Har vi hørt det før? Ja, men næppe i en form, hvor så komplekse problemstillinger bliver sammenstykket med dokumentation fra så mange sektorer, kilder og verdenshjørner til så overbevisende et helhedsbillede. Vanen tro stopper Friedman dog ikke med en gennemresearchet analyse af tingenes tilstand – bogen leverer også konstruktive forslag til, hvordan den grønne revolution bør gribes an.

Jorden er varm, flad og overbefolket

”Hot, Flat and Crowded” er delt op, så første halvdel er en analyse af den forurenede klodes tilstand: Hvad er der galt, og hvordan kunne det komme så vidt? I bogens anden halvdel finder vi kuren: Hvad skal der til for at vende udviklingen, så jorden ikke ”går under” og vi mennesker fortsat kan udfolde os?





Udtrykket ”Flat” i bogens titel henviser til Friedmans bog ”The World is Flat” fra 2005, hvor han beskrev, hvordan især PC’ere og internettet har fremmet globaliseringen. Den teknologiske udvikling har gjort det muligt for folk rundt omkring i verden at koble sig op på nettet og blive forbundet på kryds og tværs, så bl.a. mange hundrede millioner kinesere og indere har kunnet løfte sig ud af fattigdommen ved at samarbejde og konkurrere på lige fod med amerikanere og europæere. Det er jo i sig selv en meget positiv udvikling. Men i det omfang ny velstand for hundreder millioner mennesker bliver brugt til indkøb af ting og forbrug i amerikansk og europæsk stil, så er det med til at skabe en katastrofal forværring af vækst- og forureningsproblemerne. Det kan Friedman naturligvis ikke tillade sig at fordømme – og det gør han da heller ikke, han synes tværtimod, det er meget naturligt og forståeligt, men han ærgrer sig over, at man ikke har fundet ”en anden vej”, hvor forbrug ikke skaber forurening.

Siden 2005 har Friedman fokuseret på at undersøge yderligere to faktorer, der påvirker vores planet fundamentalt: global opvarmning og en enorm befolkningstilvækst. De tre ting – varm, flad og overbefolket – udmønter sig i fem problemområder, der skaber ustabilitet og uorden i verdensordenen. De er kort beskrevet nedenfor.

Ulighed, ustabilitet, udryddelse

Udbud og efterspørgsel efter energi og naturressourcer
I dag lever der 6,7 milliarder mennesker på Jorden. Det tal vil stige til 9,2 milliarder i 2050, og mange af disse nytilkomne vil være forbrugere med købekraft som europæere og amerikanere. Udover en voldsom befolkningstilvækst betyder en kraftig vækst i mange økonomier rundt omkring i verden, såsom Rusland og Østeuropa, Sydamerika, Indien og Kina, at forbruget af alle former for energi vil blive mindst dobbelt så stort i 2050 som i dag. Så der vil blive en ekstrem konkurrence om stadig færre fossile energiformer og naturlige ressourcer.

Overførsel af velstand til udemokratiske lande
Med indkøb af olie sker der en overførsel af ufattelig store summer fra de olieforbrugende til de olieeksporterende lande. Det er Friedmans tese – meget velunderbygget i øvrigt, idet Friedman er mangeårig kender og kommentator af mellemøstlige forhold – at de høje oliepriser har gjort de arabiske landes styrer mere konservative og egenrådige. De mange oliepenge har givet magt til ledere, som ikke har fortjent det ved at bygge deres økonomier op eller ved at uddanne deres befolkninger. Hvorimod lave oliepriser historisk set tvinger et styre til at åbne mere for basale rettigheder som demokrati, ytringsfrihed og uddannelse. Så ergo mener han, at USA med indkøb af olie fra bl.a. Saudi-Arabien indirekte støtter terrorister, fordi dette styre støtter organisationer som al-Qaeda, Hamas, Hizbollah og Islamisk Jihad. Så hvis vi kunne mindske efterspørgslen efter olie, ville vi samtidig give grobund for mere demokratiske styrer.

Klimaforandringer – global opvarmning
Det FN-sponsorerede panel IPCC (Intergovernmental Panel on Climate Change) udsendte i 2007 en alarmerende rapport. Baseret på en konsensus blandt klimaeksperter og titusindvis af studier konkluderede rapporten, at tilstedeværelsen af global opvarmning er reel, at uden en dramatisk reduktion i CO2-udledninger kan klimaforandringer skabe abrupte eller irreversible effekter på luften, havene, gletcherne, jorden, kystlinierne og arterne, og endelig at ”If there is no action before 2012, that’s too late. What we do in the next two to three years will determine our future. This is the defining moment.”  

