Tak til Løkke

Tak til Lars Løkke. For modsat mange andre gider han faktisk operere i netværkssamfundet. Der er stor ballade om Lars Løkke. For lidt siden sad Engell og malede Fanden på væggen inde i tv-avisen. For en tid siden var det noget med cigaretter og film, lige nu taxakørsel, og i går var det julefester. Slap nu af!
Det er for småt, det her. Det er for dumt
Jeg vil gerne tage Lars Løkke i forsvar. For i modsætning til mange andre politikere, der er selskabelige analfabeter og ikke bevæger sig ud i netværkssamfundet, så er Lars Løkke med derude, hvor mennesker mødes. Han er med, hvor der både bliver kørt i taxa, sovet på hotel, røget smøger, drukket vin og talt ud af posen. Og det er vigtigt. Det er sådan, relationer opbygges, og det er sådan, møder og beslutninger kan træffes nemmere og hurtigere: Det er takket være al den taxakørsel, at beslutningstageren Løkke har været ude i virkeligheden og har knyttet kontakter i mange retoriske situationer. Om den retoriske situation så er en julefrokost, en natmadsseance eller et restaurantbesøg – who cares? Det er der åbenbart mange, der gør; senest er sagen fundet vigtig nok til Politikens forside. Det er for småt, det her. Det er for dumt.

Verdenssituationen ordnes også i en taxa
Dem, der ikke forstår, at de sociale begivenheder er essentielle for den, der vil være en god formidler/beslutningstager, har ikke fundet ud af, at vi befinder os i et netværkssamfund. Det at opbygge relationer og være synlig er social kapital – og det er i høj kurs. Lars Løkke har masser af social kapital, fordi han, i modsætning til mange andre, gider være ude og knytte kontakter. Dem, der ikke forstår vigtigheden af allehånde sociale begivenheder for en politiker, har heller ikke tænkt på, hvordan det foregår i andre lande, der altid har været mere netværksagtige end os. I Tyrkiet ordnes verdenssituationen i badet, i Finland i saunaen, i Italien over den meget sene pasta, i USA over grillen og i England på pubben eller over teen. I Danmark er vi seriøse. Vi får ikke Amtet til at betale taxaen, hvis det er Folketinget, der skal betale. Vi går til arbejdsmøder, hvis vi taler med arbejdsrelationer. Hvis mødet får et andet navn, så er der stor ballade. Men det er same-same.

Tak for, at han gider køre rundt i taxa
Fakta er i dette tilfælde, at Lars Løkke i 2002 har fået refunderet en hotelovernatning på 895 kr. – han overnattede på hotel efter en julefest hos reklamebureauet Publicist. Han fik i første omgang (han har for længst betalt selv) regningen betalt af ministeriet, fordi der fejlagtigt blev anført ”aftenmøde” på bilaget. Nu har jeg været til nok julefester på reklamebureauer til at sige, at jeg tror, at Lars Løkke personligt hellere ville have hængt ud hjemme i fifaen med ungerne den fredag i december 2002. Men han har sikkert gået til fredagsfest for at opbygge relationer og vise sin respekt for årets indsats på bureauet. Det er da arbejde! Det er da ikke fritidssjov. Det er arbejde i netværkssamfundet. Det er et aftenmøde. Og Lars Løkke burde helt klart blive betalt for den slags – og få overnatningen også – med tak for, at han gider.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også