Kronik 19. maj 2003 oprindeligt trykt i information

I snart mange år har jeg tilhørt fællesskabet ‘bil-ejerne‘. Det er dem, vi møder om morgenen på vejene til-og-fra. Som bilejer lytter jeg hver morgen til lokalradioen. Skal jeg køre langt, skifter jeg fra musik-kanal til en snakke-kanal af den simple grund, at det giver en anderledes fornemmelse af selskab på de asfaltbare motorvejsstrækninger. Når jeg afleverer børnene i skole, lytter jeg til radioen. Ikke fordi jeg på disse intense tidspunkter har brug for selskab (jeg har jo mine børn i bilen), men fordi jeg har brug for at vide, ‘hvor langt‘ jeg er i dagens program. Kommer vi for sent, eller er vi i god tid? Ikke engang trafikmeldingerne lytter jeg til, selv om de byder sig til som taktiske redskaber til at vælge enten den ene eller den anden hovedvej. Jeg bruger radioen som et ur. Og på den måde bliver radioen som et medie en del af min indre og daglige rytme. Den bliver en del af mig som bilejer, som familiefar og som forbruger.
Enkelte gange bliver jeg nødt til at overlade nøglerne til køretøjet til min livsledsager. Så tager hun hjelmen på og farer ud i morgenluften som hverdagspilot. I stedet må jeg vælge bussen som transportkanal.
Jeg kunne også cykle, men mageligheden har det med at være proportional med alderen og hustandsindtægten. Med bussen venter der mig en tur på godt 40 minutter fra bopæl til arbejdssted. Den tid bruger jeg som andre pendlere til at få styr på dele af dagens opgaver. For mit vedkommende betyder det enten at få kigget på nogle papirer eller læse et par kapitler i en relevant bog. I bussen vælger jeg altså at læse.

Jeg vælger at vende blikket nedad, indad og fremad. Og jeg er ikke den eneste. Men i denne gule læsesal på hjul sker der hver dag det samme (også selv om jeg jo ikke er med bussen hver dag); en flok skoleelever indtager bussen med deres nedslidte skoletasker, deres højpolerede frisurer og deres farverige mobiltelefoner. Jeg sidder i mit hjørne af det kollektive køretøj og forsøger at læse. Eleverne snakker intenst og højt. Det er altid glædeligt med lidt liv i bussen om morgenen. Men det der undrer mig er, at mobiltelefonen i den grad er i centrum for elevernes busadfærd. Hvis eleverne ikke lige besvarer et opkald fra en ven eller veninde, så tjekker de den sociale pacemaker for at se, om der skulle være indkommet en hjertevarmende sms, eller de diskuterer, hvem der har fået en ny ‘mobilos‘, eller blot byttet det gamle ‘cover‘ ud med et nyt. Jeg sidder stadig i mit hjørne, tænksom og tavs. De sidder derovre og taler sammen. Det er måske for meget sagt, at turen i bussen er et tydeligt møde mellem to mediekulturer; den tænksomme læsekultur, og den udtryksfulde (sam)talekultur. At dele vores hverdag op i disse forskellige kulturer giver naturligvis mening. Derimod giver det ikke nødvendigvis mening at ville skelne mellem en ungdommelig og en voksen mediekultur. Men hvad er der så på spil i bussen? Forskellen mellem min bog og elevernes mobiltelefon er, at den første kan ses som et tegn på en søgen mod ro, et forsøg på at skabe et rum, hvor jeg kan hvile på vej til hverdagens opgaver.

