TDC = Danmarksmester i intranet

I går blev TDC's intranet kåret til Danmarks bedste. Det skete i forbindelse med IntraTeams årlige intranetkonference på det fashionable Hilton. To dage spækket med oplæg og stramme powerpointshows. To dage fra morgen til aften med kun ét lille teknisk omdrejningspunkt: organisationers intranet. Allerede fra konferencens åbningsreplik var konklusionen entydig: Intranettet er en altafgørende funktionalitet i den moderne organisation. Det handler om videnstyring og kommunikation internt i organisationen. Og det kan der ikke blive for meget af. Det budskab har TDC taget til sig. Med et humoristisk tvist har de banket et intranet op, som andre er misundelige på. Derfor kan de fra i går smykke sig af at være Danmarksmestre i intranet. K-Forum var med på konferencen og bringer her en light opskrift på TDC's succes.

Arrangør: IntraTeam

Den selvbestaltede arrangør af Danmarks største intranet konference er IntraTeam. Det er en privat virksomhed, der lever af at rådgive andre virksomheder i, hvordan de skal håndtere deres intranet. Med Kurt Kragh Sørensen i spidsen deler IntraTeam deres viden om, hvad der fungerer, og hvad der ikke fungerer inden for intranet-verdenen. Ud over den specifikke rådgivning til enkelte private virksomheder, har IntraTeam også det, de kalder Erfagrupper. I disse grupper er 210 organisationer repræsenteret. Grupperne mødes 4 gange om året og deler erfaringer og viden. Selvom IntraTeam altså er en privat virksomhed, der lever at sælge konsulentydelser, bidrager de samtidig med en mere neutral organisering af viden om intranet. Det er i den sammenhæng, den årlige Intranet-konferencen skal ses.

 

Et spækket program

Årets konference foregik med den afdæmpede Arne Jacobsen-stemning på Hotel Hilton som den stilrene baggrund. Lækre omgivelser, der æggede til networking og inspirerede til deling af viden. Og videndelt blev der. Mandag og tirsdag fra ni til sytten med præstation på præstation for fuld udblæsning. Fra diskussion af virksomhedsportalen til implementering af medarbejderen. Fra den ene intranet guru (Gerry McGovern) til den anden (Rolf Molich). Fra præsentation af 10 principper for succes med videndeling over rådgivning om, hvordan man skaber ensartethed i kommunikation, til hvordan man takler organisatoriske udfordringer med intranettet. Alt blev vendt på vejen mod den store finale: kåringen af årets vinder af Intranetprisen.

 

Kriterier bag uddelingen af prisen

Med Kurt Kragh Sørensen i front som den enerådende dirigent blev først de nominerede organisationer introduceret. Derefter gik Kurt Kragh Sørensen over til at præsentere de kriterier, der ligger bag kåringen. Vurderingen af intranettene er sket med IntraTeams omfattende intranet-benchmarkingværktøj, der måler et intranet på 29 hovedpunkter. Opfylder et intranet alle punkter, får det 100 point.

Den overordnede begrundelse for tildelingen af prisen lyder:


IntranetPrisen 2006 uddeles af IntraTeam og gives til den organisation, der har gjort en exceptionel indsats for at anskaffe eller udvikle et velfungerende og meget brugt intranet/portal med stor nytteværdi for organisationen. Der er i vurderingen lagt vægt på følgende:

  • Intranettets betydning for organisationen som helhed
  • Intranettets rolle i den enkelte medarbejders arbejdsdag
  • Funktionaliteten, brugervenligheden og anvendelsen
  • Sammenhæng mellem virksomhedens strategi og intranettet
  • Intranettets rolle i organisationens videndeling

 

79 points til TDC

”TDC scorer 79 point totalt ud af 100 mulige i benchmarkingen. Det er specielt på ledelsesopbakning, nyhedsformidling med brug af billeder og video, workflow og gode svartider, at TDC skiller sig ud”, forklarer Kurt Kragh Sørensen i introduktionen til vinderen. I sin videre gennemgang kom han blandt andet også ind på, hvordan TDC's intranet på en god måde integrerer andre systemer som f.eks. rss; hvordan brugerfladen både er sjov og informativ; og hvordan indholdet er professionelt formuleret i et letforståeligt sprog. Det er flot for en portal, hvor der er over 700 virtuelle projektrum, og mere end 500 arbejdsgange er integreret som tjenester på intranettet. Andre, der arbejder med intranet, kan lære meget af TDC her.

 

Lidt sjov og ballade skal der til

Efter kåringen kom TDC frem på scenen for at forklare, hvad de selv mener, er årsagen til deres succes. Som TDC forklarede, ”intranettet gør det lettere for ledere og medarbejdere at orientere sig og dele viden. Det understøtter de interne processer i TDC og giver os en fælles kultur og retning at arbejde efter.” På spørgsmålet om, hvad der er mest populært på intranettet, var svaret dog ikke informationssider eller nyheder, men derimod ”bagsmækken” med kantinemenu, vittigheder og debatforum. Moralen er med andre ord, at informationer er gode at give videre, men hvis der ikke også er lidt sjov og ballade, bliver succesen ikke lige så stor.

 

 

Klar strategi og fuldtidsmedarbejdere

Udover egenskaberne ved TDC's intranet, var der to overordnede budskaber, der trængte igennem på konferencen: formuler en klar strategi og ansæt fuldtidsmedarbejdere.

 

Det allerførste og allervigtigste man skal gøre, før man banker et intranet op, er at udfærdige et klart formål og en klar strategi. Man skal vide, hvorfor man vil have et intranet, og hvad det præcis skal bruges til. Hos TDC, der har haft intranettet i mange år, var det en vision, at det skulle integreres i hele virksomheden. Af de godt 14.000 medarbejdere, TDC i dag har, bruger ca. 85 % portalen dagligt. Det må siges at være en succes.

 

Det andet klare budskab, der hænger sammen med visionen, var, at man skal sætte ressourcer af til arbejdet med intranettet. Der skal simpelthen være mindst én, der har fuldt ansvar for portalen, og som brænder for at få den til at fungere. Hos TDC har de13. Dertil kommer de hundredvis af medarbejdere og forskellige redaktører, der også konstant lægger nye informationer op på TDC's intranet.

 

Tredje gang lykkens gang

Den gentagne pointe på konferencen var altså, at uden en klar vision og dedikerede medarbejdere kan man godt skyde en hvid pil efter et succesfuldt intranet. Som Paola Edwards fra Falk Securitas sagde: ”Vi prøvede at få et intranet op at køre tre gange, før det lykkedes. Der manglede simpelthen en klar vision og nogle ildsjælde til at bære det igennem.”

 

Konferencer er gode

Konferencer er gode. Man fejrer hinanden. Man trykker hinanden i hænderne, mens man fortæller om sine successer og fiaskoer. Man lytter til de andres erfaringer og håber stiltiende, at man får mere end blot den gode Hiltonfrokost med sig hjem i bagagen. Man nyder at sidde på læringsbænken et stykke tid og glæder sig over, at TDC har leveret et godt produkt til deres medarbejdere. Så går man hjem og kigger på sit eget intranet, inspireret og med nye øjne, mens man prøver at huske på, hvad det lige var, de kloge hoveder fortalte.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job