Terror, trusler og tragedier
Livvagterne rammer rent ind i det rum for bearbejdning af terror, trusler og tragedier, der begyndte med katastrofen på World Trade Center d. 11.9.2001 og fortsatte med afsløringen af Al Quedas verdensomspændende netværk. Det blev begyndelsen på en række begivenheder, der også placerede Danmark solidt i verdens offentlighed – med vores deltagelse i krigene i Irak og Afghanistan, med Muhammed-krisen i 2006 og med angrebet på den danske ambassade i Pakistan i 2008.

Det er et rum, som mange kreative mennesker har givet deres bidrag til at udfylde – både i USA og i Danmark. Film som Michael Moores dokumentar Fahrenheit 9/11 (2004) og Oliver Stones fiktionsfilm WTC (2006), der er ’based on a true story’ giver hver sin version af katastrofen. Selv Christopher Nolans Batman-film The Dark Knight (2008) kredser symbolsk om ondskabens ansigt med spørgsmålet om, hvilken slags person man skal være for at begå ultimative terrorhandlinger og historien om, hvordan man bliver det. Også her lurer Al Queda i baggrunden. Susanne Biers Brødre (2004) og Katrine Windfelds Flugten (2008) viser, hvordan den nye verdensorden griber ind i danske hverdagsskæbner.



Det er hele det kompleks, som Livvagterne giver sit bidrag til at forstå og fortolke i en dansk sammenhæng. Og hvordan gør den så det? Ved at fokusere på en gruppe mennesker, som netop i forbindelse med den nye samfundsorden spiller en hovedrolle bag kulisserne – de livvagter, der tidligere kun i meget begrænset omfang var brug for i Danmark. Det var dengang, stats- og økonomiministeren roligt kunne ankomme til Christiansborg på cykel. Gennem selve titlen signalerer serien således, at situationen i dag er radikalt forskellig fra situationen i forrige århundrede. Dagsordenen har ændret sig: I dag er der brug for livvagter som dem, der skal redde Danmark igennem den nye verdensorden. Uden dem ligger demokratiet åbent for anslag fra højre, venstre, religiøs fanatisme og enhver anden form for ekstremisme. Det er bedre at forebygge end at helbrede, og det gør PET og livvagterne.

Krimithriller
Genremæssigt er grundkonceptet er krimithrilleren. Men hvor krimithrilleren normalt går på at opklare forbrydelser, der er begået, eller som begås i handlingens tid, går konceptet i Livvagterne på at forhindre forbrydelser i at finde sted. Det sker under udfoldelse af teknologisk og ganske almindelig menneskelig overvågning, hvori der er indbygget en række traditionelle spændingselementer: Vil den overvågede opdage og overliste overvågerne? Hvilke former for kiler kan der sættes ind i begge grupper? Hvordan er forholdet mellem menige og kommandocentralen? Alle disse konfliktmuligheder udnyttes til at skabe spænding.

Det er professionelt og underholdende gjort – men måske lidt forudsigeligt. Ganske vist indledes serien med, at en livvagt bliver dræbt. Omkostningerne ved jobbet er dermed præsenteret fra starten. Men ellers er modellen indtil videre, at det lykkes for PET og livvagterne at nedkæmpe de onde anslag. Moralen er dermed, at danskerne kan sove ganske roligt om natten – PET passer på os og sørger for, at Danmark holder sig solidt på midterkursen uden at glide hverken til højre eller venstre.

Livvagter er for så vidt er en anonym gruppe, som offentligheden mest kender som dem, der fremstår lidt vagt, men alligevel tilstrækkeligt tæt på fremtrædende personligheder og politikere til, at de kommer med på fotografierne. Alligevel har der været fokus på fænomenet livvagter, såvel i billedbladene som pressen i øvrigt. Dette har været medvirkende til bevidstheden om, at livvagter i dag indgår som en faktor, der af PET kan sættes ind i forhold til et samlet terror- og trusselsbillede –  også for at beskytte folk, der traditionelt er blevet opfattet som ’fjenden’.

