Det sidste ikke mindst, fordi man så den berømte påskeparade med amerikansk kæreste i hånden, og hun også gjorde et vist indtryk. Men alligevel: der er næsten ingen ende på, hvilke film man mindes. Derfor er det selvfølgelig også fantastisk, at den enorme filmkulisse i virkeligheden er en by, som er fuld af almindelige mennesker og kan beses hver evige eneste dag året rundt.

I sætningen ”Det så ud nøjagtig som på film” ligger nøglen til forståelse af al turisme. Man bruger undertiden udtrykket ”oplevelsesturisme” for at beskrive alle de former for turisme, der ikke som deres hovedelement har den komplette vegeteren i sand, vand eller alkohol. Men faktisk ville ”genoplevelsesturisme” være en mere velanbragt betegnelse. For hele idéen med turisme er, at man først skaber et billede af det sted, man vil besøge, i sin fantasi. Og at man kun derefter rejser til stedet og sammenligner det med fantasibilledet.

De tidligste turister
Turisme er en helt eneståede litterær beskæftigelse. Allerede i slutningen af 1700-tallet, da de tidligste turister drog ud for at bese Rom, var det tanken at sammenligne litteraturens billede af byen med det rigtige Rom. Siden drog man ud for at sammenligne litteraturens billeder af andre vigtige steder i den europæiske civilisatione historie med virkeligheden. Det førte til Athen, Firenze og mange andre centre i den antikke og middelalderlige verden.

Men hurtigt blev det mere kompliceret. Mange af de tidlige turister var kunstnere. Derfor malede eller berettede de om deres genoplevelse på en måde, der igen fik andre til at rejse ud for at genopleve. Goethe ville se oldtidens Rom. Andersen ville se Goethes Rom. Og mange af os, der lever i dag, vil se det Rom, vi kender fra H.C. Andersen eller fra Constantin Hansens billede af et selskab af danske kunstnere i Rom.Der opstår også mange forskellige rejselitteraturer. Ved siden af den klassiske rejselitteratur, som forsøger at indfange den særlige stedets ånd, historien og vigtige personer har skabt, opstår der også andre litteraturer. En gastronomisk litteratur, hvor man med sin Michelin-guide i hånden kan rejse ud og se madtempler i virkeligheden. En politisk litteratur, hvor man kan se Orwells Katalonien og Remarques vestfront i virkeligheden. En musiklitteratur, hvor man kan se de store koncertsale eller de store komponisters fødesteder i virkeligheden, en forbrugslitteratur, hvor man kan se de store forbrugstempler i virkeligheden samt mange andre litteraturer. Det fører alt sammen til en udvidelse og spredning af, hvad turisme kan være.

Permaturisme
Normalt er turisten er person, der rejser. Men i de senere år er der indtrådt en interessant udvikling. Turisten kan i dag godt være en person, som er fastboende – men som insisterer på at betragte sit faste bosted med turistens øjne. Jeg har fra tid til anden mødt fx amerikanere, der permanent boede i det turistiske fantasme ”Italien”. Det fik dem til konsekvent at overse den banale romerske hverdag med ineffektive, offentlige kontorer; anlægsarbejder, der strandede på grund af korruption og inkompetence; trafik, der snegler sig afsted samt hvad det almindelige, italienske dagligliv ellers rummer af fortrædeligheder. Og jeg har mødt danskere, der permanent boede i fantasmet ”New York”. Igen førte det til, at de overså dårlig renovation; racehad, millioner af mennesker i for trange gader og andet godt fra newyork-dagligdagen. Det nye er ikke fænomenets eksistens. Det nye er dets målestok. I dag bliver en by som København langsomt, men sikkert, fyldt op med fastboede, danske turister. Ikke blot opkøber de fastboende turister støt og roligt alle de gamle ejendomme fra 1800- og 1900-tallet. Hvad værre er: når man bygger nyt, så bygger man også i vidt omfang for de permanente turister.

Totalitære krav
”Ka’ man ikke være ligeglad med det?”, vil nogle måske spørge. Til dem vil jeg på det bestemteste sige nej. Det første, der sker, når de fastboende turister rykker ind, er, at klagestrømmen tager til. Der klages over, at Tivoli larmer. Der klages over, at Nyhavn larmer. Der klages over, at der er karneval i pinsen. Der klages over, at restauranterne sender deres mados ud i den københavnske atmosfære. Faktisk er der slet ikke nogen ende på klagerne.

Det næste er et krav om, at grimme og ufotogene mennesker forføjer sig bort. Det kan ikke nytte noget, der er narkomaner og prostituerede i gaderne. Det kan ikke nytte, der er hjemløse. Principielt kan man ikke indvende noget mod det ønske. Hvis de forskellige grupper vel at mærke forsvinder, fordi der bliver gjort en social indsats. Er grunden til deres forsvinden, at nogen har jaget dem væk med en stok, så de nu bare driver omkring i andre bydele, er jeg en del mere betænkelig. Men også grimme første- og andetårsstuderende, der ikke har andet end deres SU, går i dårligt siddende tøj og stadig ikke har aflagt ungdommens vane med at sidde på jorden i rundkreds, har jeg hørt, at sarte permaturister gerne ville til livs. Så synes jeg for alvor, permaturisterne bliver irriterende. Men får de først indrømmelser, bliver de endnu mere selvsikre og går langt videre. Væk med grimme forretninger. Væk med grimt malede huse. Væk med grimme erhverv. Væk med grimme bygninger og grimme biler. Permaturismen kan blive meget totalitær og meget besat at socialt og æstetisk rengøringsvanvid, hvis man ikke holder den nede. Og vi taler ikke om en udvikling, der begrænser sig til København. Fanø og Skagen er allerede hårdt ramt af permaturisme. Byer som Roskilde, Kerteminde, Svendborg, Silkeborg, Viborg og Ribe er betagende smukke, og kunne meget hurtigt blive de næste byer, der trues af permaturisme.

Behovspyramiden vendt på hovedet
Turismen er ikke længere en aktivitet, men en eksistensform. Den skyldes, at behovspyramiden står på hovedet. Føde, klæder og tag over hovedet har den lavest tænkelige interesse. Mens folk – undskyld ordvalget - interesserer sig glødende for, hvilket mærke af havegrill, der i år er mest – og jeg undskylder ordvalget en gang til, men altså: hvilket mærke havegrill, der i år er mest cool. På de vilkår kan det ikke undre, vi også har fået en befolkning, hvoraf en stor del er villig til at betragte sin omverden med rent æstetiske øjne.

Det er dejligt at rejse ud og se noget, der fuldstændig ligner sig selv fra en god film. Jeg kunne heller ikke selv leve uden den oplevelse engang imellem. Men hvis byerne skal være til at holde ud at bo i; og hvis byerne overhovedet skal kunne udvikle sig, skal deres virkelighed ikke ligne en film. Ikke som tidligere filmvidenskabstuderende, men som nuværende københavner, vil jeg derfor konkludere: vi har ikke brug for byer, der ligner film. Må jeg i stedet bede om film, der ligner vores byer.