"Forud", ja da. Men vi bad altså om "Dorte"

Kender du Lempun og Jensto? Det er de to forunderlige ord din mobiltelefon vil foreslå hvis du forsøger at skrive Kforum. Nu kan man selvfølgelig ikke bebrejde mobilen at den ikke kan stave til Kforum – det er jo ikke engang et rigtigt ord – så Lempun og Jensto er for så vidt helt fine forslag. Umiddelbart giver de ingen mening, hverken som de står eller som begyndelser på længere ord, og måske netop derfor gør de indtryk. De er kryptiske skabninger, og sådanne både stimulerer den frie fantasi og pirrer den allestedsnærværende trang til så alligevel at konstruere noget der ligner rationale – to tilbøjeligheder som kan eksemplificeres med spørgsmålene: Hvilken endnu ikke eksisterende tingest kunne få navnet Lempun? Og hvis Jensto er forslag nummer 2, er Lempun så ikke en slags ”Jens 1”?
 

Hvad er telefonopfæni?
Telefonopfæni er ikke mit ord. Det er simpelthen min mobiltelefons forslag når jeg ud i én køre forsøger at skrive ”telefonordbog”. Ingen har brug for at skrive sådan et ord ud i én køre. Man kan bare skrive ”telefon”, gå ud af ordet uden at lave mellemrum, og så skrive ”ordbog” – voila: så står der telefonordbog i ét ord. Men når nu det skal være, er det da et spændende ord den foreslår.
 

Opfæni er med sin ikke-eksistens og med sine associationer til ”opfindelse”, ”fænomen” og ”mani” et meget rammende ord for det den gør når den f.eks. skriver ”telefonopfæni”. Så telefonordbogens forslag bliver også mit forslag: Lad os kalde det telefonopfæni!
 

Denne artikel handler om telefonopfæni – det vil sige om telefonordbogens mærkværdige forslag til ord den ikke kender, eller dens veje og prioriteringer i øvrigt. Der kan forekomme mild undren og sarkasme i artiklen, men overordnet er dette en hyldest til telefonopfænien og de kognitive gaver der ligger i dens skøre skæverter såvel som i dens tilfældige indspil til en given meddelelsessituation.  
 

Dette er ikke en informativ artikel, for der er ingen som helst solid viden og pålidelige præciseringer at hente om telefonordbogens prioriteringer. Dens komplekst indpodede men pladsøkonomiske algoritme ender i ”black box”; det tyder i hvert fald de åbenlyst undvigende, selvmodsigende og utilstrækkelige forklaringer på som teknologinørderne giver i diverse artikler. Og godt det samme, for det mest interessante er vel også hvad telefonopfænien gør ved os.
 

Alligevel tager jeg her en lille ekskurs omkring de tekniske holdepunkter vi trods alt har:
 

Tekst på 9 taster
Telefonopfæni skyldes systemet T9 som står for ”Text on 9 keys” og lige så vel for ”Tekst på 9 taster” eller for den sags skyld ”Tekst op 9 toetsen” som det ville hedde på hollandsk (ved hjælp af oversættelsesfunktionen i Google kan du selv fortsætte min pointe om at forkortelsen T9 ikke kun er til ære for engelsk). Der findes selvfølgelig også andre systemer end T9, men de er meget ringe i udbredelse og, så vidt jeg kan læse mig til, af gode grunde.

I modsætning til den modus der hedder ”multi-tap”, hvor man med et antal tryk på hver tast nøjagtigt præciserer hvilket af de i tasten indlejrede bogstaver, tal eller tegn man vil vælge, skal man med T9 blot trykke én gang på hver tast, hvorefter T9 så ud fra kombinationen af tastetryk kommer med en prioriteret række af gæt på hvilket ord man vil skrive. Det først prioriterede gæt er det man kommer til at skrive hvis man ikke er opmærksom. Man kan til enhver tid skifte til multi-tap-modus, og det er også altid den som telefonen overgår til hvis man skal lære den et ord (dvs. stave det for den), eller f.eks. når man tilføjer navnet på en ny kontakt. To af de omtrent 20 mennesker jeg har kontaktet for at få telefonopfæniske eksempler, fravælger bevidst T9 og bruger kun multi-tab – men de sms’er vist heller ikke meget.
 

Om sammenhængen mellem T9 og telefonopfæni bør i øvrigt bemærkes det magiske sammentræf at førstenævnte jo indrammer sidstnævnte: T(elefonopfæ)9.

