Helle kan slå Fogh

Statsministerens flirt med en EU-toppost vil kun gavne Socialdemokraterne, hvis Helle Thorning-Schmidt tør køre utroskaben så pinligt langt, at hun ender med at få et tilbud, der er mere attraktivt end posten som NATO’s generalsekretær – som hun så siger nej til. Alt andet bidrager kun til forfaldsfortællingen om en SR-regering i indre opløsning.
Hun vælger selv. Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) kan reelt få én af topposterne i EU-systemet, hvis hun skulle vælge at forlade den synkende regeringsskude. Spørgsmålet er kun, hvilken én af de mindst tre prestigeposter hun i givet fald kan komme i betragtning til.
 
EU er en gylden faldskærm
Rygterne svirrer derfor i Bruxelles og København, og Socialdemokraternes febrilske forsøg på at afvise de intensiverede forlydender vækker kun mindelser om de atten lange måneder, hvor statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) førte en målrettet og i sidste ende succesfuld jobsøgningskampagne for at blive NATO’s generalsekretær.
 
Et muligt karriereskift giver oplagt mening, i hvert fald på et personligt plan for Helle Thorning-Schmidt: Med den laveste opbakning til Socialdemokraterne nogensinde, nedsmeltningen af SF og succesbølgen for Dansk Folkeparti er det efterhånden usandsynligt, at SR-regeringen vil blive genvalgt. EU er en gylden faldskærm.
 
Helle på vej til EU-møde
 
Et skridt op ad rangstigen
Som barn af Bruxelles-generationen og tidligere elev på Europakollegiet nyder Helle Thorning-Schmidt langt større respekt som glamourøs ’selfie-dronning’ i de andre EU-lande, end hun gør her i den hjemlige andedam. Derfor vil hun både kunne træde et skridt op og samtidig ind på en større magtscene, hvor ingen snakker om løftebrud eller klasseforræderi, men hvor hun i stedet vil blive hyldet for at have gennemført ’nødvendige’ reformer.
 
I de fleste andre brancher ville valget være enkelt: Hvis man er på vej til at blive fyret, sågar er i vanære og samtidig får tilbudt et flot og bedre lønnet job, ja, så skifter man uden at blinke. Men politik er ikke en branche som de fleste andre.
 
Helle Thorning-Schmidts lakmusprøve
Uden klart kommunikerbare argumenter for et genvalg af SR-regeringen er spillet om de nye EU-topposter en symbolsk lakmusprøve på Helle Thorning-Schmidts politiske karakter: Hvis hun som kaptajn afmønstrer, før skibet overhovedet er i nærheden af en havn, vil hun yderligere forstærke indtrykket af, at hun og hendes få håndgangne mænd kun søgte regeringsmagten for sjov og ikke er drevet af en dybere og ideologisk forankret vilje til at forandre samfundet i en bestemt retning.
 
Omvendt kan opbakningen fra andre lande og regeringschefer være med til at styrke billedet af Helle Thorning-Schmidt som en markant verdensdame, der er for kendt til det her sted. Det er et stjernebillede, hun potentielt kan udnytte, især hvis hun i sidste ende vælger at blive og dermed signalerer en klippefast tiltro til et fortsat regeringsprojekt efter næste folketingsvalg.
 
Helle på vej til endnu et EU-møde
 
Magtkabalen i Bruxelles
De to spidskandidater til posten som ny EU-præsident er – foreløbig – Luxembourgs tidligere borgerlige statsminister Jean-Claude Juncker og den socialdemokratiske formand for Europaparlamentet, tyskeren Martin Schulz. Manøvrerummet er dog stadig stort for Helle Thorning-Schmidt. Dels er det ikke en fordel at blive udråbt som de første kandidater, fordi modstandere dermed straks kan føre åben kampagne imod dem, og desuden skal der udpeges mindst én anden EU-toppost.
 
Matematikken i den europæiske magtkabale kan virke kompliceret, men er i realpolitikkens verden ganske simpel. Den foregår lidt ligesom castingen til et realityshow: De tre EU-topposter som præsident, kommissionsformand og ‘udenrigsminister’ – samt muligvis en euro-finansminister – skal i løbet af forsommeren besættes af tre til fire politikere, som blandt andet skal leve op til disse krav: Der skal være mindst en socialdemokrat, en kvinde og en  Bruxellesvenlig regeringschef, og mindst en skal være fra et ikke-euroland. Helle Thorning-Schmidt opfylder alle disse krav.
 
