I tv-dokumentaren ’Min barndom i helvede’ (DR 10. maj 2012) beskriver Lisbeth Zornig Andersen sin barndom, hvor hun blev seksuelt misbrugt af stedfaren Jan, mens moren så passivt til. Klik på billedet for at komme til den timelange udsendelse, der ligger på DR's hjemmeside

 

Hundredtusinde tv-seere havde svært ved at synke aftenkaffen, da Børnerådets forkvinde og talsperson Lisbeth Zornig Andersen mødte Jan i den nylige DR-dokumentar Min barndom i helvede. Jan var manden, der krænkede hende seksuelt, da hun var en lille pige. Zornig – vrede er mit mellemnavn hedder derfor også hendes bog, der udkom efteråret 2011. Bogen, dokumentaren og Zornigs øvrige virke og fokus det sidste års tid har – sammen med et stigende antal misbrugssager omtalt i medierne – skabt stor opmærksomhed om udsatte børn som et samfundsmæssigt problem med katastrofale følger for ofrene. Siden sin tiltrædelse i Børnerådet har Zornig samtidig stået frem som eksempel på en dygtig mønsterbryder, der har kæmpet sig ud af sin traumatiske barndom i et socialt udsat miljø. Med vreden som drivkraft har Zornig på respektindgydende vis formået at være en dygtig og succesfuld talsperson for Børnerådet.

 

Grafen viser, hvor mange gange ordet ’Børnerådet’ er nævnt i medierne, jf. Infomedia. Efter Zornigs tiltrædelse som formand 1.1.2010, er omtalen af rådet flerdoblet. Den seneste polemik er holdt ude af statistikken, idet denne ikke medtager 2012

 

Rollen blev udfyldt, og missionen er lykkedes

Organisationen har med Zornig stået i spidsen, når det handler om at sætte misbrug og udsatte børn på den offentlige dagsorden. Dermed har lægpersonen Zornig præcis udfyldt den rolle, som fik daværende socialminister Karen Ellemann til at udpege hende som Børnerådets forkvinde. Modsat tidligere, hvor organisationen blev ledt af professionelle eksperter. Med denne udpegning ville Ellemann nemlig sende et politisk signal og sætte fokus på udsatte børn og mønsterbryderne.

 

Zornigs dybe, autentiske og troværdige engagement – som altså primært skyldes hendes personlige historie – ligger til grund for hendes evne til at brænde igennem i det offentlige rum. Den offentlige dagsorden har naturligvis i forvejen været påvirket af de grimme sager i Brønderslev, Skanderborg osv., ligesom misbruget af spindoktoren Kasper Juul (spillet af Pilou Asbæk) som barn i tv-serien Borgen danner en (mindre) del af konteksten. Men Zornigs modige beslutning om at gøre sin egen personlige – endda private – historie til genstand for offentlig beskuelse og debat, har ligeledes haft afgørende betydning for en øget problembevidsthed om udsatte børn. Derfor kan der ikke rejses tvivl om, at Zornig er en succes som talsperson og har skabt enestående eksponering for Børnerådet.

 

Ildsjæle er ikke altid bedst til at kommunikere

Zornigs succes rejser et mere principielt spørgsmål, når det gælder valg af organisationers talspersoner. Er valg af en autentisk og troværdig ildsjæl som talsperson, hvis personlige historie er flettet sammen med sagen, et bedre valg end valget af en professionel? Er det bedst med en ildsjæl, der kender problematikken på egen krop og brænder heftigt for sagen? Eksemplet Zornig kunne netop tyde på dette. Men inden forhastede konklusioner bør vi se det konkrete eksempel i et større perspektiv.

 

Troværdighed og sympatiskabelse er afgørende kriterier, når det gælder for en organisation om at fremme sin sag. En ildsjæl, der fortæller sin egen private lidelseshistorie og har stort personligt engagement, opfylder utvivlsomt disse kriterier. Dog er en ildsjæls personlige engagement i en sag ikke nødvendigvis nok til at brænde igennem.

 

Danmarks Naturfredningsforening har en ægte, naturelskende ildsjæl, Ella Maria Bisschop-Larsen, som genvalgt formand, men hun har ikke – alt andet lige – samme mediemæssige gennemslagskraft som Zornig. Ildsjæle-løsningen på talspersonspørgsmålet er ikke fejlsikker

 

Et af de nyere eksempler herpå er Danmarks Naturfredningsforening, hvis nyligt genvalgte forkvinde Ella Maria Bisschop-Larsen både er faglig kompetent og engageret i foreningens sagsområde. Men hvis evne til at brænde igennem medierne synes anderledes svag og som tilsyneladende har vist sig at være medietrænings-resistent, selvom hun tegner Danmarks Naturfredningsforening i medierne som primær talsperson. Dette på trods af det faktum, at hun med René la Cour Sell som administrerende direktør kunne støtte sig til en af landets dygtigste og professionelle kommunikationseksperter. Kort efter hendes genvalg har René la Cour Sell – formentlig i frustration over forholdene – forladt direktørposten. Danmarks Naturfredningsforening viser således egentlig den modsatte konstellation som Børnerådets, idet en faglig ildsjæl har svært ved ”at sælge” sagen, mens en professionel kommunikationsekspert ville kunne.

 

Derfor er en skarp skelnen mellem ildsjælen og den professionelle ekspert ikke relevant ved valg af talspersoner. Tværtimod findes der en række talspersoner med fagekspert-baggrund, der både udviser personligt engagement og professionel ekspertise. Zornigs engagement og evne til at sætte dagsorden kan der ikke sættes spørgsmålstegn ved. Men hendes mangel på professionel ekspertise og distance indebærer dog faldgruber.

