Tid til systemskifte

Skrevet af

Christine Antorini

1 artikler

0 indlæg

Henrik Dahl
forfatter

229 artikler

28 indlæg

Lars Goldschmidt

1 artikler

0 indlæg

Det er tid til et systemskifte i dansk politik, hvor de danske partier på ny definerer deres visioner og ideologier. For som det ser ud nu, er partierne dels meget internt splittede dels forfærdelig opmærksomme på at forsøge at skjule denne splittelse. Det er tid til klare partidefinitioner og på tide at føre en reel debat, hvor partier respekterer hinandens standpunkter – og at denne debat føres i det offentlige rum frem for bag lukkede døre. Sådan lyder det blandt andet fra de tre forfattere af den netop udkommet bog ”Det ny systemskifte”: Christine Antorini, Henrik Dahl og Lars Goldsmidt. De giver i bogen deres bud på, hvilke problemer dansk politik står overfor, og hvad der skal til, hvis politikerne vil undgå helt at miste borgernes tillid. Vi bringer her det første kapitel i bogen.




Turning and turning in the widening gyre
The falcon cannot hear the falconer;
Things fall apart; the center cannot hold;
Mere anarchy is loosed upon the world,
The blood-dimmed tide is loosed, and everywhere
The ceremony of innocense is drowned;
The best lack all conviction, while the worst
Are full of passionate intensity.

William Butler Yeats

Dommedag
Under indtryk af den russiske revolution skrev den irske digter Yeats i årene 1920-21 digtet The Second Coming. Titlen henviser til Kristi genkomst på dommens dag, men samtidig anslår digtet et bredere ikke-religiøst tema. Vi lever, om ikke i de sidste tider, så i en tid hvor forandringens kræfter slippes løs med en voldsomhed som for et utrænet eller pessimistisk øje kunne forveksles med dommedag.

Vi kender ikke digtet fordi vi er skønånder, men fordi Lou Reed på lp’en Take No Prisoners, 1978, citerer de to linjer om de godes vankelmod og de ondes virkelyst. Skønt han tydeligvis har indtaget mindst ét euforiserende stof, var citatet absolut relevant i et årti der næsten tilintetgjorde amerikanernes tro på deres mest grundlæggende samfundsinstitution – præsidentembedet. Derfor blev vi nysgerrige og læste resten.

De mellemliggende knap 25 år har ikke gjort Yeats’ linjer mindre relevante eller præcise. Tværtimod er det svært at sige hvad der føles mest sandt. At tilliden er brudt. At alting styrter sammen. At anarkiet er sluppet løs, og som en flodbølge formørket af blod vasker hen over verden og drukner uskylden. Eller at de gode kræfter tøver, mens de onde friske og frejdige går til deres dont. Om det virkelig står så galt til, som Yeats hævder, er et af hovedspørgsmålene i denne bog. Derfor er det for tidligt at tage stilling til det. Men følelsen må have grebet enhver som kan forstå hvad der står i avisen og er i stand til at føle noget i den anledning.

Man kan hævde at det er klynkeri at påstå at livet i det danske samfund skulle føles lige så kriseramt som livet i Vesteuropa umiddelbart efter første verdenskrig og den russiske revolution. Vi lever trods alt i et af verdens rigeste og mest egalitære samfund. Men det er vores udgangspunkt at digtets grundtema stadig er værd at tænke over: de berømte og ofte citerede ord om at the center cannot hold. Hvis det overhovedet eksisterer længere, så har det midtpunkt, hvorom alting drejer, tilsyneladende mistet sin kraft. Det kan ikke holde de øvrige ting på plads. Det er ikke kun falken og falkonéren der har mistet forbindelsen med hinanden. Hele samfundet er tilsyneladende ved at miste evnen til at hænge sammen.

Yeats giver selv et bud på hvad der er galt: parterne kan ikke høre hinanden, fordi afstanden imellem dem er for stor. Det gælder de sociale parter, der har afløst fortidens klasser. Og det gælder politikerne og folket. Mange begivenheder i Danmarks nyeste politiske historie tyder på at denne manglende samtale kan om ikke ødelægge landet så dog i hvert fald lamme det i perioder og forhindre de bedst mulige politiske løsninger. Vi kan i flæng nævne Europa-spørgsmålet, indvandringsspørgsmålet og spørgsmålet om velfærdsstatens grundlæggende indretning. Her forekommer det at parterne snarere tager udgangspunkt i at modparten lyver og vil det værste, end i at han er sandfærdig og har godt i sinde.

Når dette kan ske, må man frygte at selve den grundlæggende kontrakt mellem de sociale parter er i krise. Kontrakten om at enhver ubetinget er forpligtet til at være oprigtig, sige sandheden og sige den på en måde som alle kan acceptere. I stedet for denne kommunikerende grundindstilling til andre mennesker er der opstået en strategisk grundindstilling. Her gælder det ikke om at dele sine viden og sine målsætninger med andre. Det gælder i stedet om at holde sine mål og sin viden for sig selv, så man kan få den maksimale fordel ud af konfrontationen med modparten. Man kan i hvert fald dårligt tolke den offentlige debat om Europa, indvandring og velfærd på andre måder. Gang på gang bliver det sagt at vi ikke har fået hele sandheden at vide. At målet er et andet end det der bliver givet udtryk for. At det væsentligste i sagen er skjult. At den enkelte politiker ikke er oprigtig. Hele tonen er så forkert at det i sig selv berettiger til ikke at høre efter hvad modparten siger. Vi spørger: kan man overhovedet have et politisk liv, når de sociale parter ikke tror hinanden over en dørtærskel?

Alt falder sammen – og magten er magtesløs
Følelsen af dommedag rammer det enkelte menneske der hvor det gør allermest ondt. På selve identiteten. Det er en udbredt opfattelse at menneskets identitet opstår ved at det står i forhold til sin omverden. Tilknytningen til familie, venner, kolleger og medborgere betyder at den enkelte forstår sig selv i sin rolle som familiemedlem, ven, kollega og borger. I de andre ser man billedet af hvad man selv er. Man behøver endda ikke grunde så meget over det. Egentlig er man efter denne opfattelse ikke sin identitet. Man lever sin identitet – ganske enkelt ved at man lever sit daglige liv.

