TV2 er på røven

Af mindst fire grunde. Det mener Christian Nissen. Det mest realistiske scenarie er salg af TV2. Men hvem vil købe ?
af Christian S. Nissen
TV2 sidder nu efter EU-dommen i en vanskelig klemme mellem en kulturpolitisk drøm og mediemarkedets barske realiteter.

Selve EU-dommen har for så vidt ikke ændret TV2’s økonomiske situation. Havde dommen givet EU-kommissionen og de to TV2-konkurrenter (SBS og Viasat) ret i, at den offentlige økonomiske støtte var i strid med konkurrencereglerne, ville det have været en katastrofe for den i forvejen trængte TV2-økonomi. Nu er det blot status quo med en mulig genoptagelse af sagen fra kommissionens og de to konkurrenters side som en blandt flere truende skyer i horisonten.

Men situationen er alvorlig nok. TV2 fik for nogle måneder siden en midlertidig økonomisk håndsrækning fra staten, da det viste sig umuligt at finde banker, der ville yde lån. Det kan være, EU-afgørelsen har forbedret mulighederne lidt, men den internationale bankkrise er ikke den bedste baggrund at søge lån på. TV2’s ledelse har nogle måneder til at fremkomme med en realistisk forretningsplan for virksomhedens fremtidige drift, og det er ingen let opgave.

For det første er reklameindtægterne trængt af den økonomiske stagnation, som formentlig ikke blot er et forbigående fænomen.

For det andet vil den endelige overgang fra det analoge til det digitale, jordbaserede sendenet næste år give de kommercielle konkurrenter adgang til hele det danske seermarked og dermed fjerne den fordel, TV2 med et monopol på landsdækkende reklame-tv har haft lige siden sin oprettelse i 1988.

For det tredje er der det mere strukturelle problem, at alle reklamefinansierede tv-stationer i disse år ser med bekymring på deres fremtidige indtægtsgrundlag. Helt bortset fra den potentielle trussel fra de såkaldte PVR’s (personal video recorders), der i hvert fald teknisk kan give seerne mulighed for at manøvrere uden om reklameindslagene, så er der ikke længere tilstrækkeligt vækstpotentiale i tv-reklamemarkederne. Grænsen for, hvor mange breaks og reklameblokke man kan proppe ind i kanalerne, er ved at være nået. Det er især et problem for tv-stationer i små lande, hvor det samlede reklamemarked er relativt lille. Det er grunden til, at de allerfleste kommercielle tv-kanaler i de senere år har suppleret deres reklameindtægter med abonnementsbetaling, der kan give en rimelig sikker basisfinansiering. Det er da også den løsning, TV2 har valgt for sine nye kanaler (Zulu, Charlie, News, Film). Men indtil nu er denne indtjeningsmæssigt afgørende mulighed for hovedkanalen TV2 Danmark blevet blokeret politisk.

For det fjerde står TV2 i en svag position som «stand alone» medievirksomhed. Ser man ud over det europæiske marked, er der ikke mange tv-stationer, der ikke er en del af en af de større, internationale mediekoncerner. De to skandinaviske tv-stationer, der kommer tættest på TV2 Danmark, nemlig TV2 Norge og TV4 i Sverige, indgår begge i store, internationalt orienterede multimedievirksomheder, der udover tv også er aktive inden for radio, aviser, ugeblade, film osv. Det at være en del af en stor, tværmedial international mediekoncern giver ikke alene særlige muligheder for at erhverve rettigheder og andre stordriftsfordele. Det giver også en finansiel styrke, som er helt afgørende både for at kunne klare akutte krisesituationer og endnu vigtigere for at kunne investere i nye aktiviteter.

En løsning er privatisering
En rationel, forretningsmæssig løsning på disse problemer eller «udfordringer», som driftige erhvervsfolk vist foretrækker at kalde det, vil være at privatisere TV2 gennem salg til en større mediekoncern, som det også var regeringens agt, da den trådte til i 2001. Ved det seneste medieforlig i 2006, som kun Enhedslisten stod uden for, var der oven i købet nødtvunget enighed mellem alle politiske partier om at gå den vej.