Men vi er ikke helt færdige med den grundlæggende begrebsdannelse:
 

Tastonymer
Ord som kommer ud af de samme tastekombinationer, kaldes på engelsk ”Textonyms”. Det er et meget upræcist udtryk, så frem for at oversætte det til tekstonymer, vil jeg egentlig foreslå ”tastonymer”. De fleste T9-ordbøger i dag prioriterer gættene efter hvilke ord brugeren skriver mest.
 

Særligt irriterende, og dermed særligt bemærkede, tastonympar er par af hyppige ord som bruges omtrent lige meget; eksempler er ”et” og ”du”, ”går og ”har”, ”kigger” og ”ligger”, ”kære” og ”lære” og ”læse” eller ”aftale” og ”betale”. Sådanne ord bruger de fleste af os omtrent lige hyppigt, og vi må være særligt opmærksomme fordi det aldrig er til at vide hvad stillingen er.
 

Alle har prøvet at modtage uforståelige, eller delvist uforståelige, beskeder fordi for mange af de bærende ord i den intenderede meddelelse havde skiftet tastonymisk valør i hænderne på et af de her mennesker som bogstavelig talt ikke ser hvad de laver. Et konstrueret eksempel kunne være: ”Til et kære mig det?” (Vil du lære mig det?).
 

Avissprog versus intimsprog
Ifølge en artikel i TDC Business, januar 2008, er T9 (på det tidspunkt) versioneret til 40 sprog, og orddatabaserne for de enkelte sprog udviklet af Nuance Communications ”på baggrund af sprogvidenskabelige studier, sprogmanualer og inspiration fra aviser og websites”.
 

Samme artikel hævder andetsteds at T9 også benytter et kendskab til ”hvilke ord der oftest benyttes i en normal, dansk samtale”, når den gætter på hvilket ord man netop nu er i færd med at skrive. Det virker nu nok mest som en løs antagelse artiklens ekspert, Frank Fitzek, lektor i kommunikationsteknologi ved Aalborg Universitet, har bundet artiklens journalist, Stine Bjerre Herdel, på ærmet – ligesom man så mange andre steder i artiklen mærker at et oprigtigt og ihærdigt journalistisk forsøg på at finde ind til T9’s prioriteringer mødes med ekspertsvar der, ved nærmere eftersyn, blafrer i vinden. I hvert fald har de fleste danskere kunnet konstatere at den danske version af T9 næppe har været præsenteret for almindelig daglig tale i sin opdragelse, hvorimod det avissproglige præg er tydeligt.
 

Men der kan jo også være forskelle på diverse sprogversioneringers tilblivelse. Korpusarbejdet og den grammatiske opdragelse af hver enkelt T9-version afhænger meget vel af hvilke(n) medarbejder(e) Nuance har kunnet hyre til opgaven, og kan meget vel ende på én persons overblik og dermed også denne persons formåen, beslutninger og fejl. Det er ikke perfektionistisk kunst, det er sprogteknologisk arbejde som skal sælges til en deadline, især når vi er nede på et lille sprog som dansk.
 

Vi ser avisprægningen på mange måder. Eksempelvis når T9 i mange tilfælde foreslår s-passiv frem for nutids-r – det vil sige når ”strammes” kommer før ”strammer” og ”belyses” kommer før ”belyser”, som igen kommer før ”aflyses” før ”aflyser”. … Konkurrence: Hvilken sætning mener du er mest almindelig for hverdagssprog: 1) De nye metoder inden for organdonation belyses i det nye nummer af Ugeskrift for Læger. 2) Morten aflyser vores aftale, så vi må gå et andet sted hen. …?
 

Og her står så "plæneklipper"

”Organdonation” skriver den for resten også ud i en køre uden problemer, ligesom den skriver "fredsaftale" og ”masseødelæggelsesvåben” uden at komme i den mindste tvivl på vejen. Anderledes er det med de sammensatte navneord som er mere almindelige for hverdagssproget – hvis man prøver med ”flagstang”, ”kakaomælk”, ”plæneklipper” eller ”halstørklæde”, får man henholdsvis ”flagstæni”, ”kakaonc?”, ”skånejlisp?” og ”halstnplkæde”.

Jeg mener egentlig ikke at T9 skal kunne skrive ”flagstang” eller andre sammensatte navneord der er længere eller sjældnere, for sådan bruger jeg den slet ikke. Jeg bruger hvad man kunne kalde modul-metoden:
 

Modul-metoden
Vi skal selvfølgelig ikke fragmentere de sammensatte navneord bare fordi telefonen ikke kender dem. Meget kan tilgives i sms’ernes telegramsprog, men ikke navneordsfragmentering som er den mest fundamentalt sprogødelæggende fejl man kan lave, og som også gør tekst ulæselig. I stedet limer man bare orddelene sammen selv.
 

