Så er den gal igen – logotyvene har været på spil. Denne gang i Norge, hvor det norske postvæsen, der også forsøger sig her i Danmark med brandet Bring, som vi ser i alle aviser for tiden, har fået lavet et nyt corporate design for 300 millioner norske kroner – MINDST!!! – bare for at finde ud af, at mærket er en temmelig nøjagtig kopi af logoet for London Clearing House – et londonsk finanshus.

Se mere her


                  


Det sker med jævne mellemrum, at et nyt logo har en påfaldende lighed med noget, der er lavet før. Og det er jo aldrig rart. Man kender udtrykket i ansigtet på to kvinder, der kommer til et selskab i ens kjoler – de forsøger at smile, men den ene går altid tidligt hjem. Logoer (eller bomærker, som det egentlig hedder) er som vores tøj – de skal helst virke som en så integreret del af os, at de ikke bare kan byttes ud eller deles med andre end dem, man holder særlig meget af.

Ingen har den samme sjæl
At designe en identitet er en lang proces, der involverer strategisk indsigt, interviews og analyser – tests og revisioner og flere interviews. I den ideelle situation skal et logo (nu kalder vi det bare det) i et enkelt genialt greb udtrykke selve virksomhedens sjæl – og det ville jo være mærkeligt, hvis to firmaer helt uafhængigt af hinanden har samme sjæl. Der er derfor den mulighed, at designeren har haft  travlt og har kigget lidt dybt i inspirationsskuffen, før han satte sig til computeren.

Banedanmarks logo
Det er nemt at råbe ”copy cat” – og selvfølgelig findes der rene plagiater – tilsigtede eller ej. Nogle gange har designeren måske set noget for lang tid siden, som så er dukket op i erindringen, da mærket skulle laves. Det virker f.eks. meget sandsynligt, at Cassandres plakat til Etoile du Nord spøgte et eller andet sted i baghovedet, da Banedanmark fik sit nye logo.

                                   

Cirkler og kasser og den slags
Men altså: Det er en risikabel aktivitet at designe bomærker: De skal helst både være præcise og enkle, og derfor ender man tit med at rode rundt med primærformer: Cirkler og kasser og den slags. Dem er der ikke så mange af, og så bliver resultatet, at designerne ofte kommer til at lave noget, der er set før – ligesom popmusikere har svært ved at undgå at lave noget, en eller anden et eller andet sted har lavet magen til før. Det sker hele tiden – tænk f.eks. på Nissan biler eller Martini Vermouth, der begge har lånt cirklen med bjælken fra London Transport. Eller QuarkXpress, der for nylig dummede sig gevaldigt ved at lancere et logo, der allerede var i brug af Scottish Arts Council.

               


”Great minds think alike”
Et vittigt forsvar er linjen ”Great minds think alike”, der som oftest opfattes som en venlig måde at glide af på plagiatanklagen – men der er mere end et gran af sandhed i linjen. Ikke nødvendigvis, at det er ”great minds”, der er på spil, men snarere, at tiden på en mystisk måde kræver et bestemt formsprog. Når vild kreativitet altid ender med at forme identificerbare mønstre og tendenser, er det ikke, fordi designerne ringer til hinanden om aftenen for at aftale, hvordan næste års kollektion skal se ud – det er sensitive mennesker, der uafhængigt af hinanden reagerer på tiden, og netop fordi der er noget fælles kulturelt gods at bygge på, ender de ofte med resultater, der ligner hinanden. Omkring 1990 havde vi en periode med det, der kaldtes ”den spanske syge”, hvor alle mærker skulle være penselstrøg inspireret af byen Barcelonas mærke, der blev lanceret i 1988, og som blev set af en masse grafikere på studietur til den nyopdagede metropol. I Danmark prominent iscenesat af Topdanmark-blomsten. Her kan man tale om inspiration med klar adresse – men egentlige plagiater kom der ikke ud af det.

          

Plagiaterne er utilsigtede
For nogle år siden havde vi, som nogle vil huske, en lokal sag med logoet for MT Højgård, der minder temmelig meget om logoet for Bouygues Telecom – så meget at det er svært at tro, at det er helt tilfældigt.

                 

Jeg kan dog ikke forestille mig nogen designer, der ligefrem foretrækker at være uoriginal, så derfor tror jeg, at plagiaterne oftest er utilsigtede – og i værste fald er en slags lån – man kunne kalde det en ”Hommage”, som Jean Nouvel valgte at gøre, da han så den Københavnske Operas åbenlyse plankning af hans tag til Musikhuset i Luzern. Der er imidlertid slemme og mindre slemme tilfælde. Oplagte og uoplagte. Og så er der sager som den med det norske postvæsen, der er både-og.





Hvem låner fra hvem?
Hvis man kigger på det norske postvæsens ”nye” logo, er det pudsigt, at mærket faktisk fungerer bedre for postvæsenet end for London Clearing House – uanset om det er lånt eller ej. I konteksten post har man en mental krog at hænge mærket på: Nemlig det klassiske posthorn – i konteksten finans har man højst noget abstrakt med udveksling at hænge mærkets betydning op på.

Helt på tilsvarende vis fungerer MT Højgårds mærke også bedre for dem end for et teleselskab. Man aflæser i MT Højgårds mærke noget med veje og broer, mens Bouygues-mærket bare et en slags menneskefigur, som igen er svær at knytte til noget som helst. Man kan derfor måske tale om lån, man foretager på en ubekendt fremtids vegne. På den måde kan man sige, at London Clearing House har lånt et logo, der passer bedre til et norsk postvæsen, og passet på det i nogle år, indtil det kunne bringes i spil på en måde, hvor det gjorde nytte.

Hold dig til komplekse former
Den nemmeste måde at undgå anklager om plankning er at holde sig fra flade cirkler, kvadrater, trekanter og afskygninger heraf – det er næsten 100% sikkert, at nogen har lavet din variant før. I stedet kan det anbefales at arbejde med toninger og komplekse former som f.eks Sony/Ericsson-logoet – eller at nøjes med en logotype: Et navnetræk skrevet på en speciel måde – på den måde er man (næsten) sikker på at have udtrykket for sig selv.