Virkeligt voksne virksomheder er på LinkedIn

LinkedIn er netop kommet med en dansk brugergrænseflade, men der er stadig langt mellem de danske virksomhedssider. Har I tænkt over, at I med en egentlig virksomhedsside kan promovere jeres produkter, få jeres kunder til at anbefale dem og dermed nå ud til et større netværk?
af Catrine Schmidt
Mange opfatter stadig LinkedIn som en bunke støvede CV’er – og ved knap nok, at virksomheder kan få egen side på dette sociale medie. Især på to områder er LinkedIn anvendeligt for virksomheder, nemlig rekruttering af medarbejdere og promovering af produkter og services. Her er to eksempler:
 
Microsoft benytter deres tilstedeværelse på LinkedIn til at gøre reklame for deres produkter. De har fremhævet 14 produkter og fået 1.427 anbefalinger, hvilket når langt ud blandt LinkedIns brugere og giver en høj grad af troværdighed.  
 
Micorsoft benytter sig af LinkedIns muligheder til promovering af produkter. De får kunder til at lægge en anbefaling, så folk i deres netværk også støder på Microsofts produkter
 
Vestas har en gennemført karriereside på LinkedIn, hvor de beskriver Vestas som arbejdsplads, har jobopslag og udtalelser fra nuværende og tidligere medarbejdere. På den måde promoverer de deres virksomhed over for potentielle medarbejdere. LinkedIn giver således mulighed for at håndplukke og tiltrække bestemte ansøgere.
 
Vestas har fået deres medarbejdere til at skrive anbefalinger af Vestas. Heldigvis karakteriserer mange Vestas som en åben, udfordrende og attraktiv arbejdsplads
 
Det kan jeres virksomhed på LinkedIn
For at oprette en virksomhedsside skal der bruges en email-adresse, som verificerer, at du reelt arbejder for virksomheden. Der findes to muligheder for virksomheder på LinkedIn – en gratis basisprofil og en custom company page, som tilkøbes og indeholder flere muligheder og applikationer. Med en basisprofil har I mulighed for at bygge jeres side op af følgende elementer:
  • Jeres logo – vær synlig over for potentielle kunder, medarbejdere eller hvem I ønsker at fange.
  • En overordnet beskrivelse af jeres firma. Husk at trække det vigtigste frem som det første, da man selv aktivt skal trykke ”mere” for at læse hele beskrivelsen. Præsenter jeres virksomheds specialiteter, det vil give en mere effektiv søgemaskineoptimering (SEO).
  • Beskrivelser af jeres produkter og services, som jeres kunder har mulighed for at anbefale, så deres netværk også bliver opmærksom på disse produkter. Her har I mulighed for at ramme jeres målgruppe.
  • Statusopdateringer, hvilket giver jer mulighed for at være mere synlig, da folk kan like, kommentere og dele jeres opdateringer.
  • Analyser af, hvem der finder jeres virksomhed interessant ved at bruge LinkedIns analyseredskaber. Her kan I se, hvem der har besøgt jeres side, hvilken branche de kommer fra, hvilke statusopdateringer der medfører mest aktivitet m.m. Denne funktion er kun synlig for profilens administratorer.
Herudover har I mulighed for at:
  • Gøre jeres ansatte til administratorer, så de også kan opdatere jeres virksomhedsside.
  • Oprette grupper, så I kan skabe fællesskaber for andre i jeres branche og blive en thought leader. Her kan I besvare spørgsmål og blive en ekspert på jeres branches område. At deltage i grupper er især gavnligt, hvis I yder konsulentydelser.
  • Oprette events eller deltage i andres. Events kan bruges til at skabe fokus på jeres produkter, og I kan holde øje med, hvor deltagere til jeres events kommer fra.
  • Linke til og fra andre medier. I kan fx dele jeres events på Facebook og Twitter.
Husk i øvrigt at integrere jeres LinkedIn-virksomhedsside med jeres hjemmeside, så brugere nemt kan komme fra det ene til det andet.
 
Hvad kan du på LinkedIn som henholdsvis privatperson og virksomhed? Se hele denne infographic her
 
Forskellen på LinkedIn og Facebook
Flere af de førnævnte elementer er også tilgængelige på Facebook, fx muligheden for at trække analyser om jeres side. Der er dog stadig væsentlige forskelle på de to medier. Den mest åbenlyse er, at det indhold, der typisk deles, er hhv. professionelt og personligt. Det er meget firkantet udtrykt ’business’ over for ’badeferie’. Her er nogle af de andre forskelle på de to medier:
 