Forandringerne i samfundet indebærer at alting hele tiden bliver ændret. Arbejdspladser bliver købt, solgt og omstruktureret. Kolleger kommer og går, og de kendte ansigter udskiftes med ukendte. Lovene bliver lavet om. Det offentliges gammelkendte ansigt forandrer sig hele tiden til et nyt man aldrig tidligere har set. Selv på det personlige område står tingene ikke så fast. Ægtefæller skiftes ud som aldrig før, og børnebestanden i den enkelte familie stiger og falder i takt med dette. Nogle siger at det eneste konstante efterhånden er selve forandringen.

Når man lever i så foranderlig en verden, kan det ikke undgås at identiteten kommer i krise. Hvordan kunne det i grunden være anderledes, når identiteten er defineret ved ens forhold til andre, og disse forhold hele tiden ændrer sig?

Med tabet af identitet følger nye typer af politiske bevægelser, der ikke har de gammelkendte politiske mål på dagsordenen. Det vil sige afbalanceringen af frihed og lighed. I stedet opstår der overalt identitetspolitik. Nogle søger en identitet i det nationale. Nogle i det religiøse. Nogle i det etniske. Nogle i det seksuelle. Nogle i miljøet. Og nogle i noget helt sjette, syvende og ottende. Overalt vinder identitetspolitikken frem. Den er sjældent særlig fordragelig og sjældent særlig indstillet på forhandling. Dels er identiteten som regel defineret ved et moralsk merværdigt „vi“ der stilles over for et moralsk mindreværdigt „de andre“. Det nedsætter automatisk fordrageligheden. Dels er der ingen der frivilligt vil forhandle et kompromis med hensyn til deres egen identitet.

Forandringen fører også til at de gammelkendte autoriteter og moralforskrifter kommer under pres. Både autoritet og moral bygger på gensidig anerkendelse og gensidig forpligtelse. Men i en verden hvor alting hele tiden forandrer sig, hvordan kan der så opstå nogen form for gensidighed? Hvordan kan man være sikker på at staten vil holde hvad den lover? Hvordan kan man være sikker på at den anden vil holde det hun eller han lover? Det kan man i grunden ikke. Men i et samfund hvor der er faste bånd til de andre og til autoriteterne vælger vi alligevel at have tillid. I et sådant samfund viser erfaringen altid at det giver langt, langt bedre resultater end det modsatte.

I en verden, hvor autoritet og moral står svækket, føles det tit som om alting skrider. Folk føler sig ikke forpligtede til at være mod andre som de ønsker at andre skal være imod dem. Folk føler sig ikke forpligtede af bedre argumenter. Folk føler i det hele taget ikke at de har nogen pligter til noget som helst. Hvorfor skal man læse en bog? Hvorfor skal man holde sig orienteret? Hvorfor skal man gøre noget hvis man ikke får noget igen? I stedet for princippet om at gøre mod andre hvad man ønsker at de skal gøre mod en selv, opstår princippet om at gøre det imod de andre, før de gør det imod dig selv.

Det kan lyde pessimistisk at tolke tingene på denne måde. Men det er udtryk for en realistisk beskrivelse af dansk politik. Under euro-valgkampen antydede Socialistisk Folkepartis formand trusler imod velfærdsstaten som ingen sagkyndige kunne genkende. Og mens partiet ofte understregede at det mente noget ganske andet end Dansk Folkeparti, benyttede begge partier rask væk de samme argumenter om velfærd og pensioner. Dermed valgte formanden for Socialistisk Folkeparti helt koldt at acceptere det princip at i politik er moral ganske underordnet. Målet helliger midlet, og dermed basta, som det hedder på Machiavellis modersmål.

Under et folkemøde i Vejle i september 2000 begrundede en professor i økonomi sin euro-modstand i teorien om perfekte valutaområder. Ifølge denne teori kræves der for et perfekt valutaområde et mobilt arbejdsmarked, som ifølge alle tilgængelige oplysninger ikke findes i EU. Ved samme møde begrundede hans sidemand, ligeledes med en universitetsuddannelse i samfundsvidenskab, sin modstand med at migrationen på arbejdsmarkedet ville undergrave den danske velfærdsstat. Rent logisk kan begge dele umuligt være tilfældet samtidig. Men det anfægtede hverken de to politikere eller deres publikum. Argumenter var underordnede, og selv grove selvmodsigelser havde ingen indflydelse på publikums tilslutning til den påstand der blev fremsat.

Men moralens opløsning går videre end som så. Det er, for at sige det diplomatisk, meget svært at tolke statsminister Poul Nyrup Rasmussens løfte om at efterlønnen og EU-forbeholdene ville stå fast i hele valgperioden 1998-2002 som andet end en plade stukket ud til vælgerne i en politisk nødsituation. Og det er, nu vi har fat i Socialdemokratiet, meget svært at sige at bevægelsens moralske habitus i et utal af sager om uredelig og svindelagtig omgang med betroede midler kan karakteriseres på andre måder, end at den er alvorligt anløben.

Venstre vil have en strammere flygtninge- og indvandringspolitik for enhver pris. Undtagen hvis partiet som i foråret 2001 kan genere regeringen ved at stemme imod stramninger. Venstre vil af med alle forbeholdene hurtigst muligt. Undtagen hvis det kan svække regeringen at mene noget andet. Det så man under euro-valgkampen i 2000 hvor partiet tydeligvis kæmpede til sidste socialdemokrat for et positivt afstemningsresultat. Men så absolut ikke længere. Og så mener Venstres formand ikke det anfægter sloganet „Venstre ved du, hvor du har“ at han på centrale politiske områder mente ét i begyndelsen af 1990’erne og tæt på det stik modsatte i slutningen. Endelig generer det tydeligvis ikke Dansk Folkeparti at dets forslag til finansiering af en rundhåndet velfærd til alle racerene danskere gang på gang er blevet afvist af økonomer som fuldstændig illusorisk.

