Jernladyen lever

Sjældent har en europæisk politikers død skabt så meget furore, som da Englands jernlady, tidligere premierminister, Margaret Thatcher, døde den 8. april. Aviserne og de sociale medier svømmede over med følelsesladede nekrologer i ugen op til hendes begravelse den 17. april, men reaktionerne var vidt forskellige. Mens det officielle Storbritannien hædrede hende ved en statsbegravelse i St. Paul’s Cathedral, og ledende politikere kappedes om at hylde hendes store betydning for landet, gik andre grupper på gaden med bannere og skilte, der lod forstå, at hun bestemt ikke var lige populær blandt alle. I nogle britiske byer blev der sågar afholdt deciderede Thatcher-dødsfester. Lige så kontroversiel hun var i de godt ti år, hun regerede Storbritannien, ligeså meget delte hun vandene ved sin bortgang.

Spontan jubel og fejring af Thatchers død blandt britiske demonstranter og aktivister

Arven efter Margaret Thatcher er ubestridelig, og selvom boet ikke er gjort helt op endnu, er de fleste kommentatorer uanset politisk ståsted enige om, at hun næstefter Churchill er den vigtigste britiske premierminister i det 20. århundrede. Ikke alene har hun lagt navn til en ideologi – Thatcherisme – som på mange måder stadig præger vores måde at tænke på socialt, kulturelt og økonomisk, hun satte sig også stærkt igennem personligt både i og uden for Storbritannien. Og hun opnåede som den første britiske premierminister at blive genvalgt tre gange i træk. Og så var hun naturligvis den første – og indtil videre eneste – kvindelige britiske premierminister.

På overfladen er der flere lighedspunkter med Danmarks første kvindelige statsminister, Helle Thorning-Schmidt. Begge kom til magten i økonomiske krisetider, og begge har måttet – eller har valgt at – tage nogle stærke ideologiske opgør med væsentlige samfundskræfter på centrale politikområder; politikområder, der for mange er forbundet med store følelser som eksempelvis fagforeningerne i England og skole- samt uddannelsespolitikken i Danmark.

De kommer begge fra arbejderklassen/den lavere middelklasse, og begge har aktivt brugt deres baggrund og opvækst i deres politiske branding. Thatcher som datter af en købmand fra Grantham i det centrale England, Thorning som pigen fra Ishøj, der voksede op i en treværelses som datter af en enlig forsørger. Begge har fremhævet de værdier, de har med sig fra deres opvækst som centrale for deres politiske ståsted og overbevisning.

Selvom deres politiske værdier er meget forskellige, repræsenterer de begge på hvert deres historiske tidspunkt et brud med traditionelle strømninger i deres respektive partier. Ligesom mange i fagbevægelsen f.eks. ikke ser Thorning-Schmidt som en klassisk socialdemokrat, lige så lidt blev Thatcher betragtet som ”one of us” i det britiske konservative parti. Begge kvinder har måttet slås hårdt for at få deres politiske synspunkter igennem, ikke bare i forhold til vælgerne, men også internt i forhold til deres partikammerater og regeringskolleger.

Men er Helle Thorning-Schmidt en dansk udgave af jernladyen fra England? En slags hjemlig aluminiums-lady, der vil ende med at få samme politiske eftermæle som Thatcher? Som en, der turde stå ved sin politik og træffe de nødvendige, men upopulære beslutninger, også selvom det gør ondt og giver store problemer i forhold til egne vælgere?

Well, foreløbigt har hun vist, at hun om ikke er lavet af aluminium, så i hvert fald har smurt sig godt ind i teflon. Siden hun blev valgt i september 2011, har hun måttet høre for lidt af hvert. Og det er på mange måder bemærkelsesværdigt, at hun stadig står oprejst, den megen blæst om hendes person og privatliv taget i betragtning. Politisk er regeringen med Thorning-Schmidt og Corydon i spidsen i gang med at gennemføre en række vidtgående reformer, der er alt andet end populære i befolkningen, og som af mange socialdemokratiske kernevælgere opfattes som værende i strid med centrale socialdemokratiske værdier.