Elevernes brug af mobilen er derimod et tegn på en måde at gøre deres sociale netværk på, hvad jeg ser som alt andet end en rolig affære. Med min bog og mine papirer forbereder jeg mig; med mobiltelefonen vedligeholder elevernes deres ‘simultane‘ relationer; de tjekker lige op på, om de nu stadig er med, selv om de er på vej. Og på den måde forbereder også eleverne sig på deres daglige arbejde; at lære at være sociale, og lære at være del af flydende fællesskaber.Der kan være mange grunde til at se mobiltelefonen som et centralt tegn, på den verden vi lever i. Ikke fordi eleverne bruger dem i bussen, eller fordi sælgeren bruger den håndholdtsfrie version på vej til-og-fra kundenetværket. Ikke fordi biograferne har måtte lave spots, der opfordrer de besøgende til at slukke for mobilen under filmen for at undgå at forstyrre den medieydelse, som de har sat i scene i det magelige mørke. Men fordi vi – unge som voksne – skaber vores hverdag med mobilen. På samme måde som jeg bruger bilradioen og den æterbårne sendeflade til at ‘mærke‘, hvor langt jeg er i dagens program, eller til at tænde for lidt ‘samvær‘ på motorvejsvandringerne.

Mobiltelefonen er et tegn på et flydende, men netop ikke udflydende samfund. Med mobiltelefonen gør eleverne deres hverdag. De tjekker op på, om det sociale netværk består af de samme personer, som det gjorde i går. Mobiltelefonen er i stil med fjernsynet et distanceret nærmedie, eller et nært distancemedie. Med mobilen er vi aldrig længere væk, end vi kan sms‘e eller ‘speed diale‘ de personer, vi har kodet ind i hukommelseskredsløbene. Men samtidig er mobiltelefonen et unikt medie. Ikke blot fordi vi selv bidrager til kontaktfladen (i modsætning til sendefladen i radio og tv, også selv det er ikke helt korrekt, hvis vi ser på genren reality tv), men også fordi mobiltelefonen gør det muligt for de unge elever (og de voksne konsulenter) at holde styr på sideløbende, eller simultane, sociale forbindelser. Med andre ord, mobiltelefonen er en hverdagslivsmanager. En interaktiv timemanager, hvor det ikke blot er opgaver og sager, der skal holdes styr på, men hvem og hvor man så at sige hører til. Sociale relationer har fået digitale bølger at surfe på.

Det er forholdsvist let at mønstre en meget skarp kritik af den digitale kultur, vi er ved at bevæge os henimod; de beskyttende grænser mellem offentlig og privat, mellem fri og overvåget sløres. Øjeblikke forsvinder i kommunikationens krav om stadig større hastighed. Men en sådan kritik bygge på to typer af ‘forglemmelser‘. For det første den forglemmelse, at generationen før mobiltelefonens æra også tumlede med deres forskelle i mediekulturer. Var det ikke fjernsynet, der var stridspunktet, så var det rockmusikken. Også disse medier blev brugt til at gøre hverdagen med. Den anden forglemmelse, og måske den væsentligste, er spørgsmålet om teknologihistoriens og –udviklingens første lov: Når vi først har vænnet os til én type af teknologi, og det vil sige én måde at gøre hverdag på, skal der mere end kriselignende tilstande til, i stor skala til, for at vi så at sige kan ‘vende tilbage‘.

Og den tilstand vi har vænnet os til – voksne som børn og unge – er den potentielle allestedsnærværelse. Det vil sige en tilstand hvor vi på den ene side føler, at vi selv kan styre vores interaktion med mobilen, computeren, fjernsynet, bilen og alle de andre medier i hverdagen. På den anden side kan vi ikke gøre vores hverdag uden disse. Vi er måske ikke blevet ‘tjenende ånder‘ for teknologien, som den canadiske medieforsker Marshall McLuhan beskrev i forbindelse med fremkomsten af det globale og samtidige nabolagssamfund.

Men vi er i den grad blevet spundet sammen med medierne på en sådan måde, at havde vi dem ikke, ville vi være handicappede; socialt og kulturelt set. Medier er den stok, hvormed vi som blinde søger at sanse, begrib og ordne verden. Og uden den stok ville vi for alvor være amputerede væsner.