I det hele taget kniber det i en verden, hvor tingene falder fra hinanden fordi de gamle magt- og moralcentre er kraftesløse, med at sammenkæde ord og handling. I grunden er intet mere nobelt end at hæfte med sine gerninger for sine ord. Men en sådan nobelhed skal man spejde længe efter i den danske elite.

Det fremgår af den nyeste forskning, at der er mange eliter i dette land. Vi vil navnlig forholde os til to. På den ene side det man med med henvisning til et bredt kulturbegreb kan kalde kulturens elite. På den anden side det man med et lige så løst udtryk kan kalde det praktiske livs elite.

Kulturens elite er beskæftiget inden for den kunstneriske og intellektuelle sektor. Den kan skabe skønhed og ny erkendelse, hvilket er et stort gode for hele samfundet. Dog har den også den skavank at den sjældent vil indrømme at den er en elite. Det er en kendt sag at det store flertal af de ledende EU-modstandere stammer fra kulturens elite (skønt man ikke omvendt kan slutte at alle medlemmer af kulturens elite er EU-modstandere). Men selv om de ledende EU-modstandere fylder side op og side ned i Kraks Blå Bog, har tillidshverv, lange uddannelser og fine embeder (alt sammen indikatorer på elitestatus i den danske magtudredning), så nægter denne del af eliten kategorisk at den tilhører eliten. I stedet bruger den udtrykket „elite“ som et skældsord der gang på gang slynges mod medlemmerne af de øvrige eliter.

Resultatet af den kulturelle elites skavank er at en væsentlig del af dens medlemmer ikke vil have et forpligtende politisk ansvar. Vi ved ikke hvorfor. Men vi kan konstatere at en både stor og vigtig fraktion af kultureliten ganske enkelt ikke er til at drive til at formulere en vision for dansk Europapolitik. Vel at mærke en vision som har en realistisk mulighed for at blive til virkelighed. Man kunne forestille sig at når man lever hele sit liv i de rene og ufortyndede abstraktioners verden, så er det praktiske livs kompromiser og forhandlinger for snavsede til at kulturens elite kan acceptere det.

Man kan dog også forestille sig at modviljen er et mere eller mindre tilfældigt udtryk for at identiteten nu engang er parkeret i modstanden imod EU. For det er slående at modviljen imod at være elitær er aldeles partiel. Når det gælder indvandring og beskatning, er den kulturelle elite så højrøvet elitær at man skal tilbage til den mest kritikløse borgerlige EF-begejstring i 1980’erne for at finde en målestok der duer.

Det praktiske livs elite udfolder sig aldrig kunstnerisk. Og når det gælder forskning, er den kun i stand til at anvende andres resultater praktisk. Til gengæld kan den organisere indtjeningen af alle de penge som er nødvendige for at opretholde velfærdssamfundet.

Heller ikke denne elite lever op til sit ansvar. For hvor medlemmerne af denne elite heller end gerne vil tage et ansvar i sammenhænge der retsligt set er private (virksomheder og foreninger), er den stort set usynlig i offentlige og politiske sammenhænge. Vi spørger: hvor i alverden er alle de fornuftige, ansvarlige og pragmatiske folk fra den praktiske elite som vi møder overalt i vores dagligdag, når det gælder om at være politiske? Hvordan kan de tillade sig at være så velorienterede som de for det meste er; og hvordan kan de tillade sig at udnytte deres rige evner for at organisere tingene på en måde der som regel er både effektiv og menneskelig – og så samtidig snyde den politiske offentlighed for frugten af disse evner? Vi synes det er for dårligt at det tætteste denne del af eliten kommer på det politiske liv, er deltagelse i lobbyisme. Den praktiske elite har et lige så stort medansvar for samfundets moralsk-politiske krise gennem sit fravær i politik, som den kulturelle elite har gennem sin forløjede deltagelse.

Det rene anarki slippes løs over verden
Når det føles uhyggeligt at danskerne er paralyserede i både indvandrings- og Europaspørgsmålet, hænger det sammen med at anarkiet vitterligt, som Yeats beskrev, er løs. Dette forhold råber på politiske initiativer vi som samfund ikke er i stand til at tage.

Et udtryk for anarki er afreguleringen af den internationale økonomi. Den betyder en afpolitisering af den måde hvorpå både industri- og finanskapitalen opererer og har efterladt ikke blot Danmark, men hele verden med et støt voksende politisk underskud. Efter i en periode i 1980’erne og de tidlige 1990’ere ikke at have villet stille politiske krav til industri- og finanskapitalen indser politikerne i blandt andet EU nu at om end de så ville, så kan de ikke længere. De politiske instrumenter og den politiske styrke til at gøre det findes ganske enkelt ikke.

I kølvandet på denne afregulering, og i forbindelse med den ukontrollerede vækst i befolkningerne i blandt andet Nordafrika, er opstået en anden form for anarki. En kolossalt voksende fattigdom og en stadigt stigende mængde af udvandrere, der søger en bedre tilværelse i blandt andet Europa.

Fattigdommen og USA’s stærke dominans har desuden ført til at stærke anti-globaliseringskræfter i form af religiøs fundamentalisme kæmper imod de eksisterende magtstrukturer i store dele af den islamiske verden. Afghanistan er det mest rystende eksempel, men Tyrkiet, Algeriet og Ægypten er på lang sigt de mest påtrængende tilfælde. Nye magthavere i disse lande kan – i kombination med problemerne med fattigdom, befolkningstilvækst og udvandring – få meget langtrækkende konsekvenser for det politiske og sociale liv i hele Europa.

