Hipster tattoo

Kroppen som statusopdatering. Se mere for eksempel her

Den rigtige tatovering – den som giver dig respekt på Café Dyrehaven på Vesterbro – er ikke en, men mange usammenhængende tatoveringer! Og motiverne skal helst være ligegyldige og hverdagsagtige. En LEGO-klods, en flue, en Bambi, en cirkel eller et tilfældigt citat, du læste i avisen i går, og som du ville have glemt i dag, hvis det ikke var fordi, det nu stod med primitive bogstaver på din underarm.

Grimt? Sært? Nej, interaktivt. Prikkerne har du for altid, men du og dine venner kan selv tegne tussen færdig, hver dag

Den postmoderne hipster-tatovering er ikke et forsøg på at signalere et tilhørsforhold til en stamme af Maya-indianere, en kinesisk filosof eller et keltisk ur-ritual. Tatoveringerne, som lyser op på de mest besynderlige afkroge af den kreative klasses unge kroppe, udstråler en grundlæggende ligegyldighed over for idealkroppen og er samtidig et subtilt mikrotegnsystem, hvor der kommunikeres i underspillede, indforståede og kryptiske kropslige statusopdateringer.

Ötzi var først

Som kommunikationsform er der bestemt ikke noget nyt ved tatoveringer. Historisk har man kunnet finde eksempler på tatoveringer så langt tilbage som Ötzi the Iceman, som man anslår levede et tatoveret liv for 5.300 år siden i Alperne. Tatovering har været praktiseret i stammesamfund, hvor de afspejlede socialt tilhørsforhold, religiøse anskuelser og bedrifter på jagt- eller slagmarker. I Japan har fuldkropstatoveringerne været en vigtig del af kulturen helt op til vore dages verden, hvor de godt nok primært pryder den kriminelle underverdens Yakuza'er.

Hipster-varianten af sømandens nøgne dame

Sømanden og de nøgne damer

Den moderne tatovering, som vi kender den i den vestlige verden i dag, har dog sit udspring i Polynesien, hvor den blev opdaget af europæiske sømænd, som bragte den hjem fra deres opdagelsesrejser. I mange år var tatoveringer derfor noget, som man primært forbandt med sømænd. Ankeret, de nøgne kvinder og navnene på pigen i hver havn blev det billede, man forbandt med tatovering.

Lars von Triers hipster-variant af bad boy-tatoveringen

Bad boy med udgangstilladelse

Omkring midten af det 20. århundrede begyndte tatoveringer at blive associeret med social afvigelse. Amerikanske motorcykelbander i 1940’erne og 50’erne tog tatoveringer til sig, og rundt omkring i verden så man, hvordan tatoveringen blev et symbol på, at man var en bad boy. Tatoveringer blev en måde hvorpå man kunne udtrykke, at man stod uden for det normale samfund, fordi man tilhørte afvigende og til tider kriminelle sociale grupper. I Rusland så man blandt andet, hvordan der udviklede sig et helt kommunikationssystem af fængselstatoveringer, som med tegn og symboler meget præcist udtrykte den kriminelles status og hidtidige løbebane.

Hipsterens parodi på tribal-tatoveringens småklamme ’Amagerstyr’

Pæn metroseksuel prikken på anklen

1990’erne var tidspunktet, hvor tatoveringer som kommunikationsform for alvor ændrede karakter i den vestlige verden. Tatoveringerne begyndte at bevæge sig ud af den kriminelle underverden og ind i den etablerede medieverden, hvor skuespillere, fodboldspillere og modeller pludselig gjorde tatoveringen udbredt acceptabel i samfundets mere respekterede lag. Udbredelsen af tatoveringen faldt sammen med denne periodes udprægede dyrkelse af kroppen. Fitnesscentre, plasticoperationer og den metrosexuelle mand havde sammen med tatoveringer gyldne tider i denne periode.

Hipsterhumor: Fitness-bølgen dyrker den perfekte mandekrop med mavemuskler som six packs. Hvorfor alt det besvær, når man kan nøjes med en tatoveret six pack? Bemærk 1:1 - det naturtro størrelsesforhold indgår ofte i hipster-tatoveringen, jf. illustrationen nedenfor

Ofte trækkes på referencer fra populærkulturens tegneserieverden. Her er det

lille My fra mumitroldene.

