Ti mandlige politikertyper
Mus og mænd på Borgen

Mandlige politikere er langt fra så individuelle, som de måske selv går og tror. Efter en længere årrække med et hvast blik på dansk politik har skribenterne Mette Bom og Anne Sofie Allarp herunder noteret sig mandlige politikeres ti personlighedstyper. De oplyser, at mens kategorierne kan overlappe i én og samme person, så er de, så vidt vides, udtømmende for folkestyrets hanner.
 
Illustration: David Milo Davidson.
 
Hedonisten
Hedonisten er jovialt og optimistisk anlagt, usnobbet og lidt af en selskabspapegøje. Han er den politiker, man allerhelst vil drikke en øl med, og faktisk vil han også selv gerne drikke en øl med sig selv. Han er også glad for damer og elsker god mad. Han kører allerhøjst på spritcykel - og måske har han fået sin egen chauffør for at undgå den slags.
 
Hedonisten er mest glad for politik, når det foregår med munden fuld på Kanalcafeen, til kongres eller hos Gitte Kik over en Sol over Gudhjem med rå æggeblomme (ikke pasteuriseret) og en lille gibbernakker. Han er forlystelsessyg, respekterer ikke almindelige sms/email sendetids-regler eller almindelig takt og tone for omgang med Borgens kvindelige ansatte. Han synes faktisk, at al sådan noget takt og tone hører fortiden til og er et udtryk for menneskers utidige hang til kontrol.
 
Men man skal ikke tage fejl af hedonisten, på trods af sit overstyrede libido og sin løbske selskabelighed, så kan han sit politiske håndværk. Han er glad for mennesker og nyder valgkampe, for som han siger: Endelig sker der noget. Og det er faktisk ikke så vigtigt for ham om partiet er i opposition eller i regering. Alle på tinge elsker hedonisten, fordi han minder dem noget, de selv havde engang før ambitionerne, rænkespillet og kontrollen tog over. Hedonisten er også elsket i privaten, som han har flere af, da hans udfarende og fordomsfrie kærlighed har vist sig at kunne omfavne og inkludere flere familiekonstruktioner og børn på hvide og gule plader. Skal man forhandle med hedonisten er en trerettersmenu en god baggrund. Og imens hans rådgiver med et intenst blik vil bønfalde dig om at lade være, så kan du med fordel knappe skjorten lidt op allerede ved forretten.
 
Yndlingsbog: Creme Fraiche af Suzanne Brøgger
Yndlingstvserie: Mad Men
Hotspot: Byens morgenværtshuse
 
Illustration: David Milo Davidson.
 
Idealisten
Idealisten er i dag en truet race i dansk politik. Typisk født og opvokset i en tid med meget mindre TV, gik han oprindeligt ind i politik, fordi han gerne ville ændre verden. Ja, tænk engang, og han mente tilmed, at han havde noget at bidrage med.
 
Idealisten står for de klassiske dyder, og han vil langt hellere tage et stykke smørrebrød oppe hos Brydesen, end han vil spise noget spelthirse nede hos alt det nymodens Meyer-kantineværk i Snapstinget. Idealisten har udviklet sig til også at være en uhyre dygtig strateg, som ikke tænker videre over at ofre alt og alle, hvis det kan fremme sagen og den rigtige politik. Intet er for ham mere helligt.
 
Idealisten findes på begge sider af den forhenværende midte i dansk politik. Han er professionel, moralsk konservativ, flittig og ansvarlig og han er altid gift med en ligeværdig og selvstændig m/k.
Idealisten mener den politiske samtale er undervurderet, og er ikke bleg for at kaste sig ud i en på sit lokale butikstorv. Kommunikationsbureauer og spindoktorer har fanden skabt og han mener i øvrigt, at ’folket’ udmærket kan forstå hans budskab og politik i almindelighed uden al den tivolisering. I denne tid bliver der dog længere og længere mellem snapsene, og derfor ses idealisten ofte vandrende mere eller mindre konfus rundt på Christiansborgs gange i en semi-kritisk tilstand af politisk iltmangel. Han hænger udmattet på i et desperat håb om, at reel politik udført af idealister stadig er mulig, mens hans mavesurhed forværres med hver underløber af en medievandt opkomling, som han tvinges til at samarbejde med, eller bare tåle i sin nærhed. Men uanset hvor toksisk det politiske miljø bliver for idealisten, er han ikke typen, der kunne finde på at flygte til et topjob i det private. Så hellere dø af et hjertestop i paternosteren. I skarp kontrast til, hvad han selv har lyst til, er han blevet en kult-figur hos vælgerne og partisoldaterne, som gerne producerer badges og Che Guevarra-agtige T-shirts med ham.
 
