Status updates are outdated oversharing

Genren, der krævede et litterært haiku-talent, kun få besad, er så småt ved at dø. Tilbage er socialklasse fem på Facebook, som ikke har fattet, at det er slut, og som opdaterer på livet løs. Derfor får vi fortsat irriterende, intetsigende og irrelevante opdateringer om alt og ingenting. Men man aner konturerne af et skift: Opdateringerne bliver oftere og oftere erstattet af links, videoer og billeder. Det er lettere og knap så litterært.
af Christoffer Boserup Skov
Statusopdateringerne er hverdagslivets haiku-digt. Som haiku-digt var det cool engang, men nu har det udviklet sig til en klicheramt udtryksform. Idealet kvalt i hverdagens slud og slaskeri.
 
Det startede som en livline til vores venner – vores mulighed for at berige, fortælle, sladre, opløfte, opmuntre og diskutere med vores digitale venner. Som Henrik Dahl har skrevet i et andet indlæg her på Kforum, så kan en statusopdatering ses som et forsøg på at udføre en slags sproglig ækvilibrisme foran et publikum, som så kan applaudere ved at ”kunne lide” talehandlingen. Desværre er det kunstneriske og litterære niveau i frit fald.
 
Den laveste I like-fællesnævner
Den dalende kvalitet hænger dels sammen med, at kun ganske få egentlig evner at skrive noget interessant i statusopdateringen, og for det andet, at vi blevet for dovne til at reagere med noget konstruktivt og i stedet hurtigt kvitterer med et ”I like”, selv om man måske er bedøvende ligeglad. Vi er alle blevet I like-ludere og I like-lystløgnere af ren og skær dovenskab.  I stedet for at forholde os til indholdet (for hvad skal vi egentlig mene om og respondere til alle de mange opdateringer, når det kommer til stykket?) klikker vi på ”I like”.
 
Og lad os se det i øjnene: Brugere på Facebook elsker et simpelt ”I like”; det interessante har derfor forskudt sig fra at handle om selve indholdet til at handle om, hvor mange vi kan lokke til at trykke på den diminutive elektroniske tommelfinger. Det er bare med at prøve sig frem og få skudt nogle opdateringer ud i cyberspace; måske er der nogle af dem, der rammer plet. Så skidt med, at de indholdsmæssigt er blottet for mening eller talent.
 
Det meningsfulde eller kreative indhold forsvinder derfor hurtigt, til fordel for et let udsagn om weekendens røvsyge planer eller om et besøg i den lokale Føtex. For måske er der nogen, der står i samme situation, og giver et ”I like” tilbage af den grund. I like-tyranniet har gjort genren dumsmart og folkelig på den ufede måde. Kvaliteten lider og den laveste I like-fællesnævner vinder.
 
©Wulffmorgenthaler – af Mikael Wulff og Anders Morgenthaler
 
En semiotisk losseplads
Lad os se på kvaliteten. Eksemplerne på ligegyldige, og på kanten til fordummende, statusopdateringer på Facebook er alle steder. Alle livets mest selvindlysende forhold bliver taget op – med vægt på vejret, weekendplaner og meninger om X Factor-deltagere. Man kan muligvis ikke stille krav om, at der er et par Dostojevskij’er blandt ens venner, men det er skræmmende, at verdens største sociale medie har udviklet sig til en semiotisk losseplads, hvor mængden af ord-skrammel og almindeligheder hober sig op.
 
Læs blot her fra en tilfældig dag på Facebook: ”Kan bare ikke slippe af med den forkølelse. Øv!” Eller: ”Jeg har ondt i lillefingeren … totalt nederen.” Og: ”Nyder fridagen med økologisk kage MUMS”. Eller hvad med: ”Har absolut ingen planer hele weekend – det er godt nok længe siden!”
 