Ved at navigere én gang til højre flytter curseren sig ikke til højre; den bliver stående på sin plads på bagkanten af det foreløbige ord, men er færdig med at beskæftige sig med ordet, og så kan man lime den næste stavelse på uden mellemrum. Det er elementært for de fleste af os, men din mor kender ikke metoden, så lær hende den!

Hvis jeg skulle skrive ”skønlitteratur”, ville jeg til enhver tid skrive ”skøn|litteratur”, og ”omnibusavis” ville jeg hakke ud i ”om|ni|bus|avis”, ligesom jeg ville stave mig igennem et mystisk navn eller udenlandsk ord på samme vis. Det betyder så også at jeg nogle gange overforbruger modulmetoden, for telefonen kender faktisk ”skønlitteratur” og orddelen ”omnibus”, og eftersom flere stavelser vil danne en mere specifik streng end få stavelser, og dermed udsætte én for færre valg, er det tidsmæssigt ineffektivt at hakke ordene mere ud end nødvendigt. Særlig dumt er det når man kommer til at ændre strategi i vadestedet – når man i et ord som f.eks. ”iøjnefaldende” først kommer til at spalte ”i” fra og glemmer det, for derefter ud i en køre at forsøge mig med ”øjnefaldende” som telefonen selvfølgelig ikke kender.
 

At telefonen kender navne som Lykketoft, Nørretranders og Scientology, forekommer ikke så overraskende når man ved at den har været udsat for et aviskorpus. Men man kan godt blive overrasket over hvad den IKKE kender. Eksempelvis kendte min telefon ikke ordet ”nærig” – til dens forsvar skal dog siges at den heller ikke kender ”gavmild”. Til gengæld kender den ”flæskesteg” uden at kende ”rødkål”!

Partierne kender den selvfølgelig også, bortset fra Kristendemokraterne der muligvis endnu ikke var i det brugte aviskorpus. Lidt vrængende spørger den ”kristendenok?”.
 

Bøf og Cola kommer til middag
En særlig klassiker for T9-brugere er navne. Ofte kender telefonen ikke de mest almindelige danske navne før man har stavet dem for den, men selv når den kender navnet, kan det være tastonym med et for telefonens opfattelse langt hyppigere ord som den så foreslår først.
 

Mens Stine må trækkes med ”Svine”, og Susan og Susanne har den tvivlsomme ære af hhv. ”Stram” og ”Stramme”, kan Anja glæde sig over ”Cola”. Og jeg er ikke et sekund i tvivl om at de fleste Anja’er er yderst tilfredse med ”Cola”, for hvilken kvinde vil ikke gerne associeres med noget sødt, vanedannende, opkvikkende (for hovedet), omsorgsfuldt (for maven) og med gode kurver?
 

Det er dog for intet at regne i forhold til Poul som er ”Smuk” – jeg husker tydeligt tastonym-misundelsen første gang jeg skulle skrive til Poul. Men mon ikke min misundelse havde været større hvis jeg var ”Brød” som Arne er det, eller ”Blævr” som Claus var det engang? Fra Claus fik jeg denne besked:

”Min gamle telefon foreslog konsekvent imperativet Blævr hver gang jeg ville skrive Claus, til trods for at jeg havde gemt mit navn adskillige gange i ordbogen! Når man så dertil lægger at jeg kun skrev mit navn i sms’er til folk der ikke kendte mit nummer i forvejen, så er det altså lidet flatterende at førstegangsintroducere sig selv som Blævr hvis det lige skulle gå lidt stærkt med at skrive og sende sms’en.”
 

Andre kaster deres kærlighed på deres tastonymer. Én skriver til mig at hendes veninde har bl.a. krus og dekorerede tændstikæsker med hendes navn, ”Cola”. Begejstringen kan også være vennernes; således skrev én til mig at hendes to veninder Ane og Anja konsekvent reduceres til Bøf og Cola.
 

Apropos bøf, så bliver en af mine venner ofte inviteret til ”and med løg”, der jo lyder spændende, men det viser sig så altid at være bøf med løg. Det er lidt det samme når beskederne fra ”far” altid er underskrevet ”får”.
 

