Twitter, takt og tone
Hvad er en god statusupdate ? Det gælder om at være personlig uden at være for privat. Observerende uden at være for objektiv. Idealet er Haiku New Journalism. Kforum giver en tiltrængt status på statusupdates, twitter, takt og tone.
af Peter Svarre
”Har lidt ondt i maven”
”Sidder i vogn 11, sæde 45”
”Føler mig lidt småsulten”
”Synes, at piger er underlige”
”Mandag morgener…”
Fem sekunder! Jeg har lige spildt fem sekunder af din kostbare tid med komplet ligegyldige og fuldstændig irrelevante konstateringer fra en småkedelig hverdag. Er du en gennemsnitlig bruger af Facebook, Twitter, MySpace, Kommunikationsforum eller et hvilket som helst andet online socialt netværk, bruger du sikkert tyve minutter om dagen på at følge og kommentere på folks statusopdateringer. Lad os sige, at mindst en fjerdedel af disse opdateringer er komplet ligegyldige, så bruger du fem minutter om dagen på ligegyldigheder. Det er 1825 minutter om året, som spildes af de ca. 2.000.000 mennesker, som er aktive på sociale netværk i Danmark, hvilket betyder, at der årligt spildes cirka 60 millioner timer på ligegyldigheder i vores lille kongerige.
Nu er der jo som bekendt ”løgne, forbandede løgne og statistik”, så denne slags udregninger er naturligvis ganske ligegyldige. Ikke desto mindre kan man i den daglige læsning af statusopdateringer til tider græmmes, fortvivles og frustreres over, hvilke komplet ligegyldige konstateringer vores virtuelle ”venner” ønsker at belemre deres omgivelser med. Dette skal dog ikke forstås som en kritik af statusopdateringer eller sociale netværk som sådan. Jeg er langt fra en bagstræberisk maskinstormer, der ønsker os tilbage til grammofonens og fastnettelefonens romantiske og ægte tidsalder. Tværtimod!
Jeg elsker statusopdateringer!
Statusopdateringer fra Twitter, Facebook og Kommunikationsforum beriger min hverdag med nyttige, sjove, relevante, nødvendige og nyhedsværdige oplysninger med en lethed, som var utænkelig for bare to år siden. Koncerten i lørdags, galleriåbningen i fredags, den fagligt inspirerende video i går – alt sammen ville være forbigået min opmærksomhed, hvis ikke det havde været for mine fantastiske virtuelle ”venner”. Statusopdateringen er blevet min nye begivenhedskalender, min faglige nyhedskilde og min adgang til at følge med i, hvad konkurrenter og samarbejdspartnere arbejder med.
Det fantastiske ved statusopdateringen er jo, at den fungerer som et noget nær perfekt socialt filter, der kondenserer de interessante begivenheder, nyheder og informationer i en overskuelig og for mig relevant informationsstrøm. Mine virtuelle ”venner” er måske ikke alle sammen så tætte, at de dukker op til min begravelse, men de er dog tætte nok til, at de på én eller anden måde arbejder med det samme, interesserer sig for det samme eller færdes i de samme socio-kulturelle og geografiske omgivelser som mig selv. Min strøm af statusopdateringer bliver på den måde en digitaliseret forlængelse af mit sanseapparat. En enkelt person kan kun orientere sig bredt i et begrænset omfang, men har man 500 venner på Facebook, der alle på en eller anden måde minder om én selv, så har man ganget sit sanseapparat op med 500 sensorer, der alle hjælper med at sortere og udvælge de vigtigste informationer og nyheder i en kaotisk og informationsmættet hverdag.
Statusopdateringens to faldgrupper
Problemet er, at det ikke er helt nemt at skrive gode statusopdateringer. Statusopdateringen handler jo som udgangspunkt om forfatteren selv, og derfor er der to faldgruber, som det kræver en vis balanceevne at undgå. For det første er der typerne, der betragter statusopdateringen som en losseplads for deres ”stream of consciousness”. ALT, hvad der løber gennem hjernen, finder vej ind i statusopdateringen, hvis der lige er et internetbåret medie i nærheden. Desværre hedder vi ikke alle Jack Kerouac, og derfor står man ofte tilbage med indtrykket af et gennemført selvoptaget og narcissistisk individ, hvor adskillelsen mellem omverdenen og selvet er ophørt med at eksistere – eller måske aldrig er blevet udviklet for alvor.
For det andet er der typerne, som fuldstændig ophæver selvet og nærmest kun fortæller verden om nyheder, fakta og arbejdsrelaterede ting. Disse typer kan være nyttige nok som informationsfiltre, men i længden mister man interessen for denne type virtuelle ”venner”, fordi deres personlighed fortaber sig i fakta, og man har derfor svært ved at identificere sig med og interessere sig for personen bag informationen.
