Selvom der også var kvaliteter i den klassiske, amerikanske tv-kultur, var der alligevel noget forudsigeligt over dem. Men det var noget, som ændrede sig afgørende, da Hill Street Blues løb over skærmen i store dele af verden fra 1981-1987 på NBC. Pludselig blev krimihistorien til en stort udfoldet city-fortælling via en kollektiv plot-struktur, som både tacklede selve politiets arbejde og kriminalitetsbekæmpelse, og til en bredt anlagt social fortælling om offentligt og privat liv i en moderne storby. Væk var de korte narrative buer i seriens enkelte afsnit, nu strækker fortællingen sig over flere spor og afsnit. Hill Street Blues ligger før det gennembrud for kabel-tv i USA i slutningen af 1990’erne, som indvarsler en helt ny kvalitetsæra i amerikansk tv.
Kvalitetstraditionen er udtryk for mødet mellem en anderledes sammensætning af det amerikanske tv-publikum og et ny kreativ energi i tv-miljøet. Mellem 1960 og 1980 steg andelen af den amerikanske befolkning med high school-uddannelse fra omkring 45 procent til omkring 78 procent, 60 procent af kvinderne fulgte samme uddannelsesmønster og kom ud på arbejdsmarkedet. Samtidig steg indflytningen til de store byer markant. Det publikum, som sad foran tv-skærmen i USA omkring 1960, var simpelthen helt forskelligt fra det, der sad der i 1980, den traditionelle tv-familie, med sine traditionelle mønstre og kønsroller, der var under nedbrydning.
Det er dette historiske møde mellem et forandret tv-publikum og et nyt kreativt talent, som skaber serier som Hill Street Blues. Steven Bochco og Michael Kozoll, som skabte Hill Street Blues, fik store frihedsgrader i det kreative arbejde i forhold til normen i den traditionelle, hierarkiske og stationsstyrede amerikanske tv-kultur. Det store persongalleri, de mange plots og hele den mere pågående realistiske tematik og stil var ny. Da der først var gået hul på bylden, begyndte andre netværk at følge efter med mere eksperimentelle og også ofte refleksive serier.
Politiserien Hill Street Blues, der udspillede sig i en moderne storby, blev med sin kollektive plotstruktur og sit enorme persongalleri varemærket på en ny amerikansk kvalitetstradition, der kom til at præge amerikanske tv-serier fremover
Fra Twin Peaks til True Detective: HBO-faktoren
Men det var David Lynch og Mark Frosts surrealistiske tv-serie Twin Peaks (1990-91), der for alvor rystede op i de vante forestillinger om amerikansk tv-kultur. At et tv-netværk som ABC overhovedet kunne finde på at spørge en syret filmmand som Lynch, om han ville lave en serie til dem, havde været utænkeligt før. Som Mark Frost sagde om samarbejdet med ABC i 1990: "Vi sagde til dem, at vi ville give dem en 2-timers stemningsfuld, dyster soap opera, en mord- og mystik-historie, der foregik i en fiktiv by i det nordvestlige USA (…) da vi havde afleveret pilotafsnittet, så sagde de, at vi havde givet dem nøjagtig hvad vi havde sagt vi ville, og at det vi havde givet dem var så fremmed for deres tidligere erfaringer, at de slet ikke ville prøve at fortælle dem, hvordan vi kunne gøre det bedre."

David Lynchs Twin Peaks fra 1990 blev for alvor serien, der ændrede ved amerikanernes vante opfattelser af deres tv-kultur. Twin Peaks surreelle billedsprog, der blev et af seriens kendetegn, trækker tydelige spor til True Detective
Der går en lige linje fra Twin Peaks surreelle billedsprog og kringlede plot, fra karakter med usædvanlige dybder til HBO’s og Nic Pizzolattos True Detective. Alene den faste intro er et studie værd: Dali møder Magritte i et visuelt orgie af musik og billeder, hvor karakterernes ansigter og hjerne fyldes med steder, som bliver til mentale landskaber. Seriens indledning flyder af signaler på religion, seksualitet, ondskab, vold og smerte. Den tunge sydstatsrock driver af blues og tung rytme, som bæres videre i det fugtige, sumpede univers, som fysisk præger serien, men som også fortsætter ind i det sociale og psykologiske rum.
Betjent Cohle: Bag det tillukkede ydre gemmer der sig ikke bare en personlig blues, men en tragedie – tabet af hans lille datter
Som sine forgængere Frank Furillo, hovedkarakteren i Hill Street Blues, agent Dale Cooper og sherif Harry Truman i Twin Peaks eller for den sags skyld betjentene McNulty og Rawls i HBO og David Simons spektakulære serie The Wire (2002-08) er Rust Cohle og Marty Hart sammensatte karakterer i en verden, hvor intet er sort-hvidt. De bliver suget ind i og ned af den kriminelle virkelighed, de bevæger sig i, og de påvirkes ind i deres privatliv og langt ind i deres sumpede sjæl af de forbrydelser, de er sat til at løse. Vi er langt væk fra den mere renskurede og målrettede betjent eller detektiv, som bare løser sager og rydder op. I True Detective, som i mange andre af de nye serier fra HBO, tager karaktererne livtag med eksistensen og sig selv, de løser sager med dybtliggende og forgrenede motiver og sammenhænge. Den moderne detektiv er en Sisyfos, hvis arbejde og eksistens hele tiden rulles tilbage og afdækker en absurd og uoverskuelig virkelighed.


Cohle mener, at bevidstheden er en evolutionær fejl. Selvet såvel som den lineære tid er en illusion. Læs mere om Cohles filosofi her
Mudrede vande: Kompleks narrativitet og visuel stil
HBO har været med til at sætte nye standarder for tv-fortællinger, fortællinger med en distinkt, visuel stil og komplekse tematikker og historier. HBO har ikke bare vist deres styrke inden for krimi-genren, men i en bred vifte af både historiske serier og samtidsdramaer. True Detective fortsætter, hvor for eksempel The Sopranos, The Wire og Six Feet Under slap, alle serier med meget komplekse narrative forløb og karakterer og med en klar, visuel signatur. I True Detective er der en usædvanligt kompliceret tidsstruktur, som imidlertid fungerer godt. Serien har en rammehistorie i 2012, hvor Cohle og Hart på skift forhøres om begivenheder, der går tilbage til 1995. Serien springer altså hele tiden i de forskellige tidslag, fordi vi både ser tilbage på opklaringens historie og får den udfoldet i en mere kronologisk udfoldet form.
True Detective ... en surrealistisk fortælling om vor tid
Samtidig udnytter serien i sit visuelle sprog både de store, panoramiske billeder, de intense dyk ned i meget forskellige miljøer. Der veksles mellem melankolske eksistentielle situationer og stemninger, opklaringens detektiviske spor, privatlivets opgør og trakasserier og de mere brutale scener med mishandling og tegn og mystiske gerninger på gerningsstederne og endelig de i øvrigt relativt få actionscener. Samtidig er sam- og modspillet mellem de to karakterer et af seriens absolutte psykologiske højdepunkter. True Detective er en serie, som har åbnet endnu et kapitel i en central genres kunstneriske udvikling: Det handler ikke bare om forbrydelse og opklaring, det er en eksistentiel og surrealistisk fortælling om vor tid.