Benedikte må leve med det meningsløse ”Benefikud”, mens Sophie efter femte tastetryk mødes med spørgsmålet ”Sørg?”. Der kan også ligge forsøgt subliminale meddelelser på vejen til det fuldendte navn; således foreslås ”crush” på vej til Astrid, og det kan jo være dybt i situationen. Det kan det også at Dorthe er ”Fortid”.
 

Og vær nu ikke for misundelig på Tor Nørretranders. Ganske vist kender din telefon hans mærkelige efternavn, men hvad fornavnet angår, må han leve med først at være ”Tør” og dernæst ”Tøs” før det bliver til ”Tor”.
 

Anderledes suveræn er Jønke på min telefon, for han slipper med at tastonymet ”Knold” henvises til andenpladsen. (Ifølge alle de kontrolefterretninger jeg har fået, er der dog intet der tyder på at en normal T9 kender nogen af delene, så det er ikke godt at vide hvor meget jeg har lært min telefon.)

En særlig kuriøsitet vedrørende navne er at telefonen ikke kender ordet ”interferens”, men derimod forslår ”Gotfredsens”!
 

"Knus Susanne" på maskinsprog

Lovs
Som vi så med tastonym-navnet Cola, er lovs også et ord folk begynder at bruge konsekvent. Det betyder selvfølgelig ”knus” – det ved alle, og derfor kan man lige så godt bevidst variere med lovs selv om man har lært sin telefon at skrive ”knus”. Lovs skal udtales med stød, altså ligesom ”sovs”, som det dermed også i høj grad associerer til, og ikke som ordet lov i ejefald.
 

Eftersom lov i ejefald ikke er den mest naturlige vending i en avis, kan det godt være at telefonen ikke kender det, men i stedet er på vej til at skrive ordet ”lovsamling” eller noget lignende – når nu den heller ikke kender knus. Men som bemeldte artikel at antyde at T9 hellere vil skrive ”lovsamling” end ”lovs” (f.eks. en lovs tilblivelse) når den står på fjerde bogstav – altså hellere vil skrive et længere ord end det ord der svarer til det øjeblikkelige antal anslag – er formentlig noget mytologisk vås. I hvert fald kan man konstatere at telefonen tre tastetryk inde i det superhyppige ord ”arbejde” foreslår det sjældent brugte ”æra” som passer til de tre tastetryk. Og sådan bør det også være.
 

Tilsvarende vil man fem tastetryk inde i ”Jordan” have skrevet ”Korea”. Ved sjette tastetryk skifter den til ”Jordan” fordi ingen bøjning af Korea passer hertil, men tror man så efter otte tastetryk at man har skrevet ”Jordansk”, skal man nok lige kigge efter endnu engang, for da skifter førstevalget igen til ”Koreansk”.

En klassiker af samme type som lovs er ”sit” i betydningen ”sgu”. Det er naturligvis ikke det henvisende pronomen ”sit” man umiddelbart kommer til at tænke på, men en ordre til en hund.
 

På bar
Hvis man endnu ikke har lavet så mange kaffeaftaler, er ”løs” i stedet for ”kop” en klassisk mulighed for at skrive forkert. ”Lad os tage en løs kaffe” kan i situationen godt være et forkert signal at sende.

Men vi er ikke færdige med drikkevareproblemerne. Engang jeg skulle passe et hus, skrev jeg til husets ejer om jeg godt måtte tage en bestemt vin. Svaret kom prompte: ”Det er øl”. Nå? Jeg mente nu altså bestemt at det der var tale om vin. Der skulle selvfølgelig have stået: ”Det er ok”.
 

Lignende forvekslinger kan man forestille sig når CBS-studinens forældre skriver til hende om hvornår hun kommer og spiser, og hun, glad for at kunne prale med sin studieflittighed, svarer: ”Jeg er stadig på bar” i stedet for ”Jeg er stadig på cbs”.
 

Apropos druk: Hvis man prøver at skrive ”bodega”, siger den ”åndeh?”, sikkert på vej til at skrive åndehul. Den slags hører til den særlige poetiske charme som T9 fra tid til anden rammer os med.
 

Tid og poesi
Tiden er også et emne T9 forholder sig poetisk fabulerende til. Jeg talte før om ”æra” som tastonym til ”arb” (de første tre bogstaver i arbejde), men æra er også default-meldingen hvis man forsøger sig med chat-forkortelsen ”brb” (be right back). Det kan man da kalde poetisk humor!
 

Mere nærliggende er det at ”uge” er ”tid”. Og det kan godt tale til os at ”død” er: først ”end”, dernæst ”ene”, så ”død” og til sidst ”fod” (billedet i lighuset af foden der stikker ud med en seddel på).