Endelig har den ændrede internationale situation efter 1989 betydet vanskeligt styrbare og politisk set yderst sprængfarlige problemer for Danmark. Destabiliseringen på Balkan førte i 1990’erne til de første regulære krige på det europæiske kontinent siden anden verdenskrig, hvilket igen førte til en stor mængde af flygtninge.

Blandt andet i EU har man anset det for en forudsætning for den økonomiske vækst at man svækkede kontrollen med tjenesteydelsers, menneskers, penges og varers bevægelse over grænserne. Det har imidlertid bevirket at også den organiserede kriminalitet har fået lettere spil. Kriminelle bander fra blandt andet den tidligere østblok, Asien og Sydamerika har langt lettere ved at operere inden for narko og prostitution i den moderne åbne økonomi, end de havde i tidligere tiders lukkede. Og skønt udviklingen i den internationale politik har gjort det vanskeligere for de lande, som traditionelt har givet asyl til økonomiske forbrydere (fx Schweiz og Liechtenstein), at opretholde denne status, er det i mange situationer lettere at foretage hvidvaskning af sorte penge eller skatteunddragelse end det var tidligere.

Desværre er det svært at gøre noget ved disse ting. Dels har staten givet meget magt fra sig til kommunerne og hele det øvrige sammensurium af parter i den såkaldte forhandlingsøkonomi. Lige så effektiv forhandlingsøkonomien er til at forvalte Den Danske Model, lige så ineffektiv er den efter al sandsynlighed til at foretage de store og drastiske ændringer som er nødvendige for at tage de nye udfordringer op. Hvis der skal ske større reformer, er der ganske enkelt for mange institutionelle magtpositioner, som skal opgives, til at det forekommer realistisk. Det er ikke blot et dansk, men et universelt træk ved institutioner at de aldrig afgiver magt frivilligt.

Samtidig har vi som nation frivilligt bastet og bundet os til de fire i stadig stigende grad meningsløse forbehold over for EU. Da vi har forkastet euro’en, men accepteret Dan-Marken (som kronen rettelig burde hedde), har vi meget lille indflydelse på rente- og valutapolitikken. Da vi ikke vil samarbejde om forsvar med EU, må vi trække os ud af en række fredsbevarende operationer i tilfælde af at USA trækker sig ud. Selvom der i øvrigt ikke er ændret en tøddel ved de faktiske omstændigheder. Og da vi ikke kan indgå i retsligt samarbejde, bliver det vanskeligt for os at deltage i arbejdet mod den internationale kriminalitet og arbejdet for at finde langsigtede løsninger på et af vor generations største problemer: flygtninge- og indvandringspolitikken. Udfordringen er ikke blot at skabe en langsigtet politik, men også at koordinere den med en økonomisk politik som tager sigte på at afhjælpe fattigdommen i først og fremmest Nordafrika. Forbeholdene betyder at i forhold til det nye anarki er vores vigtigste våben at holde taler og vride hænderne. De ligner i stigende grad en politisk Maginot-linje, idet denne franske bastion imod Tyskland også lå der hvor krigen ville have udspillet sig hvis den var blevet afviklet som fransk-tyske krige plejede. Men langt fra det sted hvor den som følge af den tekniske og politiske udvikling i mellemtiden endte med rent faktisk at udspille sig.

De bedstes vankelmod og de værstes virkelyst
Når man betragter det sociale liv i Danmark, er det svært ikke at give Yeats ret. Det er som om de onde aldrig sover, mens de gode helt har mistet selvtilliden.

I den mere uskyldige afdeling kan man ikke lade være med at undre sig over hvor de deciderede politiske spilfordærvere, der savner enhver realitetssans, får deres energi fra. Hvordan får de mest fanatiske EU-modstandere kræfter til år efter år at forpurre en realitetsbetonet debat om Danmarks politiske muligheder og råderum? Hvordan får fremmedhaderne og de, der skriver anonyme trusselbreve til deltagerne i den offentlige debat, kræfter til at sætte splid og så mistro imellem skikkelige borgere? Man kan ikke lade være med at spørge sig selv, om der virkelig findes mennesker som udelukkende er drevet af negativ energi og lysten til at ødelægge. Det gør der, og ingen har nogensinde hørt dem foreslå eller set dem gøre noget konstruktivt.

Spilfordærverne kan være anstrengende, men i det lange løb vil de forhåbentlig komme til kort. Ifølge en politisk grundsætning kan man narre alle mennesker noget af tiden og nogen mennesker hele tiden, men man kan ikke narre dem alle sammen hele tiden. Det giver anledning til en vis trøst. På den anden side modstilles trøsten af det forhold at det i politik ikke er fornødent at narre alle for at få succes. Man kan nøjes med 51 procent. En koalition mellem en stokkonservativ kulturel elite og de mennesker hvis livsgrundlag er i fare, når industrisamfundet gradvis ophører (den såkaldte fjerde verden), er formentlig nok til at melde Danmark ud af EU og etablere det for spilfordærverne tilsyneladende så attraktive scenario „Norge-minus-olie“.

Nogle af spilfordærverne udvikler sig imidlertid til mere end det. Et godt eksempel er de autonome. Hvor de engang mest var kendte for at drive en talentløs og forløjet fjernsynskanal og for at hjælpe den tredje verden ved at ødelægge de småhandlendes butikker på Nørrebrogade, er de i dag andet og mere. Socialvidenskaben har stadig ikke givet en fyldestgørende forklaring på fænomenet. Enten er det verdens første eksempel på væbnet narcissisme efter devisen: „jeg er i fjernsynet – altså er jeg“. Eller også er det en genoplivning af de voldspolitiske strategier som det tyske nazipartis Sturmabteilung med stort held benyttede i 1920’erne for at delegitimere Weimarrepublikken.