Energi-fattigdom
I en verden, hvor fattige kan løfte sig ud af fattigdommen ved at gå online og forbinde sig til det globale arbejdsmarked, er det altafgørende at have adgang til elektricitet. Jo større efterspørgslen bliver på energi, jo sværere bliver det for fattige at få adgang. Skellet mellem rige og fattige, mellem dem, der har, og dem, der ikke har, vil blive yderligere accentueret i en verden med mangel på energi. Og de fattigste bliver dobbelt tabere, for de vil også være de mest udsatte i en verden, hvor der sker klimatiske ændringer og kommer klimakatastrofer.

Tab af biodiversitet
Jorden er fire milliarder år gammel. Der har været liv på jorden i lidt mere end to milliarder år. I de to milliarder år er der sket et vist tab af arter, der er uddøde. Men i et meget, meget langsomt ”normalt” tempo. I gennemsnit kunne en art leve i en million år og så dø ud. Nu sker der en helt anderledes masseudryddelse af arter. Som følge af den intensive udnyttelse af jorden, udbygning af byer og veje, rydning af skove, overfiskning af have og den forurening, der er en konsekvens af alt dette, så er tabet af biodiversitet voldsomt accelereret. Nu uddør arter i et tempo, der er tusind gange højere end normalt.

Forspildte chancer

Mange af de problemer, der er beskrevet, kunne have været – om ikke forhindret, så i det mindste begrænset. Friedman er ægte indigneret over, at USA ikke tidligere har gjort mere for at stoppe forureningen og skabe nye alternative energiformer. I den anledning deler han nogle gevaldige skideballer ud til især de republikanske præsidenter Ronald Reagan og George W. Bush, som begge har spildt mange chancer og ladet den amerikanske bilindustris lobbyister have alt for let spil og dermed sat udviklingen og forskningen i nye alternative energiformer mange år tilbage.
Faktisk startede det så godt med præsidenterne Gerald Ford og Jimmy Carter, der efter olieembargoen i 1973-74 fik gennemført en lovgivning, der betød, at amerikanske biler inden for en ti-årig periode skulle kunne køre dobbelt så langt på literen: fra 13,5 miles pr. gallon i 1975 til 27,5 miles pr. gallon i 1985. Det lykkedes. Men så kom Ronald Reagan til og satte hele den udvikling i stå – dels lettede han på kravene, så bilerne ikke behøvede at være helt så effektive længere, dels skar han ned på budgetterne på de fleste af de initiativer, Carter havde sat i gang på alternativ energiområdet, og tog skattefordelen væk for mange af de virksomheder, der var startet inden for sol- og vindenergi. Helt symbolsk rev han endda de solpaneler ned, som Carter havde fået monteret på taget af Det Hvide Hus!

Så USA er blevet sat mange år tilbage i forhold til, hvad man kunne have opnået, hvis udviklingen fra 1975-1985 var fortsat. Bush fortsatte herostratisk med at forsvare den amerikanske energiforbrugende livsstil. Som Bush’ talsmand i maj 2001 svarede på et spørgsmål, om man ikke burde prøve at begrænse amerikanernes forbrug af energi, som er meget højere per capita end i noget andet land: ”The President believes that it’s an American way of life, and that it should be the goal of policy makers to protect the American way of life. The American way of life is a blessed one.” Så i stedet for at lægge afgifter på benzin og prøve at ændre amerikanernes vaner, så lettede Bush afgifterne på benzin, så amerikanerne blev endnu mindre tilbøjelige til at ændre deres livsstil.

Friedman anser det for topmålet af dumhed og nærmest uforståeligt, at også McCain og Hillary Clinton så sent som i foråret i løbet af præsidentvalgkampagnen foreslog at lette afgifterne på benzin i sommer-rejsetiden 2008 – for at give amerikanske bilister ”a break” – og  dermed kun ville opnå at øge efterspørgslen endnu mere og drive prisen endnu højere op.

Danmark duks i klassen

I stedet skulle man have gjort som Danmark, mener Friedman. En af kilderne i bogen er Danmarks energi- og klimaminister Connie Hedegaard. Friedman har besøgt hende i forbindelse med sin research til bogen, og han fremhæver Danmark som et eksempel på, hvordan USA kunne have forholdt sig i forhold til energiproblematikken. Danmark svarede – som USA indledningsvist – på oliekrisen i halvfjerdserne ved at øge skatterne og afgifterne på biler og benzin og ved at igangsætte initiativer på alternativ energi. Men Danmark holdt fast i den model, så Danmark fra i 1973 at importere 99 procent af olien og energien fra Mellemøsten i dag slet ikke importerer derfra. Ganske vist hjulpet af fund af olie og gas i Nordsøen, men ikke mindst også ved med afgifter og regeringsinitiativer at ændre handlingsmønstre til at være langt mere energibevidste. Så selv om økonomien er vokset med 70 procent siden 1981, så er energiforbruget ikke steget siden da. Og i dag kommer 16 procent af Danmarks energiforbrug fra vind- og solenergi.