Nogle af forskellene på LinkedIn og Facebook
 
Opbyg en skare af followers – begynd med jeres ansatte
Jo flere ansatte, jo mere synlighed på LinkedIn. Hvis I vil nå bredt ud, er det en god idé at begynde med jeres egne ansatte, da de alligevel har en tilknytning til jeres virksomhedsside.
  • I kan opfordre jeres ansatte til at lave en LinkedIn-profil og udfylde deres erfaring grundigt, så det fremgår, at de arbejder i jeres virksomhed, hvad de laver, og hvad de tidligere har arbejdet med. På den måde leder medarbejdernes profiler videre til virksomhedssiden. Husk, at navnet på medarbejdernes profil skal være helt identisk med navnet på jeres virksomhedsside.
  • Desuden kan I bede dem dele jeres statusopdateringer, så de når længere ud.
  • Brug analyserne til at få indblik i, hvem jeres besøgende og followers er og målret jeres tilstedeværelse mere, fx via specifikke grupper, som I kan bruge til at netværke med andre inden for jeres arbejdsområde. Folk elsker at være en del af et fællesskab, hvorfor ikke udnytte det?
  • I grupper og diskussioner kan I plante et link til jeres virksomhed. Undgå dog at være for selvpromoverende. Hvis I har en hjælpende tilgang, er der større sandsynlighed for, at andre i gruppen vil besøge jeres side.
  • Lav en spørgeundersøgelse fra en privat profil. Sørg for at skrive virksomhedens navn i den personlige profils overskrift, så denne fremgår af spørgeskemaet. Spørgeundersøgelser kan gøre jer klogere på jeres kundegrundlag og deres mening om dine produkter, opdage nye kunder og lære, hvordan de skal tiltales. LinkedIns spørgeskemaer er særligt brugbare, hvis I ikke har det helt store budget til markedsundersøgelser. Vær dog forberedt på, at I måske ikke får voldsomt mange svar.
Hvad kræver det af jeres virksomhed?
LinkedIn er ikke en dyr platform, hvis I kan nøjes med en basisprofil, og aktivitetsniveauet er ikke lige så højt som på Facebook.
 
For at sikre kontinuitet i jeres virksomhedsside er det en god idé at have én medarbejder eller i hvert fald kun et par stykker, som står for at opdatere virksomhedssiden. Uanset hvad I foretager jer på sociale medier, er det vigtigt, at I følger op på den aktivitet, jeres egen aktivitet afstedkommer. I skal følge op på kommentarer og tilføje jeres egne, og har I oprettet en gruppe, kræver det, at I selv er aktive og plejer gruppens medlemmer og kommer med relevant indhold, som vil lede de andre deltagere videre til jeres virksomhedsside.
 
Strategiske overvejelser
Før I begynder at fylde på jeres virksomhedsside, er det vigtigt, at I overvejer jeres sociale medie i forhold til målgruppe, strategi og formål. Måske falder det ikke jeres målgruppe naturligt at ”followe” eller ”connecte”, men hellere ”like”, og så er LinkedIn måske ikke jeres medie. Desuden er det vigtigt, at I tilpasser jeres indhold til LinkedIn, så jeres virksomhedsside ikke bare er en kopi af jeres hjemmeside. Overvej, hvad formålet med jeres virksomhedsside er. Vil I bruge den til at rekruttere nye medarbejdere? Som et sted, hvor interessenter kan få yderligere oplysninger om jeres firma? Eller skal det være jeres salgskanal, hvor I promoverer jeres produkter og services ved hjælp af anbefalinger?
 
Når I interagerer med andre brugere, besvarer spørgsmål og fremstår som eksperter, kan det være med til at styrke jeres virksomheds brand. Se flere fede infographics her
 
Fem gode grunde til at jeres virksomhed skal på LinkedIn
 
1. I er der i forvejen – tag ejerskab
Hvis fem profiler har angivet, at de er eller har været ansat samme et sted, oprettes automatisk en virksomhedsside. Derfor er jeres virksomhed måske allerede på LinkedIn, uden at I selv har oprettet en side.
 
2. Få flere besøgende på din hjemmeside
Ved løbende at opdatere jeres side, deltage i forskellige grupper, være synlig i diskussioner m.m. kan I sikre en god tilstrømning til jeres hjemmeside. I kan bruge virksomhedssiden på LinkedIn som en appetitvækker, der får potentielle kunder eller medarbejdere til at klikke sig videre.
 
3. Konkurrenterne gør det
Som sagt har kun få danske virksomheder en velfungerende og veludbygget profil på LinkedIn, men det er kun et spørgsmål om tid. Hvis jeres danske konkurrent ikke er der, er det måske i stedet jeres hollandske, irske eller amerikanske konkurrent. Hvis jeres marked rækker ud over Danmark, er LinkedIn helt sikkert jeres medie.
 
4. Søgemaskineoptimering
Virksomhedssider på LinkedIn rangerer højt på Google. Jeres virksomhedsprofil kan således medvirke til, at jeres virksomhed dukker op på en pæn plads i Googles søgninger. På den måde skabes opmærksomhed om jeres brand, og det kan igen lede videre til jeres hjemmeside.
 
5. Anbefalinger
Anbefalinger af produkter og serviceydelser er særligt anvendelige i forretningsøjemed. Disse skaber opmærksomhed og mulighed for mersalg. Desuden giver det et indtryk af, at jeres virksomhed lytter til netværkets mening, og der er stor mulighed for viral spredning, da vi ofte køber et produkt eller en service, som anbefales af nogen i vores netværk.
 
---
 
Vil du vide mere om, hvordan du slår igennem på LinkedIn med din virksomhed? Så snup den sidste plads på K-dag og få professionelt styr på LinkedIn på tre timer.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job