På dagen for jernladyens begravelse udkom avisen ”The Socialist Worker” med en karikaturtegning af Thatcher på forsiden, ledsaget af overskriften ”Rejoice, Rejoice!”. Og på BBC One var der etiske kvababbelser over, at lytterne havde sendt en gammel sang fra musicalen ”The Wizzard of Oz” med titlen ”Ding Dong the Witch is Dead” til tops på hitlisterne.

En lignende situation stod de britiske konservative i i 1982, tre år efter at Thatcher var kommet til magten. Men så kom krigen om Falklandsøerne og reddede Thatcher på målstregen. Hun formåede her med sin sans for dramatik og sine indiskutable evner som politisk kommunikator at genskabe den nationale stolthed og briternes tro på egne evner til at komme styrket ud af krisen, også på den hjemlige arena.

Et lignende ”mirakel” kunne Thorning-Schmidt godt bruge. Med opinionstal, der styrtdykker dag for dag, er hun blandt de mindst populære danske statsministre nogensinde, og p.t. er der ikke meget, der tyder på, at hun får lov at blive siddende lige så længe som jernladyen, aluminiumsbeklædning eller ej. Så hvad kan hun lære af Thatcher? Hvad var jernladyens væsentligste styrker og svagheder som politisk kommunikator, og kan - og bør - Helle Thorning-Schmidt lade sig inspirere?

De stærke reaktioner siger lidt om, hvor kontroversiel en politiker Thatcher var, men også om hendes betydning for mange mennesker. Her forsiden af The Guardian 8. april 2013 med Mikhail Gorbatjovs meget personlige mindeord om jernladyen.

Tougher than the rest

Kært barn har mange navne, og Thatcher var ingen undtagelse. Jernladyen er det mest kendte, men også øgenavne som ”The Boss” og ”Attila the Hen” har været brugt om hende. Nok var hun kvinde, men hun var på ingen måde moderlig endsige blødsøden i sin stil. Hun var hård og kompromisløs, og fra begyndelsen blev der lagt en klar og bestemt politik. Ingen kunne være i tvivl om, at damen mente, hvad hun sagde, og at alle midler ville blive taget i brug for at gennemføre hendes politik. Den var ofte upopulær, ikke blot blandt de befolkningsgrupper, den ramte, men også i bredere kredse. Eksempelvis i det kirkelige England, hvor man med stigende bekymring iagttog, hvordan uligheden og fattigdommen voksede i takt med, at den stramme økonomiske politik tog til op igennem 1980’erne. Men Thatcher stod fast, uanset at hendes politik ikke altid var opportun. Om det var opgøret med biskopperne, teknokraterne i EU eller fagforeningsbosserne i Nordengland, var hun stålsat på at tromle sine beslutninger igennem.

Hendes kompromisløshed fandt en af sine mest berømte (eller berygtede) manifestationer, da hun i 1982 imod mange af regeringskollegernes råd førte Storbritannien i krig mod Argentina om Falklandsøerne. Flåden vendte hjem med tab, men den nationale stolthed blev genoplivet. Året efter, i 1983, vandt hun en jordskredssejr ved parlamentsvalget. Labour og resten af oppositionen blev nærmest jævnet med jorden, og derefter var der ingen nævneværdig politisk modstand på hjemmefronten.

Thatcher interviewes af David Frost om Falklandskrigen og sænkningen af The Belgrano, TVAM 1982

Købmandsdatteren og krigeren

Det stod ikke skrevet i kortene, at hun skulle nå så vidt. I et notorisk konservativt og socialt stærkt opdelt samfund som det britiske, hvor klassebevidstheden er stærk på alle væsentlige områder, var det faktisk lidt af en bedrift af købmandsdatteren fra Grantham at blive først formand for det konservative parti (1975) og senere premierminister (1979). Hun kom nemlig hverken fra en adelig eller højborgerlig familie, som det traditionelt har været tilfældet for britiske konservative ledere, og også på andre områder skilte hun sig markant ud fra den typiske Tory. Lige fra begyndelsen af sin politiske karriere lagde hun sig ud med ”The Establishment”, som hun under ét benævnte traditionelle konservative støtter som Bank of England og Church of England (sidstnævnte i folkemunde kendt som ”The Conservative Party at prayer”) – og også universiteterne, fagforeningerne og BBC tog hun nogle gevaldige kampe med. Hun var på ingen måder en konsensussøgende regeringsleder.

