SRSF-regeringens spindoktorer kommer fra partikontorerne
De røde spindoktorer

Ind med velkendte, partiloyale k-folk i ministrenes forkontorer. Det er trenden i SRSF-regeringens nye hold af spindoktorer – modsat udskiftningen i 2001, da VK-regeringen i stor stil ansatte stjernereportere fra pressen. Her kommer alt om 11 spindoktorers styrker og svagheder, og hvad pressefolk hvisker om dem i Christiansborgs dunkle kroge. Er spinnerne hårde ’sæbeagenter’, skarpe strateger, klar til en pressestorm eller hyggespredertypen?
En ny centrum-venstre regering er trådt til, og de centrale ministre har allerede udpeget flere af deres særlige rådgivere. Der er i øvrigt ingen større overraskelser imellem. Som allerede annonceret i foråret genbruger regeringen deres hidtidige rådgivere fra partiernes presseafdelinger, som de allerede nu har hentet over i ministerkontorerne.  Det betyder også, at A-kæden af Slotsholmens stjernereportere denne gang er blevet bevidst fravalgt. Det står i fuldkommen modsætning til det seneste regeringsskift i 2001, hvor Christiansborg-redaktionerne blev åreladet for mandskab rekrutteret af den tiltrædende VK-regering.
 
Argumentet er, at SRSF-regeringen ønsker et hold af rådgivere, der ideologisk er bundet op på regeringsprojektet. Dermed følger den nye regering også den trend, man allerede så de sidste år under VK-regeringen, hvor pressefolk i stort tal forlod rådgiverstolene, mens mere partiloyale folk tog over.
 
Dobbelt op til ni af ministrene
SRSF-regeringen præsenterer dog andre nyskabelser, idet alle særlige rådgivere skulle ansættes af et centralt ansættelsesudvalg. Det skal formentlig sikre de enkelte partier en formel vetoret mod kandidater til rådgiverstillinger, som man af den ene eller den anden grund ikke har tillid til. Man kunne fx forestille sig at særligt kritiske journalister, der i fremtiden måtte søge nye græsgange, dermed kan blive udelukket.
 
Yderligere har de ni ministre, der enten sidder i regeringens koordinationsudvalg og/eller økonomiudvalg som noget nyt fået lov til at ansætte to særlige rådgivere.  
 
Endelig er der sat et loft for, hvor meget de enkelte rådgivere kan tjene. Det skal sikre, at man ikke ryger ind i den opsigtsvækkende situation, som man så under de borgerlige, hvor en særlig rådgiver tjente mere end undervisningsministeren. Nu er maxloftet sat til 75 pct. af en ministers løn, mens de særligt udvalgte særlige rådgivere – for eksempel Noa Redington i Statsministeriet - må prøve at leve med ”kun” at få 85 pct. af sin ministers løn. På denne måde undgår man i de fleste tilfælde, at de særlige rådgivere kommer over en million kroner årsgage.
 
Herunder gennemgås en række af de mest centrale særlige rådgivere, hvor der fokuseres på dem, der forventes at løse egentlige kommunikationsopgaver med pressekontakt mv., det vil sige de særlige rådgivere, der skal fungere som det, man populært kalder for ”spindoktorer”.

Noa Redington (S), Statsministeriet
Max løn: 1.040.000 kroner netto
 
Noa Redington (K-profil) er den centrale og stærke skikkelse hos S, som er tættest på Helle Thorning-Schmidt. Den nye statsminister stoler 100 pct. på sin rådgiver og følger tilsyneladende alle hans anvisninger til punkt og prikke. Få er derfor i tvivl om, at Redington og hans rådgivning har sin del af æren for, at Helle Thorning-Schmidt i dag har indtaget hjørnekontoret i Prins Jørgens Gaard 11.
 
Statsministerens særlige rådgiver - eller "Helle-hviskeren", som han bliver kaldt - er dog en figur, der deler vandene, når man spørger rundt i pressekorpset på Christiansborg. Mens der er bred enighed om, at Redington besidder et stort intellekt, udsyn og strategiske evner ud over det sædvanlige, har dele af pressen det svært med mandens hang til kontrol, og nogle pressefolk giver udtryk for en oplevelse af arrogance og en irriterende elitær fremtoning.
 
