The King of Spin: Alastair Campbell

Skrevet af

Noa Redington

12 artikler

0 indlæg

Da Alastair Campbell i efteråret 2003 sagde sit job op, lød der et lettelsens suk i store kredse af Labour. Ugebrevet A4 har som det første danske medie, talt med Alastair Campbell om hans syn på strategisk politisk kommunikation og spin. Kommunikationsforum bringer her den komplette version af Noa Redingtons interview med Alastair Campbell.
Dette interview bringes med tilladelse fra ugebrevet a4.










Gennem ni år var Alastair Campbell nærmeste presserådgiver – eller spindoktor – for Tony Blair. Han var indpiskeren i Blairs dramatiske opgør med Labours stærke og højtråbende venstrefløj. Han veg kun få tommer fra Blair, da New Labour i 1997 på en bølge af begejstring rykkede ind i Downing Street. Han fik i Blairs første regeringsår stort set mediehavet til at ligge fladt som et blankpoleret dansegulv. Og han var frygtet og feteret. Frygtet for sin magt og vilje til altid at sætte Labours dagsorden igennem uanset omkostningerne for journalister og politikere. Feteret for sin uomtvistelige dygtighed og resultater i en stilling, der ellers slider folk ned i et rasende tempo. Men Campbell kom under pres efter Blairs historiske genvalg i 2000. Det, der ikke må ske for en presserådgiver, skete: Campbell blev en historie i medierne. Og selv en mere tilbagetrukket rolle kunne ikke forhindre, at Campbell blev hvirvlet ind i historien om, hvorvidt Tony Blair bevidst vildledte befolkningen i spørgsmålet om de irakiske masseødelæggelsesvåben. Du har arbejdet som toprådgiver for Tony Blair i 9 år. Sammenlignet med USA og Danmark er det meget lang tid at være i en stilling som medierådgiver. Derfor er du også blevet kendt som The King of Spin, men hvad er den officielle Campbell definition på spin? Ordet spin har mistet sin mening. I dag bruges det om alle politiske udtalelser. Alt bliver affejet som spin. Jeg bryder mig ikke om ordet. Medierne er sygeligt optagede af spin, almindelige mennesker er bedøvende ligeglade. Alligevel skriver aviserne dagligt historier om spin. Hvorfor? Fordi de er selvoptagede. Min definition af spin er simpel: Jeg hjalp Labour, dels med at kommunikere partiets politik på en korrekt måde, dels med at udlægge den politiske situation, som vi så den. I et demokrati er det ikke bare legitimt, men essentielt. Ikke mindst med det ændrede medielandskab med globale, døgnåbne medier og aviser, der ikke længere er objektive, men rene kampagneorganer. Det er ny verden, du skal tilpasse dig. Og jeg mener, at vi har tilpasset os rimeligt godt. Spin er blevet et problem, fordi medierne er besat af emnet. Det er en meget uskyldig definition. Hvad er det nye i spin? Meget lidt. Det nye er mediernes ændrede adfærd. Lad mig give dig et eksempel. Gennem de seneste måneder har der været meget opmærksomhed på min person og journalister har hængt ud foran vores hus. Jeg ser meget sjældent TV eller læser aviser. Men en aften da jeg så TV, blev jeg ringet op af en journalist, der sad udenfor huset. Jeg svarede kort og præcist på hans spørgsmål, en halv time senere var historien: »I aften er spinet…« Alt hvad jeg siger, er blevet til spin og derfor er det meningsløst. I politik har man altid haft valgte politikere, der har haft nære medarbejdere, hvis råd de kunne stole på. Og det var hvad jeg gjorde. Har du ikke en del af skylden for, at medierne er blevet så optaget af spin, at selve ordet har fået en negativ klang. Da I kom i regering i 1997 ansatte I cirka 80 særlige rådgivere. Det virker voldsomt? Hør, hvis man siger til en tysker, at der er en stor ballade i gang fordi der er ansat 80 politiske medarbejdere i et politisk system, ville de kalde debatten absurd. Der er en halv million tjenestemænd, der er fire en halv million offentligt ansatte i administrationen. I hvert ministerium er der 2 politisk ansatte, betalt af skatteborgerne. Det er meget få. I Downing Street er der lidt flere, men igen, det er meget få sammenlignet med andre lande. Mange i centraladministrationen betragter vores tilgang som mere ærlig – alle kunne se, at vi var politisk ansatte og det skabte klarhed. Man skal huske