Glødepæren er afgået ved døden - i forbløffende stilhed
EU arbejder fornuftigvis for at få os til at spare på elektriciteten. Derfor skal de gammeldags strømslugende glødepærer ud af lamperne rundt om i de danske hjem, lige så hurtigt butikkernes lagre af glødepærer kan tømmes. I stedet skal vores hjem oplyses af de velkendte elsparepærer, som faktisk er sammenkrøllede lysstofrør, og de mindre kendte halogenpærer og LED-pærer.

Dårligt lys fra elsparepærerne har været det mest debatterede i offentligheden, og den uafhængige statslige instans Elsparefonden har med en hjemmeside, tv-spots, brochurer mv. søgt at få danskerne til at tage elsparepærerne til sig. Så ivrig har man fra statsligt hold været for at få en succes, at informationen om elsparepærernes ulemper løbende er blevet nedtonet.

Men helt skjules kan det ikke, at både Sundhedsstyrelsen og Miljøstyrelsen på deres hjemmesider har ganske alvorlige advarsler liggende om håndtering af elsparepærer. Elsparefonden henviser et enkelt sted på sin hjemmeside pligtskyldigt og ganske kort til disse advarsler. Men advarslerne finder ikke vej til for eksempel fondens mange rosenrøde pressemeddelelser om den mægtige omlægning af danskernes elpæreforbrug, en af de største lovbestemte omlægninger i mange år.

Hvad er det, man nærmest søger at holde hemmeligt?

Test din viden om elsparepærer
1. Hvis en elsparepære går i stykker, skal du ifølge Sundhedsstyrelsen og Miljøstyrelsen først lufte giftige kviksølvdampe ud i "mindst 30 minutter". Dernæst skal du iføre dig "nitril-handsker" - hvad det så end er, og hvad de så end købes - og forsigtigt ved hjælp af "et spillekort" eller andet stykke pap skrabe glasstumperne op. Har stumperne for eksempel ramt en hjørnesofa, skal denne straks "tages ud af huset" til udluftning, mens der yderligere luftes ud i rummet, som i op til en time skal holdes afspærret for "mennesker og dyr", og det er især "børn og gravide", som er i risikozonen.
Vidste du det?

2. Vidste du, at en helt almindeligt brugt og ikke smadret elsparepære er farligt affald? Den slags er forbudt at kaste i køkkenaffaldet eller aflevere som glasaffald til indsamling. Farligt affald må udelukkende afleveres direkte på genbrugsstationer.

3. Vidste du, at sættes en almindelig lysdæmper til visse sparepærer, risikerer du en fejlfunktion i pæren, som kan udløse brand?

Svarer du nej til et eller flere af disse punkter, er du ikke dum, men blot meget dårligt informeret. Ligesom resten af befolkningen. Den kæmpemæssige ændring af elpæreforbruget og dermed håndteringen af nye og brugte pærer er en velment energibesparende EU-beslutning. Men den kommunikationsmæssige del af omlægningen over for den brede befolkning er i Danmark mangelfuld.

Ring til Connie
Ringer man til det skattefinansierede borger.dk på telefon 1881, hvor man skal kunne få troværdig oplysning om det offentliges tiltag over for befolkningen, er der umiddelbart ikke megen information at få. Tjenesten vidste ved opringningen dagen før glødepærens afskaffelse umiddelbart ikke, hvornår glødepæren udgik. Den meget venlige telefonvagt foreslog dog, da talen faldt på elsparepærernes indhold af giftigt kviksølv, at man kontaktede Klima- og Energiministeriet.

Men er det sandsynligt, at klima- og energiminister Connie Hedegaard og hendes konference-travle embedsmænd virkelig ved en masse om omgang med sparepærer i dagligdagen og har tid til at tale med hr. og fru Danmark om det? Næppe.

Og går man ind på Energistyrelsens hjemmeside på den store omlægningsdag, tirsdag den 1. september 2009, er elsparepærernes fremtvungne indtog absolut ikke blandt hovednyhederne. Det er derimod noget om "rekordindtægter fra olie og gas i 2008". Hov jo, der er et lille link til en pressemeddelelse, hvor Connie Hedegaard kalder afskaffelsen af glødepærer for "en rigtig god beslutning, som Danmark og de øvrige medlemslande er nået frem til sammen med Kommissionen." Fint nok, men ikke en lyd her om kviksølv fra Energistyrelsens kommunikationsfolk, som åbenbart sparer stærkt på energien, når det kommer til kommunikation om de mere besværlige sider af deres succesforehavende.


Energistyrelsen gør på sin hjemmeside den 1. september mildt sagt ikke meget ud af alt det der med glødepærens død.

Energistyrelsen er dog ikke eneste spiller på den statslige banehalvdel. Der findes også en uafhængig statslig instans, El-sparefonden, som har ansvar for information. Elsparefonden skal dog snart erstattes af et finere og bredere Center for Energibesparelser. Men hvad kan Elsparefonden inden sin nedlæggelse fortælle om farlige elsparepærer? Vi går ind på deres hjemmeside.

