DR til fælles

Hvad ville der ske, hvis DR opgav ideen om at være den største på alle platforme og i stedet indførte ambitionen om at være den største ressource for den danske offentlighed?
af Nikolai Thyssen
De ville ryste på hovedet i DR Medieforskning, hvis de læste nedenstående. DR's betragtelige juridiske afdeling ville forkaste ideen som det rene vanvid. »Umuligt,« ville de konkludere, før de havde læst teksten til ende. Journalisterne ville blive arrige, redaktørerne undre sig. »Hvad er succeskriteriet, hvis ikke det er at skaffe flest mulige seere, lyttere og brugere til DR's kanaler? Hvad er vi, hvis ikke vi konkurrerer med de andre om at være størst?«
 
Generaldirektøren og hendes følge ville trumfe ved at kaste aben videre: »Det nytter ikke – hvis ikke vi er dem med seerne, taber vi politikerne.« Mediepolitikerne ville sige, at det er vigtigt med nyheder – gerne fra Christiansborg. Medieforskerne ville sige noget om EU. Lasse Jensen ville pege på skrækeksemplet fra New Zealand.
 
Forslaget er ellers enkelt: DR skal holde op med at se sig selv som summen af virksomhedens stadigt stigende antal kanaler: Det er hverken DR1, DR2, DR3, DRK, Ramasjang, Lille Ramasjang, P1, P2, P3, P4, P5, P6, P7, P8 eller dr.dk, der er DR.
 
DR er til for at skabe indhold, ikke for at fylde kanaler.
 
Vi har i fællesskab finansieret det, der produceres i DR, så hvorfor ikke gøre det til en ressource, som alle i den danske offentlighed kan bruge? Når DR sender sine OB-vogne rundt i landet og optager royale bryllupper eller folkemøder, hvorfor har alle så ikke mulighed for at bruge optagelserne – på en avis, på Wikipedia, på en blog, i undervisningen? For at give det større udbredelse eller for at bruge det som råmateriale til andre og egne projekter.
 
Når journalister på TV Avisen har researchet skattereformen helt til bunds, hvorfor så ikke dele materialet med andre med samme ambition – det være sig kollegaerne på TV2, bloggerne, kommentatorerne, fritidsskribenterne, ja alle der har som ambition at bidrage til det fælles oplysningsprojekt?
 
At stille sig til rådighed som en ressource burde være det nye seertal – det som DR i sidste ende blive målt og vejet på.
 
Farvel til konkurrencen
Selvfølgeligt er det ikke nemt. Det er ikke nemt at lære at se sine konkurrenter som kollegaer, at se andre skabe værdi med dit arbejde, at tænke uden for markedet. Inden for den herskende logik ville det være svært at acceptere, at dine seertal falder, mens konkurrentens læsertal stiger – med hjælp fra journalistik, du har lavet.
 
Men burde det ikke være bedøvende ligegyldigt, om den journalistik, DR producerer, dukker op som et indslag i TV Avisen eller som en faktaboks i Vejle Amts Folkeblad?
 
Der er mange måde at gøre det på . Jeg vil ikke nævne for mange, for man skal ikke give DR's jurister for meget at skyde ned. Men DR kunne eksempelvis gøre som Wikipedia og lægge materialet frem med en opfordring til at bruge det som råmateriale til andre projekter. Eller DR kunne frigive deres materiale under en Creative Commons-licens med krav om, at de, som bruger det, skal dele det, de laver, på samme generøse vilkår.
 
Meget kan ikke lade sig gøre. Alverdens ophavsret ville stille sig på tværs. Alle de ting, der ligger i arkivet, og alle de ting, der bliver købt ude verden, er næppe til at røre. Det blev tydeligt, dengang DR legede med ideen om et stort åbent kulturarkiv – en proces der endte med endnu en broadcast kanal, DR Bonanza. Men for alt det, der løbende produceres i DR's store organisation – og det er vel det, der er DR's egentlige bidrag til den danske offentlighed – er det kun viljen til forandring, der står i vejen.
 
Det store oplysningsprojekt
På ganske få år er DR gået fra to tv-kanaler til seks og fra tre radiostationer til otte. Det er, fordi DR skal følge med udviklingen. De skal segmentere, ramme målgrupper og konkurrere i et medielandskab, hvor alle gør det samme. Det er internettets logik overført til broadcast: Smallere er bedre.
 
Det siger næsten sig selv, at det er en håbløs kamp. Hvor mange nye tv-kanaler og radiostationer skal DR introducere ved den næste store kanalomlægning for at segmentere præcist nok? DR Ramasjang Lille, Mellem og Stor. DR K Kunst, Jazz og Opera. DR3 Hippie, Hiphop og Helse. Ville 12 tv-stationer og 16 radiostationer være nok? Ville 24 og 32?
 
Da DR2 kom til verden, kunne det lade sig gøre, fordi produktiviteten i DR i det tiår blev mere end fordoblet. Det nummer kan de ikke gentage. Nu kan de nye kanaler lade sig gøre ved hjælp af genudsendelser og billlige indkøb. Det er ikke vejen videre for DR, det er vejen ud i ingenting.
 
DR synes mere optaget af at fylde kanaler ud end at udfylde sin rolle som et af de store, fælles oplysningsprojekter i Danmark. Det store spørgsmål er altså ikke, hvordan man rammer de unge eller de kulturelle eller de dovne, men hvordan public service finder sin form i et radikalt nyt medielandskab, hvor alle er med til at dele, og de fleste har mulighed for at bidrage til nyhederne.
 
DR's nuværende formand, Michael Christiansen, sagde på et tidspunkt, da det politiske spil om DR strammede til, at han ikke forstod, hvorfor folk havde så svært ved at definere public service. Med sin karakteristiske arrogance lukkede han debatten. »DR starter dér, hvor folkeskolen slutter.«
 
Måske kunne man åbne debatten igen ved at minde om, at folkeskolen ikke slutter inde i fjernsynet, men rundt omkring i samfundet.
 
Og dér burde DR være – udenfor og sammen med alle os andre. 
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job