Selvfede, selvudleverende eller slet og ret selvfølgelige
Enten er opdateringerne for selvfede og for selvudleverende, eller også er de slet og ret selvfølgeligheder. Ofte har de en eller flere af disse irriterende, intetsigende eller irrelevante egenskaber:
  • De er meget personlige – og sættes ikke i relation til noget andet.
  • De handler om noget meget konkret uden litterært vingefang.
  • De er blottet for en eksistentialistisk forholden sig til livet.
  • De er blottet for sproglig sans eller æstetik.
  • De forudsætter blindt, at læserne forstår deres antagelser om livet.
  • De minder om noget, man har læst før på Facebook.
  • De er over-ivrige og aggressive i forsøget på at tillokke nogle attraktive ”I like”-belønninger.
  • De handler om noget, man alligevel ikke kan påvirke, og er sagt 100 gange før (f.eks. vejret, årstiderne).
  • De handler om fodbold, X Factor eller Paradise Hotel.
  • De er selvfede.
     
Socialklasse fem på Facebook
Og tendensen er klar: Der er de kloge og stilbevidste, der opdaterer stadig mindre og mindre; og så er der dem, der stadig opdaterer i en lind strøm. Laver man en hurtig analyse af segmenterne, så er det min påstand, at mange ikke længere har samme behov for at markere sig gennem opdateringerne. De syntes, det virker brovtende og som oversnakkende sniksnak. Dette segment har gennemskuet, at det er et kikset, overdelende opdateringscirkus.
 
Og så har vi det andet segment, som stadig opdaterer på livet løs om ret ligegyldige sager og oplevelser. De tilhører den tunge digitale socialklasse med lille selvindsigt, der ikke evner at sætte sig i deres modtagers sted og sjældent formår at svinge sig op på noget sprogligt interessant.
 
De talentfulde er stoppet, og tilbage er de talentløse i stort tal, stort set hele tiden. Tag f.eks. disse klassikere:
  • ”Glæder mig helt vildt til weekenden. Skal bare hygge med familien.”
  • ”Endelig hjemme igen.”
  • ”Så er der spinning på programmet. To timer! Det bliver hårdt!”
  • ”Juhu! Solen skinner!”
Med tiden finder den tunge digitale socialklasse ud af, at de er ombord på en vogn, der ikke er fed at være ombord på, og så springer de af. Det vil medføre, at statusopdateringen som genre dør helt ud. Den har, ligesom bloggen, haft sin storhedstid, og bliver offer for vores egen begrænsede evne til at skabe indhold og koncentrere os i mere end et museklik.
 
De fandens hurtigere statusopdateringer
Vi forsøger gennem Facebook at få hold på virkeligheden og på vores opfattelse af den. Vi kanaliserer vores opfattelser af verden, vores meninger, holdninger og affekter ud gennem statusopdateringer. Men de bliver ikke i tilstrækkelig grad filtreret gennem os selv – vi når ikke at forholde os til hverken vores egne beskeder (og tanker) eller alle vores venners, fordi det skal gå så hurtigt, og fordi alle opdateringerne drukner i hinandens aktualitet og I like-manien. Jo hurtigere, jo nyere, jo bedre. Der er meget lidt langsommelighed i Facebook – og langsommelighed og tænksomhed er netop præmissen for en god statusopdatering.

Statusopdateringens dage er talte. Den vil sprælle lidt endnu – men det skrevne ord vil langsomt udfases, og vi vil se flere og flere links, billeder og videoer.


Foto fra Coolhunter på Facebook – no words neeeded. Det er billeder som disse, der har afløst statusopdateringen. De er simpelthen bedre til at signalere status og kulturkapital.

Et billede siger mere end 10 selvfede ord
Et godt billede siger unægtelig mere end en halvdårlig statusopdatering. Og det er langt federe og mere diskret at være selvfed med et billede. Front stage-styring er lettere med billeder og ikke mindst på en mindre brovtende måde. Her kan man udstille sit fede liv mere indirekte og med større virkning end med en skrevet tekst. Se, hvor interessant og dyb jeg er” i stedet for ”Læs, hvor interessant og dyb jeg er”. 

Så forudsigelsen lyder: Du vil opleve færre statusopdateringer fra dine tjekkede venner med høj kulturel kapital – allerhøjst et par billeder i ny og næ. Og så er der alle dem, der ikke helt har fanget det endnu, de fortsætter året ud med de ligegyldige skrevne statusopdateringer. På det tidspunkt bliver de selv trætte af det, og genren dør ud.
 
 
De i artiklen nævnte tal om facebook og det ændrede brugsmønster kan læses her
---
 
Tør du Like eller Share denne artikel?

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job