Internettets brøleaber og undercoveragenter

Trolls er internettets plageånder; de giver dig en virtuel olfert, råber “pik” og løber fnisende væk. Men hvor bittert det end kan være at stå i den modtagende ende af trolling, kan trolls ikke blot affejes som infantile nørder i underbukser. Trolling kan nemlig også være en sofistikeret retorisk strategi.
"En troll er en person, der poster inflammatoriske, overflødige eller irrelevante beskeder i et online fællesskab, eksempelvis et forum eller en blog, med det primære formål at provokere læserne til et følelsesmæssigt respons eller ødelægge en relevant diskussion." 
Wikipedia
 
Umiddelbart lyder trolls ikke som den hyggeligste onkel på internettet. Men trolling er på godt og ondt et fænomen, man ikke kan slippe uden om. Siden 90’erne har det spredt sig fra obskure usenet-grupper til mainstreammiljøet. Og nu er det blevet en veritabel internetsport til stor gene for seriøse debattører på nettet. Men er trolls altid et problem?
 
Fænomenet trolling blev – sådan lyder den mest populære myte – navngivet efter en fiskeriterm, der betyder at trække liner med madding hen over havbunden for at få fiskene til at bide på. Og metaforisk er det netop, hvad trollen gør: Han fisker efter reaktioner. Som det ses i definitionen fra Wikipedia og i langt det meste af den akademiske litteratur om fænomenet, udlægges reaktionsfiskeriet som en aggressiv og invasiv strategi.
 
Den dagligdags brug af ordet blandt netbrugere er dog mere varieret og tegner et billede af en praksis, der spænder bredere fra det nederdrægtige til det legesyge. De typer, vi nævner her, er på ingen måde dækkende for fænomenet trolling, men giver et billedet af forskelligheden mellem trolls.
 
Når folk taler om trolling, referer de ofte udelukkende til den aggressive underkategori, flametrolling, som handler om at træde på folks værdier og få dem helt op i det røde felt. Men trolls kan også være elegante retorikere, der ganske vist leger med deres publikum, men også kan bidrage med sund fornuft og erkendelse
 
Flametrolling er destruktion
Den mest ondskabsfulde variant af trolling er ”flametrolling”, der har til formål at starte en krig på fornærmelse blandt deltagerne i en debattråd. Den simpleste form for flametrolling er at smide en vulgær kommentar i tråden (gerne involverende insinuationer om afvigende seksuelle præferencer). Andre flametrolls går mere målrettet efter kontroversielle fora, hvor responsen kan forventes at være hurtigt og voldsom, fx fora for homoseksuelle eller ekstremt religiøse. Men strategien er den samme: Fornærm folks værdier, læn dig tilbage, og se dem gå amok.
 
Når folk taler om trolling, referer de ofte udelukkende til denne aggressive underkategori, flametrolling – og det er ikke så mærkeligt. Flametrolls er desværre klart den mest højtråbende type trolls. Men de er langt fra den mest bemærkelsesværdige. Trolls kan nemlig være elegante retorikere, der ganske vist leger med deres publikum, men også kan bidrage med sund fornuft og erkendelse.
 
Oprør mod internettets ekkokammer
I september 2012 udkom en artikel om heroinkopien Krokodil på ekstrabladet.dk. Med Ekstrabladets sædvanlige flair for det dramatiske beskrev artiklen, hvordan det nye stof, hvis primære ingrediens er hovedpinepiller, får ”kødet til at rådne væk fra knoglerne”. Overskriften lød: ”Advarsel: Dødsnarko vil ramme Danmark” – og det fik de bekymrede facebookborgere i aktion. En uge efter artiklens udgivelse opstod protestgruppen ”NEJ TAK til Krokodil til Danmark”, der hurtigt fik over 9.000 likes. Folk diskuterede her emner som ”hvad er din mening om krokodil?” og delte deres bekymring for at møde stoffet i byen. Men så meldte trollsene sig:
 
”Tag det nu med ro! Nu har jeg jo prøvet det et par gange! Og man må jo indrømme
at det er den VILDESTE oplevelse! Og jeg kun blevet lidt grønlig på albuen..”
 
