PÅ VEJ TIL LONDON har jeg købt de engelske morgenaviser. Vi skriver juni 2007. Man skal ikke længere end til forsiden for at forstå, at der netop er skrevet et lille stykke britisk historie. Dagen forinden er Tony Blair trådt tilbage som formand for Labour-partiet og har overladt posten til sin kollega og rival gennem mange år, Gordon Brown. Tony Blair har sagt farvel efter 10 år i spidsen for Storbritannien. Et årti, hvor han gik i krig i Kosovo, Afghanistan og Irak, skabte fred i Nordirland – og hvor han mere effektivt end nogen anden europæisk politiker selv satte dagsordenen i medierne frem for at lade pressen drive ham rundt. Det var et årti, hvor verden begyndte at tale om spin. Én mand blev symbolet på den udvikling. Han hedder Alastair Campbell, og han var Tony Blairs spindoktor i 14 år.

Som Tony Blairs nærmeste rådgiver blev Alastair Campbell jævnligt beskrevet som den næstmest magtfulde mand i Storbritannien, og nogle mente endda, at det var en underdrivelse. Da prinsesse Diana døde, opfandt Alastair Campbell begrebet ’folkets prinsesse’, som Tony Blair brugte til at samle nationen igen. Og det britiske kongehus bad Campbell om hjælp til at klare sig igennem krisen. Da Kosovo-krigen i 1999 var ved at køre af sporet, blev han udlånt til NATO for at få styr på pressen. I en årrække har Alastair Campbell befundet sig midt i historien. Hvis da ikke han har skabt den. Hans strategi og metode har inspireret politikere – og spindoktorer – verden over. Spørg bare Anders Fogh Rasmussen, der hentede mange ideer fra Tony Blairs valgkamp, da han selv vandt magten i 2001. Ikke mindst når det gælder om at styre medierne og insistere på, at der ikke er noget at komme efter. Ud over at være spinkonge, ven med Bill Clinton og nærmeste fortrolige med Tony Blair, er Alastair Campbell også god ven med Helle Thorning-Schmidt. Det er i forbindelse med research til en bog om hende , at jeg første gang kommer i kontakt med Alastair Campbell.

Gaden i det nordlige London er én lang kæde af klassiske engelske rækkehuse. Bilerne foran husene er middelklassens, og foran døren til nummer 13 står et par tomme flasker og venter på at blive hentet af mælkemanden. Alastair Campbell åbner døren iført blå fodboldshorts, T-shirt og et par løbesko. Manden er kendt for at spise irriterende journalister til morgenmad, men det er svært at forestille sig, som han venligt og småsnakkende viser ud i det store køkken. Han fortæller, at det er en særlig dag for ham. I aften går hans bog i trykken. Det er uddrag af hans dagbøger fra årene som Tony Blairs nærmeste rådgiver. I alle årene skrev han en detaljeret dagbog. Ifølge ham selv blev det til mere end to millioner ord. Bogen, han er ved at udgive, indeholder omkring 350.000 ord. Og slutter på ægte Campbell-maner med et lakonisk ’to be continued …’ (’fortsættes …’). Tre prikker, der nok skal bekymre en og anden, som er stødt på Campbell undervejs.

Vi kigger lidt på aviserne. Campbell har ikke set dem. Der er et billede i The Independent, som jeg har lyst til at vise ham. Billedet viser et stort rødt scenetæppe med New Labour skrevet med store hvide bogstaver. Nede i hjørnet af det røde tæppe kan man ane skyggerne af Tony Blair og hans afløser, Gordon Brown. Det er et fantastisk billede.

– Ja, siger Alastair Campbell med et smil.

– Den slags er vi blevet ret gode til.

Fra erotik til politik

De politiske journalister i London havde aldrig prøvet noget lignende. Hvis Tony Blairs nye pressetalsmand – der målte næsten to meter – var utilfreds med en historie, kunne han finde på at brase ind på deres kontor og råbe ukvemsord ad dem og true med at lægge dem på is. For Alastair Campbell var det et spørgsmål om at sætte sig på dagsordenen. Han syntes, at politikerne generelt – og Labour-partiet i særdeleshed – i alt for mange år havde danset efter mediernes pibe. Ved en enkelt lejlighed knuste han brillerne på den politiske journalist og ven Michael White, der var kommet for skade at gøre grin med en af Campbells tidligere, og nu afdøde, chefer.