på, at politik er politisk. Regeringer har en dagsorden, som de er valgt på, og som de har en pligt til at gennemføre. Vi var klart politisk ansatte i et politisk projekt. Meget af spindebatten handler om, at folk bliver stødt over en regering, der gør politiske ting – det er latterligt Men en del af mediernes besættelse omkring spin er vel også jeres egen skyld. I 1994 da Blair blev Labours leder, var det en del af genrejsningen af partiet, at man ville fremstå som superprofessionelle i kommunikationen. I valgte at gøre jeres mediehåndtering til en del af jeres nye profil? Jeg vil på ingen måde undskylde, at vi brugte medierne til at nå offentligheden. Vi kommunikerede et sandt budskab. Historisk har pressen haft en stærk modvilje over for Labour, og det kostede formentligt regeringsmagten i 1992. Vi havde været dumme, hvis vi ikke havde brugt medierne mere aggressivt. Hvad gjorde I anderledes i begyndelsen? Jeg er ikke sikker på at vi gjorde noget nyt, vi var bare bedre end tidligere. Da jeg var journalist ville jeg ringe til Labour og sige » Jeg skal bruge en der er for og en der er imod dette lovforslag« og det fik vi så leveret af Labour. Men hvorfor skulle Labour, hjælpe med, at underminere dets egen politik? Hvad vi gjorde, var at gøre kommunikation til en del af vores job i partiet. Vi sikrede, at vi hele tiden havde det centrale budskab i fokus, at alle i organisationen og udenfor var klar over hvor partiet stod på de vigtigste spørgsmål. Og vi gjorde det med disciplin. Det vil jeg ikke undskylde, det var det rigtige at gøre. Men hvorfor er spin så blevet så stort et emne i offentligheden? Det er ikke så stort i offentligheden, befolkningen. Men medierne er vilde med emnet. Medierne elsker at tale om sig selv, og finder den politiske debat og substans for kedeligt. Tag til de fleste andre Vesteuropæiske lande, og selv i tabloid pressen finder du en ægte politisk debat. Det gør du ikke herover. Nogen gange tænker jeg dog på, at, at vi var for langsomme til at indse, at når man først har regeringsmagten, så skal man bruge en anden slags kommunikation end i opposition. Vi var for langsomme og pressen er stadigvæk optaget af hvordan vi agerede i opposition. Hvad er forskellen? I opposition er medierne det eneste, du har. Du kommer ud med dine budskaber gennem medierne. Du træffer ikke valg, der ændrer menneskers liv. Kommunikation er naturligvis ikke ligegyldigt for en regering, men selve beslutningen er det absolut vigtigste, og det var vi for længe om at indse. Vi var for optagede af, hvad aviserne skrev om os. Og det kan du dybest set ikke gøre noget ved. Som regering skal man blive ved med at gøre det, man mener, er det rigtige, og til sidst vil offentligheden få et billede af de store spørgsmål – hvem der står for hvad. Det er faktisk den eneste farbare vej for en regering, Der har været meget opmærksomhed, nærmest vrede, omkring jeres anvendelse af fokusgrupper og meningsmålinger… Har der det? Folk er ikke sure. Journalisterne er det måske. Der er en medieklasse, og en del af Londons medieklasse er sure på Labour regeringen. De er særligt sure på højrefløjen. De er sure over, at der er en Labour regering, og de er meget sure over, at vi blev genvalgt, og de er meget, meget sure over, at vi har gode chancer for at vinde igen. Det er skrækkeligt, for en Labour regeringer gør ting som højrefløjen ikke kan lide. Den skaffer arbejde, den reducerer arbejdsløsheden og den er anti-elitær. Venstrefløjsmedierne er sure, fordi de vil have os til at være Old Labour – men det er vi ikke. Du har derfor en grundlæggende akse af vrede, som er blevet garneret med modstanden overfor Irak-krigen. Det er blevet til et raseri. Kritikken af, at I lader jer styrer af fokusgrupper og meningsmålinger er ældre end Irak-krigen? Jo, men alle laver fokusgrupper. BBC gør det, og de store aviser gør det. De vil vide, hvad deres ”kunder” er interesseret i. Jeg vil hævde, at enhver professionel politisk organisation, der ikke laver grundige opinionsundersøgelser, ikke gør sit arbejde ordentligt. Det betyder ikke, at man lader sig styre mod sine principper, undersøgelserne er bare en del af en