Stein Bagger er en mauppie

Mauppie: Middle-Aged Urban Professional. De var unge og kække i 1980'erne og 1990'erne. I dag er de form over indhold og handler moralsk uforsvarligt. Det handler om livsstil, succes, status og mange, mange penge. Stein Bagger er indbegrebet af en mauppie. Han går foran med løgn på løgn. Find ud af, hvem du vil ønsker, du ikke er.


Hvad der måske er kæk business og småsnyderi, mens man er ung, kan med alderen desværre udvikle sig til direkte svindel og storsnyderi, som vi har set det med Klaus Riskjær Petersen og nu med Stein Bagger (som dog principielt ikke er dømt endnu). De var yuppies, da de var unge, og blev med tiden til mauppies. Uden at påstå, at samtlige mauppies er i denne kategori, så indikerer disse to sager, hvor galt det kan gå i et erhvervsliv, der har fået et æstetisk forhold til økonomi og et overtroisk forhold til branding. Mauppiers indstilling er, at de kan brande sig ud af ethvert problem, og at ethvert problem drejer sig om fremstilling. At det er løgn, ved de fleste, og derfor kan man nemt forfalde til blot at give Riskjær og Bagger skylden for, hvor galt det er gået. De er i sagens natur heller ikke uskyldige, men pointen er her, at de snarere skal ses som et symptom på, hvad der er i vejen med det mauppie-miljø, som de udspringer fra. Når man tror, at mode, sport og design er det, der egentlig betyder noget, når man henter sin identitet i livsstilsblade som Euroman og Alt for Damerne, og når man mener, at Thomas Blachmanns sludder indeholder dyb livsfilosofi, så må det jo gå galt før eller siden. Lad os dechifrere, hvem disse mauppies egentlig er, og hvad de laver:

De broadcastede vidensmedarbejdere
Mauppies udspringer ligesom den ældre 68'er-generation, i dag rødvinsgenerationen og på vej til at blive det grå guld, af informationssamfundet. Informationssamfundet handler nemlig om, at langt de fleste personer i disse generationer er ansat i den tredje sektor: information og service. Men hvor 68'erne primært var offentligt ansatte vidensarbejdere såsom præster, lærere, forskere, socialbehandlere og administratorer, så blev de dengang unge yuppier privat ansatte eller selvstændige vidensarbejdere såsom tv-værter, managers, designere, reklamefolk og kommunikationsrådgivere.

Det har betydet, at hvor den ældre generation af offentligt ansatte har kollektivisme som ideal, har den yngre privat ansatte generation naturligvis individualisme som ideal. Det kan diskuteres, hvor godt de hver især har levet op til deres idealer. Kollektivistgenerationen har i mange tilfælde været nogle sære, skæve eksistenser, mens individualistgenerationen ofte ligner hinanden til forveksling på nær slipsefarven.

Begge generationer har imidlertid det til fælles, at de er meget påvirket af et broadcasting-mediebillede, hvilket gør, at de umiddelbart anser udadvendthed som et positivt kendetegn, og det kan karismatiske mauppie-svindlere som Riskjær og Bagger udnytte. Men forestillingen om en naturlig mangel på moral har ligeledes hjulpet denne adfærd på vej, som vi skal se i det følgende.

De lyvende postmodernister
Da 68'erne var unge, var de egentlig ikke særlig anti-autoritære. Tværtimod var de blindt autoritetstro overfor modernistiske teorier. De bukkede i støvet for freudianske og marxistiske ideologier uden at stille de kritiske spørgsmål, og det på et tidspunkt, hvor de teorier faktisk var på vej ud. Deres midtvejskrise faldt sammen med de freudianske og marxistiske teoriers totale sammenbrud, og det gav dem en følelse af mangel på universel mening.

I stedet for at indrømme, at de havde taget fejl, var det tilsyneladende lettere at påstå, at meningsløshed og mangel på sandhed var et livsvilkår. Ud af denne tankegang sprang postmodernismen. Den har på kort sigt hjulpet 68'erne til at komme videre, bortset fra, at de nu forekommer fuldstændig utroværdige. 68'erne kan nemlig fortsat undervise i de modernistiske teorier, og når de studerende spørger til mening i det inkonsistente materiale, kan de bare sige, at der ikke længere findes endegyldige sandheder. Dette er naturligvis ikke holdbart i længden.

Men postmodernismen har også været en fordel på kort sigt for mauppierne. De føler, de kan tillade sig at lyve, for der findes ikke længere endegyldige sandheder. Det er naturligvis rart for reklamefolk og kommunikationsrådgivere, der på den måde kan undgå at få dårlig samvittighed. Hvad værre er, denne tankegang giver folk som Riskjær og Bagger et miljø, hvor det at lyve opfattes som en acceptabel omgangsform.