Under alle omstændigheder er de udtryk for organiserede anti-sociale aktiviteter. Over for sådanne står samfundet uhyre svagt. Det kan med lethed tackle småkriminelle stakler der stjæler biler og stereoanlæg og sælger dem videre til pæne mennesker for at få råd til narkotika. Hvis det derimod drejer sig om rockerbander, der drager i krig med både raketstyr og advokater, er det ikke så let. Af utvivlsomt gyldige retspolitiske årsager måtte statsadvokaten under den store rockerkrig i midten af 1990’erne bruge oceaner af tid på at filosofere over, om de respektive bander nu også var foreninger der virkede ved vold, inden hans overvejelser blev overflødiggjort derved at det behagede de krigsførende parter selv at slutte fred. Bortset fra det, så forekommer problemstillingen lige så kompliceret som spørgsmålet om FCK er en forening der virker ved fodbold.

Hvad eksemplet viser er at et åbent demokratisk samfund har svært ved at håndtere velorganiserede anti-sociale kræfter. Det er, som om vores sociale konstruktion af begrebet „forbrydelse“ bygger på at forbryderen er et enkeltstående prosocialt individ som ved skæbnens ugunst er slået ind på forbryderbanen. Det er formentlig derfor hele vores filosofi om straf bygger på tanken om resocialisering. Forbryderen er et prosocialt individ som lider af en art sygdom der gør ham asocial og får ham til at genere andre individer.

Men hvad hvis forbryderne er velorganiserede og ikke spor asociale? Hvad hvis de er ganske almindelige sociale mennesker i deres egen gruppe – og helt antisociale i forhold til andre grupper? Hvad hvis de ikke er forstyrrede stakler som på grund af deres tilstand uheldigvis kommer til at genere andre individer? Hvad hvis de ved hjælp af rationel planlægning arbejder på at modsætte sig eller nedbryde den sociale orden? Hvad stiller vi så op som samfund?

Svaret er at demokratiske retssamfund ikke er i besiddelse af overbevisende modeller for at løse disse problemer. Det viser sig gang på gang at imod velorganiserede antisociale grupperinger kan det danske samfund ikke gøre noget som helst. Hele vores retskultur og det overvejende flertal af retspolitikere og retslærde indtager standpunkter som i praksis gør det umuligt at standse sådanne grupperinger. Blekingegadebanden har kun sig selv at takke for at den blev afsløret. Men kan til gengæld også takke sig selv for at politimordet på Købmagergade forblev ustraffet. Rockerne er et andet eksempel, og Tvind-imperiet et tredje. Det er hævet over enhver tvivl at disse grupper handler fuldkommen strategisk i forhold til den sociale orden og den lovlige øvrighed for at fremme deres egne formål. Deres mål er enten at omgå lovene eller at nedbryde den lovlige orden. Undertiden er det endda begge dele. Og de har hverken planer eller ønsker om at indgå positivt og aktivt i denne orden. Til nød kan de snylte på retssamfundets beskyttelse af det enkelte individ, som man ser blandt rockerne og i Blekingegadebanden, men det er alt.

Samfundet bør under ingen omstændigheder forlade sine grundlæggende retsprincipper. Men udfordringerne fra det anarki der er sluppet løs gør at vi må spørge os selv hvordan vi på retssamfundets grund beskytter os imod de organiserede kræfter som vil den lovlige orden og den lovlige øvrighed til livs. Forude venter international kriminalitet på områder som både prostitution, menneskesmugling, narkotika, miljø og skatteunddragelse. Og selvom det er ilde hørt, formentlig også noget der minder om en gentagelse af sovjetperioden. Politiske bevægelser der muligvis er formelt lovlige, men som med udgangspunkt i politiseret religion arbejder for en grundlæggende ændring af den sociale orden. Vi skriver med vilje ikke noget om islam, eftersom enhver radikal politisering af religion i vore øjne er et lige stort problem. I forhold til den intolerance radikalt politiseret religion altid avler, betyder det mindre om der er tale om jødisk fundamentalisme som i Israel, kristen fundamentalisme som i USA eller muslimsk fundamentalisme som i bl.a. Mellemøsten og Nordafrika. Det afgørende er at det åbne samfund bør ruste sig. Hvis de gode er fulde af vankelmod og de onde af virkelyst, så er der ingen som helst tvivl om hvem der vil gå af med sejren.

Når politik bliver til anti-politik
Alle de omtalte problemer har en fællesnævner. Politik er de processer der gør det muligt at handle kollektivt. I kraft af disse processer kan der træffes fælles afgørelser der bygger på værdier og forekommer meningsfulde for alle involverede parter.

Problemerne er principielt ikke mere indviklede end at skabe et velfærdssamfund eller at etablere et økonomisk – og måske en skønne dag miljømæssigt – bæredygtigt samfund. Og disse problemer er enten løst eller på vej til at blive løst på en måde som stort set alle kan acceptere. Ikke sådan at forstå at alle er enige. Langtfra endda. Men sådan at forstå at der i samfundet har udkrystalliseret sig en række forskellige, men hver især fornuftige og rimelige holdninger som brydes i det almindelige politiske arbejde. Det der kendetegner de velpolitiserede problemer, er at på disse områder er vi i tidens løb blevet klogere. Vi skal ikke tilbage til Staunings tid og starte forfra, hver gang sociallovgivningen skal ændres. Mens det der kendetegner de dårligt politiserede problemer er at vi altid skal tilbage til startfeltet. Når det gælder fx Europa- og indvandringspolitikken, er vi ikke blevet spor klogere de sidste 20-30 år. Altid skal vi tilbage til Jens Otto Krags tid og starte forfra. Hvad angår de øvrige områder, er det som om vi dårligt nok kan komme i gang.

Det store problem er i dag at der inden for væsentlige samfundsmæssige områder breder sig en tendens til anti-politik. Det burde være klart for enhver at alt hvad afstemningsdemokratiet omkring EU indtil videre har ført til, er Europapolitikkens forvandling til anti-politik. Mellem afstemningerne er der en påtrængende tavshed fra både regering og opposition. Så kommer afstemningerne med deres oppiskede og lidet eftertænksomme grundstemning af gammelt familieskænderi. Og uanset hvad afstemningen har som udfald, har det ingen som helst parlamentariske konsekvenser. I virkeligheden burde både regeringen og oppositionen være gået af 29. september 2000. Men intet skete – og intet er sket siden.