Det faldt fx visse journalister ganske svært at skulle acceptere det lidet populære slusesystem, hvor man skal spørge Redington om lov, før de kan få et interview med Thorning-Schmidt, selv når et kamerahold mødte S-politikeren på gangen med gruppeværelser på Christiansborgs 2. sal. Førhen var det praksis, at det altid kan lade sig gøre. I det hele taget rutter Redington ikke med mediernes adgang til Thorning, hvorfor han beskrives som en ”en pestilens set fra et journalistisk synspunkt”. Det diskuteres i øvrigt livligt om strategien med kun at lade pressen få adgang til Thorning i afmålte dosis og i så fald ”åbenbart ikke har ladet hende sige noget”, har været klog.
 
Hos den skrevne del af pressen kan man støde på den vurdering, at Redington ikke just – som andre spindoktorer – har den store forståelse for nyhedsjournalistikkens vilkår og derfor ikke nedværdiger sig til at ”sælge” nyhedshistorier. Som det sarkastisk bemærkes, må S-rådgiveren være ”en stor tilhænger af det nyhedsløse samfund”.
 
Til gengæld er bred enighed om, at Redington er superprofessionel i alle detaljer, der omhandler strategisk kommunikation. Fx går han meget op i koreografi, når Thorning præsenterer udspil mv. Der bliver også tænkt over alle detaljer, når Torning træder ind i et lokale eller går op og ned ad en trappe. Redington har udviklet en stor disciplin med hensyn til ikke at overlade noget til tilfældighederne. Fx sender S ”en hare”, dvs. en bil, i forvejen til det sted, hvor Thorning måtte optræde offentligt. Der overlades intet til tilfældighederne i en sådan grad, at det også har dannet skole og præget SF's tilgang til de samme ting.
 
I det daglige er rådgiveren iført en maske af kølig mona-lisa'sk uudgrundelighed, der formentlig har til formål at skjule, hvad han tænker. Men den kan han godt rive af sig, og det sker, at han kan blive helt slagfærdig, begejstret og næsten hjertelig. Man kan derfor sagtens finde pressefolk, der udtrykker endog stor begejstring for Redingtons person og beskriver ham som ”lun” og ”skæg”. 
 
I pressekorpset frygter man nu, at Statsministeriet under Thorning bliver endnu mere lukket, end det var under Lars Løkke Rasmussen. (Der i øvrigt var mere lukket end under Fogh). Pressekorpset venter derfor spændt på det første pressemøde. Journalister påpeger det for dem absurde i, at Thorning var den sværeste politiker at få en kommentar fra, på trods af at hun ikke sad i regeringen. Tilbage under Fogh i 2001, forklarer en journalist, kunne man altid gå ind på oppositionslederens kontor og få en kommentar.
 
Blandt Redingtons styrker er, at han er særdeles leveringsdygtig i sobre, troværdige og skarpe analyser til journalisterne af den politiske situation og de politiske muligheder anskuet fra Thornings stol. Dertil kommer en evne til at slå koldt vand i blodet i pressede situationer. Endelig anerkendes han også for en vis evne til improvisation, da han i dagene op til valget fik opsnappet, at VK var på vej med en boligpakke. Han fik overtalt S-SF til at adoptere indholdet og solgt den ind til redaktionerne for næsen af Lars Løkke og Co. I spinkunsten et eksempel på et mestertræk.
 
Dog mener nogle journalister, at Redingtons troværdighed er skæmmet af, at han ind imellem har en tendens til at benægte kendsgerninger, selv når de udspiller sig for alles øjne.
 
Forleden fik pressen også en prøve på, hvordan Redington tilsyneladende bruger PET og Statsministeriets embedsfolk til at lege kispus med pressen, da Thorning skulle ud af folketingssalen. Der lod man dem som dække stille op ved den ene udgang for at pressen skulle tro, at hun kom ud den vej. Men Thorning forsvandt ud af den anden udgang og væk fra pressen. Det nummer blev af pressen udlagt som ”rigtig dårlig stil, som man dog aldrig så under Løkke”.   
 
Claus Perregaard (SF), Udenrigsministeriet
Max løn: 835.000 kroner netto

SF's hidtidige pressechef opfattes som en stilfærdig, klar, rolig og analytisk type, som mange journalister finder, det er behageligt at tale med. Han har et stort netværk og opfattes som en af de mest troværdige spindoktorer på Christiansborg. Claus Perregaard er normalt ikke den person, der oversælger varen, og som ikke kan se, når SF er kommet i problemer. Han forstår også i sine analyser at hæve sig over SF's almindelige dagsorden og se tingene fra andre vinkler. Perregaard er mand for at finde på de mest opsigtsvækkende nyhedshistorier, fx som da SF pludselig under valgkampen rakte en hånd ud til et samarbejde med DF.
 