 

Faren for at blive en enøjet kampagneorganisation

Zornigs eksempel peger på potentielle faldgruber ved valg af vrede lægfolk som talspersoner, i hvert fald i visse typer organisationer. Tidligere formand for Børns Vilkår og medlem af Børnerådet, psykolog John Halse, peger i et stærkt omdiskuteret debatindlæg, ’Taler Børnerådets formand sin egen eller børnenes sag?’ i Politiken den 19. maj 2012 på nogle af disse faldgruber. Reaktionerne på hans indlæg har været voldsomme, lige fra gængs smagsdommerkritik af faglige eksperter til insinuation af skumle og nedrige motiver. Alligevel mener jeg, at Halse peger på nogle faldgruber.

 

Kan du genkende dele af John Halses kritik, spørger politiken.dk den 22. maj 2012 Lisbeth Zornig Andersen, som svarer: »Nej. Det, han mangler i sit indlæg, er at vi i de første to år, jeg var børnerådsformand, beskæftigede os med (...) alt det, som har med almindelige børn og normalområdet at gøre«. Dette svar stemmer ikke helt overens med virkeligheden, jf. ovenstående pressemeddelse fra Børnerådet fra 2010, blot fire måneder efter Zornigs tiltrædelse. Her foreslår, ja "kræver" hun oprettelse af en helt ny task-force i anledning af globale afsløringer katolske præsters sexovergreb på børn

 

Den første faldgrube skyldes selve valget af Zornig som Børnerådets forkvinde, som altså var daværende socialminister Karen Ellemanns valg. Dette bevidste valg fra Ellemanns side er udtryk for et politisk signal og en prioritering, som man kan være enig eller uenig i. Nu er der vist ingen, der er uenige i, at udsatte børn bør have høj samfundsmæssig prioritet. Men – og som John Halse har gjort opmærksom på – betyder ethvert valg også samtidig nedprioritering og fravalg af andre issues. Dette kan naturligvis give god mening, men det afspejler også en slags kampagne-dagsorden.

 

Om og hvorvidt Børnerådet som statslig organisation er og bør være en kampagneorganisation ligesom civilsamfundets organisationer (Børns Vilkår, Red Barnet etc.) bør i hvert fald kunne diskuteres. Her vil argumentet være, at en faglig ekspert som talsperson nok også kan være engageret og empatisk. Men samtidig vil en faglig ekspert også bevare en professionel distance til den konkrete sag og se dette som del af et større billede og portefølje, en statslig organisation som Børnerådet er sat til at forholde sig til. Selvom Børnerådet – som med rette påpeget af Zornig – reelt har løst en række andre typer opgaver i hendes tid som forkvinde, er der omvendt næppe tvivl om, at engagement for udsatte børn og mønsterbryder-eksemplet har domineret den offentlige omtale og perception af organisationen. Dermed løber organisationen fare for selv at blive instrument i et af den til enhver tid siddende regerings politiske projekt. Projektet kan – som i dette tilfælde – være ganske legitimt og relevant. Men der kan også være tale om situationer, hvor der er større behov for faglig distance som værn mod konkrete ministres politisk og ideologisk farvede projekter.

 

Google-søgeresultater på ’Børnerådet’ (altså ikke ’Zornig’) afspejler problematikken. De to øverste hits vedrører organisationen i bred forstand, det tredje talskvindens private historie

 

Kasketforvirring og mangel på professionel distance?

En anden faldgrube – også påpeget af Halse – forekommer mig mere alvorlig. Den blev på dramatisk vis synlig, da Zornig efter udsendelse af DR-dokumentaren i TV-Avisen med henvisning til sin egen sag krævede, at forældelsesfristen for retsforfølgelse af misbrugssager ophæves.

 

Min personlige opfattelse er, at der ikke findes nogen forældelse for overgreb mod børn, og at gerningsmænd og -kvinder for altid vil være skyldige. Men dette støder omvendt mod et lige så vigtigt princip om retssikkerhed, idet det bliver mere og mere vanskeligt at dokumentere overgreb og dermed løfte bevisbyrden. Eftersom påstanden og anklagen om begåede overgreb i sig selv – og modsat idealverdenen, hvor man først er juridisk skyldig, når man kan dømmes for en handling – kan have yderst fatale følger for potentielt uskyldige mennesker, kan ophævelsen af den juridiske forældelsesfrist føre til eksempler for inkvisitorisk hævn, der er motiveret af andre grunde.  I min egen bekendtskabskreds er to mænd, som blev udsat for politiundersøgelser, fordi den tidligere ægtefælle og mor til deres børn hævdede, at mændene havde begået overgreb. Andre eksempler har været omtalt i medierne. Jeg kommer også i tanke om Thomas Vinterbergs nye film Jagten, der ifølge foromtalen netop skildrer en mand, der uretmæssigt kommer under mistanke for at have misbrugt et barn.

 

Når talspersonens engagement med afsæt i den personlige historie bliver til en subjektiv vendetta, der støttes af den opnåede sympati og platform i kraft af det offentlig hverv, hun eller han varetager, ville man netop ønske en faglig eksperts professionelle distance i stedet for. Derfor må denne faldgrube – som Zornig vel snublede i – nødvendigvis tælles med, når regnskabet om talspersonens succes gøres op. Og nok også mere principielt, når valget står mellem talspersoner med en privat historie eller en professionel ekspertise i forhold til sagen.

 

Faldgruber eller ej må man dog i tilfældet Børnerådet mene, at fordelene ved ildsjæls-løsningen klart har opvejet ulemperne.

 

---

 

Læs også Zornigs svar på John Halses kritik i hhv. BT og Politiken:

Zornig om kritik: Du skal ikke være bekymret, Halse

Zornig: Det her handler ikke om min egen sag