The king of newspapers

31-årige Jura fra Brasilien har gjort det umulige: Han er blevet berømt som gratisavisuddeler. Hver morgen står han på Rådhuspladsen og deler MetroXpress ud til fortravlede cyklister og fodgængere på vej på arbejde. At sige, at han ”står”, er dog lidt af en underdrivelse, for han løber, spjætter og snurrer rundt om sig selv, alt imens han råber efter hver anden forbipasserende pige, at hun er smuk, og at han elsker hende. Mange griner, andre bliver irriterede. Kforum tog en snak med Jura om hans opskrift på berømmelse.

”Jaah, jeg elsker dig”, er det højst uventede svar, da jeg en tidlig tirsdag morgen spørger hovedstadens mest berømte gratisavisuddeler, om han har tid til et interview. Men måske er svaret alligevel ikke så overraskende, for hvad kan man næsten forvente fra en mand, der i anledning af den kommende højtid er trukket i julemandskåbe – orange naturligvis, så den matcher MetroXpress’ sædvanlige påklædning? ”Det er min egen opfindelse”, siger han om tøjet. ”Jeg synes godt, man må skille sig lidt ud.”

 

Kunsten at skille sig ud

Og det er netop det, jeg gerne vil snakke med ham om – at skille sig ud. For hvad mener han egentlig om, at han er blevet berømt på sin måde at dele aviser ud? ”Det er et meget interessant spørgsmål”, siger han overrasket. ”Alle andre plejer at spørge mig om, hvorfor jeg er kommet til Danmark, men det er da meget sjovere at snakke om at være berømt. Jeg elsker at være berømt! Det er sjovt at være anderledes. Det er selvfølgelig ikke alle, der bryder sig om min stil, men det er der jo ikke så meget at gøre ved.”

 

Hvad tænker du om, at der er nogle, der ikke kan lide dig, og som synes, at du er for meget?

”Det er jeg da ked af. Det er aldrig rart, når der nogen, der ikke kan lide en. Men jeg ser sådan på det, at de mennesker, der ikke kan lide mig, de kender mig ikke. Hvis folk først lærer mig at kende, kan de godt lide mig. Og jeg laver mig i hvert fald ikke om – jeg er, som jeg er.”

 

Høflighed er vejen frem

Jura spurter efter en kvindelig cyklist og kaster en avis i cykelkurven. ”Smukke!” råber han efter hende, og hun kvitterer med at vinke. Hun er vist en af dem, der godt kan lide Jura. En ældre mand forsøger at undgå for meget opmærksomhed og vil forsigtigt tage en avis fra Juras stadig fyldte Christiania-cykel. Men Jura kommer ham i forkøbet og stikker ham et eksemplar, som allerede er foldet pænt sammen. ”Her, det er nemmere”, siger han og smiler til manden. ”Hvis man vil være berømt og samtidig have anerkendelse, så er man nødt til at være høflig”, siger han henvendt til mig. ”Det er min opskrift på selvbranding. Det er faktisk meget let at skille sig ud fra flertallet – man skal bare være flink. Folk har alt for travlt i dag, og de giver sig aldrig tid til at være flinke over for andre. Jeg elsker at bruge min tid på at få folk til at smile. Især børn. At få børn til at smile er det bedste, jeg ved.” Straks derefter kommer der en børnehaveflok forbi, og en af drengene får øje på den orange julemand. Drengen smiler stort, så Juras mission ser ud til at lykkes. Han griner: ”Jeg gør mænd og børn glade om dagen, og kvinder glade om natten.”

 

Timing er altafgørende

At være flink og høflig er altså Juras første bud på, hvordan man kommer frem i verden. Men umiddelbart kan jeg komme i tanker om mange mennesker, der aldrig er blevet berømte, selvom de er flinke, så mon ikke der skal mere til end det? ”Jeg er sikker på, at timing er altafgørende”, siger Jura. ”Hvis stjernerne stod rigtigt, da du blev født, og du kombinerer det med den rigtige opførsel, så kan du komme langt.”

 

En god portion frækhed

Et godt horoskop og en god opførsel. Skal der virkelig ikke mere til? Jeg betragter Jura, mens han for en stund er travlt optaget af at få afleveret sin avis til selv de mest undvigende forbipasserende. En ung pige får stukket en avis under armen, og før hun når at reagere, har Jura kastet adskillige aviser i tilfældige cyklisters cykelkurve. Det lader til, at der også skal en vis portion frækhed og selvtillid til at opnå berømmelse som gratisavisuddeler. Ti meter længere henne ad gaden står en uddeler fra Urban. Han har knap så meget gang i butikken, og jeg hører en pige sige til sin veninde, at ”Ham Urban-manden skal da vist til at danse lidt mere, hvis han skal af med nogle aviser”. Jura griner, da han hører det. ”Ja, konkurrencen er blevet hårdere,” siger han. Før i tiden var der to gratisaviser, men nu er de alle vegne. Man er nødt til at gøre noget ekstra for at komme af med aviserne i dag, og det gør jeg. I’m the king of newspapers”, griner han og hæver armene i triumf.

 

Gratis nyheder er et gode

Jura forstår ikke alle de mennesker, der brokker sig over gratisaviserne. ”I Danmark får man tilbudt gratis nyheder, det er da fantastisk! Og ikke nok med det, man får også tilbudt gratis uddannelse og en hel masse andet. I Brasilien er der ikke noget, der er gratis, og mange lærer aldrig at læse og skrive. Jeg sætter virkelig meget pris på alle de muligheder, der er i et land som Danmark. Det er et skønt land, der behandler folk ordentligt.”

 

En utraditionel vej til berømmelse

Endnu en gang retter Jura opmærksomheden ud mod cykelstien. En ung mor på cykel og med barnet placeret i en tung anhænger har svært ved at få cyklen i gang igen efter at være stoppet for at tage en avis. Jura løber hen til hende og skubber bag på cyklen, og den unge mor smiler lettet. Ingen tvivl om, at han gør indtryk på folk. En hurtig Google-søgning afslører, at han optræder i flere forskellige weblogs, hvor kvinder som mænd beskriver deres møde med den opsigtsvækkende avismand. Og for nylig er han også begyndt at optræde i en TV-reklame. Jura har bevist, at man kan blive berømt, selvom alle odds taler imod det. Det kræver efter sigende bare, at man opfører sig ordentligt over for sine medmennesker.

 

 

 

CV for Jura

Jura (31 år) havde ikke noget job i Brasilien og valgte derfor at blive kunstner. Hans kunst består i at lave smykker og i at gøre folk glade. Han har boet i Danmark i 3 år, men husker ikke, hvor længe han har arbejdet for MetroXpress.

 

Links til weblogs, hvor Jura optræder:

http://anne-thorso.blogspot.com/2006_09_01_anne-thorso_archive.html

http://mifan.smartlog.dk/56290_Slap_af_med_en_tur_pa_Stroget..._eller.html

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også