Status angsten

Jeg hader Botton. Tag nu bare hans navn. Alain de Botton. Blærenavn. Det antyder at han er adelig. Og så er han uddannet i Cambridge. Fransk og engelsk overklasse blandet sammen, det er jeg helt sikker på. Han har skrevet romaner, der har haft succes, allerede mens han var meget ung. Blærerøv! Han har skrevet en bog om, hvordan Marcel Proust kan hjælpe alle med at leve et mere lykkeligt liv. Han har skrevet en bog om, hvordan filosofferne kan hjælpe med at gøre os lykkelige. Han tjener styrtende med penge. Han holder foredrag. han optræde i fjernsynet. Blærerøv! Total irriterende blærerøv!

 

 

Status Anxiety

Alain De Botton

Hardcover 320 pages (March 4, 2004)

Publisher: Hamish Hamilton

ISBN: 0241142385

 

 

'Every adult life could be said to be defined by two great love stories. The first - the story of our quest for sexual love - is well known and well-charted. The second - the story of our quest for love from the world - is a more secret and shameful tale. And yet this second love story is no less intense than the first.'  Alain De Botton

 

Status Anxiety

Men først nu ved jeg, i detaljer, hvorfor jeg hader ham. Botton har nemlig skrevet en fremragende, dybt begavet og brillant bog om det. Bogen hedder ”Status Anxiety” og handler om, hvorfor jeg får ondt forskellige steder på kroppen, når jeg hører Alain de Bottons navn.

Bogen har selvfølgelig skaffet manden endnu en succes, og endnu flere penge, og endnu mere anerkendelse. Den blærerøv, holder han aldrig op? Jeg hader ham og hans succes og hans belæsthed og hans modbydelige, dybt interessante bog.

 

Når man lider af statusangst

Jeg lider af Status Anxiety. På dansk ligger begrebet et sted mellem Status angst og Status Bekymring. At lide af Status angst vil sige, at man er bange for, at andre mennesker ikke synes man er god nok. Alle mennesker har brug for kærlighed. Der er to slags, kærlighed, den romantiske, seksuelle, og den samfundsmæssige. Den første, den romantiske, ser vi overalt, i bøger, på film og fjernsyn, i ugeblade. Vi kan købe et utal af selvhjælpsbøger om hvordan vi får succes i seksuallivet.

 

Tørsten efter den samfundsmæssige kærlighed 

Den anden form for kærlighed, den samfundsmæssige, den går vi alle sammen mere stille med. Hvorfor? Fordi vi skammer os. Vi skammer os over at være kede af, at en ven ikke har inviteret os til sin fødselsdagsfest. Vi skammer os, hvis vi ligger søvnløse om natten, fordi vores chef på arbejdet hilste meget køligt på os, da vi passerede ham på gangen. Kan han ikke lide mig mere? Vi skammer os over at føle den slags følelser, fordi det reducerer os til små børn, der mest har lyst til at sige til chefen:

 

”Jeg har brug for din respekt, din anerkendelse. Kan du ikke lide mig mere? Har jeg gjort noget forkert? Sig det til mig, så jeg kan rette det. Jeg kan ikke leve uden din anerkendelse! Jeg lider! Jeg har det helt ad helvede til!”

 

Vi nøjes med at have det dårligt og spekulerer på, om andre mennesker også har det på den måde. Det har de. Alain de Botton fortæller os om det. Han citerer fra litteratur, historie, film, teater, filosofi, fjernsyn, politik, fotografier. Han gør det så underholdende og så begavet, at også vi almindelige dummernikker kan følge med. Han gør det uden at give os mindreværdsfornemmelser.

 

Han gør det med ironi og en personlig ærlighed. Han fortæller, at han selv var et barn, der blev stillet store krav til. Hans forældre elskede ham for det, han kunne præstere og ikke bare for det, han var. Dér startede hans egen personlige interesse for status og kærlighed, og det har han nu skrevet en stor og underholdende bog om. Man må håbe, at hans forældre lever endnu og kan opleve det.

 

Heinz & Xerxes

Én af grundene til at bogen er så underholdende, er at Botton henter sit stof alle mulige steder fra, fra finkultur og popkultur og små, selvbiografiske oplevelser, og derefter sætter dem sammen på nye, overraskende måder. Han tager et fotografi fra 1902. Det viser sælgere fra Heinz koncernen, der er kommet til Chicago for at mødes. Derefter kombinerer han dette fotografi med Herodots fortælling om hvordan Xerxes erobrede Grækenland år 480 før Kristus. Og sætter det hele i forbindelse med begrebet Status angst.

 

Hvis det ikke var så begavet og så overraskende, ville ham tænke: ”Blærerøv!”. Og straks skamme sig over sit Status angst - kompleks.

Botton lider selv af Status angst, siger han, og det trøster jo os andre.

Samfundet inddeler folk i succeser og fiaskoer. At kalde folk en taber er den værste fornærmelse. Alle måler sig i forhold til succes.

Den mest almindelige målestok er penge. Men hvis bare det var så enkelt. Men nej, ud over penge vil vi også have anerkendelse, respekt. Hvorfor? Fordi vi alle sammen lider, i større eller mindre grad, af Status angst.

 

Den ulykkelige jagt på status 

Status angst lider man af, når man hele tiden er plaget af angst for, at man ikke lever op til samfundets krav om succes. Når man lider af Status angst, er det fordi, man ikke får anerkendelse, eller er bange for at tabe den anerkendelse, man har. Det fører til bekymringer og ulykke, siger Botton.

 

Han analyserer Status angst og mange af de begreber, der ligger gemt inde i den. Det er begreber som forfængelighed, misundelse og narcissisme. Han viser, hvordan disse tre begreber i praksis hænger nært sammen, er filtret ind i hinanden. Det er begreber, der gør os meget usikre. Hvad skal vi mene om dem? Er det godt eller dårligt at være forfængelig? Og hvad med misundelse? Ville verden ikke gå i stå, hvis misundelse blev udryddet? Hvad med narcissisme? Hvis vi ikke tager hensyn til os selv, hvordan skal det så gå os?

 

Blærerøven Botton bryder et tabu ved at bringe alt det, vi skammer os over, op i lyset. Han gør det ved at vise, at alle andre har de samme bekymringer, som vi selv har. Læseren har det måske lidt mere afslappet med sin indre blærerøv efter at have læst Botton.

Måske er det ikke så slemt at være en blærerøv alligevel.

Når alle de andre nu også er det.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også