye medier, men som nok desværre er lidt for pæne til at veksle det til billige PR-points. Eller som i hvert fald ikke rigtig lykkes med det, hvis de gør et forsøg.
Margrethe Vestager var faktisk meget tidligt på Twitter, under valgkampen i 2005 kunne man tilmelde sig sms-service fra Naser Khader, og De Radikale var meget tidligt ude med et åbent netværksforum, der havde klare slægtsbånd til både Facebook og LinkedIn. Alligevel er det næsten altid Venstre, der løber med æren for at være hippe og smarte, når det gælder om at bruge de nyeste medier. Og æren begrænser sig jo netop ikke kun til det. Når du er dine medier, bliver Venstre i det hele taget, og først Fogh og nu Løkke, både mere hippe og mere unge, end mange nok ville have forudset. For slet ikke at tale om at være teknologibegejstrerede og åbne for at lukke vælgerne ind i både det politiske og private liv. Sjovt nok stik modsat USA, hvor det var venstrefløjen, som stod for netop alle disse fortræffeligheder, mens McCain knap nok havde prøvet at google sit eget navn.
Hvorfor Vestager og de andre ikke løber med nogle af de billige points, er et godt spørgsmål. Senest er netop Vestager blevet slemt til grin på grund af hendes – indrømmet ret underlige – tissemandsbesked på Twitter, som lyder:
”Vores video er fjernet fra YouTube! En smuk mand, der sjipper (nøgen), er for meget! Penis vipper ret skønt. Alvor dog. Se radikale.dk”
Men det er ikke hele historien, for hun har jo været på længe. Måske er Vestager og venstrefløjen igen lidt for traditionelle til at udfordre formatet og bruge det til noget. De twitter da, som man skal, og får venner på Facebook, men de går ikke det ekstra lille skridt, der giver den gode historie, og løber en tur med FB-vennerne eller forsøger sig med 2.0-valgmøde. Det gør Venstre, og derfor trækker de stikket hjem, også selv om det ikke er rigtig fin 2.0-valgkamps-netværks-dialog-strategi at løbe en tur med FB-vennerne i stedet for at aktivere dem i valgkampen. Anders Fogh og en masse friske unge mænd i løbetøj giver gode billeder til en nyhedsudsendelse, og så er der jo ikke så meget mere at diskutere.
Sesam, luk dig op
Den danske venstrefløj vil sikkert forsvare sig med, at den er for seriøs og har for meget respekt for vælgerne til at profilere sig på at være med på Twitter og Facebook uden at tale politisk indhold overhovedet – for det var der som sagt overhovedet ikke skyggen af i indslaget om Venstres Twitter-valgmøde. Omvendt kunne man sige, at de ikke har fattet, at man også i en valgkamp må både ryste træet og frådende kaste sig over nedfaldne og lavthængende frugter.
Venstrefløjen er for kedelige på Twitter
Jeg er sikker på, at mange venstrefløjsvælgere vil finde det lidt fjollet, hvis deres foretrukne partileder kom i TV-Avisen, fordi han/hun nu havde lavet en fotodagbog på Flickr. Det er der sikkert også mange af Venstres vælgere, der synes. Men jeg er også ret sikker på, at de fleste vælgere vil have forståelse for, at det er en del af spillet. Måske ville de endda følge med, også selv om det var lidt fjollet. Og de ville sige til hinanden, at partilederen med fotodagbogen er god til at være synlig i medierne, og det skal der jo til.
Det er ikke noget nyt, at bestemte ord kan åbne døre. Lidt ligesom det at nævne Luhmann i sin ansøgning for fem år siden kunne åbne døre hos det fleste halvintellektuelle kommunikationsbureauer. For at brande sig via sit hippe og moderne medievalg kræves en næse for, hvilke ord der har den magiske effekt. Lige nu er det Twitter. Om lidt er det noget andet, som er nyt og spændende for den almindelige dansker med mailbox og Facebook-profil, men ikke for nørdet eller svært at forstå. Og hvis nogen i Hollywood også gør det, er den lige i skabet, for når det drysser med stjernestøv, kan også en mand fra Græsted glimte lidt.
Til sidst tillader jeg mig uforpligtende og ganske gratis at bidrage til Venstres hippe mediestrategi med følgende ideer:
- Ud og Se eller Euroman: Lars Løkke med sin iPhone – se hans yndlings-aps
- Bagsiden af Politiken: Lars Løkke har ’year-booked’ sig selv
- TV-Avisen: Lars Løkke udgiver digtsamling til Amazons Kindle-bog
- Smagsdommerne: Lars Løkke My Danish Collection – Løkke samler alt sit online-indhold til sit eget magasin på www.zinepal.com og udgiver det på Issuu.com
- Go’ Morgen Danmark: Lars Løkke lancerer sitet erlokkeonline.dk, så man altid kan få svar på dette vigtige spørgsmål.