Salgsprocessen var faktisk ret langt fremme i foråret 2005, da der pludselig fra regeringen blev sagt stop med henvisning til de ovennævnte EU-retssager. Om det virkelig var EU-sagerne og den usikkerhed, de ganske givet medførte, der var den egentlige grund til afbrydelsen af salgsarbejdet, er imidlertid ikke ganske givet. Der var vedholdende rygter om, at regeringens problem snarere var, at købstilbuddene fra en eller flere af de store internationale medievirksomheder, som regeringen nødig ville sælge til (f.eks. mediebaronen Murdoch eller den Bertelsmann-ejede RTL-group, der er Europas største radio/tv-virksomhed) langt overgik buddene fra de mere politisk spiselige, nordiske købere som f.eks. JP-Politiken sammen med Egmont eller det Berlingske Officin med svenske Bonnier og norske Orkla i ryggen. Til støtte for dette rygte kan man pege på, at EU-sagerne ikke var noget, der pludselig dukkede op som et nyt, overraskende problem midt i salgsforhandlingerne. Både deres eksistens og deres økonomiske implikationer havde længe været kendt, såvel af sælger som blandt alle de potentielle købere, og blev ikke opfattet som en afgørende hindring.

Men det er under alle omstændigheder historie. Kan man så forvente, at salgsplanerne nu bliver taget op igen, hvor man slap for 3½ år siden ?

En dårlig salgssituation
Ja – forsøget vil sikkert blive gjort. Men situationen er nu en noget anden. Kort fortalt er de potentielle købere formentlig blevet mere tilbageholdende og sælgeren mere krævende. Kløften mellem sælger og køber er blevet bredere. På den ene side er TV2’s markedsmæssige og økonomiske situation og fremtidsudsigter nu langt ringere end ved de afbrudte salgsforhandlinger i 1995. På den anden side er der med det eksisterende medieforlig kommet flere hænder på den pen, der skal underskive salgsdokumenterne på sælgersiden.

Det er her, de i indledningen nævnte kulturpolitiske drømme kommer ind i billedet. At dømme efter tilkendegivelser fra de mediepolitiske ordførere inden for forligskredsen forudsætter flere af dem, at TV2 kan sælges med stort set alle de nuværende forpligtelser og bindinger, som bærer en del af skylden for stationens aktuelle problemer: Opretholdelse af de detaljerede public service-krav til programfladen, der skal forhindre, at kanalen i private hænder synker ned i det populistiske mørke. Forbud mod reklamebreaks i udsendelserne. Forbud mod at indføre abonnementsbetaling, for blot at nævne de tre vigtigste.

Fra en kulturpolitisk synsvinkel er det både fornuftige og hæderværdige betingelser, som – i hvert fald teoretisk – kan medvirke til, at vi her i landet kan opretholde et tv-tilbud, som man med hensyn til både bredde og dybde ikke finder i mange andre små lande. Man kan, sagt i forbifarten, selvfølgelig diskutere, om det også er sundt, at staten ejer og kontrollerer medievirksomheder, der står for ca. 70 pct. af den samlede tv-sening. Det har ikke sin lige i noget andet demokratisk land i hele verden. Men det er måske en bekymring, der kun næres blandt publicistiske feinschmeckere.

Er der politisk vilje til ekstra betaling ?
Problemet er, at den hæderværdige, kulturpolitiske drøm om en videreførelse af TV2 stort set i den nuværende form formentlig kun kan realiseres, hvis man politisk kan opnå enighed om at opretholde det nuværende statslige ejerskab og vender tilbage til en, stadig voksende, offentlig finansiering, hvad enten det så bliver ved en højere licensbetaling eller skattefinansiering. Men er der virkelig politisk vilje til en sådan ekstra betaling – også når hverdagen melder sig og slitagen begynder at vise sig på spenderbukserne? I givet fald er der al mulig grund til at frygte, at TV2’s og DR’s økonomi igen, som forholdet var i 1990’erne, bliver forbundne kar, hvorimellem der kan overføres penge alt efter, hvordan man i regering og folketing vurderer de to stationers økonomi og deres evne og villighed til at leve op til de politisk fastlagte krav. Måske en ønskesituation for nogle, men skræmmende for andre.

Alt i alt bliver det ingen nem sejlads mellem et mediemarked, der giver røde regnskabstal, og kulturpolitikkens lysegrønne drømme.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job