”Krokodil gør dig vild - Det den nyeste diiiiiil!
Krokodil gør kun godt - Det gør din krop flot!
Krokodil det er sundt - Det gør slet ikke ondt!
Krokodil det er nyt - Heroin det er yt! naow, bitch plz :3”
 
”Ligger inde med et par kilo krokodil?
I skriver bare”
 
Trollsene her benytter sig af en af de mest almindelige trollingstrategier; en pseudonaiv persona. De agerer, som om de ikke forstår alvoren af brugen af krokodil, og leger med forskellige personaer (her en misbruger, et reklamefirma og en krokodilpusher).
 
Trolling bliver her ikke blot reaktionsfiskeri, men en strategi til at fremhæve sin uenighed med gruppens budskab. Hvor de seriøse gruppemedlemmer ukritisk bekræfter hinanden i, at stoffet er uaccaptabelt eller ulækkert, stiller trollsene spørgsmålstegn ved gruppens formål; for hvilken effekt regner medlemmerne egentlig med, at gruppen vil have? Trolleriet endte i dette tilfælde med helt at overtage gruppen, der siden december 2012 ikke er blevet opdateret af en administrator.
 
Trollsenes strategi er måske ikke sympatisk, men den er slagkraftig; dels fordi de, der fanger joken, får et intellektuelt payoff og kan more sig sammen med trollen, dels fordi de udenforstående udstiller deres egen naivitet, og således understreger trollens pointe.
 
   
Hvor de seriøse deltagere i debatten omkring Krokodil ukritisk bekræfter hinanden, stiller trollsene  spørgsmålstegn ved formålet med en facebookgruppe mod krokodil. For hvilken effekt regner medlemmerne egentlig med, at gruppen vil have?
 
Trollingdynamik
Netop spændingsfeltet mellem trollen og hans publikum er en af de vigtigste aspekter af trolling. Trolling opererer med flere publikummer: 1) Et tilsyneladende publikum, også kaldet ”trollingofferet”, der reagerer på trollens persona, og 2) et egentligt publikum, der gennemskuer trollens strategi og kan grine med ham bag kulissen. Nogle trolls troller givetvis kun til ære for sig selv, men langt de fleste ønsker anerkendelse fra et insiderpublikum. Trolls dokumenterer derfor ofte vellykkede trollingaktioner, som samles og kommenteres på sider som artoftrolling.com o.lign. I de fleste tilfælde er det dog essentielt for trollen, at han ikke bliver opdaget, før han har udført sin mission, som i det følgende eksempel.
 
Bismarck på krigsstien
Konservativ Ungdoms debatforum blev 4. juni 2009 beriget med et indlæg, hvor der bl.a. stod:
 
"Det er en skandale! Førtidspensionister, kontanthjælpsmodtagere, SU-modtagere, pensionister og andre, er bare samfundsnassere! De skal ikke have stemmeret! De yder ikke til samfundet, de får bare! Jeg mener, at man skal have egen dug og disk hvis man skal have stemmeret!"
 
Tiraden kom fra en bruger, der med navnet ”pragmatikeren” og Otto von Bismarck i pikkelhue som profilbillede tilsyneladende forsøgte at opildne de konservative unge. Flere KU’ere bidrog til debatten, bl.a. Martin Seebach, daværende medlem af KU’s forretningsudvalg, der skrev: "Fattige må hjertens gerne stemme. De, der lader staten forsørge dem, er omvendt ganske oplagt inhabile, og kan passende fratages deres stemmeret." Også KU's tidligere næstformand Jacob Hedegaard bakkede op om pragmatikerens synspunkt: " ... er helt enig i, at folk på offentlig forsørgelse ikke bør have stemmeret. Man bestemmer jo heller ikke sin egen løn, når man er ansat...". Disse meningstilkendegivelser blev hurtigt vejret af pressen, bl.a. af politiken.dk, der interviewede flere medlemmer af KUs topledelse omkring den måske knap så demokratiske indstilling.
 
