Stem på Røde Kors’ nye generalsekretær

Stillingen som generalsekretær for Røde Kors er et attraktivt lederjob. Det er fyldt med faglige udfordringer, man kan gøre en fantastisk forskel for klodens mest udsatte, og man bliver eksponeret ud over det almindelige. Spørg bare Jørgen Poulsen. Nu skal Røde Kors finde en ny profil, der kan videreføre arbejdet, men hvem kan det være?
af Joachim Sperling

Her kommer 12 bud:

 

Læs portrætterne og afgiv din stemme her

 

1. Martin Lidegaard

Martin Lidegaard var indtil Folketingsvalget MF for de Radikale. Ved valget tabte han imidlertid klart til Simon Emil Ammitzbøll, der jo er langt mere folkelig. Hvem kunne forestille sig Martin Lidegaard som holdkaptajn for FC Zulu? Nu er han “mellem jobs” som det hedder, men det kan kun være et spørgsmål om tid, før Martin Lidegaard er tilbage på arbejdsmarkedet. Som tidligere vicegeneralsekretær og informationschef i Mellemfolkeligt Samvirke er han velbevandret i den humanitære verden, og kunne være en interessant profil.

 

2. Christian Friis Bach

Christian Friis Bach kan som profil minde om Martin Lidegaard, der er bare lidt mere af det hele. Han er International Chef i Folkekirkens Nødhjælp, Ph.D. i International Økonomi og naturligvis også deltids økologisk landmand - det manglede da bare. Han har tidligere arbejdet som forsker, journalist og konsulent, bla. for Verdensbanken, UNDP og EU. Christian Friis Bach har flere gange prøvet at blive valgt til Folketinget for de Radikale, men det er mærkeligt nok ikke lykkedes. Han ville ellers pynte i den radikale gruppe. Nu kan han måske få chancen hos Røde Kors.

 

3. Lykke Friis

Lykke Friis er en enestående god kommunikator, og navnlig er hun god til at forklare kompliceret stof. Hun har endvidere stor international ekspertise. Det er et godt job at være prorektor for Københavns Universitet, men mon ikke hun godt kunne tænke sig at få foden under eget bord?

 

4. Morten Kjærum

Morten Kjærum er som direktør for Institut for Menneskerettigheder en torn i øjet på mange, fordi han altid har de rigtige holdninger. Men man kan ikke tage fra ham, at han er en kapacitet på området for menneskerettigheder, og at han har formået at positionere sit institut på internationalt niveau. At han har overlevet i snart 7 år under en borgerlig regering fortæller også, at han har trods alt har politisk fingerspidsfornemmelse.

 

5. Manu Sareen

Manu er klart en outsider i dette felt. Vi kender ham bedst som lokalpolitiker i Københavns Kommune, men han er også en dygtig integrationskonsulent, der forstår de udsatte gruppers situation. Ved sidste valg forsøgte han uden held at komme i Folketinget, så et eller sted trænger han givetvis til luftforandring.

 

6. Pernille Rosenkrantz-Theil

Pernille er i øjeblikket ved at forberede en stor foredragsturne med den tidligere radiodirektør og politiske ordfører for Venstre Jens Rohde. Det skal nok blive festligt. Når hun er færdig med den, kunne det være godt med Pernille i et rigtigt job, og hvorfor ikke i spidsen for Røde Kors?

 

7. Anita Bay Bundegaard

Når vi taler “godhedsindustri” er det næsten umuligt at komme uden om den tidligere Udviklingsminister og nuværende opinionsredaktør på Politiken Anita Bay Bundegaard. Hun har international erfaring, forstår de kommunikationsmæssige udfordringer, og vil derfor kunne løfte jobbet.

 

8. Lars Kolind

Det lykkedes ikke for Lars Kolind at komme i Folketinget i denne omgang, men det tror jeg både han og vælgerne skal være glad for. Vi vil meget hellere høre hans holdninger i andre sammenhænge, for i politik gælder der nogle svære spilleregler. Det er noget med tålmodighed, lurepasseri og manipulation, og det kommer man ikke langt med som erhvervsleder. Som tidligere spejderleder ved Lars Kolind hvordan man engagerer de frivillige, og han har tilstrækkeligt med karisma til at løfte opgaven. Så hvorfor ikke?

 

9. Grevinde Alexandra

Der har altid været kongerøgelse knyttet til Røde Kors. Prins Henrik er protektor og Kronprinsen er kommiteret, hvad det så end vil sige. Så hvorfor ikke tage skridtet fuldt ud? Med Grevinden for bordenden vil Røde Kors få en helt utrolig profil, der vil kunne favne befolkningen bredt. Og helt ærligt? Hvilket job ville dansk erhvervsliv ellers kunne tilbyde Grevinde Alexandra, uden at det ville fremstå som et værdighedstab?

 

10. Søren Jessen-Petersen
Søren Jessen-Petersen er en af de højst placerede danskere i FN-systemet gennem tiderne. Var i en årrække intet mindre end vice-flygtningehøjkommissær og har senest været udstationeret i Kosovo i en særdeles vanskelig humanitær operation. Den journalistuddannede topembedsmand med en fortid som elitefodboldspiller har ganske vist tilbragt hele sin professionelle karriere i udlandet, men med al sin internationale diplomatiske og humanitære erfaring kunne han være en yderst interessant kandidat og måske manden, der kan rehabilitere Dansk Røde Kors.

 

11. Anders Ladekarl

Røde Kors kan faktisk godt stille med en in house kandidat. Den tidligere generalsekretær i Dansk Ungdoms Fællesråd Anders Ladekarl har gennem de seneste snart 15 år opbygget en enorm humanitær viden som international chef i først Dansk Flygtningehjælp og siden Dansk Røde Kors. Han har stået i en slags mesterlære hos Jørgen Poulsen, og er måske klar til større opgaver?

 

12. Don Ø

Jeg beklager, men jeg kan ikke lave en liste uden Don Ø. Alt hvad han rører ved bliver til guld. Den ligger altså lige til højrebenet.

 

Deltag i afstemningen

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også