Statsminister i modvind

Statsminister Anders Fogh Rasmussen har svært ved at få sine udsagn til at virke overbevisende. Frem for at være udtryk for hans personlige mening, opfattes udsagnene som led i en taktik.
af Observer

Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) har sværere og sværere ved at få taget sine ord for pålydende. Da han i sommer kom hjem fra ferie, viste han sig selv som landsfader ved i en håndevending at slå et internt Venstre-opgør ned og stoppe den klynkende tone i den såkaldte værdikamp. Efter netop overstået vinterferie forsøgte Anders Fogh Rasmussen det samme ved åbent at kritisere landets banker for dårlig etik og sine egne ministre for at udstede løfter, der ikke kan holdes. Denne gang virkede taktikken dog ikke. De fleste politiske kommentatorer er enige om, at statsministeren ikke længere kan genoprette roen med et par velvalgte bemærkninger. Der er ganske enkelt kommet for meget fokus på hans strategier, og ikke på det faktiske indhold i det, han siger. Dermed mener nogle kommentatorer, at hans kritik i Folketinget viser manglende slagstyrke, mens andre mener, at hans egen uheldige optræden netop var en succes, idet den har fjernet fokus fra huller i skattelovgivningen og inkompetente ministre. At alle Anders Fogh Rasmussens udsagn motivfortolkes i så høj grad, skyldes billedet af regeringens politik som en "designerpolitik", der er formuleret af en hær af spin doctors, der kun tænker på statsministerens image og popularitet. Tilbage står en statsminister, der har svært ved at overbevise folk om, at han faktisk mener, hvad han siger.
Jyllands-Posten/Morgenavisen Søndag 22-02-2004

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også