Efter at SF har fået tilbagegang, har man generelt hos de ellers så sejrsvante SF-pressefolk og politikere haft svært ved ikke at fremstå bitre og indebrændte over for den kritiske presse. Det er i hvert fald oplevelsen hos flere pressefolk til trods for, at det netop er i modgang, at en spindoktor skal vise sit værd. (Hvilket der nok skal bliver rigelig brug for, som særlig rådgiver i den regering.) Til trods for modgangen har Perregaard dog været den, der har optrådt mere kølig med overblik og professionel end mange af sine partifæller. Desuden har han været den, der har gydt olie ud på vandene og glattet ud, når nogle SF-politikere har mistet besindelsen overfor pressen.
 
Perregaards baggrund er lidt usædvanlig for en spindoktor. Han er cand.mag. i historie og filosofi fra RUC, og han begyndte som almindelig medlemssekretær for Villy Søvndal, men avancerede siden til at blive SFs presse- og kommunikationschef. Han er dog optaget af mange af de samme sagsområder som Søvndal dvs. social- og integrationspolitik og ses som en del af det SF-projekt, der nu er lykkedes med at komme i regering.
 
SF’eren beskrives af journalisterne desuden som kommunikationsfaglig ret dygtig, og hans oplysninger holder altid vand. Han optræder altid ordentlig og ydmyg. Forventningen er, at han vil klare sig fint i Udenrigsministeriet som Søvndals presserådgiver.
 
Sten Kristensen (S), Finansministeriet
Max løn: 920.000 kroner netto
 
Som pressechef sad Sten Kristensen frem mod valget langt fra ”maskinrummet” hos S. Han blev således aldrig en del af inderkredsen af partiet, før han under regeringsforhandlingerne pludselig sad med i toppen af ”det sorte tårn” på Amager. Til gengæld spillede Kristensen sammen med sin makker og evige følgesvend i pressetjenesten John Iversen (der skal være rådgiver for Henrik Dam Kristensen i Transportministeriet) en stor rolle i det daglige, med hensyn til at presserådgive menige S-politikere og var effektiv til at reagere på de dårlige sager, der måtte opstå. Han har heller ikke hidtil spillet rollen som den proaktive spindoktor, der ”går i byen” for at sælge S-analysen eller nyhedshistorier. Det sidste er i øvrigt et noget overset felt, som man længe ikke rigtig har dyrket hos S. Til gengæld har Kristensen ry for at være en, som journalisterne kan finde på at ringe og vende verdenssituationen med. Og den rolle skal man ikke kimse ad.
 
Sten Kristensen, der har en fortid i DSU, har tidligere arbejdet som journalist i DR og lavede bl.a. en overgang i det politiske program ”Indefra”. Det har alt sammen givet ham et stort pressenetværk på Christiansborg, og han er særdeles afholdt og respekteret overalt på Christiansborg. Han beskrives som ”behagelig”, ”jovial”, men også ”en snu ræv”.  Pressechefen menes især at have haft værdi for S på grund af sin indsigt i og fornemmelse for, hvad der sker på redaktionerne, hvad de laver, og hvad deres arbejdsvilkår er, og ikke mindst for, hvordan pressen tænker. Det gør Kristensen til Noa Redingtons modsætning. Hvor Redington er manden med strategien, er Kristensen er den, der ved, hvilke historier der kører lige her og nu på Christiansborg, og hvad der formentlig kommer til at stå i aviserne i morgen. Kristensen har et godt forhold til tidligere S-stabschef, nu finansminister Bjarne Corydon. Og sammen med den akademiske medarbejder hos S, Asbjørn Riis, der også følger med over i Finansministeriet, ses de to særlige rådgivere som et stærkt makkerpar, hvis man spørger pressens folk.