fornuftig planlægning. Det er ikke noget stort nummer. Målingerne er vokset på grund af den måde medierne fungerer på og vores politiske debatklima. Et klima som jeg hader. Du sagde, at I var for fokuserede på medierne i begyndelsen. Er der nogen debatter som du tænker I kunne havde håndteret anderledes? Jeg vil ikke sidde og sige at vi gjorde dit og dat forkert. Det har været en ekstrem succesfuld regering og Tony Blair er en ekstrem succesfuld premiereminister. Og bare fordi medierne er sure vil jeg ikke sidde og pille navle. I forhold til jeres kommunikation? Jeg ville ønske, at vores forhold til pressen ikke var, som det er i dag. Det var formentligt gået galt alligevel, fordi medierne ikke brød sig om vores evne til at sætte dagsorden. Men hvis du ikke sætter din egen dagsorden, så bliver din strategi at svare på medierne hele tiden. Hvordan sætter man en politisk dagsorden? Man sætter en dagsorden ved at have Store Argumenter, der fanger befolkningen. Så simpelt er det. I opposition var vores grundlæggende dagsorden: New Labour – New Britain. Vi moderniserede partiet, og vi var parat til at modernisere samfundet, det fik folk til at sige: »Ja, der skal forandring til og Labour kan levere den, jeg tror at partiet kan modernisere landet.« I regering var vores dagsorden at skabe orden i økonomien, gøre noget ved arbejdsløsheden, reformere den offentlige sektor, modernisere forfatningen, en aktiv udenrigspolitik og en kamp mod fattigdom. I hvert eneste område, bliver vores program nu drevet fremad. At medierne ikke registrerer det, er der ikke noget at gøre ved, for i sidste instans må man tro på, at befolkningen ved næste valg tænker: »Jeg var ikke helt enig i Irak, jeg var ikke enig i dette og hint, men de har faktisk arbejdet for de ting som de sagde. Jeg kan stole på dem.« Hvordan sætter man en dagsorden for noget så kompliceret som offentligt-privat partnerskab. Et emne, der på mange måder er et af de vigtigste for Labours forsøg på at reformere velfærdssamfundet i Storbritannien? Det skal være en del af det store argument om at gøre landet parat til ændringer. Det er en af de diskussioner, der er forplantet i en anden tidsalder. Der er højreorienterede og der venstreorienterede – det er debat mellem Sovjetunionen og USA. New Labour har sit udgangspunkt i et opgør mellem de to ideologier. Folk er trætte af gammel politik og den kolde krig. Vi sagde: dele af Thatchers tankegods må vi leve med, men der er fundamentale fejl i hendes politik, arbejdsløshed, manglende offentlige investeringer og manglende forståelse for sammenhængskraften i samfundet. Det ville vi fokusere på og kommunikere. Hvordan passer diskussionen om offentlig-privat ind i den store strategiske sammenhæng? Verden har bevæget sig, der er ikke længere et klart skel mellem en god offentlig sektor og en ond privat sektor, eller omvendt. Vi skal bruge begge sektorer til gavn for hele landet. En vigtig erfaring i mit job, var at den endelige modtager af vores budskaber var offentligheden. I et spørgsmål som offentlig-privat skal man spørge: vil du betale mere i skat? Svaret er nej. Dernæst: Er det rimeligt at bruge det private mere? Svaret er ja. Er det lykkedes for Blair at overbevise befolkningen om undervisningsafgiften på universitetsstudier? Ja i højere grad end man tror, hvis man læser aviserne. Alle her i landet har en klar fornemmelse af, at vores universiteter ikke længere kan holde niveauet i forhold til USA eller Kina og Indien i fremtiden. De mangler penge. Omvendt vil ingen betale mere i skat. Vi har foreslået et system, hvor de studerende betaler en højere afgift, alt efter hvilke klasser de følger. De studerende kan låne penge, som de betaler tilbage i takt med, at de får høje indkomster. Det er et eksempel på at bringe samfundet ind i en moderne tid, og folk ved, hvad det handler om, hvis det bliver placeret i sammenhæng med det store argument. Noget man altid skal gøre i de store politiske diskussioner, er at fremhæve forskellen til din politiske modstander. De konservative mener ikke, at det en god ting, at der kommer flere ind på videregående uddannelser. Vi mener, at 50 procent af alle unge skal