Kend idealisten på det for tiden permanente udtryk af resignation og et lidt surt drag om munden.
 
Yndlingsbog: Idealisten læser en bog om ugen, faglitteratur, biografier og skønlitteratur. Han har ingen yndlingsbog, men han har læst ”Profeterne i Evighedsfjorden” af Kim Leine fem gange.
Yndlingstvserie: Deadline
Hot spot: Idealisten tror ikke på hot spots.
 
Rygklapperen
I mangel på mod til at anvende et stærkere udtryk, der involverer andre kropsdele hos både giver og modtager, er ’rygklapperen’ den mandlige politiker, hvis indre kompas er permanent indstillet efter magten i rummet. Han har (desværre) mange og også kvindelige kollegaer i politik.
 
Rygklapperen vil altid orientere sig i retning af den stærkere fraktion eller den vindende position. Han smiler, klapper og smisker sig selv frem i hierarkiet med medløb og komplimenter til magthaverne og opportun modstand imod magtens fjender. Han er idealistens modsætning, for det politiske indhold rager ham en høstblomst.
Når han kommer op i hierarkiet, ynder han at kommunikere magt med hele sit væsen. Han sørger for, at hans portrætbilleder ligner en plakat i Godfather-serien, og har i det hele taget ganske lidt selvindsigt og indblik i, hvordan han opfattes af andre. Når han på et gruppemøde for tredje gang tager ordet for entusiastisk at rose formanden, foregår det derfor altid med meget stor autenticitet. Han tror dælme selv på det. 
 
Rygklapperen er altid gift med en pastelfarvet kvinde, som tilbeder ham. Hun går op i det fælles hjem, og er derudover så optaget af hans politiske karriere, at den indgår som en gennemgående fortælling i samtlige af hendes professionelle og private samtaler. Måske derfor har parret ikke ret mange venner.  Rygklapperen vil gerne selv have magten, men når sjældent helt til tops af den simple grund, at han ikke er en, der leder. Han følger.
 
Yndlingsbog: Anders Fogh Rasmussen – en dansk statsminister fra det 21. århundrede, af Søren Mørch
Yndlingstvserie: The Godfather
Hot spot: Find rygklapperen alle de steder i byen, som formanden frekventerer

Den halv-lækre wonder-boy
Den halv-lækre wonder-boy er en inner-city by-type. Han har mange kvindelige venner på tinge. Hvis han heteroseksuel, har han været i seng med nogle af de smukkeste, tyndeste og lækreste, mens han var i tyverne, studerede statskundskab og arbejdede som tender på Krasnapolsky. Andre kvinder– de magtfulde, gifte og mere runde i det, kalder han ’skat’ og har på et tidspunkt ordnet på et af Borgens toiletter under en julefrokost – altid afsluttet med et kys, et smil og blik, der siger: nu er vi stadig gode venner, ikk? Nogle kvinder – de klogeste og mest magtfulde - er stadig på hans to-do-liste. Dem ses han ofte med på byens cocktailbarer i dybe samtaler, mens han roser dem til døde over deres politiske indsigt.

Andre mandlige politikere er inderst inde misundelige på ham og hans kvindetække, men udadtil affærdiger de ham med, at han er for forfængelig (læs: ubegavet og uoriginal) til nogensinde at blive til noget i politik. Derfor har vores wonder-boy svært ved at få stærke relationer til andre mænd på Borgen end de politiske journalister, som han til gengæld konstant frekventerer i fri-og arbejdstiden.
 
Som de fleste smukke eller semi-smukke mænd er den halv-lækre mageligt anlagt. Han er vant til, at hans ydre får tilstrækkeligt eller ligefrem rigeligt med opmærksomhed. Samtidig er han opdraget med forventningen om, at han ville blive til noget mere, større og bedre, som hans mor altid sagde. Og ét sted er det nemmere end i reality-tv: I politik skal man bare hænge på længe nok, så kommer man til. Og ingen kan i øvrigt spotte et fotogent plakat-ansigt til lygtepælen, som en kredsbestyrelse.
 