Men selvom tatoveringer blev mere og mere udbredte, var beslutningen om at få en tatovering i 1990’erne en stor beslutning. Man brugte ofte flere år på at udtænke og udvælge et motiv, og der blev tænkt længe over placeringen på kroppen. Når man valgte et keltisk symbol på overarmen eller et kinesisk skrifttegn på skulderen, var det, fordi man gerne ville vise omverdenen, at man virkelig troede på noget, og at man havde et tilhørsforhold til noget, der var større og mere oprindeligt end den kedelige trummerum af en dagligdag. Kroppen som holdeplads for denne trancedentale kommunikation var ideel, fordi man jo ikke kunne løbe fra budskabet. Havde man først valgt at blive tatoveret, havde man valgt at placere sit budskab på det mest hellige af det hellige i 1990’erne – kroppen.

Modeindustrien er ude hos hipsteren. Humoren er tilbage

Kroppen er ikke længere et tempel, men et lysthus

1990’ernes krops- og tatoveringskultur lever stadig i bedste velgående. Der bliver stadig brugt litervis af grønt blæk på Amagergevirer og symboler fra mystiske og mere oprindelige kulturer, men ligesom al anden kommunikation er også tatoveringer i gang med at undergå en radikal forandring i begyndelsen af dette årtusinde.

For det første begynder man at se en tendens til et opgør med 90’ernes dyrkelse af kroppen. Når de virkeligt trendy hipstere bliver tatoveret i dag, gøres det med en nonchalance og ligegyldighed, som udtrykker et grundlæggende opgør med den forrige epokes pedantiske dyrkelse af den perfekte og helt rigtige tatovering. Man lader sig tatovere spontant, og man vælger motiver som er dagligdagsagtige og skrigende tomme for nogen form for transcendental mening. At spørge en tatoveret hipster om betydningen af hans eller hendes tatovering er i sig selv et meningsløst spørgsmål, som afslører, at man tilhører en tidligere og fortabt (tatoverings)generation.

Den selvhøjtidelige 1990'er-tatovering betjener sig gerne af romantiske skråskrifter eller fjernøstlige skrifttegn. Mens hipsteren er til Helvetica

Stuerene tatoveringer sucks

Manglen på transcendentale budskaber er med til at understrege foragten for tidligere generationers kropsdyrkelse. Ved at lade sig tatovere med nonchalance og ligegyldighed tagerr hipsteren afstand fra tidligere generationers nærmest industrielle forsøg på at forme kroppen til perfektion. Den ligegyldige tatovering signalerer, at man er ligeglad med kroppen. Og samtidig, at man erobrer kroppen tilbage fra de systemer af kropskontrol, som blev etableret gennem fitnessklubber, slankekure og modeblade. I en verden, hvor kropsidealet har været styret af samfundsnormer og kommercielle interesser, kan man kun generobre kroppen ved at kassere kroppen. Kun ved at gøre kroppen til noget værdiløst – en tom væg for tilfældige budskaber – kan man begynde at gøre kroppen til sin egen.

Fyld den tomme væg. Anything goes

Tatovering 2.0

Hipsterens ligegyldige tatoveringer minder om de sociale mediers daglige selviscenesættelser. Hvor tidligere tiders tatoveringer symboliserede tilhørsforhold og social permanens, symboliserer hipster-tatoveringen, at man netop ikke tilhører en bestemt stamme, gruppe eller subkultur. Bortset fra hipsterne ;-)

Er det okay med permanent blæk at fastslå, at Star Trek-filmen var okay, altså blot okay, ikke engang fantastisk?

Louise er væk, men tuschen består. Ren kaffe og kage.

Hvorfor ikke få alle facebook vennerne tatoveret på sin arm? Hipster tatoveringen er
en social status opdatering. Friends forever. Hvad med x-kæresten ?

Hipster-motiverne er simple, personaliserede og hverdagsagtige ligesom Facebook-opdateringer. Tatoveringer er blevet en fortælling om egen identitet, som er i konstant forandring og hele tiden udvikler sig. Og derfor er det meningsløst for hipsteren kun at have en enkelt eller to tatoveringer, fordi hele pointen er, at tatoveringen udtrykker den konstant flydende identitet, som kendetegner hipsteren. For blot 20 år siden var det skamfuldt ikke at have et kulturelt og socialt tilhørsforhold – i dag er det et udtryk for socialt overskud, hvis man kan vise sin omverden, at man er i konstant udvikling som person og aldrig hænger fast i en enkelt kulturel og social referenceramme.

Face it: Kroppen er blevet en graffitivæg, hvor den ene tatovering afløser og overlejrer den forrige, for på den måde at skabe en løbende fortælling om individet, som altid er foranderligt.