ind og have en uddannelse efter gymnasiet. Hvordan skal Labour tackle hele diskussionen om selvejende hospitaler - Foundations hospitals. Det er ikke just en sællert, men Labour er ekstremt afhængig af, at skabe resultater i reformerne af den offentlige sektor. Ikke mindst i hospitalsvæsnet(NHS)? Det er meget kompliceret. Min erfaring er, at man altid skal være i stand til at forsvare dine synspunkter med udgangspunkt i Det Store Argument - man skal naturligvis have styr på detaljerne. Hvad er Det Store Argument her. Til trods for alle problemer er NHS et fantastisk system. Hvis du falder om på gaden, så får du behandling. Det er et fantastisk system. Men folk lever længere, medicinen er mere sofistikeret og der er nye behandlinger. Derfor er det ikke sikkert at den gamle måde, at styre systemet på virker længere. Det skal ændres og hvem stoler du mest på, kan forbedre dit sundhedssystem: Politikeren og bureaukraten, eller fyren der styrer hospitalet dagligt? Svar: Fyren på hospitalet. Foundation Hospitals er en måde at decentralisere magten til dem, der har forstand på tingene. Det helt afgørende at få argumenterne op på det niveau. Hvad var Det Store Argument for krigen i Irak? Det Store Argument er for Storbritanniens vedkommende, den mere aktive udenrigspolitik i post-11. september verden, at reagere på de trusler, der er i verden. Det er en stor diskussion og jeg mener, at premiereministeren fortjener mere anerkendelse for hvad han har gjort. Han har valgt at gøre det svære, ikke det nemme. Det nemmeste for ham i Irak-krisen ville have været at sige: Saddam er en sovende hund, han er ikke farlig – det var hvad mange europæiske lande gjorde. Det nemme med undervisningsafgiften ville have været, at sige: Det er først et problem om 20 år så lad det hvile. Men var der ikke noget, der gik galt med at komme igennem med Det Store Argument i Irak-krigen. Befolkningen har ikke just været begejstrede? Jo, men det var en stor og polariserende diskussion. Irak har været meget stort, og det bør det være. Der er tale om en krig, hvor folk – herunder britiske soldater mister livet - så det skal fylde meget. Og disse store spørgsmål er altid splittende. Se på benzin-krisen og beslutningen om at intervenere i Kosovo. Kosovo var også meget kritiseret her i landet. Der er det med regeringer, at de i de afgørende øjeblikke ikke skriver ledere, men træffer beslutninger, der påvirker menneskers liv. I Irak blev spin en del af problemet? Der blev sagt det samme om Kosovo. At jeg tog til Bruxelles under krisen, blev til en stor historie. Jeg ved hvad du er ude på… På grund af Today (BBCs radioprogram, der anklagede Blair og Campbell for vildledning af befolkningen red.) og Kellys død, har der været ekstra meget opmærksomhed omkring Irak og spin. - Selvom du og Blair er blevet frikendt af Hutton-rapporten, så virker det som om, at offentligheden ikke accepterer konklusionerne. At man tænker: »Hutton er bare en del af det store spin?« Det ved du ikke noget om. Flere undersøgelser tyder på det… Meningsmålinger er journalistikkens junk-food. Du kan få folk til at sige hvad som helst. En meget stor del af befolkningen var imod krigen i Irak, og det skal man respektere. Men meget af den utilfredshed, der tales om, er medieskabt. Den højreorienterede presse hader, at der er en Labour-regering, den venstreorienterede presse var imod krigen. Og oppositionen vil gøre alt for at score billige point. Bank på en tilfældig gadedør og hør, hvad befolkningen siger. Jeg lover, du får et andet og mere nuanceret svar. Du siger, at folk ikke er dybt bekymret over regeringens håndtering af Irak? Nej, jeg vil ikke bagatellisere folks følelser og holdninger. Men jeg kommer meget ud blandt mange forskellige mennesker. Jeg var til fodbold i lørdags og ingen af de mange jeg talte med, kritiserede regeringen. I toget taler jeg med folk, de færreste taler om Irak. Jeg var forleden ude og holde et foredrag i et teater, hvor folk havde betalt for at høre mig. Stort set ingen var interesserede i diskussionen om Hutton og spin. Man skal aldrig forveksle mediernes dagsorden med offentlighedens. Offentligheden er naturligvis