Men hvem var ”pragmatikeren”, der havde igangsat hele miseren, egentlig? En velkendt og agtet KU’er? Ikke ligefrem. Indlægget om stemmeret var hans et af hans første på KU-forummet, og senere indlæg bød på en eskalering af outrerede holdninger, hvor han bl.a. erklærede, at justitsmord i dødsstrafssager blot er en beklagelig bivirkning.
 
Under navnet ”pragmatikeren” og med Otto von Bismarck som profilbillede lykkedes det en troll at opildne de konservative unge til at skrive en lange række demokratisk problematiske svar
                                                                                         
Undercover i fjendens lejr: Poe-trolling
”Pragmatikeren” er en såkaldt ”poe-troll”. Begrebet stammer fra internetaforismen ”Poe’s Law”, der dikterer, at uden en klar indikation af afsenderens intention er det noget nær umuligt at skelne ekstremisme fra en parodi på ekstremisme. En poe-troll udnytter dette forhold ved at gå inkognito i fjendens lejr. Han fingerer et tilhørsforhold til gruppen, men forsøger samtidig at lokke andre debattører til at tilslutte sig en mere ekstrem eller absurd variant af gruppens holdninger.  Poe-trollen forsøger ligesom flametrollen at frembringe en reaktion, men her står det altså for trollingofferets egen regning, hvad medlemmerne af KU også fik at mærke.
 
I en internetkultur, hvor meningsfæller isolerer sig og søger mod ekstremen, og hvor en uovervejet tanke blot er et tastetryk fra evig, digital erindring, er trollen en slags hofnar, der evindeligt peger fingre af dårskaben. Men hvorfor gør de det egentlig?
 
Samfundskritik eller bare lulz?
Motivationerne bag trolling er mange og forskellige. Flere trolls, der taler ud om deres praksis, nævner både moralske og politiske motivationer. I den mest moralske ende ligger de såkaldte ”scambaiters”, der har som erklæret mål at genere og distrahere internetkriminelle, fx afsenderne af de berygtede nigeriamails. Denne type trolls benytter pseudonaiv trolling til at holde scammerne hen og således aflede dem fra at scamme andre – men prøver samtidig at få scammerne til at gøre sig selv til grin. En yndet sport blandt scambaiterne på siden 419 Eater er at bede scammerne om at sende billeder af sig selv med rekvisitter eller skilte. Dette har dannet en bizar genre, hvor tydeligvis photoshoppede mænd poserer med budskaber som ”Coke rules”.
 
Scambaiters er den mest moralske type trolde, hvis erklærede mål er at genere internetkriminelle. En yndet sport blandt scambaiterne er at bede scammerne sende billeder af sig selv med rekvisitter eller skilte. Dette har dannet en bizar genre, hvor tydeligvis photoshoppede mænd poserer med budskaber som ”Coke rules”
 
I andre tilfælde er trollsenes indvirkning på samfundet nok mere tilfældig, som i da Oprah blev trollet for åben skærm. I en debattråd på Oprahs hjemmeside havde brugeren ”Josefritzl”, nogle dage før programmet gik i luften, skrevet kommentaren: ”We do not forgive. We do not forget. We have over 9000 penises and they are all raping children”. Indlægget refererer til forskellige såkaldte internetmemes, som hurtigt ville blive genkendt af folk fra samme miljø. Referencerne strøg dog lige under næsen på showets tilrettelæggere, og klippet endte med ikke blot at blive en stående internetjoke, men også en seriøs kritik af mediernes manglende kildetjek.
 
