Endnu en mand

Helle Thorning-Schmidt har fået sig en ekstra spindoktor. Endnu en mand. Hvorfor tænker hun dog ikke mere ud af boksen? Ville for eksempel Tine Aurvig-Huggenberger ikke have været et bedre valg? Kan kvinder respektere en kvindelig statsminister der kun vil rådgives af mænd?
af Pouline Middleton
Den nye spindoktor har arbejdet for europaminister Nicolai Vammen, og han betegner Thomas Juul-Dam som en ”kosmopolitisk jyde med benene solidt plantet i muldjorden”. Det kosmopolitiske klarer statsministeren ellers rigtig fint selv. Og muldjord, det er vist noget, der holdt op med at påvirke den danske dagsorden, i takt med at EU subsidierede landbrug over i storbrug. For slet ikke at kommentere, hvordan én, der er solidt plantet i muldjorden, skal vejlede i at tale mediernes sprog.
 
Hovedpersonen Olivia Pope (Kerry Washington) er delvis modelleret efter George Bushs pr-medarbejder Judy Smith, der som en af de første kvinder kom helt til tops i den amerikanske præsidents organisation. Var det ikke en idé med sådan en power-kvinde til Helle Thorning-Schmidt?
 
Vakuummet
Og hvorfor bruger jeg plads på at kritisere denne nye spindoktor, som jeg ikke engang kender og aldrig har hørt om? Ja, netop derfor, og så fordi valget af ham giver mig anledning til at opfordre statsministeren til at tænke mere ud af boksen, når hun skal besætte magtfulde poster.
 
På dette tidspunkt i sin embedsperiode har statsministeren en unik mulighed. Hun er nu klar over, hvor der er huller i det interne kompetencelandskab, hun er klar over, hvordan dialogen med pressen fungerer, og hun har omgivet sig med mænd siden sin udnævnelse, så hun kender også manglerne ved den konstruktion.
Fra vælgerne får statsministeren også via meningsmålinger anvist et vakuum, der skal fyldes for at sætte sig effektivt på magten. Og befolkningen vil gerne have en statsminister, der sidder netop der. Det giver tryghed. Nogle vælgere oplever imidlertid statsministeren som synlig ude og usynlig hjemme. Andre vælgere er i tvivl om, hvad statsministeren vil, og hvorfor – de siger, at de ikke kan få øje på hendes vision for Danmark. Andre igen oplever, at statsministeren taler om kønsmæssig ligestilling, men at hun ikke selv bruger udnævnelser til at bringe dette i vater. Og senest med Dong-virakken blev flere vælgere usikre på, om statsministeren og hendes ministre mestrer magtens sprog.
 
Den rigtige Judy Smith, en af de første kvinder som kom helt til tops i en amerikansk præsidents organisation
 
Søges: En rådgiver med personlig pondus
Hermed en opfordring til statsministeren om at besætte de næste rådgiverposter med personer, der udfylder kompetencehullerne og vakuummet i magtadministration med erfaring og myndighed. I denne specifikke situation kunne jobopslaget efter en rådgiver have lydt som følger:
 
Statsministeren søger en erfaren m/k, der kender medierne, har netværket og en stor nok personlighed til at beskytte statsministeren mod betydningsløse medieanklager, så længe de er det, og skyts til at fylde mediedagsordenen med vigtige emner, såsom hvordan middelklassen får mulighed for at reducere den klimabelastning, som deres livsstil medfører, og at sikre rammerne for, at Danmark får en førerposition i dette kapløb, som snart mange lande står midt i, og hvor der er brug for nye produkter, nye forretningsmodeller og en offentlig sektor på en mere ansvarlig måde.
 
Statsministeren kunne fx have ansat Birthe Weiss, Tine Aurvig-Huggenberger eller Pia Gjellerup. Der er sikkert også et par mandlige kandidater, som andre kan komme på, som kunne passe til denne profil, hvis fornemmeste funktion er at sikre statsministeren plads til at være netop det i en virkelighed, der sjældent er, som den burde være.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også