Conviction politics som kommunikativ strategi

Nicholas Boyle, Englands store tysklandskender fra Cambridge Universitet, har hævdet, at det særlige ved Thatcher ikke så meget var hendes politiske ideologi, men mere den måde hun førte politik på. Ifølge ham repræsenterede Thatcherismen først og fremmest en politisk stil, kendt under navnet "conviction politics", samt en særdeles konfronterende og ofte direkte krigerisk retorik. En kommunikationsform, der skaffede hende mange fjender, men som også havde stor gennemslagskraft både indenrigs- og udenrigspolitisk. Ikke mindst i EU var hun kendt som ”damen med håndtasken”, der i budgetforhandlinger med kommissionen insisterede på, at ”europæerne” måtte lære at få husholdningspengene til at slå til (”put a nest egg by for a rainy day”) og med skinger stemme forlangte ”at få pengene tilbage” fra de britiske indbetalinger til EU (”We want our money back!”).

Få kunne som Thatcher sætte Frankrigs daværende formand for EU-kommissionen, Jacques Delors, på plads. Som da hun på De Konservatives årsmøde i 1988 beskyldte ham for at ville transformere Europa til “a socialist, inward-looking, white man’s club” – og sendte følgende besked videre til Bruxelles: ”We have not successfully rolled back the frontiers of the state in Britain, only to see them superimposed at a European level, with a European super-state, exercising a new dominance from Brussels” (tale i Brighton 1988).

Når hun af kritikere blev beskyldt for at bruge en alt for aggressiv retorik og for at være for stædig og stejl i sine holdninger, erklærede hun fyndigt, at ”sådan var det”. Eller med hendes egne ord: ”I have a right to be stubborn. I must in fact get precisely what we need for an equitable fair solution and I will go on being stubborn until we get it” (tv-interview på BBC1, oktober 1984).

En del af forklaringen på hendes politiske succes skal utvivlsomt findes i hendes hårdtslående og efter manges mening populistiske retorik. I modsætning til mange andre politikere på den tid talte hun som én af folket og brugte ofte bon mot’er og andre dagligdagsudtryk til at forklare sin økonomiske og sociale politik; deraf tilnavnet ”household economics”. Den føromtalte Nicholas Boyle har da også beskrevet Thatcherismen som ”en politisk tænkning uden intellektuel substans men med stor folkelig gennemslagskraft”.

Det sidste kan lyde paradoksalt, de stærke reaktioner på hendes død taget i betragtning, men ikke desto mindre formåede hun på godt og ondt at tale til ”manden på gaden” – enkelt, direkte og i absolutte termer. Lidt firkantet kan man sige, at enten var man med Thatcher eller også var man imod (et udtryk hun selv brugte flere gange om kritikere af hendes politik). Det er en form for kommunikation, der virker godt i krisetider (som under Falkslandskrigen, hvor der skulle mobiliseres folkelig opbakning til beslutningen om at sende britiske soldater i krig), men som sjældent skaber langtidsholdbare politiske resultater, fordi den ofte ender med at skabe konfrontation og alt for store skel mellem forskellige interessegrupper. Således også i England, hvor Thatcher gennem årene lagde sig ud med stort set alle og enhver, både internt i sit eget parti og i offentligheden. De hårde opgør med minearbejderne og fagforeningerne er velkendte; mindre kendt er det måske, at hun i det meste af sin regeringstid også kæmpede indædt mod modstandere fra sit eget parti og fra Overhuset. Da tiden kom til et lederskifte var det derfor ”pay back time” for mange af de traditionelle, konservative backbenchers.

Arven efter Thatcher – lessons learnt

Hvad er arven efter Thatcher? Og hvad kan politikere i dag lære af hendes måde at kommunikere på? Thatcher efterlod i 1990 en nation, som var polariseret. En femtedel af befolkningen levede under den officielle fattigdomsgrænse, og i de udsatte kvarterer ulmede oprøret, længe inden det for alvor brød ud. Det, der til sidst antændte gnisten, var, da hun, trods stor modstand fra såvel offentligheden som fra egne regeringsmedlemmer, insisterede på at gennemføre den upopulære Poll Tax (en såkaldt kopskat, der rammer alle lige uden hensyn til økonomiske forhold). Kort tid efter, i november 1990, blev hun erstattet af Sir John Major som leder af de konservative.