Søren Lippert (S), Forsvarsministeriet
Max løn: 735.000 kroner netto
 
Søren Lippert (K-profil) har spillet en noget underordnet rolle i Socialdemokraternes spinapparat, hvor han bl.a. har haft ansvaret for den elektroniske kommunikation fx med Henrik Sass Larsens ugentlige nyhedsbrev. Samarbejdet med Sass kom dog aldrig til at virke. De to sendte på forskellig frekvens, lyder forklaringen. Den journalistuddannede Lippert fik siden et ganske nært og frugtbart samarbejde med Nick Hækkerup, hvilket nu fører til, at den tidligere P1-debat-radiovært rykker med over som særlig rådgiver i Forsvarsministeriet. Lippert har år tilbage arbejdet med kommunikation hos bl.a. Geelmuyden.Kiese, men menes ikke at have de store erfaringer som egentlig spindoktor, der proaktivt opsøger journalister og giver analyser. Han er dog fra tid til anden – især under valget – ”gået i byen” med historier til pressen.
 
Lippert eller ”Slippert”, som nogle borgerlige kalder ham med et glimt i øjet, beskrives som myreflittig, meget ambitiøs og med en betydelig politisk tæft. Han har ry i pressen for at være en meget loyal partisoldat, hvor det nogle gange kammer over i en tendens til at fremstå som ”sæbeagent”, der ikke giver den mindste indrømmelse til pressen selv i de mest håbløse sager. Uanset hvor utroværdig, Socialdemokraternes pludselige holdningsskift kan forekomme, kan pressen dog altid regne med, at Lippert leverer dem en stålsat forsvarstale for kovendingen. Lippert fremstår gerne som”en glad dreng”, der er behagelig, men tonen kan hurtigt få en anden lyd, hvis journalisterne ikke lige får skrevet den historie, som Lippert har solgt ind.
 
Politiske modstandere har også bemærket, at Nick Hækkerup i læserbreve – når de er forfattet af Lippert – fremstår mere aggressivt agitatorisk, og at modstandernes synspunkter udlægges mere polemisk opstrammet, end de normalt forbinder med den vennesæle og saglige Nick Hækkerup.
 
Lippert har for øvrigt en mastergrad i politisk kommunikation fra University of Liverpool.
 
Thomas Sæhl Sørensen (SF), Udenrigsministeriet
Max løn: 920.000 kroner netto
 
Villy Søvndals personlige rådgiver Thomas Sæhl Sørensen er i modsætning til Perregaard uddannet journalist. Hans tilgang til sin metier er den klassiske nyhedsjournalistik, hvor det gælder om at sælge varen til nyhedsjournalisterne. Sæhl går for at have et godt blik for, hvordan nyheder udvikler sig og et ”godt salgsgen”, som det formuleres af en journalist. Nogle vurderer, at Sæhl i kraft af sin fortid på bl.a. DR og TV2 har flere personlige kontakter i pressen end fx Perregaard, som han supplerer.
 
Sæhl er ikke kun leveringsdygtig i nyhedshistorier om, hvad Villy Søvndal nu har på hjerte. Han er også altid god for en analyse af den aktuelle politiske situation set fra SF's synsvinkel.
 
Thomas Sæhl Sørensens skudsmål hos pressen er ikke helt så gode som Perregaards. Flere journaliser vurderer Sæhl som ”lidt for hurtig på aftrækkeren”, når han går i byen med en historie. De gange, Villy Søvndal har været i vanskeligheder i valgkampen med mystiske meldinger, tilskrives bl.a. Sæhls rådgivning. Fx da Søvndal pludselig mente, at Enhedslisten ikke skulle have nogen indflydelse. Og hvor Perregaard ses som den forsigtige af de to, er Sæhl manden, der ofte presser på for, at Villy Søvndal politisk skal lægge sig på en konfrontatorisk linje.
 
SF-rådgiveren ligger sammenlignet med Perregaard noget lavere på troværdighedsskalaen og betragtes af nogle journaliser som ”letbenet”, ”utroværdig” og kritiseres for at ”mangle substans”. Nogle mener, at han ofte er ”for hurtigt ude” med sine historier og for ofte falder ind i rollen som en ”opportun sæbeagent”.
 
Det er også bemærket, at Sæhl hører til de rådgivere, der har haft sværest ved omstillingen af SF fra at være et parti i ubrudt fremgang til i den senere tid - og især under valget - at skulle stå imod en del modgang. Enkelte råder ham til at arbejde lidt med sit ”reaktionsmønster” over for journalister, der præsenterer ham for dårlige nyheder.
 