Indvandringsspørgsmålet er udsat for en lignende anti-politik. Mellem de indvandringspositives råb: „du er idiot!“ og de indvandringsnegatives råb: „det kan du selv være!“ er der ikke plads til politik. Kun fordummelse og anti-politik. Ligesom i Europapolitikken er der i indvandringspolitikken et desperat behov for at der formuleres et sæt af meningsfulde standpunkter som kan brydes i debatten. Og et sæt af standpunkter der har en karakter, så oppositionens første handling efter et regeringsskifte ikke automatisk ville være at annullere al lovgivning under den forrige regering. Som nævnt er det fine ved de standpunkter der indgår i debatten om fx sociallovgivningen at skønt parterne er uenige så er der en overlappende konsensus imellem dem. Og sådan er det også på alle andre klassiske politikområder.

Tilsyneladende er det sådan at hver gang det lykkes at politisere et problem, så sker der følgende. Skønt befolkningen er uenig, opstår der en konsensus om at der findes en vis mængde af vidt forskellige, men hver især rimelige holdninger. Om man indtager den ene eller den anden af disse, beror på en personlig stillingtagen som alle andre respekterer. Modsat sker der i anti-politikken det, at de enkelte parter ikke tilkender modparternes synspunkter nogen rimelighed eller berettigelse og derfor på forhånd har afgjort at uanset hvad der kommer frem i debatten vil de ikke flytte sig.

Det værste er at flere områder er på vej i samme anti-politiske retning. Her vil vi særligt henlede opmærksomheden på det politikområde man burde benævne „risikopolitikken“. Det vil sige de politikker inden for først og fremmest miljø- og fødevareområdet som retter sig imod menneskeskabte risici.

Politiseringen af risici er af den største vigtighed. De fleste risici i det moderne samfund er menneskeskabte, og derfor bør grundreaktionen på dem være politisk. På den anden side er det ikke så enkelt at vi som samfund kan afvise risici. Det lyder besnærende at vi ikke vil have så meget som ét menneske dræbt i trafikken, at vi ikke vil have ét eneste kræfttilfælde som følge af brugen af farlige stoffer og at vi ikke vil have så meget som én arbejdsulykke. Men det er et håbløst anti-politisk synspunkt. Den eneste måde hvorpå man kan nå målet om en risiko på den matematiske værdi 0, er at forbyde trafik, farlige stoffer og farligt arbejde. Men denne løsning er falsk. I så fald ville ingen dø af menneskeskabte risici. Men for at sige det provokerende, så ville glæden ved dette være såre beskeden. Langt flere, end der i dag dør af menneskeskabte risici, ville nemlig dø af naturlige årsager som sult, kulde, sygdom og følgerne af dårlig hygiejne. Som samfund og som borgere skal vi på visse betingelser tolerere visse risici, og det er absolut nødvendigt at vi politiserer dette. Deraf udtrykket „risikopolitik“.

Imidlertid er vi på vej i den gale retning. Miljøpolitikken bærer helt klart sit navn med urette, for der er sjældent tale om politik. På overfladen er alle tilhængere af miljø og drøfter kun tekniske oplysninger som koncentrationer og grænseværdier. Det er ikke politik. Og bag scenen besluttes det idiosynkratisk af ministeren at vi ikke skal have fx øldåser og genteknologi, uanset hvilke argumenter der end måtte bliver fremført. Det er heller ikke politik, men anti-politik.

Et andet politisk område som er i stor fare for anti-politisering er skatten. Det burde være muligt at diskutere selve skattesystemet uden på forhånd at blive taget til indtægt for at det skal afskaffes. Når velfærdssamfundet er afhængigt af skat, og arbejde beskattes så hårdt at man let kunne forledes til at tro hensigten var at forbyde det, skulle der være noget at diskutere. Det er givet velfærdsstatens grundindretning, aldeles anstændigt og rationelt at påpege det problematiske i at folk hellere vil have et par skattefri ekstra fridage, end de vil have mere i løn. Og det er faktisk ikke så let at sige, om det er de borgerlige vælgere, der vil betale mindre i topskat, eller de socialdemokratiske, der vil have mere fri, som er de mest usolidariske.

Anti-politikken medfører at vælgerne aldrig for alvor bliver selvkritiske. Når vi ønsker politik i stedet for anti-politik, er det således fordi det indebærer at de fleste mennesker i det lange løb kommer til at indtage holdninger som, skønt de er indbyrdes forskellige, i det store og hele er fornuftige og rimelige. Mens anti-politik betyder det modsatte. Derfor er det afgørende for Danmarks fremtid at det lykkes at politisere ikke mindst Europapolitikken, indvandringsspørgsmålet, risikopolitikken og velfærdsstatens fremtidige indretning. Hvis vi politiserer disse spørgsmål, vil de ufolkelige, men nødvendige spørgsmål om globaliseringens tekniske og økonomiske sider kunne forenes med de folkelige spørgsmål om at føle sig hjemme i en verden der evigt forandrer sig.

Som det ses, er det således ikke alene fordi det har konsekvenser for Danmark vi ønsker politik i stedet for anti-politik. Når anti-politikken breder sig, har det også store menneskelige konsekvenser.

Anti-politikken er med til at forhindre at vi som samfund forholder os til det menneskelige ubehag ved samfundets evige forandringer, mens vi samtidig tilpasser os til de økonomiske og tekniske vilkår. Derfor er der i de seneste årtier opstået en uforsonlig front imellem på den ene side de kræfter som forholder sig til globaliseringens lokale menneskelige omkostninger – først og fremmest Dansk Folkeparti. Og på den anden side de kræfter som forholder sig til de økonomiske og tekniske spørgsmål – det vil sige hele det EU-positive centrum i dansk politik.