Alastair Campbell og hans nærmeste medarbejdere nøjedes ikke med at koste rundt med journalisterne. De indførte også en række nye metoder i arbejdet med at finpudse partiets politik. De begyndte fx at anvende fokusgrupper – små møder, hvor en håndfuld helt almindelige vælgere bliver bedt om at diskutere forskellige aktuelle emner. Bagefter bliver deres svar analyseret grundigt for at se, om partiet er på rette kurs. Kritikere har kaldt metoden for en falliterklæring og for designerpolitik, mens tilhængerne mener, at det bare en moderne måde at tage vælgerne alvorligt på. I dag anvender de fleste politiske partier fokusgrupper, også i Folketinget.

Alastair Campbells metoder har inspireret mange. I en mildere form var det samme strategi over for pressen, som Anders Fogh Rasmussen og hans daværende presserådgiver, Michael Kristiansen, anvendte, da Venstre vandt valget i 2001 – og da Fogh snart begyndte at besvare kritiske spørgsmål med mantraet ’der er ikke noget at komme efter’.

Sådan er det med Alastair Campbell. Han er svær at komme udenom. Han blev født i maj 1957 af skotske forældre. Han studerede i Cambridge og fik trykt sine første artikler – en stribe erotiske noveller – i det halvpornografiske magasin Forum. Siden begyndte han at skrive om politik og fik job på avisen Daily Mirror. Det gik stærkt for Campbell, og kombinationen af stress og store mængder af sprut førte i 1986 til et alvorligt nervesammenbrud og langvarig indlæggelse. Han har ikke rørt alkohol siden. I stedet er han blevet en habil løber, der 13 år efter sammenbruddet gennemførte sit første maratonløb. George W. Bush ringede og lykønskede ham efter løbet med bemærkningen ’alle medier herovre taler om dine blødende brystvorter’.

Mediedækningen af Campbells løb blev så massiv, at Tony Blair kun halvt i spøg sagde til ham, at han håbede, Campbell nu ville koncentrere sig om at skaffe Blair lidt plads i medierne.

I årene efter sammenbruddet havde Alastair Campbell bragt sig selv og sin karriere på ret køl og var blevet en af Storbritanniens mest respekterede politiske journalister og politisk redaktør på Daily Mirror.

Alastair Campbell lagde aldrig skjul på sine egne synspunkter og blev gode venner med den daværende leder af Labour-partiet, Neil Kinnock – der i dag er Helle Thorning-Schmidts svigerfar. I 1992 var Kinnock meget tæt på at vinde valget og blive britisk premierminister. ’Vil den sidste mand, der forlader Storbritannien, være venlig at slukke lyset, hvis Kinnock vinder i dag’, lød overskriften på forsiden af tabloidavisen The Sun på valgdagen. Da Neil Kinnock havde tabt, og den konservative John Major kunne fortsætte som premierminister, pralede avisen på forsiden: ’Det var The Sun, der vandt valget!’ Alastair Campbell besluttede sig for at gøre alt, hvad han kunne, for at nederlaget for Labour-partiet ikke skulle gentage sig. To år senere fik han chancen. Tony Blair blev uventet leder af partiet i 1994, da Neil Kinnocks afløser døde af et hjertetilfælde. Tony Blairs første handling som ny formand var at bede Alastair Campbell tage jobbet som presserådgiver.

New Britain

I 1997 vandt Tony Blair en jordskredssejr. I mellemtiden havde Labour-partiet skiftet navn til New Labour, og partiets slogan havde Alastair Campbell fundet på: New Labour – New Britain, lød det. Det var også lykkedes Alastair Campbell at få de fleste af de britiske aviser, der nogle få år tidligere havde advaret så kraftigt mod at stemme Labour, til at støtte Tony Blair og partiet. Men for Alastair Campbell var arbejdet kun lige begyndt. Han og de øvrige folk i inderkredsen omkring Tony Blair var fra begyndelsen dybt fokuserede på, at det for en gangs skyld skulle lykkes for arbejderpartiet at fastholde magten i mere end én valgperiode. Som pressetalsmand og meget nær personlig rådgiver satte Alastair Campbell sig tungt på alt, hvad der blev sagt og skrevet om den nye regering. Det gav ham nye fjender på de indre linjer, hvor mange havde svært ved at forstå, at en ansat pressetalsmand kunne være en af landets mest magtfulde mænd. Ved en lejlighed måtte Tony Blair selv lægge sig imellem, da et andet medlem af inderkredsen, den spinkle Peter Mandelson langede ud efter Alastair Campbell og begyndte et ulige slagsmål med den store mand. Der var ikke ret meget, der foregik uden om Alastair Campbell: Da samme Peter Mandelson måtte træde tilbage som minister efter blot et halvt år på grund af en skandale, skrev Alastair Campbell både hans opsigelse og Tony Blairs svar på opsigelsen.

