Tjener du kun 50.000 kr.?

Kommunikation er kommet på direktionens dagsorden, men er kommunikationschefen kommet ind i direktionslokalet? Noget tyder på det, men den manglende økonomiske indsigt hæmmer lidt for indflydelsen og indtægten. En kommunikationschef tjener i dag cirka 35.000 – 50.000 kr. om måneden inklusiv pension lyder meldingen fra de relevante fagforeninger. Et tal som kan blive langt højere fremover, hvis kommunikationscheferne kunne blive bedre til at imponere med økonomisk viden og strategiske input på direktionsgangen. Løsningen er efteruddannelse og målrettet kompetence udvikling, for 50.000 kr. om måneden er jo pebernødder for højt kvalificeret kommunikationsrådgivning af direktionen ikke? Kforum bringer her de rystende tal fra to fagforeningers medlemsdatabaser.

38-50.000 kr. + pension vs. 30.-35.000 kr. + pension

Kforum ringede til konsulent Kirsten Olsen fra fagforbundet Kommunikation og Sprog for at høre hvad deres medlemstal siger.

”Kommunikationschefer ligger desværre under lønstatistik for ledere. I det private ligger medianlønnen på 38-50.000 kr. + pension. I det offentlige ligger lønnen på 30.-35.000 kr. + pension.

Vi har ikke lavet en nøjagtig lønstatistik hos medlemmerne i Kommunikation og Sprog, men det er mit skøn efter at have været i forbundet i mange år”, siger Kirsten Olsen fra forbundet Kommunikation og Sprog.

 

Efteruddannelse giver mere mobilitet på arbejdsmarkedet og mere i lønposen

Problemet er, at mange kommunikationschefer med blød baggrund mangler ledelseskompetencer og økonomisk indsigt. Disse mangler gør det svært at imponere på direktionsgangen. Når man ikke kan imponere kan man ikke få så meget i løn som resten af den imponerende direktion. Moralen er, at hvis man som kommunikationschef vil tjene mere må man vide noget om strategi, ledelse og økonomi. Løsningen kan her være en af de mange masteruddannelser, som er vokset frem. Her kan man kan få suppleret sine bløde styrker med hård økonomisk indsigt. Ingen arbejdsmarkedsforskere er i tvivl om, at efteruddannelse giver mere mobilitet på arbejdsmarkedet og mere i lønposen.

 

26.-37.000 kr. + pension vs. ca. 24-30.000 kr. + pension.

Når man kigger på tallene er det ikke kun økonomisk indsigt og uddannelse som spiller en rolle - også ledelsesansvar giver mere i løn.

Kommunikationsmedarbejdere uden ledelsesansvar tjener i det private 26.-37.000 kr. + pension og i det offentlige ligger lønnen på ca. 24-30.000 kr. + pension.

 

Bedre til de klassiske dyder

Kirsten Olsen vurderer at lønninger vil stige i fremtiden, jo tættere kommunikationscheferne kommer på direktionen og jo bedre den enkelte er efteruddannet. En udvikling som er godt i gang, men også kræver en målrettet kompetence udvikling af den enkelte.

Kommunikationschefer der er medlemmer i Kommunikation og Sprog har en uddannelsesmæssig baggrund som akademikere, fra KU eller CBS, men Kirsten Olsen forventer at se flere RUC´ere i fagforeningen fremover. Medlemmer som er stærke til at kommunikere, men som altid kan blive bedre til de klassiske dyder i det private erhvervsliv hvor pengene traditionelt ligger.

 

Gennemsnitsløn er 50.000 kr. inkl. pension

En anden stor fagforening med kommunikationschefer som medlemmer er DJØF. Kforum spurgte chefkonsulent Kaspar Kinnberg om hvad han kunne se i sin database:

 

" Vi laver selv statistik på hvor meget vores medlemmer tjener og hvor de er ansat. I vores lønstatistik for privatansatte indgår 26 kommunikationschefer. De tjener i gennemsnit ca. 49.000 kr. om måneden inkl. pension. Vi har ikke nogen særskilt lønopgørelse for kommunikationschefer i den offentlige sektor, men jeg har været inde og kigge på Finansministeriets database og her optræder 4 offentlige kommunikationschefer, med en DJØF-uddannelse. Deres gennemsnitsløn er 50.000 kr. inkl. pension. De kommunikationschefer vi har som medlemmer har en uddannelsesmæssig baggrund som jurist, økonom, cand scient pol., cand scient soc. eller en kommunikativ uddannelsesmæssig baggrund", siger Kaspar Kinnberg fra DJØF.

 

Hvad viser tallene fra DJ?
Det forbund, der organiserer flest informations- og kommunikationschefer, er imidlertid Dansk Journalistforbund. Her genkender faglig konsulent Flemming Reinvard tallene fra DJØF:

 

"En bruttoløn på omkring 50.000 kr. inkl. pension er også, hvad DJ´s statistik viser. 130 kommunikationschefer svarede på årets lønstatistik, men det er meget vanskeligt at definere, hvem af DJ´s ca. 1.500 kommunikationsmedlemmer, der reelt sidder i en chefstilling. Det er nemlig ikke blot titlen, der er afgørende, men det reelle indhold i stillingen. Løngennemsnittet for de fastansatte medlemmer af kommunikationsgruppen i forbundet - uanset om de var chefer eller "medarbejdere" - lå på hhv. 37.300 kr. for offentligt ansatte og 39.900 kr. for privatansatte, inklusiv pension."

 

Flemming Reinvard henviser i øvrigt til, at en del informations- og kommunikationschefer i kraft af arbejdsgiverkompetence i jobbet slet ikke indgår i lønmodtagerforbundenes lønstatistikker. Dansk Arbejdsgiverforening opgiver således i sin Strukturstatistik tilbage fra 2003, at 558 personer ansat i overordnet/øvrig ledelse information/journalistik havde en løn på 54.736 kr.

 

Den sikre opskrift på de 60.000 kr.

Der er naturligvis ikke statistisk signifikans, men tendensen og beløbet passer med tallene fra Forbundet Kommunikation og Sprog. Alt i alt godt at vide næste gang man skal til lønforhandling. Tag udgangspunkt i de 50.000 kr. og kig direktionen lige i øjnene. Nævn måske risikoen for en mediekrise eller noget med Investor relations. Det er den sikre opskrift på de 60.000 kr. Og glem så ikke det gratis avisabonnent!

 

 Læs her Journalistforbundets lønstatistiker for

   OKTOBER 2004 PRIVAT INFORMATIONSARBEJDE

 Læs her Journalistforbundets lønstatistiker for

   INFORMATIONSARBEJDE I STAT, AMTER OG KOMMUNER

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også