Kjerrumgaard er kongen

Margrethe Vestagers spindoktor, Henrik Kjerrumgaard, får topkarakter i ny undersøgelse. Og Slotsholmens presseloge tildeler Noa Redington en bundplacering på holdet af særlige rådgivere. Hvorfor? Fordi alt andet ville være ’upassende’. En spindoktor må ikke være mere kompetent eller populær end sin minister. Det ville være naturstridigt. Når Helle Thorning-Schmidt har ondt i omdømmet, så får Noa Redington det automatisk også. Men rart er det ikke, hverken for Redington eller Thorning.
af Niels Krause-Kjær
Forholdet mellem en minister og den særlige rådgiver er ofte som forholdet mellem en herre og hans hund. Hvis hunden er bidsk, kælen eller bange, så løft hovedet og se, hvem der holder i den anden ende af snoren. Det er som regel et eksemplar af den menneskelige race, som minder foruroligende meget om hunderacen. Det gælder for HA-rockeren fra Amager og hans kamphund. Det gælder den pelsklædte frue fra Frederiksberg og hendes nyklippede puddelhund.Og det gælder på Slotsholmen. Med tanke på den nuværende kommissionsundersøgelse om muligt magtmisbrug i Skatteministeriet, så kast et hurtigt blik på Peter Arnfeldt, følg snoren op til Troels Lund Poulsen – og gæt selv en hunderace.
 
Margrethe Vestager med sin roste chef-hvisker, Henrik Kjerrumgaard. Foto: Catrine Ertmann/Polfoto
 
Så en spindoktor må udover sin ganske pæne løn finde sig i, at han eller hun er som sin minister. Hvis ministeren er bange for pressen, bliver den særlige rådgiver det typisk også. Hvis ministeren er kønnest i medvind, vil det typisk også være den vindretning, der klæder den særlige rådgiver bedst.
 
Vestagers rådgiver er i top, mens Thornings hovedrådgiver, Noa Redington, tager bundplaceringen. Det fremgår af Altingets rundspørge for 2012 publiceret i Altinget/Magt
 
Set i det lys er der meget lidt overraskende i Altingets magtanalyse over Slotsholmens særlige rådgivere, lidt misvisende kaldet spindoktorer. Analysen baserer sig på besvarelser fra presselogens medlemmer. 45 ud af ca. 200 svarede tilbage. Altinget gør selv opmærksom på den lave svarprocent og mener, at det skyldes, at det er et mindretal af presselogens medlemmer, som har ’regelmæssig kontakt til et større antal særlige rådgivere’. Det skal nok passe. Man må så håbe, at det er de 45 med jævnlig kontakt, som har svaret tilbage. Og det skal såmænd nok også passe. For resultatet afspejler med enkelte undtagelser ganske præcist, hvilke ministre (hundens herre), der har tur i den, og hvem der ikke har.
 
Næsten samtidig med Altingets rundspørge i presselogen kommer denne måling fra Epinion/Radius Kommunikation, som viser, at erhvervet spindoktor generelt har den allerlaveste troværdighed set med befolkningens øjne. Men bemærk, at bundplaceringen deles med politikerne. Det må antages, at det indbyrdes afhængighedsforhold har afsmittende virkning på troværdigheden
 
Er det for eksempel overraskende, at Henrik Kjerrumgaard (Margrethe Vestager) topper listen? Og at Sten Kristensen (Bjarne Corydon) og Martin Rossen (Mette Frederiksen) følger lige i hælene på ham? De er dygtige rådgivere alle tre, men en dygtig minister gør det – undskyld Henrik, Sten og Martin – let at være dygtig. Man kan naturligvis i det massivt overvurderede spindoktor-mediehysteri mene, at ministrene fremstår dygtige netop fordi, de har dygtige spindoktorer, men lige præcis i dette tilfælde er det sikrest at fastslå, at her – her kommer hønen før ægget.
 
Og så har vi spindoktor-listens bundplacering. Den tilhører ifølge 45 af presselogens medlemmer gode folk som Martin Justesen (Thor Möger), Claus Perregaard (Villy Søvndal) og tataah…Noa Redington (Helle Thorning-Schmidt).
 
"Hellehviskeren" Noa Redington i funktion. Han må dele omdømme og skæbne med sin herre. Alligevel er det naturligvis et selvstændigt problem for Redington (og for Thorning), at han ligger så lavt
 
Noa Redington er ikke journalist – en skæbne han i øvrigt deler med et absolut flertal af den nye regerings særlige rådgivere. Han er ofte meget begejstret for grafer, der kan have ganske lidt med i dag at gøre. Og han har ry for at fungerer mere som dørstopper end døråbner i forhold til statsministeren. Men han er samtidig rådgiver for en politiker, der på alle måder er i knæ. Både i forhold til autoritet, medier, folketingsgruppe, medlemmer og vælgere. Det ville være naturstridigt, hvis han som Thornings særlige rådgiver toppede listen. Han må dele omdømme og skæbne med sin herre. Alligevel er det naturligvis et selvstændigt problem for Redington (og for Thorning), at han ligger så lavt. Det gør det sværere for både ham og Thorning, hvis stemningen på et tidspunkt vender.
 
I denne nylige folkelige popularitetsmåling, hvor topkarakteren er 7, ligger statsministeren med sine 4,5 point en smule over gennemsnittet (4,2) for hele regeringen. Det kan virke lidt tankevækkende, at statsministeren og hendes særlige rådgiver – på hver sin, indrømmet, ikke helt sammenlignelige skala – ligger på forskellige niveauer: den ene i midten, den anden i bunden. Ovenstående måling er foretaget inden regeringsomdannelsen den 16. oktober 2012. Kilde: Analyse Danmark for LO's ugebrev A4
 
Men har den særlige rådgiver da slet intet selvstændigt ansvar? Hvad får man egentlig får den million? Ministeren får et villigt øre til sine beklagelser, på en god dag et begavet modspil, og hvis ministeren er heldig lidt mere medvind på cykelstierne plus ordnet en masse praktisk og halvkedeligt rugbrødsarbejde. Journalisterne får en venlig døråbner eller en træls dørstopper. Og alt det kan såmænd sagtens være en million kroner værd.
 
Men ansvaret – magten, æren og fortabelsen – ligger lige, hvor det skal ligge. Hos hundens herre.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job