Massemedie eller dialog?
Udfordringen ved statusopdateringen, og hvad der adskiller den fra tidligere former for kommunikation, er, at den befinder sig i et tåget og uudforsket område mellem dialog og kommunikation. På den ene side er statusopdateringen en dialog mellem nære venner, hvor man kan tillade sig at sige lige præcis, hvad man har lyst til, og på den anden side er statusopdateringen et massemedie, hvor man kommunikerer til en forholdsvis bred skare af individer, som ikke nødvendigvis alle sammen er lige interesserede i, hvad du spiste til morgenmad.
Der er naturligvis forskel på folk. Er du Madonna, George Clooney eller Sidney Lee, kan selv de mest ligegyldige opdateringer jo være fantastisk interessante for en bred skare af mennesker. Er du på den anden side kvalitetskontrollant på margarinefabrikken, skal du nok strenge dig en lille smule an, for at andre end din mor finder det interessant at følge med i dine statusopdateringer. Kedelige mennesker er også kedelige på internettet!
Haiku New Journalist
Den dygtige statusopdateringsskribent kan i virkeligheden beskrives som en form for Haiku New Journalist – altså en person, der på 140 tegn eller mindre formår at fortælle en interessant, relevant og nyhedsværdig historie, som tager udgangspunkt i forfatteren selv. Og det er naturligvis ikke nemt! Hvor skribenter som Tom Wolfe, Hunter S. Thompson og Truman Capote havde hele bøger eller lange feature artikler til at udfolde deres historier, har den moderne statusopdateringsskribent kun sølle 140 tegn plus muligheden for at linke og indlejre indhold fra internettet.
Ikke desto mindre er det betingelserne, der kendetegner statusopdaterings logik. Ligesom heltene inden for New Journalism er den gode statusopdateringsskribent nødt til at forstå, at man kun fortæller en interessant historie, hvis man giver noget af sig selv – men vel at mærke på en måde, som fortæller en større og mere generel historie. En kedelig opremsning af fakta er lige så uinteressant som en narcissistisk fedten rundt i dagligdagens ligegyldigheder.
Du er naturligvis velkommen til at fortsætte med at skrive statusopdateringer, ganske som du plejer, og på mange måder er hele pointen ved statusopdateringer jo også, at man ikke tænker alt for meget over, hvad man skriver. Men næste gang du sender en lille bid af dig selv ud i det sociale medieunivers, er det måske alligevel en meget god idé at skænke det en tanke, om din opdatering er komplet ligegyldig eller et smukt haikudigt.
”Sidder i vogn 11, sæde 45”
”Føler mig lidt småsulten”
”Synes, at piger er underlige”
”Mandag morgener…”
Fem sekunder! Jeg har lige spildt fem sekunder af din kostbare tid med komplet ligegyldige og fuldstændig irrelevante konstateringer fra en småkedelig hverdag. Er du en gennemsnitlig bruger af Facebook, Twitter, MySpace, Kommunikationsforum eller et hvilket som helst andet online socialt netværk, bruger du sikkert tyve minutter om dagen på at følge og kommentere på folks statusopdateringer. Lad os sige, at mindst en fjerdedel af disse opdateringer er komplet ligegyldige, så bruger du fem minutter om dagen på ligegyldigheder. Det er 1825 minutter om året, som spildes af de ca. 2.000.000 mennesker, som er aktive på sociale netværk i Danmark, hvilket betyder, at der årligt spildes cirka 60 millioner timer på ligegyldigheder i vores lille kongerige.
Nu er der jo som bekendt ”løgne, forbandede løgne og statistik”, så denne slags udregninger er naturligvis ganske ligegyldige. Ikke desto mindre kan man i den daglige læsning af statusopdateringer til tider græmmes, fortvivles og frustreres over, hvilke komplet ligegyldige konstateringer vores virtuelle ”venner” ønsker at belemre deres omgivelser med. Dette skal dog ikke forstås som en kritik af statusopdateringer eller sociale netværk som sådan. Jeg er langt fra en bagstræberisk maskinstormer, der ønsker os tilbage til grammofonens og fastnettelefonens romantiske og ægte tidsalder. Tværtimod!
Jeg elsker statusopdateringer!
Statusopdateringer fra Twitter, Facebook og Kommunikationsforum beriger min hverdag med nyttige, sjove, relevante, nødvendige og nyhedsværdige oplysninger med en lethed, som var utænkelig for bare to år siden. Koncerten i lørdags, galleriåbningen i fredags, den fagligt inspirerende video i går – alt sammen ville være forbigået min opmærksomhed, hvis ikke det havde været for mine fantastiske virtuelle ”venner”. Statusopdateringen er blevet min nye begivenhedskalender, min faglige nyhedskilde og min adgang til at følge med i, hvad konkurrenter og samarbejdspartnere arbejder med.
