ARTIKLEN PUBLICERES I SAMARBEJDE MED UGEBREVET A4. ARTIKLEN BLEV PUBLICERET DEN 11. FEBRUAR 2008 NR. 6

VERSIONERING Hvis man tror, at et ministeriums kongekrone er garanti for neutral og saglig oplysning, kan man godt tro om igen. Når ministerierne udlægger videnskabelige undersøgelser, sker det på en farvet måde, som passer ind i den siddende ministers politik. Der er endda tilfælde, hvor ministerier har brudt kontrakter med forskere for at sætte en bestemt dagsorden.

Det billede tegner sig i en undersøgelse, hvor forskere fortæller om processen, fra et ministerium bestiller en rapport, til den havner i medierne. Undersøgelsen er så vidt vides den første af sin art, og den er gennemført af tre kandidatstuderende fra Roskilde Universitetscenter. De har systematisk gennemgået 753 pressemeddelelser og udvalgt de meddelelser, der udlægger undersøgelser produceret uden for ministerierne af eksempelvis universiteter, konsulentfirmaer eller sektor-forskningscentre.

Resultatet er, at kun 20 ud af 40 forskere mener, at ministeriernes udlægning »i høj grad« stemmer med konklusionerne i deres undersøgelse. Og hele 15 – flere end hver tredje – har haft en oplevelse af, at ministerier har udlagt deres videnskabelige rapporter på en fordrejet måde. Eksempelvis ved at plukke få detaljer ud eller direkte at modsige de overordnede konklusioner.

Undersøgelsen bygger på pressemeddelelser fra Beskæftigelses-, Integrations- og Socialministeriet (nu Velfærdsministeriet), og alle tre ministerier har trådt forskere over tæerne. Angående Beskæftigelsesministeriet mener mindst tre forskere, at ministeriet er gået langt over stregen i sin formidling. Kun en af forskerne tør dog stå åbent frem med sin kritik. Forsker Mikkel Bo Madsen fra SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd – har oplevet

Beskæftigelsesministeriets »spinneri« flere gange. Han fortæller om et eksempel i forbindelse med rapporten »Fokus på job?« fra 2005:

»Vi havde lavet en stor undersøgelse, som viste, at der i stort set alle samtaler mellem ledige og jobkonsulenter/sagsbehandlere var fokus på beskæftigelse på den ene eller anden måde. Men Beskæftigelsesministeriet valgte ensidigt i sin pressemeddelelse at sætte fokus på, at der kun i en femtedel af samtalerne var tale om formidling af konkrete job. Det virkede på mig som om, beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) på forhånd havde draget sin konklusion og blot ønskede at bruge vores undersøgelse til at lægge pres på sagsbehandlerne.«

Departementschef Bo Smith fra Beskæftigelsesministeriet afviser, at ministeriet har været ensidig i sin udlægning af rapporten:

»Vi har ikke plukket i den rapport, og jeg vil helt afvise den kritik, som fremkommer. Vi lægger generelt meget stor vægt på, at der ikke skal kunne sættes spørgsmålstegn ved den faglige kvalitet, når vi går ud med pressemeddelelser,« siger Bo Smith.

Ifølge undersøgelsen fra Roskilde Universitetscenter har flere forskere imidlertid haft oplevelsen af, at embedsmænd og ministre læser deres rapporter, som fanden læser Bibelen. Utilfredse forskere har været flittige til at skrive kommentarer i det spørgeskema, som de udfyldte i forbindelse med undersøgelse. En universitetsansat forsker skriver for eksempel:

»Ministeriet udvælger enkeltelementer, der ikke er dækkende for hele rapporten.«

En anden fra et sektor-forskningscenter skriver:

»Der er klar overensstemmelse mellem un­der­søgelsen og pressemeddelelsen–. Ministeriet har dog undladt at referere rapportens konklusion.«

At ministerier plukker i rapporter og er farvede i deres formidling, må forskerne i det store hele leve med, mener professor i journalistik Erik Albæk fra Syddansk Universitet. Han har i en årrække forsket i samspillet mellem eksperter, politikere og medier.

»Det er naivt at tro, at embedsmænd er folkets tjenere. De er regeringens tjenere. Men der er selvfølgelig grænser for, hvad embedsmænd kan medvirke til. Der skal være en vis grad af saglighed,« siger Erik Albæk.

Spin på offentliggørelse

Lektor i offentlig forvaltning ved Roskilde Universitetscenter Birgitte Poulsen mener, det er uomgængeligt, at forskningsrapporter bruges af politikere til at fremme en bestemt dagsorden:

»Det er bedre, at forskningsresultater kommer til debat, end at de bare ligger og samler støv et sted. Men det er uheldigt, hvis det kun er den ene side i en debat, eksempelvis et ministerium, der kommer til orde,« siger Birgitte Poulsen.