Statsministerens fordele
Flere forhold taler således til den danske statsministers fordel: For det første smigrer det eurokratiet i Bruxelles, hvis en siddende regeringschef vælger EU-systemet frem for hjemlandet. Her trumfer Helle Thorning-Schmidt både Juncker og Schulz. For det andet mangler tyskeren Martin Schulz opbakning fra alle Europas socialdemokrater, da han opfattes som endog meget føderalistisk.
 
Schulz er ganske vist officiel kandidat for PES, The Party of European Socialists, men det britiske Labour har direkte foreslået Helle Thorning-Schmidt, der som bekendt er gift med Stephen Kinnock, der stiller op som kandidat for Labour i Wales.
 
 
Helle igen på vej til EU-møde
 
Danmarks dobbeltrolle i EU
Efter al sandsynlighed ender socialdemokraterne med at stille med en anden kandidat end Martin Schulz. Og i en tid hvor grandiose Babeltårns-projekter er i folkelig modvind over det meste af Europa, kan Danmarks dobbeltrolle som formelt uden for eurozonen, men de facto indenfor, vise sig at være en trumf for Helle Thorning-Schmidt: Hun kan træde ind som brobygger, ikke mindst i forhold til netop Storbritannien, der planlægger en folkeafstemning om den fremtidige tilknytning til EU.
 
Selvom posten som EU-præsident med meget stor sandsynlighed vil gå til en borgerlig mand fra et euroland, er der således ingen tvivl om, at Danmarks statsminister står med overordentligt gode chancer. Særligt udenrigsministerposten –  den 'højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, som den formelt hedder – som den britiske Labour-kvinde Catherine Ashton sidder på nu, er oplagt.
 
Hvis EU’s hidtil lettere komiske udenrigspolitik skal styrkes, kræver det en langt stærkere person end Ashton. En, der har personlige kontakter i de toneangivende hovedstæder. Og i fraværet af andre kvinder med statsministererfaring – hvis man rimeligvis undtager slovenske Alenka Bratušek og lettiske Laimdota Straujuma – står Helle Thorning-Schmidt som en næsten uomgængelig kandidat. Hvis hun altså selv vil.
 
 
Helle igen igen på vej til EU-møde

Spøgelset fra Anders Fogh
Socialdemokraternes formand har aldrig helt kunnet slippe ud af slagskyggen fra statsminister Anders Fogh Rasmussen. Hun lod sig selv fange i den, da hun i 2005 trompeterede de berømte ord: ”Jeg kan slå Anders Fogh”. Og derefter fejlede fælt ved folketingsvalget i 2007.
 
De seneste ugers rygter om hendes kandidatur til en EU-toppost, som også cirkulerer i flere europæiske aviser, er med til at mane spøgelset frem igen. Den aktuelle situation minder nemlig påfaldende om dengang, Anders Fogh med stor systematik forsøgte at bringe sig selv i spil som NATO’s generalsekretær.
 
Dengang måtte Venstres daværende politiske ordfører Inger Støjbjerg igen og igen afvise, at Anders Fogh var på vej væk fra Danmark. Selv udtalte han skråsikkert på pressemøde efter pressemøde: "Jeg kan ikke gøre andet end at gentage, hvad jeg nu har sagt ret mange gange, nemlig, at jeg ikke er kandidat til nogen international post".
 
Senere er det blevet afsløret, at Anders Fogh havde arbejdet ihærdigt i op mod atten måneder for at overbevise NATO-landenes ledere om sine fortræffeligheder. Eksempelvis har præsident Bushs tidligere rådgiver Damon Wilson udtalt om tronskiftet i Det Hvide Hus: ”Under overdragelsen til Obamas nye hold, placerede vi udnævnelsen højt på listen, og vi forklarede omhyggeligt, hvorfor vi syntes, Fogh ville være en fantastisk kandidat for USA.”
 
Jalousidrama som hovedforklaring
Set i bakspejlet er der næppe mange udenrigspolitiske iagttagere, som vil benægte, at såvel Danmarks blodige engagement i Irak og Afghanistan som Foghs sleske tale på tv-kanalen Al-Arabiya i kølvandet på Muhammedkrisen – som var i direkte modstrid med hans udtalelser herhjemme – kun kan forklares fyldestgørende, når man tager i betragtning, at Danmarks statsminister i perioden forsøgte at behage vidt forskellige beslutningstagere i NATO-kredsen. Fogh lod kort sagt sin egen private jobsøgning overtrumfe den hjemlige regeringsførelse. Men Venstre-formanden lykkedes med sit slet skjulte ærinde, og vinderen skriver som bekendt historien.
 
Helle Thorning-Schmidt står nu i den prekære situation, at hun har muligheden for – flere år forsinket – at slå Anders Fogh ved at få en endnu mere prestigefyldt toppost på den globale scene.
 