Og så har Thomas Sæhl Sørensen i øvrigt en fortid på den yderste del af venstrefløjen, der gav anledning til et par avishistorier i forsommeren. Han, som på et tidspunkt var en del af Rebels ”propagandagruppe”, har dog lagt afstand til sin fortid som venstreekstremist.
 
Henrik Kjerrumgaard (Rad.), Indenrigs- og økonomiministeriet
Max løn: 920.000 kroner netto
 
Margrethe Vestagers særlige rådgiver fik sit endelige gennembrud som spindoktor på Christiansborg, da De Radikale i foråret igen blev nøglespiller i dansk politik. Og siden har Henrik Kjerrumgaard været her, der og alle vegne. Ikke mindst under forhandlingerne på Crowne Plaza, hvor den radikale pressechef – stik imod alle forud indgåede aftaler og til stor frustration for S og SF – lod lækager sprøjte ud til pressen om de store radikale sejre i regeringsgrundlaget nærmest få øjeblikke efter, at de var forhandlet i hus på 25. etage.
 
Der er almindelig enighed på Christiansborg om, at Kjerrumgaard igennem sit snart fire-årige virke som radikal pressechef har bevist, at han er et betydeligt aktiv for partiet. Begivenhederne det seneste halve år har øget pressens interesse for De Radikale betragteligt, og det har naturligvis gjort arbejdet nemmere for Kjerrumgaard. Men allerede før dette skift, viste Kjerrumgaard sit værd ved gennem et benhårdt salgsarbejde at have fået Vestager og Co. i medierne.
 
Et af Kjerrumgårds varemærker er, at han altid er tilgængelig for pressen. Det skorter aldrig på kaffeinvitationerne, og han evner kort og effektivt at udlægge ”verden set med radikale briller”. Nogle gange lidt for effektiv, forstår man på SF og dele af journalistkorpset.  
 
For tiden er Kjerrumgaard den mest funklende stjerne på Christiansborgs spindoktorhimmel – både i kraft af sin egen indsats, men naturligvis også på grund af De Radikales pludselige, afgørende betydning for magtforholdene i dansk politik. 
 
Blandt journalister er Kjerrumgaard ganske vellidt. Han har en jovial, smalltalkende og meget proaktiv tilgang til pressen, og han fordeler lunser af gode historier til hele rækken af morgenaviserne. Her følger han som stort set den eneste af spindoktorerne en konsekvent strategi med fx at levere ”udlændingehistorier” til Politiken og økonomiske historier til Berlingske. Det følger af, at Kjerrumgaard skulle gå en del op i at ramme udvalgte målgrupper, og han opleves i øvrigt af pressefolk som en spindoktor, for hvem målgrupper spiller en større rolle i forhold til andre spindoktorer, hvis historier placeres mere afhængig af, hvem de kender på redaktionerne.
 
Selvom Kjerrumgaard i dag af alle betegnes som ret dygtig til sit job, husker nogle ham som en selvhøjtidelig amatør i begyndelsen, selvom han ret hurtigt kom efter det. Han, der både har en kommunikationsfaglig og journalistisk baggrund, beskrives som en skarp analytiker, der dog ind imellem – mener nogle - kan være ”lidt hurtig på aftrækkeren”.  I pressen har nogle haft en oplevelse af, at Vestager ikke altid har briefet sin spindoktor fuldt op i samme omfang, som det er sket hos S-SF. Det har ifølge en kilde i pressen ført til, at Kjerrumgaard på nogle enkelte punkter – måske – har en tendens til ikke at ville stå tilbage fra kollegerne og derfor har ”digtet” ting, som siden ikke har vist sig at være helt nagelfaste. Vestager bør derfor fortælle Kjerrumgaard noget mere, end hun gør i dag, lyder opfordringen.
 
Omvendt har der været stor ros i pressen for, at Kjerrumgaard under regeringsforhandlingerne endelig aflagde sig rollen som ”Mr. Nice Guy” og brød aftalen om absolut ”radiotavshed” til pressen, indtil man var færdig med at forhandle. For derved kom SF’erne på mellemhånd i kampen om at udlægge regeringsgrundlaget. Den første vinkel, at de radikale vandt kampen om regeringsgrundlaget, har, i al fald siden man første gang hørte nyt fra regeringsforhandlingerne, været den altdominerende i pressen. Og det er – mener man overalt på Christiansborg –- alene Kjerrumgaards fortjeneste.
 