Med et ben i hver lejr står Socialdemokratiet, som derfor er kommet i voldsom splid med sig selv netop på spørgsmålet om håndteringen af de menneskelige og de teknisk-økonomisk forandringer i samfundet. Hvor den ene fraktion af partiet ikke kan få tryghed nok, kan den anden ikke få tilstrækkeligt med forandring. For offentligheden fremtræder problemet som en stadig strøm af rapporter om splittelse og stormfulde møder, mens det på det menneskelige plan ytrer sig ved at mange af partiets traditionelle vælgere er dybt forbitrede over at være blevet ladt i stikken af det parti de troede var deres. De føler en svært definerlig angst og vrede, som ikke desto mindre har store politiske konsekvenser. Mange af de gamle kernevælgere skifter nemlig til partier der ligger langt fra Socialdemokratiets idégrundlag. Men som ikke desto mindre forekommer de gamle kernevælgere at have bedre svar på de menneskelige spørgsmål om usikkerhed og fremmedgjorthed i det moderne samfund.

Skønt der ikke findes nogen bedre illustration af anti-politikkens menneskelige konsekvenser end frustrationerne og modsætningerne inden for Socialdemokratiets traditionelle vælgerkorps, har den dog også konsekvenser andre steder. Manglende politiske reformer betyder at det bliver stadig vanskeligere at handle individuelt fornuftigt på en måde som også er kollektivt ansvarlig. For hver dag reformer af eksempelvis de store byers trafiksystemer, sundhedssektoren og socialsektoren af anti-politiske årsager udsættes, handler de enkelte individer mere og mere anarkistisk. Tager bilen, fordi tog og busser fungerer dårligt. Løser sociale og sundhedsmæssige opgaver sort eller privat, fordi det offentlige system fungerer dårligt. Resultatet bliver både stigende frustrationer hos den enkelte – og et samfund der fungerer dårligere og dårligere.

Det ny systemskifte
Spørgsmålet er hvordan man bryder anti-politikkens dødvande? Det kan vi måske lære af historien. Danmark har mindst en gang tidligere stået i en situation hvor anti-politikken hærgede på vigtige samfundsmæssige områder. Dengang var det kvindernes, arbejdernes og bøndernes sociale og politiske rettigheder der blev til anti-politik. Det var rammebetingelserne for det nye industrisamfund. Det var Danmarks plads i den nye imperialistiske verdensorden.

Hvis man skal sætte årstal på, var det politiske liv entydigt domineret af anti-politik fra 1875, hvor J.B.S. Estrup blev konseilspræsident, gennem hele hans 19-årige regeringstid og videre frem til systemskiftet 24. juli 1901, hvor J. H. Deuntzer blev Danmarks første konseilspræsident på parlamentaristisk grundlag. Kun en svag fremdrift fra omkring 1890 slører billedet af et kvart århundrede med næsten komplet politisk paralyse.

Det opmuntrende ved dette fortilfælde er, at skønt det så sort ud i mange år, så lykkedes det dog til sidst nationen at træffe langtrækkende politiske beslutninger præget af noget der nærmest kvalificerer til betegnelsen visdom.

Det er almindeligt at betragte systemskiftet som en enkeltstående begivenhed der udspandt sig imellem valget den 3. april 1901 og udnævnelsen af Deuntzer til konseilspræsident den 24. juli samme år. Det er dog bedre at forstå det som en langvarig proces som virkede ind på det politiske liv både før og efter disse skæringsdatoer. Denne proces handlede umiddelbart om folkets ret til at vælge ikke blot sit parlament, men også sin regering. Men på et dybere plan handlede den om meget mere.

Processen begyndte allerede umiddelbart efter nederlaget i borgerkrigen imod Slesvig-Holsten i 1864. Nederlaget gjorde det juridisk nødvendigt at ændre Danmarks grundlov, fordi den oprindelige grundlov kun var en del af et samlet kompleks der omfattede såvel Danmark som hertugdømmerne. Samtidig var der dog også et stærkt pres fra konservative kredse for at demokratiet skulle indskrænkes. Grundlovsændringen faldt på plads i november 1866 og medførte at befolkningens indflydelse på Rigsdagens sammensætning blev betydelig mindre end den var efter Grundloven af 1849.

Umiddelbart efter at den nye grundlov trådte i kraft i november 1866, begyndte derfor en langvarig kamp om både fortolkningen og indretningen af forfatningen. Stærke kræfter i den tids danske politik ønskede at befolkningen valgte regeringen derved at den udgik af Folketingets flertal. Men retten lå hos kongen, Christian IX, og han benyttede den. Efter forskellige, ret svage regeringer blev godsejeren J.B.S. Estrup i 1875 udnævnt til konseilspræsident, og han beholdt magten helt frem til 1894. I store dele af denne periode lykkedes det ham at holde de grupperinger i Folketinget der endte med at blive partierne Venstre og Det Radikale Venstre uden for politisk indflydelse skønt de stod meget stærkt og under vore dages forhold ville kunne have dannet regering. I lange perioder var Folketinget sat helt ud af kraft fordi Estrup ikke regerede ved love (dem kunne han ikke få igennem Folketinget hvor han var i mindretal), men ved såkaldte provisoriske, dvs. midlertidige, love. Det vil sige dekreter som udgik direkte fra konseilspræsidenten.

I løbet af de sene 1880’ere og de tidlige 1890’ere begyndte der at komme skred i tingene. De stridende parter indså at den helt fastlåste konflikt under ingen omstændigheder var gavnlig for Danmark. Allerede i begyndelsen af 1890’erne vedtog Rigsdagen de første sociallove og de første love om fabrikstilsyn, skønt der fortsat var skarpe uoverensstemmelser om hvordan dansk forsvarspolitik skulle indrettes.