Nogle livvagter og et trusselsbillede, der konstant er under udvikling, er gode ingredienser til drama, men ikke i sig selv nok. Dramaet opstår kun, hvis der for det første er en dynamik indbygget i gruppen af livvagter, der muliggør spændinger og konflikter. For det andet skal trusselsbilledet relatere sig til forhold, vi kender fra virkeligheden, for at fremstå overbevisende. Lad os se først se på gruppedynamikken, derefter på forholdet mellem trusler og virkelighed.

Den hårde kerne
Sammensætningen af den gruppe livvagter, vi følger, er ladet med konflikter. Man behøver blot huske på deltagernes baggrund for at se mønstret. Gruppen består af 1) den tidligere jægersoldat Jonas Goldschmidt, der er jødisk, gift og pigeglad (spillet af André Babikian), 2) den ægyptiske indvandrer Jasmina, hårdtslående, smuk og kvik kvinde i en mandsdomineret branche (Cecilie Stenspil) og 3) den ambitiøse, men ligefremme og mere gennemsnitlige dansker Rasmus Poulsen, der har rod i den jyske muld (Søren Vejby).

Modsætningerne i kultur, køn og baggrund er til at tage og føle på. Men konflikterne udebliver. I hvert fald foreløbig er gruppefølelsen dominerende, og sammenholdet mellem de tre livvagter er lige så ubrydeligt som mellem de tre musketerer. Den indbyrdes solidaritet holder de latente, individuelle tilbøjeligheder i skak, og de dramatiske konflikter, sammensætningen lægger op til, lader vente på sig – så længe det varer. Før bryllupsscenen, der afslutter del 4, har der været optræk til diverse småskænderier og småkonflikter mellem Rasmus, Jonas og Jasmina, men det bliver aldrig alvorligt. Slutscenen i del 4 flyder næsten over af idyl. Ikke noget her med modsætninger mellem israelere og arabere. Rabbineren komplimenterer fx Jasmina: ”Hvor jødiske piger dog er smukke”. Hvortil Jasmina replicerer: ”Jeg er araber”. Men den lille fodfejl forstyrrer ikke harmonien – rabbinerens reaktion lyder: ”I er også smukke”. Som en utopi formuleres det fællesskab, alle tilsyneladende gerne vil gå ind for, men som ingen gang har i virkelighedens verden.

Trusselsbilledet
”Trusselsbilledet” er en term, som chefen for livvagterne, Leon (spillet af den svenske Thomas V. Gabrielsson, der spillede Sergej i Ørnen), og hans chef Tønne (Ellen Hillingsøe), bruger meget. Af hensyn til troværdigheden skal grundelementerne til konflikterne hentes fra virkeligheden, og den er da også storleverandør. Jeg kan passende citere en tidligere chef for PET, Bonnichsen, der formulerer en meget rammende diagnose på, hvad PET skal tage højde for i sit forebyggende arbejde: ”Historisk set har der til alle tider været ekstreme grupper, der har udfordret demokratiet. Vi skelner mellem højre- og venstre-ekstreme grupper, der begge er antidemokratiske i deres valg af mål og den måde, de vil gennemføre deres politik på. Højreekstremisme er traditionelt ideologisk nationalistisk, fremmedfjendsk eller racistisk som for eksempel nazismen og fascismen. Venstreekstremisme er socialrevolutionært, som vi blandt andet så det i Rote Armee Fraktion (RAF) i 1970’ernes Vesttyskland eller i vores egen Blekingegade-bande, der begik alvorlig kriminalitet for at nå deres politiske mål” (Hånden – en PET- og politikrønike 2006: 191). Dertil kommer naturligvis truslen fra religiøs fanatisme.