interesseret i Irak, men gennem flere måneder har mediernes dagsorden været domineret af påstanden om, at premiereministeren løj, en meget grov beskyldning, når du ikke har beviser. Samtidigt har to komiteer - og nu Hutton-rapporten – sagt, at der ikke er noget at komme efter. Målinger over støtten til partierne viser, at Blair har tabt terræn til de konservative. Det er ikke manipulerede spørgsmål? Man skal bruge opinionsundersøgelser, men aldrig lade sig styre af dem. Spørgsmålet er, hvis der var valg i morgen, hvem ville du stemme på? Men hør, der er ikke valg i morgen. Lige nu har vi været gennem en svær og splittende krig i Irak. Vi har været gennem en svær og splittende situation i partiet omkring undervisningsafgift og sundhedsvæsnet. Der er en ny konservativ leder, der er en klart bedre politisk operatør end hans forgænger, samt medier, der er meget modvillige. Selv i dette miljø, kan man kun finde enkelte målinger, hvor de konservative er lidt foran. Det er ikke en særligt imponerende. Hvis vi går tilbage til Kinnock, så var han 15-20 procentpoint foran Thatcher i valgperioden. Når man når til valgdagen træffer folk de store vurderinger om de store strategiske beslutninger og om deres ledere. De konservative forsøger bevidst at underminere befolkningens tro på Tony Blair. De siger, at det ikke passer, at arbejdsløsheden er faldet. De siger, at det ikke passer, at sundhedsvæsnet er blevet bedre og så videre. Men de undervurderer befolkningen. Folk er ikke dumme, de træffer deres politiske valg baseret på egne erfaringer og interesser. Min bekymring for medierne er, at de skræmmer folk fra politik fordi billedet bliver så negativt, at de siger: Jeg er ligeglad. Det er farligt, for så åbner du for ekstremisterne i det politiske liv. En affære som Jo Moore hændelsen bidrager vel til at skræmme folk fra politik? Hvor meget dækning fik hendes e-mail sammenlignet med beslutninger, der virkelig betyder noget? Hun begik en fejl og hun betalte med sit job. Hvorfor i alverden kommer du som dansker for at tale med mig om min tid med Tony Blair og så spørger du mig om Jo Moore. Det er så lille en del af denne regerings historie, og den lever kun hos en presse, der er besat af spin. Er pointen ikke til dels, at folk har grund til at tro, at Jo Moore historien var et udtryk for en syg spin kultur? Det var en hjerneblødning - en fejl som hun betalte dyrt for. Og det var det. Jeg gider ikke tale mere om det. Dronningemoderens begravelse er en anden historie, der har været verden rundt? Også den historie er ren og skær løgn. En absurd beskyldning fra de højreorienterede medier, der vil undergrave Tony Blairs legitimitet. Ville du ikke gøre det samme hvis du var i opposition? Jeg var en meget politiserende journalist. Ingen var i tvivl om, at jeg var pro-Labour. Men mine historier var baseret på den tætteste version af sandheden jeg kunne komme. I dag er det ændret helt. Historierne behøver ikke at være sande, og journalisterne er ligeglade. Det er svært at håndtere. Det skyldes hårde konkurrence og dårligere uddannelser. Men helt grundlæggende er problemet, at journalister ikke mister deres job hvis de begår en stor fejl - skriver noget, der er usandt. Jeg var ikke nogen stor journalist, absolut ikke, men det skulle være rigtigt. I dag skriver aviserne den rene og skære fiktion om politik, ikke som spekulation, men som sandhed. Lad mig komme med et eksempel: Familien sad her en aften og blev ringet op af en journalist, der havde fået at vide, at jeg skulle arbejde for Manchester United. Absolut sludder, men telefonerne kimede. Jeg ringede til den journalist, der oprindeligt havde skrevet historien. Hans svar var: »Det er en god historie«. Han fandt bogstaveligt på det. Ville du ikke selv udnytte en presse med så lave standarder? Det gjorde vi måske. Jeg ved det ikke. Ville du ikke selv gøre det til et politisk spørgsmål, hvis der var en konservativ Alastair Campbell? Der har været tre undersøgelser, som alle afviser, at der er gjort noget forkert. Alligevel bliver medierne ved. Det er for ringe. Hvor mange flere detaljer skal der til. Medierne vil ikke acceptere facts. Men du ville udnytte