Netop det at en minister får sat sig på dagsordenen, har flere forskere oplevet. Den politiske vinkling sker nemlig ikke bare ved ensidige pressemeddelelser, men også ved at bryde aftaler om tidspunktet for offentliggørelse. Forsker Mikkel Bo Madsen har oplevet sådan et aftalebrud. I februar 2007 havde han været med til at færdiggøre rapporten »Vil De gerne have et arbejde?«. Den blev videresendt til Beskæftigelsesministeriet, og herefter skete der følgende:

»Beskæftigelsesministeriet valgte at give undersøgelsen til en journalist fra Jyllands-Posten før alle andre. Avisen bragte om lørdagen en stor artikel om undersøgelsen, før vi offentliggjorde den på det aftalte tidspunkt om mandagen. På den måde fik ministeren sat sin egen dagsorden, hvilket gennemsyrede de næste dages mediedækning,« oplyser Mikkel Bo Madsen, og fortsætter:

»Jeg synes, det er dybt problematisk, når for eksempel Beskæftigelsesministeriet giver et udvalgt medie en undersøgelse, før alle andre får adgang til den. Det gør det næsten umuligt for andre medier eller aktører at komme ind i debatten med andre vinkler end ministerens. Samtidig må man ikke glemme, at ministerierne i forvejen har den fordel, at de som hovedregel får rapporter før alle andre interessenter.«

Departementschef Bo Smith afviser, at Beskæftigelsesministeriet har brudt en aftale med SFI om offentliggørelse.

»Jeg kan ikke huske det helt præcise forløb, men det er en sag, vi har kigget på tidligere, og der er ikke hold i den kritik,« siger Bo Smith.

Det koster at stå frem

Når forskerne har svært ved at genkende deres egne undersøgelser i ministeriers pressemeddelelser, kunne det tænkes at være, fordi forskerne er ufleksible og hænger sig i detaljer. Men det fremgår af undersøgelsen fra Roskilde Universitetscenter, at forskerne faktisk i deres samarbejde med ministerierne er meget imødekommende. 30 ud af de 40 forskere i undersøgelsen oplyser, at de har haft et godt samarbejde med det pågældende ministerium, før der blev udsendt en pressemeddelelse.

Det fremhæver medforfatter til undersøgelsen og kandidatstuderende ved Roskilde Universitetscenter Jens Peter Houe.

»Forskerne er som regel villige til at ændre på både metode og emnevalg langt ind i en undersøgelses forløb. Samarbejdet med ministerierne går som hovedregel først galt, når undersøgelser lige før offentliggørelse havner hos en pressemedarbejder, en spindoktor og ministeren selv. Som en af deltagerne i vores undersøgelse siger: »Det er især, når kommunikationsfolkene træder ind, at der går lort i legevognen.«

Ifølge specialestuderende ved Roskilde Universitetscenter Rasmus Bach Andresen, som er medforfatter til undersøgelsen, har mange af de kontaktede forskere været meget optaget af at bevare anonymiteten i deres besvarelser.

»De ønsker ikke på nogen måde at belaste samarbejdet med ministeriet. Et af de store konsulentfirmaer gik så langt som til at afvise at deltage i undersøgelsen, når »den nu ikke var godkendt af ministeriet,« oplyser Rasmus Bach Andresen.

Angsten for at træde frem kan Mikkel Bo Madsen fra SFI godt nikke genkendende til.

»Det er mit indtryk, at forskere gennemgående er tilbageholdende med at gøre indsigelser – i hvert fald offentligt – når et ministerium eller en styrelse er gået over stregen. Forskeren vil nødigt tirre kunden – især hvis det er hovedkunden,« siger Mikkel Bo Madsen.

Selv om konsulentfirmaer og sektor-forskningscentre kan være dybt afhængige af at få opgaver for ministerier, så må de mande sig op og sige fra, hvis de føler, at deres faglige ære er blevet krænket. Det mener professor i journalistik Erik Albæk fra Syddansk Universitet:

»Når man som forsker først har sluppet en undersøgelse, må man indstille sig på, at den får sit eget liv i offentligheden. Hvis man så synes, formidlingen bliver for fordrejet, må man jo reagere med et læserbrev eller lignende.«

Medier må opruste

Det kan dog være svært som forsker at korrigere en dagsorden, hvis man ligger i baghjul på et ministerium. Og det kan også være omkostningsfuldt. I undersøgelsen oplyser en forsker, at vedkommendes arbejdsplads har oplevet et dramatisk fald i opgaver for et ministerium efter offentlig kritik af det.

Hidtil har konsulentfirmaer og sektor-forskningscentre måtte leve med at være helt eller delvis økonomisk afhængige af opgaver fra ministerier, styrelser og andre. Forskerne og konsulenterne her sidder dermed til tider i det ubehagelige dilemma mellem at have et job eller spille den musik, som opdragsgiveren ønsker. Blandt forskere rangerer sektorforskeres og konsulenters rapporter derfor også et stykke nede af skalaen i forhold til universitetsrapporter, når det gælder troværdighed.

Som følge af ny lovgivning skal universiteterne nu også påtage sig såkaldte myndighedsopgaver – eksempelvis forskning på opdrag fra mini­sterier. Den sidste helle for økonomisk uafhængig forskning er måske dermed truet på sin integritet.

I de senere år har ministerierne ansat mange mennesker til at tage sig af medierne og særlige personlige rådgivere – spindoktorer – er blevet sat til at tage sig af både politik og kommunikation. Den udvikling har givet en mere professionel betjening af journalister, men den rummer også farer. Professor Erik Albæk fra Syddansk Universitet siger:

»Med de mange kommunikationsrådgivere i ministerierne og hos interesseorganisationerne er der risiko for, at politiske udlægninger af undersøgelser i højere grad får lov at slippe ud i medierne. Der er behov for, at medierne ruster op i forhold til kritisk behandling af undersøgelser.«

Af Iver Houmark Andersen, iha@lo.dk