Hvilket gentog sig senere, når andre ministre gik af. Med så central en rolle begyndte Alastair Campbell også at fylde mere og mere i medierne. Han fik tilnavnet vicepremierminister, og det var ikke helt ved siden af. Til mange embedsmænds store forargelse udstyrede Tony Blair den politisk ansatte Alastair Campbell med ret til at udstede ordrer til embedsværket. Hidtil havde kun ministre haft den mulighed.

Da Gordon Brown afløste Tony Blair i 2007, var en af hans første beslutninger at fjerne muligheden for at lade politisk ansatte udstede ordrer. Men i mellemtiden var Alastair Campbell her, der og alle vegne. Allerede efter nogle år ved magten, bad Tony Blair sin rådgiver om at overlade den daglige kontakt med journalister til andre, fordi – som Campbell skriver i sine dagbøger – ’Jeg var for stor en skikkelse til den daglige kontakt, fordi det blev opfattet, som om jeg talte på egne vegne mere end som Blairs talsmand’.

Mødet med Diana

Al omtalen gjorde Campbell til en mand, mange gerne ville kende. Også prinsesse Diana, som gjorde et stort indtryk på den ellers så hårdkogte spindoktor. Og omvendt, hvis man skal tro hans dagbøger.

Nogle måneder før Tony Blair blev premierminister i 1997, holdt Diana en middag i et privat hjem for Blair og Campbell med deres ægtefæller. Alastair Campbell var fascineret af Dianas professionelle – eller kalkulerede – måde at bruge pressen på. Så han var fyr og flamme, da Diana tilbød at hjælpe Blair med at blive valgt. Men Tony Blair beordrede sin rådgiver til at være forsigtig, og da Alastair Campbell spurgte sin kone, hvad Diana mon var ude efter, svarede hun: Dig!

I august samme år døde Diana i et biluheld i Paris. Men selv om de begge var chokerede over nyheden, gik Tony Blair og Alastair Campbell straks i gang med at beslutte, hvordan Storbritanniens nye premierminister skulle håndtere situationen. Da han næste morgen stod foran de rullende kameraer og kaldte Diana for ’folkets prinsesse’, ramte han folkestemningen lige i hjertet.

I de følgende uger bad det britiske kongehus Alastair Campbell om hjælp til at håndtere begravelsen og den folkelige vrede, der blev vendt mod dronning Elizabeth og prins Charles.

Alastair Campbell tog endnu et skridt opad, da han et par år senere blev udlånt som rådgiver for klodens mægtigste militæralliance.

I 1999 begyndte NATO at bombe Serbien, fordi landet var ved at gennemføre en etnisk udrensning i Kosovo-provinsen. I første omgang angreb Nato udelukkende med fly, fordi ingen ledere havde lyst til at indsætte landtropper og risikere store tab. Håbet var, at nogle dage med bomber regnende ned i Serbien ville være nok. Det var det ikke. Slobodan Milosevic holdt ud, og efter tre uger så det sort ud for NATO. Viljen til at indsætte landtropper var stadig ikke stor, og medierne begyndte at rapportere om alle de civile tab.

En onsdag i april talte Tony Blair i telefon med Bill Clinton, og de blev enige om, at NATO-hovedkvarteret i Bruxelles måtte gøre mere ud af at imødegå den serbiske propaganda. Næste dag ringede Blair til NATOs generalsekretær, Javier Solana. Blair sagde forsigtigt, at der måtte gøres noget – og til hans overraskelse var Solana helt enig. ’Hvis I kunne sende mig ham Campbell over, ville det være det bedste. Han er den bedste mand i Europa’.

Dagen efter stod Campbell i Bruxelles og fortalte alliancens topfolk, at en militær operation nødvendigvis måtte ledsages af en professionel og målrettet mediestrategi. De daglige pressemøder blev kortere, budskaberne færre, og NATO blev bedre til at reagere med fakta, når serberne beskyldte vestlige fly for at have bombet uskyldige.

Under krigen i Kosovo var Campbell på toppen af sin karriere. Derfor var der en sær ironi, at det skulle blive en anden krig, den i Irak, der blev begyndelsen til enden for spindoktoren.

Allerede før krigen blev han beskyldt for at overdrive truslen fra Saddam Hussein, og nogle måneder senere bragte BBC historien om, at Alastair Campbell personligt skulle have pyntet på regeringens rapporter om Iraks masseødelæggelsesvåben for at ’gøre dem mere sexede’. Campbell gik til modangreb på BBC for at tvinge tv-stationen til at dokumentere historien eller at trække den tilbage. BBCs kilde til den kritiske historie viste sig at være en embedsmand, der meldte sig selv – og derefter begik selvmord, da hans navn begyndte at optræde i aviserne. Sagen førte til, at der blev nedsat en undersøgelseskommission, der skulle se nærmere på hele forløbet.