Oprah hoppede i med begge ben, da hun blev udsat for trolling
 
Langt de fleste trolls har dog formentlig ingen heroiske intentioner. Og selv for de mere politiske trolls kan man spørge sig selv, om det overhovedet er samfundskritikken, der driver værket. Et populært internetslogan lyder ”We’re in it for the lulz”, som nok bedst kan oversættes til ”vi gør det for sjov”. Og humoren er formentlig den vigtigste drivkraft for såvel flametrolls som poe-trolls, om end de første har en mere morbid en af slagsen. Denne motivation er imidlertid vigtig at forstå, hvis man trods alt gerne vil slippe af med troldene på et forum.
 
Antitrollingstrategier: To feed or not to feed the troll
Selvom trolling kan tjene en positiv funktion, kan en overflod af trolls, og især flametrolls, være en ekstrem belastning for et internetforum. I de værste tilfælde kan forummet ende med at uddø, enten fordi det bliver spammet med indlæg fra fritidstrolls, eller fordi der bliver skabt en mistillid blandt debattørerne, der konstant mistænker hinanden for at trolle.
 
For debattørerne ligger der desværre ingen løsning ligefor. En gylden internetregel hedder ”Don’t feed the troll”. For trolls lever af reaktioner, og hvis de bliver ignoreret, forsvinder de hurtigt igen. Desværre er det ikke en eviggyldig regel; hvis trolling af et bestemt forum pludselig bliver populært, kan trollsene holde sig selv i gang, som vi så tidligere i eksemplet med anti-krododil-gruppen. Hvis man opdager en troll på spil er det dog altid en god idé at påpege det for andre, mere uskyldige meddebattører, så de ikke ryger i fælden. En troll, der bliver demaskeret, har fejlet sit ærinde, og i mange tilfælde vil de enten give respekt til den, der opdagede dem, eller blot forsvinde i skam.
 
Gør som mormonerne
En anden strategi er modtrolling. Hvis man kan slå trollen i hans eget spil, opnår han ikke den ønskede reaktion af frustration eller forvirring, og så forsvinder han sandsynligvis igen. Problemet med denne strategi er, at man kan risikere at blive en træningsbane for trolls, der vil udfordre sig selv. Et eksempel på strategien findes så usandsynligt et sted som mormon.org’s chattjeneste, hvor man kan stille spørgsmål til en mormonsk vejleder. Her er det blevet en trollingtrend at stille fjollede spørgsmål som ”hvordan virker magneter?” til de hjælpsomme mormoner. Men som det ses på eksemplerne nedenfor, ender trollsene ofte med at stå måbende tilbage over for de drilske mormoner.
 
Der gøres ofte forsøg på at trolle vejledningschatten på mormons.org. Desværre hopper de ellers meget venlige mormoner ikke på hvad som helst. De er så dygtige til at modtrolle, at siden tilsyneladende bruges som træningsbane
 
Den tredje og mest effektive strategi til at komme trolls til livs behøver desværre styring ovenfra. Et kommentarsystem, der kræver at man opretter en brugerprofil med personlige oplysninger, kan sortere de dovneste fritidstrolls fra, så man reducerer spammen. Og blokering af IP-adresser stopper som oftest de mere vedholdende.
 
Gå selv på trollingtogt
Selvom trolls kan være et problem, skal man dog ikke lade sig skræmme fra at svare på upassende eller vrede indlæg, for de kan lige så vel være ægte. Antallet af trolls er svært at vurdere, da deres praksis pr. definition er fordækt, og som Poe’s law viser, kan det være svært at skelne mellem tricksterne og de ægte tosser. Lige så vel som trolling kan være problematisk, kan overdreven brug af troll-stemplet også være det; en ny tendens er nemlig at råbe ”troll” efter enhver, der giver udtryk for en holdning, der strider imod ens egen.
 
Men i stedet for at frygte eller hade trolls, vil vi hellere opfordre til at udforske trollingens retoriske potentiale. Eller måske blot dets potentiale for billige grin. Som trollen Brian Limond skriver: ”Annoying people is funny”.
 
En troldejæger på jagt. Hvad end ens strategi er at ignorere, modtrolle eller fjerne troll'en, når ens forum er angrebet, kan man tit samtidig more sig over de kreative påfund og subtile pointer, som trolling også er
 
Links:
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også