det? Det kan jeg ikke svare på. Jeg vil ikke have at medierne skriver ting, der er forkerte. Min væsentligste pointe er: Da jeg var journalist så var jeg ikke objektiv, men jeg var fair og jeg var åben med mine holdninger. I dag giver aviser som Daily Mail - som jeg afskyr - sig ud for at være objektive aviser, men de har deres egen dagsorden. De skal indrømme hvor de står. En stor del af medierne skævvrider helt systematisk virkeligheden. Hvis du var i opposition ville du så ikke hævde, at det var forkert af Blair at udnævne presserådgiver med instruktionsbeføjelser over embedsværket? Det skete jo ikke. Men det er ikke sandt, at vi var de første i Downing Street. De konservative har haft folk tidligere. De konservative og dele af medierne besluttede, at Peter Mandelsson og jeg var et problem. Hvorfor? For det første forsøgte de at skade Tony Blair ved at skabe et billede af en svag leder, der blev styret af folkene omkring ham, folk, der manipulerede ham. Men Blair har været den dominerende person i britisk politik de sidste 10 år. Så de har droppet det. For det andet ville de gøre det sværere for os at gøre vores job ordentligt. Og med det har de haft succes, det var blandt andet derfor jeg droppede at give pressebriefinger - det var mig, der var blevet historien. Det, at jeg nu har forladt mit job kan argumenteres to veje. Jeg har så stor selvindsigt, at man kan hævde min opsigelse var lettelse for regeringen. Omvendt ved jeg, at jeg var god til mit job… Det var det rigtige for min familie. Sagen er at det er et meget krævende job, jeg var der i 9 år. Det er hårdt. Presset var hårdt. Det er svært for folk, der ikke har prøvet at være i orkanen, det er ikke rart. Og 9 år er længe, formentligt for længe. Jeg blev et emne, desværre. Men mit bidrag til New Labour er på bundlinen positivt. Kan man have dit job uden stærke politiske overbevisninger? Det er svært. Premiereministeren er under et ubarmhjertigt pres, man skal modstå det ene angreb efter det andet fra dine modstandere. Ok Thatcher og Major klarede det også. Men det har været hårdere for Tony, fordi venstrefløjen bliver dårligere behandlet af pressen. En premierminister skal have folk, der fungerer som lynafledere. Du har brug for folk, du kan slappe af med, grine med, folk du kan betro dig til. Sådan nogle folk har politikere altid haft og vil altid have. Men jeg kunne ikke have gjort det jeg gjorde i ni år - holde det ud - hvis det ikke var mere end et job for mig. Jeg bad ikke om at blive dæmoniseret og den fokus, der er blevet skabt er ikke selvvalgt. OK nu er den her, og jeg vil bruge den til min fordel. Jeg vil bruge min platform til at fortælle om Labour og mine holdninger. Hvad bliver det næste i politisk kommunikation. Bliver der et new-spin eller et post-spin? Det ændrede medielandskab er en realitet, så derfor vil situationen være nogenlunde den samme. Men det interessante er, at det mister betydning med spin og alt det der, for offentligheden er blevet kløgtigere – de ved hvad der sker, de forstår mekanismerne. Folk er rystede over medierne. Men det ser man ikke i medierne, de er meget lidt selvkritiske. Jeg tror, at fremtiden ligger i mere direkte kommunikation gennem partierne, Partierne skal bygge sig op med flere medlemmer, kommunikation af medlemmerne i lokalområdet er ekstrem vigtig. Det er spændende med den der Howard Dean ting. Men det vigtigste i din kommunikation er om budskabet er stærkt. Hvis man skærer ind til benet af politik og politisk kommunikation, så er det afgørende de store nationale øjeblikke, såsom en krig, et parlamentsvalg eller andre begivenheder, hvor politikerne kommunikerer direkte med befolkningen. Og her er jeg ikke i tvivl om, at briterne vil se på Blair og sige, at han har holdt, hvad han lovede – hele vejen. Campbell om at være New Labour mand: Jeg er meget pro-britisk, patriotisk, vil have en stram økonomi og et stærkt forsvar. På mange måder kunne man sige, at det er en højre-orienteret prisme. Når jeg så er venstreorienteret skyldes det to ting: En overbevisning om at staten og politik skal spille en rolle, og for det andet et dybt mishag ved elitismen her i landet.