Efter lange forhandlinger accepterede Estrup i 1894 at gå af. Den fastlåste situation fortsatte yderligere syv år efter Estrup, indtil kongen til sidst efter lange overvejelser gik med til at give regeringsmagten til det parti vi med en rimelig grad af præcision kan kalde Venstre. Skønt almuen nu kom i regering, og den nye regerings stærke mand, J.C. Christensen, kun havde gået fem år i skole, indtraf katastrofen ikke. Tværtimod. Reformarbejdet fra 1890’erne fortsatte, blandt andet med ny skattelovgivning og reformer af skolevæsenet. I det hele taget kom Danmark, på grund af systemskiftet og en langvarig højkonjunktur, ind i en positiv politisk og økonomisk udvikling.

Under hele denne strid lå en dybere strid om hvordan det fremvoksende industrisamfunds parter skulle integreres politisk. Kongen og godsejerne var ikke tilhængere af at bønder og arbejdere skulle have indflydelse på dansk politik. Sådan gik det imidlertid, og i hele det 20. århundrede var det som bekendt deres partier der satte den politiske dagsorden. Uanset hvad man ellers mener er det svært at forestille sig at kongen og godsejerne ville have kunnet tackle det 20. århundrede bedre end bønderne og arbejderne viste sig at gøre.

Når der var tale om en proces, er det fordi hele konflikten handlede om at underlægge det nye industrisamfund politisk kontrol. Derfor var reformarbejdet heller ikke tilendebragt med selve systemskiftet. I de følgende år skete der store reformer inden for selve statens indretning. Det vigtigste var en ny grundlov som gav lige og almindelig valgret (og dermed valgret til kvinder) i 1915, og en valglov der indførte forholdstalsvalg i 1920. Samtidig opstod også det partisystem som fra 1916 til 1973 havde en fuldstændig enerådende indflydelse på dansk politik.

Det såkaldte fireparti-system bestod mærkeligt nok af fem partier. Venstre som repræsenterede landmændenes interesser og livssyn. Det Radikale Venstre (fra 1905) som repræsenterede intelligentsiaen i byerne og de underprivilegerede på landet. Det Konservative Folkeparti (fra 1916) som repræsenterede erhvervslivet og embedsmændene. Socialdemokratiet (i Folketinget fra 1884) som repræsenterede arbejderklassens interesser og livssyn. Samt endelig Retsforbundet som dog kun havde marginal indflydelse før det kom med i trekantregeringen i 1957. Indimellem har der derudover været andre partier, men de havde kun en marginal indflydelse. Fra 1960 kom Socialistisk Folkeparti i Folketinget og blev hurtigt det femte parti med politisk tyngde. Således fortsatte fireparti-systemet frem til 1973 som et modificeret fire plus et-system. Men så var det også slut, og vi fik det sådan-cirka-ti-partisystem vi endnu har.

Det afgørende ved systemskiftet var på det dybereliggende plan at det bragte orden på en række vigtige forhold. Det gjorde regeringen legitim. Det banede vejen for et partisystem der sikrede den folkelige deltagelse i demokratiet. Det gjorde alle til borgere. Det skabte et samlende princip – den nationale interesse og den særlige „danske model“ – til at afbalancere partierne som delte befolkningen efter anskuelser. Og det definerede en plads og en rolle for Danmark i den nye imperialistiske verdensorden. På hvert og et af disse fem punkter står det i dag dårligt til, og sagt i korthed er det problemerne omkring legitimitet, folkelig deltagelse, rollen som borger, de samlende principper og Danmarks plads i den nye verdensorden som er baggrunden for den anti-politik der plager vort land. Derfor er hovedparten af denne bog viet til at behandle legitimiteten i det politiske system, borgernes deltagelse, individets rolle og Danmark som ideologisk princip og del af en verdensorden.

Om man skal være pessimist eller ej afhænger i væsentlig grad af om der er håb forude, eller om alle muligheder er forpasset. Hvis ellers man kan lære noget af historien er der trods alt grund til optimisme, eftersom der formentlig stadig er håb. Det er nemlig værd at bemærke at de egentlige politiske reformer kom sent i systemskifte-processen. Den havde en primært kulturel fase i 1870’erne hvor ikke mindst højskolerne var i kraftig vækst og dermed bidrog til at gøre almuen til en selvbevidst politisk klasse. Med andelsselskaberne fik den i 1880’erne en økonomisk dimension, og fra 1890’erne også en social dimension med de første sten til velfærdsstatens enorme bygning. Først på dette tidspunkt kom der for alvor fremdrift i den politiske dimension, som så til gengæld fortsatte længe efter 1901 – nogle vil sige helt frem til 1953 hvor parlamentarismen langt om længe blev stadfæstet i grundloven. Når vi trods sortsyn tappert har skrevet videre, er det på grund af denne lære fra historien. Først kommer den kulturelle og økonomiske omstilling. Men så er Fanden også løs hvis ikke der kommer et nyt systemskifte.

Se mere om forfatternes budskaber og deres principprogram på : Virtuelt Folkeparti

Relaterede artikler

Rosen skal ha’ en anden lyd - Socialdemokratiet har en plan for, hvordan partiet kan blomstre op på ny – den er hentet lige fra erhvervslivet, og der...
Skal Mogens Lykketoft være forward i Milan FC? - Efter en lang karriere i dansk kommunalpolitik er der varme rygter om, at Mogens Lykketoft skifter til Milan FC, hvor ha...
Med røven i klaskehøjde - Kommunikationsforums Kasper Fogh Hansen drog på Borgen til en samtale med Lykketofts nye personlige rådgiver om moderne ...
Mediefænomenet Kjærsgaard - værdierne kommer indefra - På vej til arbejde passerede jeg igen her til morgen en bus med Pia Kjærsgaard på siden. Hun ligger og smiler, med hånde...

Giv din stemme

5 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

37 JOB

Kommunikationspraktikant

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Job

Digital Marketing Specialist

Frist: 9. december

Pressekonsulent

Frist: 16. december

Digital konsulent

Frist: 17. december kl. 12.00
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.