Tillykke med et helvedes uheldigt hattrick

I aften uddeles Cavling-prisen. Berlingske vinder overbevisende. Enhver chefredaktør i København er lysegrøn af misundelse. 2008 bød på et journalistisk hattrick med to Cavling-nomineringer og afsløringen af selve Stein Bagger. Tre helt geniale historier fra et og samme medie. Plus det løse med en skattechef i et skattecirkus og dårlig behandling af åndssvage. Kan det gøres meget bedre? Nej, det kan det ikke. Det burde dog være gjort af Politiken og Information, men de sov i timen. Alle tre historier er i deres farve, form og konsekvens i den anden ende af det politiske spektrum end der, hvor Berlingske og deres læsere bor. De er så anti-berlingske som noget. Det rykker dog ikke ved, at det er godt journalistisk håndværk. Tilbage står en svækket VKO-alliance, en arbejdsløs rigspolitichef og Bagger bag lås og slå. Hurra for det, men på den lange bane et helvedes uheldigt hattrick, for det hjælper ikke Berlingske på dens 260 års fødselsdag. Det giver ikke flere læsere. Det giver færre læsere, fordi historierne frastøder dem, som i dag læser Berlingske. Det er de forkerte historier til den forkerte avis. Det hele er blevet alt for rødt på en alt for blå baggrund.
En folkelig FUCK finger til Cavling
Solohistorien er journalistikkens hellige gral. Cavling-prisen er ridderkåring.  Den har stor betydning for en journalists karriere og andre journalisters opfattelse af en journalist. Den er mere eller mindre betydningsløs for resten af befolkningen. Fagfællernes faglige anerkendelse sælger ikke mange aviser. Det er netop pointen. Her skal præmieres det, som læserne overser i mediestøjen, men som insiderne ved, er kvalitet. Her skal sættes andre og finere faglige krav, end hvad læserne kan forstå. Her skal sendes et signal, og her skal findes det, som det faglige felt kan se, er kvalitet, på trods af læserne.  Det er med sociologen Pierre Bourdieus ord det journalistiske feltets autonome regler, som gælder her. Regler, som altid er på tværs af, hvad der ellers gælder i samfundet. På samme måde, som reklamebureauer elsker at hædre andre reklamebureauer, der ikke tjener penge, fordi de er kreative. Hollywood hylder venstreorienterede film, og kunstnere giver Statens Kunstfond til sultekunsterne. Sådan er det med priser, og sådan skal det være. Cavling-prisen er derfor i sin essens ufolkelig og fagligt snobberi. Derfor har prisen ingen betydning for læsertallene på kort eller langt sigt.

Er tophistorierne top of mind?
Almindelige mennesker har svært ved at huske og spotte, hvem der var først med historien, når den først kører af sted i medierne. Sagerne i Berlingske blev alt for hurtigt en sag i medierne med stort M slet og ret. Det aktuelle multimedielandskab med 24 timers mediedagsorden er en del af forklaringen.  Alle de nyheder og den intense konkurrence gør det simpelthen svært at få, tage eller bibeholde ejerskab på historier. Signalværdien forsvinder i støjen og alle de andre me-too medier, som også løber efter bolden. Ikke mindst for alle de mennesker, som ikke læser Berlingske og derfor ikke lige er klar over, hvor historien startede. Effekten af prisen og historier, hvis der overhovedet er nogen, forsvinder i mediestøj og multimediekonkurrencen. Specielt, når det gælder læserne fra de andre medier.

En fjer i hatten er ikke en forskel, der gør en forskel

Ingen skifter avis, fordi journalistikken er blevet bedre. Ingen indleder et abonnement efter en Cavling-pris. Jeg kender ingen, der ville tænke: Flot med de priser, nu får jeg Berlingske hver morgen. Sådan er det bare. Krisen for print er så dyb og tung, at nok så god journalistik og fine priser ikke gør forskellen. Priserne er en fjer i hatten, men en fjer til pynt. Det er ikke en forskel, der gør en forskel for læsertallene. Hvis solohistorien og Cavling-indstillingerne har virkning, er det kun på dem, som allerede læser Berlingske. Den journalistiske succes kan muligvis minimalt fastholde læserne, men ikke erobre nye læsere. Uden hattricket var hullet af forsvundne læsere nok bare endnu større.

Alt for rødt på en alt for blå baggrund
Berlingske befinder sig tydeligt i et strategiskifte mod venstre af dansk politik. Hvad man også kan se af den store strøm af centrum-venstre ex-DR-medarbejdere i Pilestræde. Nu er det Politikens læsere, der skal tiltrækkes og pumpe læsertallet op. Derfor er Berlingske blevet mere erhvervskritisk og mere regeringsfjendtlig. Spørgsmålet er, om man kan tiltrække en del af Politiken-segmentet uden at miste en del af det klassiske Berlingske-segment? Kan man blæse og have mel i munden på samme tid? Det er i den sammenhæng, de aktuelle solohistorier skal ses. De kunne og burde alle være kørt for fulde gardiner i Politiken eller Information. De stiller alle spørgsmål ved de værdier, som Berlingske historisk har bygget på i de 260 år. Solohistorierne får derfor muligvis de sidste Berlingske læsere til at flygte over hals og hoved.  Væk fra hetzen mod regeringen, politiet og det potente erhvervsliv. Tillykke med hattricket. Tillykke med prisen. Det er godt scoret. Spørgsmålet er blot, om det er scoret i det rigtige mål af den rigtige avis.  

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job