I politik skal man aldrig undervurdere smålige jalousidramaer som hovedforklaring. Selvom det kan virke skingrende skørt, kan man desværre ikke udelukke, at muligheden for endelig at kunne overstråle Anders Fogh spiller en afgørende psykologisk rolle for Helle Thorning-Schmidts overvejelser om EU-topposterne. Forskellen er blot, at Venstres formand allerede havde vist, at han både kunne vinde og genvinde regeringsmagten.
 
Farcen med de rutinemæssige afvisninger gentager sig i dag, nu blot med Socialdemokraternes nye politiske ordfører Maja Panduro i Inger Støjbjergs gamle klovnerolle: ”Jeg synes faktisk ikke, hun kan sige det tydeligere, end hun gør. Ikke nok med at hun siger, at hun ikke er interesseret, og at hun betragter det som et meget stort privilegium at få lov til at arbejde for Danmark. Hun siger også, at hun vil takke nej, hvis hun skulle blive spurgt. Klarere kan det ikke være”, lyder det fra Panduro.
 
Ren EU-hygge
 
Den sidste socialdemokrat
Socialdemokraternes kronisk katastrofale meningsmålinger har for længst sat gang i tronfølgekrigen i partiet, og det nærer naturligvis også spekulationerne om statsministerens udlandsdrømme.
 
Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen er den oplagte efterfølger som formand for Socialdemokraterne, og det får både venner og fjender til at spekulere i, om Helle Thorning-Schmidt kun vil kunne sikre magten til sin (højre-) fløj i partiet, hvis hun selv overlader posten til sin eneste trofaste støtte, finansminister Bjarne Corydon, før valget. Nøjagtig som Anders Fogh gjorde, da Lars Løkke Rasmussen overtog Statsministeriet i 2009.
 
Hvis Helle Thorning-Schmidt allerede har besindet sig på det forventelige valgnederlag, kan det give mening i det mindste at bestemme, hvem der skal efterfølge hende som formand for Socialdemokraterne. Og der er ingen, der har fantasi til at forestille sig, at partisoldaterne vil begå mytteri og vælge den langt mere populære Mette Fredriksen, hvis først Bjarne Corydon har fået  overleveret nøglerne til Prins Jørgens Gård.
 
Et skrøbeligt arbejderparti
Grundproblemet i alle disse rænkespil er dog, at Helle Thorning-Schmidt risikerer at smadre den sidste skrøbelige skal, der holder det gamle arbejderparti sammen.
 
Ved at rykke til Bruxelles og lade Corydon tage over vil hun nemlig dels bekræfte forestillingen om, at regeringsprojektet blot var en selskabsleg for hende, indtil hun blev inviteret til en endnu sjovere fest. Og desuden begå noget, der i socialdemokratiske kredse vil blive betragtet som statskup.
 
Hvis Helle Thorning-Schmidt takker ja til en EU-toppost vil hun – i modsætning til Anders Fogh Rasmussen, der i 2009 mere end havde bevist sin popularitet og lederegenskaber – efterlade et totalt ramponeret parti, hvor hverken partimedlemmer eller vælgere vil kunne tro på Socialdemokraternes standhaftighed, viljestyrke og tålmodighed til at føre egne ideer ud i livet. Hvis ikke engang Thorning-Schmidt selv har troen på projektet, vil alle de abstrakte 2020-planer falde sammen som et korthus.
 
Teknokratisk EU-topfigur eller socialdemokratisk statsminister?  
Det bedste scenarie for Socialdemokraterne er således, at rygterne om hendes kandidatur holdes så meget i gang, at frieriet fra EU fortsat vil blive bemærket i den danske offentlighed. At takke nej til det kan så være hendes trumf, hvis/når hun alligevel, til allersidst, vælger sit fædreland. Med fuldt honnør og Dannebrog. I en desperat situation, hvor alt taler imod et genvalg, kunne et sådant stunt potentielt give statsministeren lidt tiltrængt opdrift. Og om ikke andet gøre nederlaget lidt mindre æreløst.
 
Rygterne kan hun i hvert fald ikke mane i jorden. Tværtimod vil spekulationerne kun forstærkes i takt med, at modstanderne af de to nuværende spidskandidater, Juncker og Schulz, i de kommende uger og måneder tvinges til at foreslå alternativer.
 
Og her kan hun ende med at blive så bjergtaget af bejleriet, at hun siger ja og giver fanden i de danske socialdemokraters fremtid. På mange måder ville Helle Thorning-Schmidt nok også være bedre til at spille rollen som teknokratisk EU-topfigur end til at være socialdemokratisk statsminister.
 
 
 
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job