Thorning: Nej, jeg har ikke ølvom og røde seler

Skrevet af

Christian Kock
Professor

46 artikler

0 indlæg

Spin og antispin. Helle Thorning-Schmidts tale ved Socialdemokraternes nyligt afholdte landsmøde blev en balancegang mellem klodsede fjendeklicheer og et fornuftigt forsøg på at melde sig ind i et lidt rustent socialdemokratisk fællesskab.

Thorning 2010: Klicheer, lidt humor - og et fornuftigt, tiltrængt opgør med fordommene om partier som snævre interessegruppers talerør. Foto: fra Helle Thorning-Schmidts hjemmeside

 

Thorning talte for en forsamling af lutter tilhængere, som talen gerne skal sætte et kosteskaft op ad ryggen på og fylde med selvtillid og kampgejst - navnlig nu hvor et valg er tæt på (måske bliver der ikke flere landsmøder inden valget.) Men talen vil selvfølgelig også blive læst i små uddrag af modstandere såvel som neutrale vælgere og iagttagere uden for landsmødesalen.  

 

Hul smædesnak fra taleskrivernes retorikautomat

Til de frelste, dem i salen, er der temmelig meget hul smædesnak om det siddende flertal. Det kan godt være, at landsmødedeltagerne stemmes til bifald af erklæringer som disse, men uden for salen gør ikke meget gavn:

 

"Vi er klar til at skabe job, hvor der nu bliver delt fyresedler ud. Vi er klar til at skabe vækst, hvor nøglen nu bliver drejet om. Vi er klar til at bygge bro, hvor man nu dyrker splittelse og modsætninger. Vi er klar til at tage ansvar, hvor man nu lægger ansvaret fra sig."

 

Den hamrende brug af identiske sætningsbegyndelser (anaforer) og diametrale modsætninger mellem egen fortræffelighed og modpartens ansvarsløshed er har mindre substans end en marengs. Og der er meget af den art.

 

Thorning har luret Fogh nogle kunster af. I en slags intro-tekst til en web-udgave af hans minimalstatsbog, som Venstre lagde på nettet op til valget 2001, skrev han: ”Jeg ville trænge igennem lydmuren. Og derfor arbejdede jeg bevidst med sætningerne, så de hamrede hårdt i bordet.” Dét kunne kan. Det er faktisk heller ikke svært, hvis man er omhyggelig med at bruge mange punktummer, sætningsemner, anaforer, tretrinsraketter, rytme, diametrale modsætninger og andre "claptraps" (som en engelske taleforsker Max Atkinson har kaldt dem). Men den slags har altså været rendyrket siden Margaret Thatcher, og det er ved at være old hat og utroværdigt. Det er tomme kalorier.

 

I den stilistiske afdeling ville der være mere kraft i et par enkelte virkelig nye og rammende metaforer - men at finde på dem er en kunst, som i modsætning til de andre tricks ikke lige kan læres (det mente Aristoteles også). Hverken Fogh, Løkke eller Thorning har vist sig at mestre det. Begejstringen over hendes ret så åbenlyst hule, rytmiske ringeagtsytringer i Ålborg varede formentlig kortere end varmen ved at tisse i bukserne. For udenforstående, som ser disse passager citeret, vil spørgsmålet rejse sig: Er det hendes bedste skyts? Herregud.

 

Og så pludselig lidt humor fra Helle

Mest opmærksomhed har udenforstående, derunder journalister, nok især rettet mod den del af tale, hen mod slutningen, hvor Thorning kommer ind på sin personlige og sin ægtemands "skattesag". Her vurderer jeg, at hun kommer godt igennem, i hvert fald i forhold til sin sædvanlige fremtræden. Normalt har vi set hende som en stylet, blankpoleret skikkelse uden megen personlighed eller mange menneskelige kendetegn. Hvem er inden i Helle, har jeg selv spurgt på nærværende site. Her ser vi noget af det. Ja, "skattesagen" har tæret på hende, og på hendes mand (som hun nævner ved fornavn). Ordet skat har fået en ny mening i deres forhold - det er så det nærmeste, vi kommer på noget blødt eller ømt, men det er dog en åbning, endda med et beskedent anstrøg af humor. Intet i sammenligning med DR1's nye serie "Borgen", hvor hovedpersonen i Sidse Babett Knudsens skikkelse improviserer en stærkt åbenhjertig, personlig tale ved afslutningsdebatten - og skovler stemmer ind. Men det er bedre end ingenting.