Alle disse kendte muligheder fra virkeligheden udnyttes i Livvagterne og lidt til. Omdrejningspunktet for anden hovedepisode (3.-4. del) var højreekstremisme – truslen fra en gruppe danske nationalister ret meget til højre for midten, der ville umuliggøre integration. Tredje hovedepisode (5.-6. del) tematiserede en anden form for ekstremisme, nemlig den fundamentalistiske islamiske: to fanatikere i gang med en bombeplan, der skal bringe dem i paradis og ødelægge livet for en hel del andre tilfældigt forbipasserende mennesker. Og fjerde hovedepisode (ikke den stærkeste) inddrager den individuelle skæve og skøre eksistens i form af stalkeren Anita (7.-8. del), der tror, hun er forlovet med statsministeren, og som bliver farlig i det øjeblik, hun konfronteres med sin illusion. Således kommer vi rundt i trusselsbilledet, og for hvert afsnit bliver det danske samfund en trussel mindre.

Det gælder i alle tilfælde, at de mennesker, der udgør truslerne, lever en paralleltilværelse på kanten af samfundet. Hvis der skal findes noget samlet budskab i serien indtil nu, er det advarslen mod udskilning og isolation i parallelsamfund – og pointeringen af, at der findes noget menneskeligt, der er fælles for alle kulturer. Dette er samfundets fundament og det, som PET passer på.

Abraham, Isak og ofret
Men det egentlige perspektiv er overordnet det universelle. Derfor er det værd at træde et skridt tilbage og inddrage de første episoder. Serien lægger nemlig symbolsk ud, hverken med højre-, venstre- eller religiøs ekstremisme, men med et universelt perspektiv, der har rødder i bibelhistorien. Glasmaleriet i Trangraven, som kameraet flere gange fremhæver, symboliserer med sin offertematik dette. Det fremstiller Abraham, der er villig til at ofre sin søn Isak for at være lydig mod Gud. Og det er netop ofret, første og anden del handler om – på en måde, der kaster lys over resten.

En livvagt ofrer sit liv i Bagdad for at beskytte den fjogede og egoistiske forsvarsminister, han er sat til at passe på, realistisk (ud)leveret af Henrik Prip. Sønneofret vækker gamle traumer hos livvagtens far, en tidligere bosnisk elitesoldat, der jagter dem, der i hans optik er skyldige. Og det bliver anledning til endnu et offer – ofret af samme far. Sønnen har tidligere ’ofret’ sin far for at opnå integration i og anerkendelse af samfundet. Men faderen bliver ofret en gang til i slutspillet. Da han ude af kontrol har barrikaderet sig og så alligevel kommer frem, bliver han skudt på Leons ordre.

Leon, chefen for livvagterne, tager som en overordnet faderskikkelse den beslutning. Og den har han ikke orienteret den debuterende unge livvagt, Rasmus, om. I en vis forstand bliver Rasmus altså taget som gidsel i en situation, hvor han afklædt som Isak – kun iført underbukser – går hen mod den gamle i troen på, at det gælder om at redde både ham og sig selv.

Denne mytiske opstart rejser grundproblemet om offer og magt. Leon er, hvad navnet demonstrerer, en løve, der såvel vil klare sine opgaver vedrørende rigets sikkerhed til perfektion og forsvare sine ansatte til det yderste. Leon er både idealist og pragmatiker. Han spilles netop sådan, at balancen mellem kynisme og hensyntagen hele tiden sættes på spil. Det er fremragende gjort. Leons kyniske side understøttes af den erfarne psykiater Boas (Tommy Kenter), der rammer lige i plet med sine desillusionerede analyser – også i forhold til Jonas.

Totaktsmotor
Som en nyskabelse doseres spændingen over to sammenhørende afsnit, hvor det første leverer optakt og afsluttes med en højdramatisk episode, og hvor det andet giver såvel konfliktoptrapning som forløsning. Det bidrager til at stramme plottene i forhold til fx Forbrydelsen, hvor der var tyve sammenhængende episoder. Men det bevirker også, at sammenhængen på langs ikke bliver helt så forpligtende. Ganske vist er gruppen af livvagter og holdet på PET gennemgående, men foreløbig uden dynamik. Mon ikke den kommer?