Relaterede artikler

Politisk marketing - Den politiske kommunikation har forandret sig mod en større grad af markedsføring af politikken. I artiklen beskrives h...
Kommunikationen der blev glemt - Fænomenet ”spindoktorer” har optaget sindene voldsomt – ikke mindst siden VK-regeringen kom til magten i 2001. Så meget ...
På sporet af den politiske sprogpsykologi - Megen national og international forskning i politisk kommunikation har fokuseret og fokuserer stadig på den politiske ta...
Metaspin - Verden er blevet postmoderne. Samfundet er blevet hyperkomplekst. Og politik er blevet spin. Politik er ikke længere bår...
The election will not be televised - Græsroden på Internettet skal vækkes gennem fysiske møder med andre, hvis den politiske kampagne skal lykkes og fornyes....
Tips og trick fra den amerikanske valgkamp - New York er en fantastisk by. For hvilket andet sted i verden kan man inden et valg så tydeligt aflæse politisk stilling...
Spindoktori: Luftkastel eller virkelighed? - Den store uenighed om spindoktoris udbredelse i Danmark er velkendt, og aktuelle undersøgelser af fænomenets udbredelse...
Framing, Priming & Niche nursing - I nyhedsmedierne præsenteres den politiske offentlighed ofte som en konfliktfyldt arena, hvor magtfuldkomne eliter ager...
Spindoktorernes førstehold bliver på banen - Efter Lars Løkke Rasmussens ministerrokade i sidste uge er det igen blevet tid til udskiftninger i feltet af spindoktore...
Fuck you, fadbamse - Chefen er i krise og har brug for sin nærmeste k-rådgiver. Så hvor er han? På badeferie på Mallorca? Nej, vel? Jo, overr...

Giv din stemme

5 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

27 JOB

Kommunikationskonsulent

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Job

Praktikanter/studerende

Frist: Hurtigst muligt

Kommunikationsrådgiver

Frist: 17. april

Grafiker

Frist: 15. april
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.