Morten Høyer (S), Socialministeriet
 
Max løn: 735.000 kroner netto
 
Morten Høyer betragtes som en stor politisk begavelse, der tidligere gik for at være Henrik Sass Larsens håndgangne mand. Han beskrives som ”højrefløjssocialdemokrat” på det rets- og udlændingepolitiske område. Det er i øvrigt et stofområde, hvor han regnes for at være en betydelig kapacitet og selve årsagen til, at han er kommet med over i ministeriet som særlig rådgiver. Dog har Høyer til gode at vise, hvad han formår i forhold til pressen, om hvorvidt han evner at tænke i historier etc. Det regnes – i pressens øjne – for at være et plus for Høyers troværdighed og stilling i S-hierarkiet, at han var med som politisk rådgiver i højderne under forhandlingerne på Crowne Plaza.  
 
Henrik Larsen (SF), Sundhedsministeriet
Max løn: 735.000 kroner netto

Henrik Larsen var SF's mangeårige ordfører Jonas Dahls mand på sundhedsområdet, og Larsen udgjorde sammen med Dahl SF's uhyggeligt effektive team, der hamrede løs på VK-regeringen under ”privathospitalssagen” sidste år. Larsen beskrives som substanstung, superflittig (han er altid på Christiansborg), skarp og en stor kapacitet på det sundhedspolitiske område, hvilket gør ham helt oplagt at rekruttere som særlig rådgiver netop der. Larsen har desuden let ved at se pressehistorier og har for længst bevist, at han kan håndtere medierne. Eneste minus set med pressens briller er, at han opleves som die-hard-partisoldat, der aldrig kan se fejl hos sine egne.
 
Marie Schultz (SF), Udenrigsministeriet under Handelsministeren
Max løn: 835.000 kroner netto

Marie Schultz kommer fra SF's presseafdeling og tilhører spindoktorkastens absolut letteste kategori. Hidtil har hun stået for Ole Sohns pressekontakt, hvor hun flittigt har slidt og slæbt som sælger af SF's mest håbløse sager og budskaber. Schultz blev før og under valgkampen lidt for kendt for – som et andet Vagttårns-uddelende Jehovas Vidne – at sælge en eller anden barmhjertig sjæl i pressen det ikke just overraskende, endsige epokegørende budskab om, at Ole Sohn mener, at VK-regeringen gør det så elendigt. Det er således ikke alle i pressen, der er overbevist om, hvorvidt Schultz helt har forstået, hvad spin egentlig går ud på.
 
Det lykkedes ikke at finde en eneste i pressen, der spår Schultz den store succes i sit nye job.    
 
Thomas Juul-Dam, Udenrigsministeriet under Europaministeren
Max løn: 835.000 kroner netto

Ifølge Netavisen Altinget.dk har Thomas Juul-Dam (K-profil) udover at køre Nicolai Wammens seneste valgkampagne til Folketinget flere års erfaring med PR, men har også i en kortere periode arbejdet for Socialdemokraterne i Europa-Parlamentet. Hans opgave bliver nok at få opbygget et stort netværk til journalister i Bruxelles og på Christiansborg.
 
Lise Borup Krogsgaard, Børne- og Undervisningsministeriet
Max løn: 735.000 kroner netto

Hun kommer fra en stilling som senior rådgiver bl.a. om presse for den danske ambassade i Washington, men har tidligere arbejdet som presse- og kommunikationskonsulent for Ritt Bjerregaard, da sidstnævnte var overborgmester i København. Det er en udmærket baggrund, men CV’et tyder ikke på, at hendes pressenetværk på Borgen er så stort, hvilket er et klart minus.
 
---
 
En del af spindoktorernes arbejde er risikovurdering og krisekommunikation. Lær disciplinens redskaber at kende på et kursus her.
 

Relaterede artikler

Kjerrumgaard er kongen - Margrethe Vestagers spindoktor, Henrik Kjerrumgaard, får topkarakter i ny undersøgelse. Og Slotsholmens presseloge tilde...
Spindoktorernes bibel - De danske ministre bliver mere og mere afhængige af deres særlige kommunikationsrådgivere, spindoktorerne. I dag udkomme...

Giv din stemme

7 stemmer
4,6/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

32 JOB

Kommunikationschef

Se alle job Indryk job

Job

Kommunikationschef

Frist: 15. april kl. 12.00

Praktikanter/studerende

Frist: Hurtigst muligt

Presserådgiver

Frist: 5. april
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.