Totaktsopbygningen kan være en af grundene til, at Livvagterne ikke har tiltrukket helt så mange seere, som DR givetvis havde forventet. Det er lettere at hoppe ind og ud. 1,4 mill. blev det til, da 6. afsnit blev vist søndag d. 1.2. Det var en fremgang fra søndag d. 25.1. hvor der kun var 1 mill. seere (men da var der også håndbold hos konkurrenten). Til sammenligning havde Ørnen gennemsnitlig 1,3 mill. seere.

Fra prügelknabe til mediedarling
Livvagterne har tilsyneladende allerede fået positiv betydning for Politiets Efterretningstjeneste. ”PET har fået prestige og nemt ved at hverve medarbejdere. Folk ser ”Livvagterne” på tv. PET har også fred på den politiske bane.” Sådan citerer David Rehling generalsekretær i Advokatsamfundet og tidligere chef i Politiets Efterretningstjeneste, Ole Stig Andersen (Information d. 9.2.2009).

En anden tidligere chef for PET, Hans Jørgen Bonnichsen, bekræfter, at der var problemer med PET’s image i forrige århundrede. Ifølge Bonnichsen betegnede angrebet på World Trade Center et afgørende vendepunkt i den danske befolknings holdning til PET. Hvor der tidligere var mange, der rejste kritik af efterretningstjenestens virksomhed både principielt og ud fra dens håndtering af en række konkrete sager, skiftede grundholdningen efter d. 11.9.2001. Bonnichsen refererer en meningsmåling, der viser, at 59 % af danskerne i 1998 mente, at der var behov for en efterretningstjeneste. I 2006 var dette antal steget markant – til 78 %.

I samme periode fik PET en nyformuleret politik for kommunikation med offentligheden. Hvor PET tidligere blev regnet som en af de mest lukkede efterretningstjenester, indså tjenesten efterhånden værdien af større åbenhed. Det er baggrunden for, at der overhovedet kan produceres en serie som Livvagterne i dag, at der er interesse for den og et publikum til den. Det ville næppe have været tilfældet for ti år siden.



Detaljer og helhed
Der er mange rammende detaljer, der går rent ind i Livvagterne. Fx helikoptorskuddet over Bagdad i optakten, der sætter den globale dagsorden på få sekunder. Stedsrealismen er gennemgående i den solide forankring i velkendte københavnske locations fra Christianshavn til Nørrebro. En replik som Jonas’ ”Du kender ikke din kone, før du har forladt hende” (7. del) er et scoop. Man kan også nyde de indforståede hentydninger til pressestrategi og forelskelseshåndtering i forbindelse med tidligere reelt eksisterende statsministres forlovelser og bryllupper. I det hele taget er der et velgørende satirisk bid i forhold til den politiske verden og pressen.

Men den beroligende faktor i fremstillingen af PET’s virksomhed er rigelig massiv for min smag, faktisk ganske foruroligende. Her mangler realisme i detaljerne. Fx fik vi aldrig uddybet reaktionen fra Rasmus i rollen som Isak. Er det sandsynligt, at han bare går videre, som om ingenting er hændt, efter sådan en historie? PET’s dispositioner fremstår altid vanskelige, men velmotiverede. Leons kropssprog og mimik viser, at han ikke altid er glad for de beslutninger, han skal træffe, men derved bliver det – foreløbig. Der er heller ikke antydning af kritik over for vore heltemodige livvagter. I forhold til denne fremstilling er det tankevækkende, at begge de forhenværende chefer, jeg lige har inddraget, faktisk efterlyser mere kontrol med PET…

Spørgsmålet er, om ikke de mange vellykkede detaljer er koblet sammen til et misvisende helhedsbillede. Det er, som om Livvagterne har det hele – virkelighedsnære nedslag, sympatiske skuespillere, bearbejdning af den nye situation i Danmarks- og verdenshistorien efter 2001, tiltalende morale, mytisk forankring. Men bare ikke det væsentlige: Troværdighed i helheden. Især det rosenrøde billede af PET er foruroligende.