Det fantastiske ved statusopdateringen er jo, at den fungerer som et noget nær perfekt socialt filter, der kondenserer de interessante begivenheder, nyheder og informationer i en overskuelig og for mig relevant informationsstrøm. Mine virtuelle ”venner” er måske ikke alle sammen så tætte, at de dukker op til min begravelse, men de er dog tætte nok til, at de på én eller anden måde arbejder med det samme, interesserer sig for det samme eller færdes i de samme socio-kulturelle og geografiske omgivelser som mig selv. Min strøm af statusopdateringer bliver på den måde en digitaliseret forlængelse af mit sanseapparat. En enkelt person kan kun orientere sig bredt i et begrænset omfang, men har man 500 venner på Facebook, der alle på en eller anden måde minder om én selv, så har man ganget sit sanseapparat op med 500 sensorer, der alle hjælper med at sortere og udvælge de vigtigste informationer og nyheder i en kaotisk og informationsmættet hverdag.
Statusopdateringens to faldgrupper
Problemet er, at det ikke er helt nemt at skrive gode statusopdateringer. Statusopdateringen handler jo som udgangspunkt om forfatteren selv, og derfor er der to faldgruber, som det kræver en vis balanceevne at undgå. For det første er der typerne, der betragter statusopdateringen som en losseplads for deres ”stream of consciousness”. ALT, hvad der løber gennem hjernen, finder vej ind i statusopdateringen, hvis der lige er et internetbåret medie i nærheden. Desværre hedder vi ikke alle Jack Kerouac, og derfor står man ofte tilbage med indtrykket af et gennemført selvoptaget og narcissistisk individ, hvor adskillelsen mellem omverdenen og selvet er ophørt med at eksistere – eller måske aldrig er blevet udviklet for alvor.
For det andet er der typerne, som fuldstændig ophæver selvet og nærmest kun fortæller verden om nyheder, fakta og arbejdsrelaterede ting. Disse typer kan være nyttige nok som informationsfiltre, men i længden mister man interessen for denne type virtuelle ”venner”, fordi deres personlighed fortaber sig i fakta, og man har derfor svært ved at identificere sig med og interessere sig for personen bag informationen.
Massemedie eller dialog?
Udfordringen ved statusopdateringen, og hvad der adskiller den fra tidligere former for kommunikation, er, at den befinder sig i et tåget og uudforsket område mellem dialog og kommunikation. På den ene side er statusopdateringen en dialog mellem nære venner, hvor man kan tillade sig at sige lige præcis, hvad man har lyst til, og på den anden side er statusopdateringen et massemedie, hvor man kommunikerer til en forholdsvis bred skare af individer, som ikke nødvendigvis alle sammen er lige interesserede i, hvad du spiste til morgenmad.
Der er naturligvis forskel på folk. Er du Madonna, George Clooney eller Sidney Lee, kan selv de mest ligegyldige opdateringer jo være fantastisk interessante for en bred skare af mennesker. Er du på den anden side kvalitetskontrollant på margarinefabrikken, skal du nok strenge dig en lille smule an, for at andre end din mor finder det interessant at følge med i dine statusopdateringer. Kedelige mennesker er også kedelige på internettet!
Haiku New Journalist
Den dygtige statusopdateringsskribent kan i virkeligheden beskrives som en form for Haiku New Journalist – altså en person, der på 140 tegn eller mindre formår at fortælle en interessant, relevant og nyhedsværdig historie, som tager udgangspunkt i forfatteren selv. Og det er naturligvis ikke nemt! Hvor skribenter som Tom Wolfe, Hunter S. Thompson og Truman Capote havde hele bøger eller lange feature artikler til at udfolde deres historier, har den moderne statusopdateringsskribent kun sølle 140 tegn plus muligheden for at linke og indlejre indhold fra internettet.
Ikke desto mindre er det betingelserne, der kendetegner statusopdaterings logik. Ligesom heltene inden for New Journalism er den gode statusopdateringsskribent nødt til at forstå, at man kun fortæller en interessant historie, hvis man giver noget af sig selv – men vel at mærke på en måde, som fortæller en større og mere generel historie. En kedelig opremsning af fakta er lige så uinteressant som en narcissistisk fedten rundt i dagligdagens ligegyldigheder.
Du er naturligvis velkommen til at fortsætte med at skrive statusopdateringer, ganske som du plejer, og på mange måder er hele pointen ved statusopdateringer jo også, at man ikke tænker alt for meget over, hvad man skriver. Men næste gang du sender en lille bid af dig selv ud i det sociale medieunivers, er det måske alligevel en meget god idé at skænke det en tanke, om din opdatering er komplet ligegyldig eller et smukt haikudigt.