Den halv-lækre wonderboy kommer aldrig helt i front, for det gider han ikke, og han tager aldrig et opgør om den politiske linje, for det er ligesom heller ikke rigtigt ham. Han er tilfreds med at pynte på opstillingen, og vil hellere i Alt for Damerne med en lækker-mand-står-derhjemme-og-bager-sammen-med-familien-artikel end i Euroman i skarpt powersuit udråbt som tingets nye store håb. I virkeligheden er han tilfreds nok med en post som uddannelses- eller socialordfører eller en mellemtung ministerpost, bare han kan drikke dark&stormy med journalist-og kommunikations-glitteratien til den næste nytårskur eller bornholmske folkemøde og samtidig gøre sin mor mægtig stolt.
 
Yndlingsbog: ”Alkymisten” af Paulo Coelho
Yndlingstvserie: Scandal
Hot spot: K-bar, Advices fredagsbar, TrykBar
 
Den lokalt utilpassede
Det er blevet sagt om partistøttens berettigelse, at partierne aflaster det psykiatriske system. Ingen finder hinanden i så absolut lykke, som de utilpassede, ensomme, frændeløse unge, der har henslæbt de første 15-18 år i en dødssyg afkrog af kongeriget uden nogensinde at blive kysset for alvor med tungen, anerkendt, eller bare set eller hørt. Deres sociale frelse er en realitet i det sekund, de træder ind i en politisk ungdomsorganisation med dens transparente hierarki, ordnede forhold og tvangsmæssige samvær. De bliver en del af partiet og tilbeder systemets magthavere, som var det en religiøs kult eller en spejderbevægelse. Deres fjender er dem, der ikke ’tror’ på den rigtige måde, dem, der ikke respekterer hakkeordenen, og dem, som hænger ud med politiske kolleger fra andre partier.
For den lokalt utilpassede er der kun én Gud: partiformanden eller fløjformanden, og han har ingen problemer med at henlægge al sin fritid i ’interessetimer’ for partiet. Derfor finder du ham også typisk i rollen som politisk rådgiver, back-bencher eller lokalpolitiker, eller lyttende bag gardinet som den ivrige hofsnog, han er.
 
Den lokalt utilpassede bor alene i en stor 2V i et af brokvartererne, og når han har kærester, er de som regel noget yngre og nogen, han har mødt i partiet.
 
Du kan kende ham på uniformen: de slidte cowboybukser, den lurvede habitjakke, den stribede skjorte og det leverpostejsfarvede hår, der trænger til en klipning. Eller på det forklarede udtryk i hans blik, der fortæller historien om at bryde ud af ensomhedens fængsel efter mange år som den lokalt utilpassede særling.
 
Yndlingsbog: Game Change - Obama and the Clintons, McCain and Palin, and the Race of a lifetime, af J. Heilemann og M. Halperin
Yndlingstvserie: Homeland
Hot spot: Toga Vinstue
 
Psykopaten
For psykopaten er politik den perfekte scene, fordi den velkommer, ja omfavner, hans specielle kombination af grandiositet, storhedsvanvid, manglende empati, og manglende respekt for loven og vedtagne regler. Selv finder han det meget tydelige hierarki i en politisk organisation inspirerende og trygt. Han er en på overfladen charmerende, drenget mand i et lækket jakkesæt, hvis intolerance for andres fejl og konstante projicering af egne holdes godt skjult af systemet omkring ham for at beskytte både partiet og hans valgbarhed.
 
Han er tele- og fotogen, og så elsker han at være på. Han kan græde på kommando, hvis kameravinklen er rigtig, og han virker mere tiltrækkende på midaldrende kvinder fra udkants-Danmark, end selv det bedste udsalg i Jysk Sengetøjslager.
 
Psykopaten afskyr miljø-, udviklings- og ligestillingspolitik som pesten, men er som en fisk i vandet når det kommer til forsvaret og finanspolitikken. Han er en vigtig aktør i partiet, fordi hans metoder er så meget mere hårdtslående og uhæmmede end andres, og han er afgjort en af dem, man helst vil have på sit eget hold.
Ingen ved rigtig, hvor psykopaten kommer fra og det interesserer ham heller ikke at tale om det – hverken til pressen eller til sine kolleger. Han har en historie om en ikke-bemærkelsesværdig barndom i middelklassen på Vestegnen, men det virker ikke helt, som om han selv tror på den.
 