 

Thorning går mod forestillingen om segment-partiet

Noget mere overbevisende finder jeg hendes sammenbidte forsvar for sin ikke-traditionelt-socialdemokratiske herkomst. Man skal lige regne ud, hvad det er, hun her forsvarer sig imod, for som så ofte i politisk debat får vi ikke at vide, hvem eller hvad et angreb eller modangreb er rettet mod - så er det også lettere at karikere det angrebne. Men mon ikke det er kritik, som bl.a. er kommet fra DF's Thulesen Dahl, om at hun "i virkeligheden" tilhører en international elite ("elite" er et af de værste skældsord i dansk politik - mon OL-medaljevinderen Joachim B. Olsen kan komme ind og få lavet om på det?). Også Venstre med Peter Christensen i spidsen har stukket til, at hun med sin påståede skattespekulation ikke er en rigtig socialdemokrat - man skal åbenbart helst være en tyk mand med røde seler, der stadigvæk hel're vil ha' en Star.

 

Thorning får rigtig godt gjort kål på den - desværre udbredte - idé, at man for at tilslutte sig et parti skal tilhøre et bestemt demografisk segment, for ellers er det utroværdigt. Hun leverer et velrettet og nødvendigt forsvar for, at politisk ståsted er noget med, hvilke værdier og holdninger man lægger vægt på, ikke bare noget med at man tilhører et vist segment og derfor i alle politiske henseender ønsker at fremme dettes interesser.

 

Det er nødvendigt at sige, fordi der alt for længe har været den standardteori hos politiske iagttagere og journalister, at politik alene er interessevaretagelse - for vælgernes vedkommende primært selviske økonomiske interesser, for politikernes interessen i at optimere sin magtposition. Denne teori er blevet promoveret af den akademiske statskundskab, men trods en kerne af realisme er den en dum og skadelig teori, når den ophøjes til universel sandhed på niveau med tyngdeloven. (Dette være sagt med kærlig adresse til politiske kommentatorer og andre kommunikationsfolk, der læser denne side.)

 

Uden tvivl er det er også bydende nødvendigt for Thorning selv og for hendes parti, at de får distanceret sig fra den forståelse af, hvem de er, som deres modparter gerne vil låse dem fast i. En artikel i Politiken fra Labours kongres - hvor Thorning også skal tale - slår med en tysk socialdemokrats ord fast om de europæiske socialdemokratiske partier, at man "står midt i en meget dyb ideologisk krise, hvor vi ikke længere er sikre på, hvad det egentlig betyder at være venstreorienteret ... Hvis vi bare bliver ved med at tale om, at vi vil sætte lighed i samfundet højt og sætte familien i centrum uden at kunne demonstrere, at vi har økonomien til at gøre det, ender det hele med at blive hvid støj." Der er brug for at definere værdier, holdninger og konkrete planer, som inkluderer globaliseringen – ikke bare rakke ned på borgerlige regeringer med tomme fraser eller forlade sig på at være bestemte segmenters parti. Det var Anders Foghs transformation af Venstre til at være et holdnings- og værdiparti, der gav partiet lederrollen i en mangeårig regering.

 

Spredte klumper kød på bordet til alliancepartnerne

Thornings tale prøver at løfte denne udfordring, men det varer altså noget før der kommer kød på forsøget, og der er meget kling-klang. Et godt stykke fremme begynder hun at levere noget, der ser ud som rigtig "beef" i form af en række konkrete påstande, derunder statistikker og tal, der håndgribeligt synes at demonstrere regeringens uformåen, også for udenforstående (omend næppe for Hjort Frederiksen) - og ikke mindst kommer hun ind på, hvad det er for værdier, holdninger og planer, hun positivt har at tilbyde, sammen med SF og "vennerne" i de radikale. Hun taler om fire "alliancer": med erhvervslivet, den offentlige sektor, de unge og "ikke mindst" lønmodtagerne. Og dem behandler hun så, i effektfuld omvendt rækkefølge.

 

Om erhvervslivet siger hun, at ordene mellem dem og hendes parti undertiden har været "knoppede" - det må være hende selv, ikke en professionel taleskriver, der begår denne glosefejl. Mest er der om regeringens forsømmelighed over for de disse fire grupper. Og fællesnævneren er en Obama-agtig afstandtagen fra blokpolitik, der har hindret reformer. Dette argument lyder nok mere substantielt end det, der skal sættes i stedet.

 

Som Obama (og Fogh, og Cameron og alle mulige) lægger Thorning ud med at kræve "forandring".  Det er noget af det, der efterhånden lyder helt indholdsløst, og som hun med fordel kunne have skåret væk. Men meget af det øvrige indeholder stof, der kan få en til at tro, at hun måske, som Obama, kan præstere den overraskelse at blive valgt.

 

Spørgsmålet er for hende som for Obama, om der er nok stof i det, hun har sagt, til at hun kan regere på det.

 

 

Relaterede artikler

Helle for stiletten - Helle Thorning-Schmidt markerer sig som sej, sjov og menneskelig med sit muntre mundheld, ’Det er ikke slut, før blondin...

Giv din stemme

5 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

40 JOB

Creative Content Specialist

Se alle job Indryk job

Job

Kommunikationschef

Frist: 3. december

Redaktør

Frist: 13. december

Pressechef

Frist: 6. december
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.