The revolution will not be televised – democracy, the internet, and the overthrow of everything
af Joe Trippi
Harper Collins Publishers Inc, 2004

køb bogen hos Amazon her og læs mere


Dean for America
Man skulle tro, at en teknologifreak som Joe Trippi, kampagnestrateg for den demokratiske guvernør Howard Dean, og hovedarkitekten bag den utrolige elektroniske kampagne ”Dean for America”, ville være den første til at tale for at fremtidens politiske kampagner udelukkende skulle være internetbaserede. Men det gør Joe Trippi ikke. Han taler derimod for mødet mellem mennesker, agitationen på gaden, dør-stemningen, kaffe-slabberaserne hos private og det direkte møde kandidat og vælger imellem, som de aller, aller vigtigste hvervemetoder.

At vække den lille græsrodsnerve
Forskellen på valgkampe i pre-computeralderen og nu er blot, at Internettet er midlet til at opnå disse møder mellem mennesker. Ikke fjernsynet, ikke reklamer i aviser og blade. Ikke udendørsannoncering, men Internettet er nøglen. Her kan man mødes i virtuelle rum, organisere sig, diskutere og derefter gå på gaden i nøje planlagte aktioner. Kodeordet for en god kampagne ligger for Joe Trippi i at kunne udnytte nettet til at vække den lille græsrodsnerve i alle mennesker og i løbet af nul komma fem sætte vælgeren i forbindelse med andre ligesindede. Derefter at følge op på denne persons umiddelbare interesse og engagement med opfordringer til at gøre mere, støtte mere, engagere sig mere, aktivere andre.

Why bother?
Nu fik Joe Trippi og hans kandidat Howard Dean jo ikke chancen for at stille op som præsidentkandidat for Demokraterne mod George Bush. Det gjorde senator John Kerry og han vandt så heller ikke i det afgørende øjeblik, selvom hans kampagnefolk havde lånt de bedste elektroniske kampagnestrategier fra Dean. Så ”why bother” med Trippis bog? Det skal man, fordi Trippi har fat i noget helt rigtige, når han siger, at der er et helt afgørende skel mellem traditionel politisk kampagneføring og den elektroniske, nemlig, at den enkelte vælger med Internettet bliver en aktiv medspiller i kampagnen på deres egne præmisser – fordi de aktivt har søgt information på nettet, tilmeldt sig et nyhedsbrev og på den måde aktiveret sig selv i en given politisk kampagne. Og ikke, som det gælder for trykt kampagne og tv-radioreklamering bare får det passivt ind. Igennem et budskab, man aldrig har bedt om at få men bare sendes råt og uforsødet ned i hjernen sammen med de 4000 andre budskaber, som markedet nu lige synes, man skulle have den dag.

Empowerment-alderen
Trippi mener, at vi er gået fra informationsalderen til ”empowerment-alderen” - den alder hvor informationsteknologien ikke blot giver os adgang til viden, men også muligheder og magt. Trippi og hans kampagne formåede da også at samle over 50 millioner dollars ind over nettet, hvilket var mere end nogen Demokrat nogensinde har samlet ind. En kæmpe succes specielt fordi de fleste donationer kom i små beløb fra private donorer. Gennem samarbejde med organisationen Meetup.com lykkedes det også ”Dean for America”-kampagnen at mobilisere over 640.000 aktivister, hvilket er den hurtigste vælgermobilisering, der er set i USA siden Rosa Parks og Martin Luther Kings borgerrettighedsbevægelse i 1960erne.

2 ud af 63
Joe Trippi har fulgt og tabt med mange kandidater i sit liv. Ed Kennedy, Walter Mondale og Richard Gephardt er bare nogle af de politikere, der har nydt godt af, hvad der synes at være en utrolig engageret, optimistisk og idealistisk kampagnemedarbejder. Ved hver eneste kampagne har Trippi været sikker på at vinde og har givet sig selv 100 procent, at man næsten under ham en valgsejr. Men da kun to Demokrater ud af 63 præsidentkandidater siden 1968 nogensinde har vundet over Republikanerne kan oddsene godt være spinkle – specielt nu hvor den republikanske valgmaskine i den grad har indflydelse på alle primære medier i USA.

Mennesker vil fællesskabet
Trippi er ikke romantiker. Hans analyse af den drejning den politiske kampagne i USA har taget de sidste 10 år er kritisk. Tendensen med milliarder af dollars brugt på medieannoncering og de ofte meget ubehagelige personlige angreb kandidaten i form af negativ kampagne, har givet ham et meget dystert syn på politik og hvordan det formidles. Men det er ikke vælgernes skyld siger Trippi. Og derfor kan vi vende møllen og gribe fat i den entusiasme og vilje til at gøre ting i fællesskab, som amerikanske vælgere viste sig at have iboende som en indre græsrod, da de i tusindvis forenede sig på nettet, til protestmarcher og i dagligstuer i løbet af Howard Deans kampagne. Trippi mener, at mennesker vil fællesskabet og at vi ”bare ikke har forstået” noget som helst, hvis vi tror, at de vil passiviseres med tv og med åndssvage personlige skandaler fra en politikers fortid. Det er at undervurdere vælgerne, ligesom det er at tage modet og engagementet fra en politiker, når kampagnefolk fodrer dem med meningsmålinger og statistikker. Vi skal ind til kernen af menneskeligt engagement, hvis vi skal have folk til at interessere sig for politik igen. Det er budskabet fra Trippi.

Et blæret liv med lidt søvn, stress, pizza og en snigende sukkersyge
Trippis fortælling om sit liv som politisk hund, kampagne-og fundraisingchef, spindoktor, strateg, og hvad man ellers kalder de mennesker, er en underholdende beskrivelse af et liv levet på værste usunde vis med for lidt søvn, stress, pizza og en snigende sukkersyge, der ligger på lur om hvert et hjørne. Selvfølgelig er Trippi også en blærerøv (det er alle amerikanere, der skal sælge bøger) og bogen antager mange gange en lidt for jovial blog-agtig tone og format. Men det er sjovt at læse om, specielt hvis man selv arbejder i og med politik. Fordi Deans kampagne virkelig ændrede den politiske kommunikation i USA og viste, at man kun i et begrænset tidsrum kan holde folket i passivitetens mørke. Vælgerne er på vej til at tage affære og man må blot håbe at de også vækker den indre danske græsrod på vejen.