Den endelige redegørelse frikendte både Tony Blair og Alastair Campbell, men hverken de britiske aviser eller vælgerne følte sig overbevist om at de havde fået hele sandheden. I sommeren 2003 – få dage efter, at han havde vidnet for undersøgelsen om Irak – sagde Alastair Campbell op. Men han var dog ikke mere knækket af sagen, end at han nogle måneder senere solgte et signeret eksemplar af undersøgelsesrapporten for at skaffe penge til velgørenhed.

Schmeichel og Schmidt

Mens vi sætter os ud på terrassen med en kop te, dukker rengøringsdamen op, og hun begynder med at sætte golftasken på plads og fjerne det værste rod. En roman af Henning Mankell bliver sat op på reolen. Den lille pjuskede hund bliver verfet ned fra sofaen og må tage plads i gyngestolen i stedet. Der er ingen aviser at rydde op.

– Nej, jeg læser ikke meget avis for tiden, konstaterer han.

10 år som Tony Blairs spindoktor gjorde Alastair Campbell til en af sit lands mest udskældte mænd, og han lægger ikke skjul på, at han ikke har stor respekt for den britiske presse. Han mener, at al den snak om spin og manipulation er dybt overdrevet. Det handler mest af alt om selvoptagede journalister, der elsker at skrive om spin, fordi det viser, hvor betydningsfulde de selv er.

– Grunden til, at kommunikation er kommet så meget i fokus, er, at der er så mange medier, der kører i døgndrift. Derfor er man bare nødt til at kommunikere hele tiden. Det vil ikke ændre sig. Det, der vil ændre sig, er, at medierne på et eller andet tidspunkt bliver nødt til at indse, at de selv er en del af problemet.

Bip-bip-bip. Tekstbeskederne løber konstant ind på den ene af de to mobiltelefoner, som Alastair Campbell hele tiden har ved hånden.

– Nej, siger han med et grin. – Det var ikke fra hende.

Kort forinden har jeg spurgt ham, hvor ofte han egentlig er i kontakt med Helle Thorning-Schmidt, som er en af hans gode venner. Den danske S-leder og Alastair Campbell har lært hinanden at kende igennem Kinnock-familien. Helle Thorning-Schmidt er gift med Stephen Kinnock, søn af tidligere leder af Labour-partiet Neil Kinnock. Helle Thorning-Schmidts netværk i toppen af engelsk politik er i det hele taget godt. Men det er ikke noget, hun bryder sig om at fortælle om.

Måske fordi hun ved, hvor hurtigt det kan komme til at hedde sig, at hun er i lommen på en af klodens mest berømte – og berygtede – spindoktorer. Og Alastair Campbell har da også oplevet, hvordan hans blotte tilstedeværelse kan sætte gang i masser rygter.

– Engang havde Helle arrangeret et besøg for mig i København, hvor jeg blandt andet holdt et foredrag. Alle ville vide, om jeg nu var ansat som hendes rådgiver. Det er selvfølgelig en absurd tanke.

En enkelt gang har Alastair Campbell benyttet venskabet med Helle Thorning-Schmidt til at imponere en bekendt. I 2006 deltog han i en velgørenhedsfodboldkamp på Manchester Uniteds hjemmebane, Old Trafford. Med på Alastair Campbells hold var den tidligere danske landsholdsmålmand Peter Schmeichel. Efter kampen faldt de to høje mænd i snak, og Campbell fortalte, at han kendte kvinden, der måske ville blive Danmarks næste statsminister. Peter Schmeichel måtte indrømme, at han ikke vidste ret meget om Helle Thorning-Schmidt, så Alastair Campbell trykkede et nummer på sin mobiltelefon og sagde:

– Helle, nu skal du tale med en dansker, der er mere berømt end dig.

En luns fra doktoren

For tredje gang i løbet af vores samtale ringer Alastair Campbells mobiltelefon. Denne gang tager han den. Der er gået tre kvarter, siden jeg trådte ind ad døren i det lille rækkehus i det nordlige London.

Alastair Campbell er gået ind i stuen for at snakke, og jeg kigger ind på rengøringsdamen, der er ved at være igennem det værste. Over sofaen hænger seks indrammede billeder af golfstjernen Tiger Woods i færd med at banke en golfkugle af sted. Efter 10 minutter kommer han ud igen, og pludselig er stemningen en anden. Interviewet er tydeligvis slut. Jeg pakker aviserne ned i tasken, og på vej ud spørger jeg lidt til hans bog, der skal gå i trykken samme aften. Ingen svar.

Men så kommer kongen af spin alligevel med en lille luns. Han ved, hvem der skal være udenrigsminister i den regering, som Gordon Brown vil danne senere samme uge. Det skal en af Helle Thorning-Schmidts bekendte. §