Pjece med den halve sandhed
Havde man ventet, at Elsparefonden på forsiden af sin hjemmeside prioriterer oplysning om kviksølv, nitril-handsker og øjeblikkelig udbæring af nødlidende sofaer, må man tro om igen. 1. september er tilsyneladende blot endnu en hverdag på kontoret. Man skal klikke sig igennem flere undermenuer for at finde en godt skjult, henkastet og ukommenteret henvisning til Sundhedsstyrelsens skrivelse om de højdramatiske forholdsregler, når en almindelig sparepære, som snart vil sidde i milliontal i de danske hjem, uheldigvis knækker, for eksempel hvis en standerlampe vælter.



Udsnit af en underliggende side på Elsparefondens hjemmeside. De alarmerende oplysninger fra Sundhedsstyrelsen ligger kun som et ukommenteret link i et tekstafsnit med den glade overskrift: "Mindre kviksølvudslip med A-pærer (elsparepærer, red.) end med glødepærer." Læseren manipuleres simpelthen uden om advarslerne.

Den informationssvage del af befolkningen synes helt overladt til sig selv i denne sag. Har man ikke adgang og træning til at finde den skjulte information på nettet, er man for eksempel henvist til Elsparefondens trykte pjece om alternativerne til glødepæren. Pjecen skulle være at finde på biblioteker. Problemet er blot, at pjecen ikke nævner kviksølvet, handskerne, de gravide, børnene og dyrene med et eneste ord.

Staten smider kommunikationsansvaret fra sig
Hvorfor er mon Sundhedsstyrelsens advarsel så stedmoderligt behandlet af Elsparefonden og dennes bagvedliggende ministerium og styrelser? Er staten i virkeligheden uenig med sig selv og derfor kommunikationsmæssigt lammet? Eller har Sundhedsstyrelsen i en særegen kommunikationsstrategi fået tildelt rollen som den urimeligt bekymrede, arketypiske moderskikkelse, der hysterisk fantaserer om smadrede elsparepærers skadevirkning på stakkels børn og katte?

Vi ved det ikke, men kan blot konstatere, hvordan de dårlige nyheder fejes ind under gulvtæppet, hvor de lumsker til. Staten synes at tænke: hvorfor selv tvære i ubehagelighederne, når man kan få andre til det. Således vil de grumme advarsler efter lovpåbud efterhånden være at finde trykt på sparepærernes emballager eller som indlægssedler i æskerne. Men heller ikke producenter eller importører har lyst til at save den gren over, hvortil de klamrer sig. Så lur os, om ikke kviksølvet og nitril-handskerne vil blive omtalt med den mindst mulige typografi ligesom undtagelserne i en forsikring. Det samme gælder sikkert også oplysningen om brandfaren ved lysdæmpere, hvis den da overhovedet kommer med.

Er det på den måde det officielle Danmark har tænkt sig fremover at kommunikere med blandt andre de svagtsynede pensionister, som gør deres pæreindkøb i discountsupermarkeder? 'Spørg flaskedrengen i Netto, hvis du er i tvivl'. Sådan synes den statslige kommunikationsstrategi at lyde.

Det kunne man have gjort
Især kommunikationen om elsparepærernes kviksølvindhold har været præget af manglende timing, prioritering, koordination og målretning.
Sådan mener Kforum, man burde have gjort:

1. Timing af budskabet
Det gjorde man: Spredt fægtning før, under og efter omlægningsdatoen.
Sådan burde man gøre: Danskerne er mest kommunikationsberedte og videbegærlige lige ved omlægningens begyndelse, altså 1. september. Så hjælper det ikke, at brochurer med lettere teknologisk forældet indhold fra forrige år ligger fremme på bibliotekerne, eller at morsomme OBS-spots om elsparepærernes yndige udseende tidligere er vist. Information, også de dårlige nyheder, bør gives til tiden.

2. Prioritering af oplysningerne og koordination mellem afsendere
Det gjorde man: Ubehagelige oplysninger er nedprioriteret. Offentlige instanser præsenterer oplysningerne forskelligt.
Sådan burde man gøre: Hvis Sundhedsstyrelsens alarmerende forholdsregler ved knækkede elsparepærer er andet end en forsinket aprilsnar, skal oplysningerne placeres synligt i den samlede statslige kommunikation. Og alle instanser skal tale - og dét med lige store bogstaver - om relevante risici.

3. Målretning til den brede befolkning og informationssvage
Det gjorde man: Mangelfulde pjecer på biblioteket, rosenrøde pressemeddelelser, advarsler godt skjult på hjemmesider.
Sådan burde man gøre: Elpærer er et dagligdags og lavpraktisk emne, som er velegnet til en husstandsomdelt pjece, med noget at hænge op på indersiden af køkkenskabet, på en opslagstavle i bryggerset eller lignende. For at gøre pjecen relevant, skulle kommunale regler for bortskaffelse af brugte pærer optræde i samme pjece som statslige anbefalinger af forholdsregler, når pærerne går i stykker. Staten burde således delfinansiere en pjece tilpasset de enkelte kommuner. Desuden burde der fremstilles særligt materiale og iværksættes en involverende aktivitet for at klæde hjemmehjælpere m.fl. på til at rådgive især ældre, som er usikre over for valg og behandling af de nye lyskilder.