Psykopaten er serie-fraskilt og med flere af sine tidligere koner har han børn, som han primært ser, hvis det kan kaste noget god presse af sig. Fælles for de tidligere og den nuværende hustru er deres lidt duknakkede holdning og nervøst flakkende, fugleagtige latter.
 
Kend ham på øjnene, der holder dig fast lige lidt for længe, og den sagte hvislen af noget ildevarslende, så snart du vender ryggen til ham.
 
Yndlingsbog: Terningemanden, af Luke Rhinehart (George Cockcroft)
Yndlingsserie: House of Cards
Hot spot: Magtens korridorer

Den fortabte søn
Den fortabte søn er gået ind i politik på grund af sin kendte politikerfamilie. Intet er valgbart som et kendt efternavn, når vælgeren står i stemmeboksen med en stemmeseddel, der er fire gange længere end Grøftens smørrebrødsmenu, og den fortabte søn vælges derfor på skuldrene af generationerne før ham.  
Børn af forældre med store personligheder kendetegnes ofte ved deres velopdragne, forsigtige tilbageholdenhed. Den fortabte søns teenageoprør bestod i konsekvent at holde sit stemmeleje mellem 50 og 60 decibel og ikke som farmands buldrende 80 til 90 eller diva-mors rude-truende tonehøjde. Intet kunne drive ophavet til vanvid, som en selvudslettende, små-hviskende søn.   
 
Når den fortabte søn stiller op til et politisk embede, er det fordi, han ikke har fantasi til at forestille sig, hvad han ellers skulle lave. Men det øjeblik hans berømte efternavn får ham valgt ind, starter det møjsommelige arbejde med at løfte arven og leve op til alle de urimelige forventninger, som han føler som en stram løkke om halsen. Og at leve op til dem lykkes sjældent, nok fordi den fortabte søn er kommet så let til fadet, at han ikke er den første til at kaste sig ind i de rigtigt slemme infights. Han dukker sig og overlader kampene til andre, der skal arbejde hårdere for at skabe sig et navn. Måske derfor har de fortabte sønner (og døtre) det tilfælles, at ingen af de nuværende med en enkelt undtagelse, har skabt sig et navn, der kan sammenlignes med de tidligere generationers. 
 
Faktisk så hænger der lidt af et tungt og gråt skydække over den fortabte søn og hans søde, naturlige kone, og folk får lyst til at ruske ham for at se, om de kan få bare et eller andet uforudsigeligt ud af ham. Han går ad den slagne vej, høfligt, venligt og uden de store armbevægelser. Også derfor mangler historien om ham den lykkelige slutning fra Biblens parabel, fordi han helt uretfærdigt frustrerer såvel omgivelser som det temperamentsfulde ophav, der aldrig fuldt ud genkender sig selv i ham.
 
Kend ham på efternavnet.    
 
Yndlingsbog: ”To brødre” af Ben Elton
Yndlingstvserie: The Walking Dead
Hot spot: Hjemme hos mor og far
 
Narcissisten
Narcissisten forsøger at finde sig selv gennem andres anerkendelse og opmærksomhed. Den mandlige narcissist, for de findes også som kvinder, fører sig frem med en arrogance, der ville kunne gøre enhver pariser misundelig. Han har et udtalt behov for at være i centrum og bliver urimelig som en to-årig, hvis det ikke kan lade sig gøre. Han ses sjældent uden sin posse, en gruppe af yngre mandlige hang-arounds. Kvindelige hang-arounds får det hele til at virke lidt mindre seriøst, så dem omgiver han sig ikke med.
 
Narcissisten er altid gift med en i konventionel forstand smuk kvinde, der er opdraget til at føje og please ham. Skulle hun lægge sig ud, eller på anden vis begynde at sjuske med sit udseende, bliver hun omgående skiftet ud med en yngre model.
 
Narcissisten kunne ikke drømme om at cykle eller spadsere blandt ’almindelige’ mennesker, han er på taxabon eller ministerbil. Han tænker, at alt andet er under hans værdighed - noget han dog aldrig udtrykker eksplicit, i hvert fald ikke offentligt. Tillæg, fryns og repræsentationskonti opfattes af narcissisten som retmæssig betaling for, at han overhovedet er tilstede.
 