“The lady is not for turning” sagde Margaret Thatcher om sig selv, med reference til sin konsekvente og håndfaste måde at gå efter sine politiske mål. Det blev hendes særkende, som hjalp hende til mange politiske sejre, men det blev også hendes akilleshæl, at hun ikke kunne bøje af og søge kompromisser.

Her er måske en vigtig lære for Helle Thorning-Schmidt og andre politikere i dag: Nok ønsker og husker mennesker politikere med klare holdninger og visioner samt med evnen til at formulere disse i skarpe og entydige budskaber. Men politik er som bekendt det muliges kunst, og absolutte sandheder og sort-hvide budskaber har i længden ikke megen gang på jord. Det kan være effektivt til at mobilisere folkelig opbakning i f.eks. en valgkamp eller en krisesituation, men er næppe holdbart i det lange løb, og sikkert er det i hvert fald, at man ikke bliver populær på den konto. Da Margaret Thatcher forlod 10 Downing Street i november 1990, var hun da også den mest upopulære premierminister i Storbritanniens historie.

Ikke desto mindre har Thatchers måde at kommunikere på efterladt sig et varigt aftryk i den politiske diskurs i det meste af den vestlige verden. Som nævnt ovenfor forstod hun nationaløkonomien som en husholdningsøkonomi og brugte ofte billeder fra sin fars købmandsforretning, når hun skulle forklare sin politik. Den forståelse og brug af metaforer ser vi stadig brugt både i Danmark og i resten af verden, eksempelvis når politikere sammenligner økonomien med en cigarkasse og siger, at ”vi må spænde livremmen ind” og ikke ”bruge mere end vi tjener”.

”The lady is not for turning” er blevet Thatchers signaturslogan. Så meget, at det genbruges igen og igen i alle mulige og umulige sammenhænge, som her på et mælkelabel specialfremstillet til hendes begravelse i London den 17. april 2013.

”We are all Thatcherites now”

Ved hendes begravelse i London den 17. April 2013 sagde premierminister David Cameron i sin mindetale: ”We are all Thatcherites now.” Dermed understregede han, hvor meget af hendes tankegods, der lever videre i dag. For selvom hun, som flere har påpeget efter hendes død, tabte mange slag på vejen, vandt hun alligevel kampen om den værdipolitiske diskurs.

Efter Thatcher har vi i langt højere grad end tidligere talt om mennesket i økonomiske termer. Vi er som samfund mere orienteret mod en tankegang om ”homo economicus” og ”den gode forretning”; om meritokrati og om at den enkelte ved flid og hårdt arbejde kan arbejde sig op og realisere sig selv.

På den måde blev Thatcher og Thatcherisme skelsættende i nyere politisk historie, både på ideplanet og på måden at kommunikere på. Ganske vist er der i dag skruet ned for retorikken, når Cameron og andre af hendes efterfølgere taler til nationen eller forhandler på vegne af England i EU, men hendes ideer lever videre i Storbritannien og i resten af verden.

Thatcher var styret af troen på det frie marked, den sunde forretning og ”the survival of the fittest”. Hun gik ind for gennemgribende liberalisering og privatisering af fælles, offentlige værdier, endda i sådan et omfang, at hun på et tidspunkt hævdede, at ”there is no such thing as society.”

På den baggrund er det måske forståeligt, at mange briter reagerede kraftigt, da det blev annonceret, at hun ville få en statsbegravelse med royal deltagelse og militært honnør. Selvom det var de færreste, der ligefrem dansede på hendes grav, var der øjensynligt mange, der var enige med filminstruktøren Ken Loach, da han i radio og tv udtalte, at selve ceremonien ifølge Thatcherismens egen logik burde have været privatiseret og pladserne i katedralen solgt til højstbydende! Så vidt kom det ikke. Men hun ville uden tvivl have bifaldet det, hvis hun stadig havde noget at skulle have sagt …