Og lidt provokerende for den seriøse poet er det nok at man for at komme til ”poet” først skal igennem ”sødt”, ”rødt” og ”soft”.
 

Nu vi er ved det poetiske, så synes jeg faktisk også at det er sjovt at ”pik” er totalt afseksualiseret til ”pil”. ”Tissemand” bliver til ”vissenb?” – en vissen-hvad?! Lignende brandslukning finder i øvrigt sted, når ”Tænd mig!” bliver til ”Vand mig!”.
 

iPhone kan også. "Gspot" bliver til "happy". Tja...

Damefø
Damefø er den mest velkendte eksponent for en anden type af klassikere, nemlig de tastonymer som ikke umiddelbart har en mening i forvejen. Men fordi alle ved at det betyder ”fanden” – for hvem fanden har ikke prøvet at skrive dét på sin telefon? – får damefø sin betydning. Og fordi vokaler og konsonanter er fordelt på en fornuftig måde i damefø, kan vi bruge det, kaste vores kærlighed på det og lægge vores konnotationer ind i det. Jeg synes damefø minder lidt om et fnys eller nys; måske fra den dame som bliver stram om munden over bandeord som ”fanden”.
 

Ligeledes har min lillesøster vænnet sig til at bede kæresten tage ”morgenarne” med fra bageren. Det har intet at gøre med at bageren hedder Arne, og det er heller ikke en eufemisme for morgensur. Morgenarne er simpelthen bare mobiltelefonens forslag til ”morgenbrød”, og sådan noget kan jo hurtigt blive slang i familien.
 

Ikke altid T9’s skyld
Andre indtryk af telefonordbogens opfæni skyldes simpelthen at man selv taster forkert. Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg har skrevet ”topfag” og måttet slette og skrive om. Der skal selvfølgelig stå ”torsdag”, men mine fingre fatter stadig ikke at man kan have en ugedag med 7 bogstaver.
 

Jens betroede mig at hans telefon er slem til at lære af hans slåfejl, og kunne i den forbindelse netop nu oplyse at ”slåfejl” på hans telefon er ”småfejl”. Sjovt, men: Nej, Jens, det er stadig dig der ikke trykker på de rigtige taster.

Jeg må også afvise en anden foreslået klassiker, nemlig ”kg” for ”kh”: Hvis man prøver at skrive ”Kh” (kærlig hilsen) uden punktummer, er det jo fordi man ikke er smart. ”K.h.” med punktummer er default for hvert eneste tastetryk: K er førstevalg, punktum er førstevalg, h er førstevalg (og skrives automatisk med småt når der ikke er mellemrum efter punktummet) og punktum er igen førstevalg. Ydermere sikrer man sig at ens navn automatisk bliver med stort fordi der er punktum og mellemrum forinden. Så nok dropper jeg selv forkortelsespunktummer i sms-sproget, men ikke i ”K.h. Martin” for der er punktummerne i virkeligheden en genvej.
 

Op i liongøgen
Jeg har selvfølgelig tastet løs på min mobiltelefon for at afprøve ord for eventuelle tastonymer, så her er den lille restgruppe som er for sjældne til at være velkendte klassikere, men som er sjove nok til at få en plads i artiklen.

Ovenstående mellemrubrik er hvad der kommer ud af at skrive ”op i limningen”. Buddet ”okkearne” for ”øllebrød” synes jeg også er pænt morsomt, ligesom jeg synes der er en akavet konstruktivitet i forslaget ”græsplænapkine” for ”græsslåmaskine”.
 

Det bør måske også rapporteres at ”perker” bliver til ”perler”! Jo jo, sidstnævnte er ganske vist i flertal, men hvis politimænd har aflagt rapport via mobiltelefon, så har vi måske her årsagen til at amatørforfatteren Hanne Bech Hansen i sin tid som politidirektør havde den opfattelse at perle var en gængs betegnelse.

Opløftende er det ikke at der lige før sidste tastetryk i ”verden” vil stå ”ufred”. Så er det mere opløftende at PET lige før de trykker sidste bogstav i ”terror” bliver mindet om at terror bedst undgås ved hjælp af efterretninger; der står nemlig ”udspør…”. I denne forbindelse bør det skismatiske tastonympar ”jubler” og ”kvæles” måske lige nævnes.
 

”Metroseksuel” bliver mødt med spørgsmålet ”Neurose?”.

Det kan man tage som man vil, og sådan er det vist generelt med T9’s telefonopfæni.

---

Flere eksempler modtages meget gerne i kommentarsporet.