Kend ham på de smalle øjne og næsen, der vender 15 grader mere opad end hos andre. Og vid, at bag det hovne panser er han ganske ulykkelig, og det vil han være til han dør, mest af alt fordi folket og parnasset aldrig rigtigt forstod ham eller tilbad ham helt nok.
 
Yndlingsbog: ”The Great Gatsby” af F. Scott Fitzgerald
Yndlingstvserie: Boss
Hot spot: Sky-baren, Bella Sky Hotel

Vandbæreren
Vandbæreren har tidligt erkendt sine egne begrænsninger og udset sig en politiker med en større folkelig gennemslagskraft, men som oftest har færre kognitive forudsætninger. Han hægter sig på, støtter op, og gør sig uundværlig i processen.
Han ses altid gående et halvandet skridt bag ved sin politiker, og vil typisk tage plads til højre i kameravinklen bag ved ham eller hende, når vedkommende  interviewes på TV. Ude af syne, ude af sind, tænker han, og det vil han ikke risikere.
Vandbæreren vil gennem sit parløb kunne skabe sig en lang og ofte lukrativ karriere, men er på spanden, hvis den politiske stjerne, han har hængt sig op på falder. Så ryger han som regel med ud med badevandet, hvis han ikke meget hurtigt som en bønnestage får viklet sig om en anden politiker, der er ude, hvor vedkommende ikke kan bunde. Derfor er han loyal, men samtidig spredt søgende efter andre potentielle alliancer. Og han manøvrerer stilsikkert i det politiske landskab uden at støde for mange på manchetterne.
Han bor i et rækkehus med sin kernefamilie og drømmer tit og hemmeligt om, at det hele var anderledes.
 
Kend ham på den lidt diskrete, men stadig voldsomt selvhøjtidelige attitude.
 
Yndlingsbog: Skyggen, af Cody McFadyen
Yndlingstvserie: The West Wing
Hot spot: et godt stykke inde i hans politikers intimsfære
 
Illustration: David Milo Davidsen.
 
Den sølvgrå alfahan
Den sølvgrå alfahan i dansk politik kommer enten i skikkelse af ræv eller gorilla. Han beskytter og kærer sig om sine partisoldater med stor kærlighed og omsorg, men retter, disciplinerer og skælder også ud på yngre politikere, så det kan høres helt nede i betjentstuen. Den sølvgrå alfahan har næsten altid ret og han er den at søge til, hvis man mangler råd og vejledning. Han har en høj grad af selvdisciplin. Han kommer til tiden, kører aldrig for stærkt, han overshopper ikke og spiser ikke for meget. Til gengæld har han ofte en hemmelig, højt-placeret og smuk elskerinde, en alfahun, som han ser regelmæssigt, og som har lige så meget på spil, som ham selv.
Den sølvgrå alfahan kan med sin blotte tilstedeværelse kvase sine politiske modstandere, men er i øvrigt altid fair i en forhandling. Han behøver ikke spille med musklerne for at opnå respekt, for alle ved, at det er som at pisse i modvind at trodse ham. Han lader sig bruge som bagstopper for ledelsen, men kun i afgørende sager, hvor ledelsen er i knibe. Han er ikke ødsel med sin autoritet. Hans åbne opposition er den til enhver tid siddende ledelses værste mareridt.
 
Kend ham på de sølvgrå lokker og visitkortet, stanken af statsmand.
 
Yndlingsbog: Conversations with Kennedy, af Benjamin C. Bradlee
Yndlingstvserie: Matador
Hot spot: The Library Bar, Copenhagen Plaza Hotel
 
 
 
 

Relaterede artikler

En ny sherif er på vej ind i byen - Her kommer Kforums bud på regeringen 'Lars Løkke Rasmussen II'. Og ja - de Konservative kommer med i regering igen, det ...

Giv din stemme

21 stemmer
2,9/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

60 JOB

Kommunikationskonsulent

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Job

Kommunikationskonsulent

Frist: 26. september

Kommunikationsrådgiver

Frist: 10. oktober

kommunikationsmedarbejder

Frist: 10. oktober
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.