Kina – make or break

I et meget spændende kapitel beskriver Friedman udfordringen for Kina. Kinas befolkning udgør en femtedel af menneskeheden, Kina er nu verdens største udleder af CO2 efter USA, og Kina er verdens største importør af nikkel, kobber, aluminium, stål, kul og jern. Så forureningen fra Kina på nuværende tidspunkt og den potentielle forurening, der vil komme, hvis udviklingen fortsætter som hidtil, er så massiv, at det vil vælte hele den indsats, der bliver gjort alle andre steder på kloden. Som det går med Kina – sådan vil det gå med resten af planeten.
Forureningen i Kina er i dag så åbenbart og stort et problem, at Kinas styre ikke kan sidde det overhørigt. Regeringen prøver imidlertid at holde gryden i kog og fortsætte den rivende udvikling – samtidig med, at man er begyndt at sætte ind over for forureningsproblemerne. Indtil videre er det en dråbe i havet, men Kinas styre har evnen til at tage hurtige og effektive top-down-beslutninger – og gennemføre dem. Friedmans håb er, at der udover grønne reformer i Kina også vil blive reformeret på menneskerettighederne. Og så er det hans ønske, at ligesom USA havde et ”space race” med Sovjetunionen, så kan USA, EU og Kina starte et race om at skabe gennembrydende teknologier på energiområdet. For nu handler det ikke om at erobre rummet. Nu handler det om at bevare menneskeheden og Jorden. Intet mindre. Og lige meget hvem der kommer først, så vil det være en win-win-win-win-situation.  

Energi fra helvede eller himlen

Friedmans drømmescenarie er, at USA i et dobbeltgreb tager føringen i den grønne revolution og samtidig genvinder sin status som et land, der bliver set op til i den øvrige del af verden.

USA skal ifølge Friedman erstatte alle de brændselsformer, der kommer fra undergrunden, fra ”helvede”, d.v.s. kul, olie og naturgas. For de findes kun i begrænsede mængder og udleder som bekendt CO2 og anden forurening ved afbrænding. I stedet skal USA sætte alt ind på at gå over til energi fra ”himlen”, dvs. vind, vandkraft, bølgeenergi, biomasse og solenergi. Energiformer, som jo kan fornyes i det uendelige og ikke udleder skadelige stoffer.

Ved at kaste al sin tekniske ekspertise, sine innovative kræfter og sin entusiasme ind på at tage disse udfordringer op kan USA også genopfinde sig selv og igen blive det land, der eksporterer håb og ikke frygt.

Friedman viser med mange eksempler, at den amerikanske befolkning er klar til at gå i gang med dette og i mange tilfælde er længere fremme end regeringen. F.eks. er staten Californien kommet meget langt med regulering af forbruget ved incitamenter til at bruge alternativ energi – med det resultat, at indbyggere i Californien kun udleder halvt så meget drivhusgas som amerikanere i andre stater.

Er bogen stadig relevant?

Folk spørger ofte Thomas Friedman, hvilken indsats de personligt kan gøre på miljøområdet. Han svarer dels det oplagte, at der ikke findes nogen lette genveje, men at hver især må prøve at leve sit liv så miljømæssigt bæredygtigt som muligt. Dels siger han, at det er mere vigtigt at skifte sine ledere ud end at skifte sine elpærer ud. Underforstået naturligvis, at lederne kan gøre en stor forskel og påvirke mange millioner menneskers handlinger. Og timingen for bogens udgivelse er da netop også tilrettelagt meget bevidst med henblik på at være et indspark i den amerikanske præsident-valgkamp.

Og nu hvor Barack Obama er blevet valgt, er USA vel sikret for miljøsagen – og er Thomas Friedmans bog så egentlig ikke overflødig? Nej, det er – med en kliche – desværre fortsat en meget nødvendig bog. Der er lang vej til indsigt, og fra indsigt til handling. Og selv om eksempelvis Danmark bliver fremhævet som duks i bogen, så ved vi danskere jo godt, at der er meget mere, vi kunne gøre, at vi ikke kan tillade os at læne os tilbage. Og ”Hot, Flat and Crowded” rusker op i læseren på netop den rigtige måde: Bogen rammer den fine balance mellem at være død-alvorlig omkring, hvor store forureningsproblemerne er, og ikke at lamme læseren af skræk og fortrængning. Og forureningen kender ikke til grænser, så vi er alligevel alle i samme båd. Bogen leverer samtidig en indsigt i internationale stor- og energipolitiske problemstillinger – bl.a. mellemøstlige og kinesiske – der næppe er tilgængelig i så velformidlet en form mange andre steder.

”Hot, Flat and Crowded” er udkommet hos ”Farrar, Straus, and Giroux”. Thomas Friedman er fast skribent i New York Times, hvor han skriver om udenrigsstof. Han har vundet Pulitzerprisen tre gange.


Link til Thomas L. Friedman's hjemmeside