Stein Bagger var efterlyst via Interpol i 187 lande inden han meldte sig selv i USA.
Foto: Scanpix


De småborgerlige terroristforstrækkede
I postmodernistisk tankegang er det også kun, hvad der in, og hvad der er æstetisk, der har gyldighed. Behøver jeg næsten sige, at det er en teori, der gør tv-værter, reklamefolk og designere glade og tilfredse. Dette millennium-årti har de fleste prime time tv-programmer og reklamer handlet om mauppiernes værdier: livsstil, succes og status. Man har til befolkningen solgt en livsstil, som de færreste i virkeligheden har råd til. Det giver naturligvis økonomisk bagslag. Vi har oplevet en dyrkelse af det nære, køkkener og badeværelser. En dyrkelse, som til forveksling minder om 1950'ernes småborgerlighed, bortset fra, at kommunistforskrækkelsen er blevet udskiftet med terroristforskrækkelse. Ligeledes har mauppierne følt det væsentligt at fremstille endeløse hot-or-not-lister, hvor dikotomien cool versus uncool synes at være altafgørende. De famøse kulturkanoner stammer fra samme tankemåde.

Det store blind-spot
Mauppiernes postmodernistiske blind-spot er indhold. At ting faktisk betyder noget ud over deres ydre kendetegn. De tror, de alene kan leve i en æstetisk drømmeverden, hvor man hver dag smiler til sig selv i spejlet og siger: ”Du er god nok”, hvor man går til grinekursus for at holde sig sund, og hvor man løser de hjemløses problemer ved at lade dem sælge et livsstilsmagasin og stille op til fodbold. De tror, al filosofisk tænkning blot handler om at leve i nuet.

De oversmarte løgnere

Til gengæld bliver postmodernismen direkte uhyggelig, når den overføres til erhvervslivet. Her får man den fejlopfattelse, at lederen bliver en dygtigere leder af at få høj løn, at buzz words og mission statements faktisk giver afkast, og hvis man ligner en succes, så er man en succes. Den økonomiske virkelighed underordnes mauppiernes fantasterier. Smartness og løgn bliver til en cocktail, der kan være katastrofal for den økonomiske udvikling.

Mauppierne har af disse grunde forårsaget mindst to store kriser:

1) dot.com-bølgen, hvor deres manglende viden om informationsteknologi fik dem til at investere formålsløst i hjemmesider

2) den nuværende finanskrise, hvor især Islands økonomiske kollaps er et godt eksempel på skruppelløse mauppie-investorer.  

I begge tilfælde overreagerede mauppierne ved pludselig at sælge ud af aktiebeholdningen i stor stil og være urimeligt tilbageholdende med lån til sunde selskaber, da der kom det forventede drawback, hvilket bare gjorde krisen værre.

Som allerede nævnt er Klaus Riskjær Pedersen og Stein Bagger nogle slemme eksempler på, hvor galt det kan gå, men de blegner dog i forhold til amerikanske katastrofer som Enron, Fannie Mae og Freddie Mac, hvor mauppiernes værdier i endnu højere grad gennemsyrede virksomhederne. Vi ser i disse år mauppier stillet til ansvar for deres overfladiske livsstil, når illusionen om succes og status bryder sammen. Deres ende er nær.

Den kommende netgeneration

Den næste generation – netgenerationen født i 1980'erne og 1990'erne (generation Y) – vil dømme dem hårdt. Deres medie er ikke fjernsyn, men derimod computer og internet. Her finder de fællesskab. Men det er ikke fællesskabet for fællesskabets egen skyld. Det skal handle om noget. Det ydre betyder ikke så meget. Status betyder ikke alverden. Logoer betyder intet.

Det vigtigste er at indgå i sociale interessefællesskaber. Indholdet af denne interesse betyder alt. Det være sig rolle- og computerspil, manga og fantasy, obskure bands og hvad de i øvrigt måtte ønske at beskæftige sig med. De elsker Wikipedia. Ikke fordi enhver idiot kan skrive noget, men fordi enhver idiot bliver sat til vægs af dem, der ved noget og faktisk interesserer sig for emnet.

Netgenerationen har den fælles skæbne, at de skal overtage informationssamfundet, når 68-generationen endelig er gået på pension, hvilket sker i 2010'erne. Her får de adgang til de offentlige stillinger, der giver officiel intellektuel og kulturel magt i samfundet, og kan dermed sætte deres egen dagsorden.

Det bliver en dagsorden, hvor netmedier er en naturlig del af hverdagen, og hvor fiktionsverdener opfattes som kulturelt interessante værker. De får muligheden for at bringe humaniora og samfundsvidenskab ind i det 21. århundrede i stedet for at være bundet til falske forestillinger fra det forrige årtusinde. De vil ikke gøre det alene, men som sagt indgå i globale interessefællesskaber, der sætter en helt ny standard for, hvad forskning kan og skal.

De har ikke på samme måde brug for udadvendthed som de ældre generationer. De tænker på Nettet. De scorer på Nettet. De leger på Nettet. Verden ligger for deres fødder.

Mauppiernes tid rinder ud. Og Stein Bagger bliver en saga blot.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job