Spindoktorerne skal i snor

Hvordan kan det gå til, at ministres spindoktorer, der er ansat som særlige rådgivere, kan klokke i det ved bl.a. at lyve. En heldigvis uhørt foreteelse for embedsmænd ansat på normale vilkår?
af Aage Frandsen

JP den 2. december 2002

Helt centralt i det danske embedsmandssystem er, at embedsmænd udover at være loyal overfor deres arbejdsgiver (f.eks. ministeren) skal være loyal overfor sandheden og deres faglighed. Det gælder alle embedsmænd, også de embedsmænd, der er ansat som særlige rådgivere. Dette er slået fast gang på gang, f.eks. i daværende justitsminister Frank Jensens redegørelse fra 2001 til Folketinget om embedsmænds rådgivning af ministre.

Derfor er det udtryk for klar embedsforsømmelse, når en spindoktor siger det modsatte af sandheden, dvs. lyver, som finansministerens spindoktor har gjort, eller på anden vis optræder på en for en embedsmand uværdig måde, som spindoktorerne for henholdsvis integrationsministeren og fødevareministeren har gjort. At finansministerens spindoktor udtalte sig om finansministerens bopælsforhold forekommer i øvrigt helt grotesk, idet det burde være finansministeren selv, der forklarede dette til journalister og andre. Det kan aldrig være en embedsmandsopgave, og det siger formentlig noget om, hvordan spindoktorer af nogen opfattes og bruges.

To kulturer
Hvad er så årsagen til, at tre ud af en halv snes spindoktorer, i den grad har klokket i det, når der er ansat i stillinger som særlige rådgivere. Og hvad kan der gøres for at undgå, at det sker i fremtiden?

Det er i den forbindelse vigtigt at understrege, at det ikke er noget nyt med pressemedarbejdere, medierådgivere eller spindoktorer i ministerierne. Det er heller ikke noget nyt med særlige rådgivere. Men det er nyt med så mange, som både er særlig rådgivere og spindoktorer, og det er nyt, at så mange har en baggrund i dagspressen som journalister.

Her har vi den første forklaring på, at det er gået galt for tre spindoktorer. De danske embedsmænd i centraladministrationen er generelt meget loyale både overfor deres minister og overfor sandheden og deres faglighed. Det er en del af den læring, de får som ansat i f.eks. et ministerium. Den læring har spindoktorer ikke, når de kommer til et ministerium fra f.eks. mange års arbejde på et dagblad som journalist. Det er i virkeligheden to vidt forskellige kulturer, der mødes.

En anden forklaring på, at det er gået galt for tre spindoktorer under den nuværende regering er, at ministerier ligesom andre organisationer i dag har et pressearbejde, der bliver mere og mere aggressivt. Noget der bliver forstærket af, at det i en række tilfælde er tidligere dagbladsjournalister, der ansættes som spindoktorer. I kampen om mediernes opmærksomhed og om at erobre dagsordenen "glemmer" de åbenbart, at de som embedsmænd også skal være loyal overfor sandheden, og i øvrigt leve op til god embedsmandsskik.

Behov for præciserede regler
I 1997 blev der på SF's foranledning nedsat et udvalg, der bl.a. skulle se på problemerne med de særlige rådgivere, som på det tidspunkt i stigende omfang blev ansat under Nyrup-regeringen. Det resulterede i en betænkning i 1998, som analyserede problemstillingen og gav visse handlingsanvisninger. Men da særlig rådgivere i form af spindoktorer stort set var ukendt i Danmark på det tidspunkt, var det ikke en problemstilling, der blev belyst særlig meget.

Derfor er der behov for nedsættelse af et nyt udvalg, der først og fremmest skal bestå af uafhængige sagkyndige med kendskab til forvaltningsret, politologi, medier og/eller medielovgivning. Derudover vil det også være naturligt med nogle organisationsrepræsentanter for de relevante organisationer. Repræsentanter fra centraladministrationen kommer man nok heller ikke udenom.

Uanset at der er tale om klare overtrædelser af eksisterende regler, som tre spindoktorer har gjort sig skyldig i, er der også behov for præciseringer og uddybninger af de eksisterende regler. Det skyldes, at der er visse uklarheder i dag.

For det første kan det være fornuftigt at se på, om der er behov for yderligere præciseringer af relationerne mellem ministre og embedsmænd generelt. I den forbindelse kunne det være relevant at få præciseret og understreget, hvilke konsekvenser der skal drages, når en embedsmand ikke lever god embedsmandsskik og f.eks. lyver. Det ville formentlig afholde en spindoktor for fristelsen til at virke som et skjold for en minister i form af en løgn, hvis han/hun præcis vidste, at det kunne betyde tjenstlig påtale og i værste fald afskedigelse. Derfor vil sådanne præciseringer også kunne virke beskyttende for en spindoktor for risikoen for at komme i uføre og skeje ud. Vedkommende ville formentlig sige fra, hvis en minister bad ham/hende stikke en løgn, hvis konsekvenserne var klare f.eks. i form af tjenstlig påtale og som yderste konsekvens afskedigelse.

For det andet vil det være fornuftigt at få analyseret og vurderet, hvilke erfaringer vi allerede har gjort med spindoktorer som særlige rådgivere i Danmark, og hvilke problemer det har givet i forhold til embedmandsystemet generelt og i forhold til offentligheden, pressen og Folketinget.

For det tredje vil det være fornuftigt at få analyseret og vurderet, hvilke erfaringer man har gjort i andre lande med anvendelse af særlige rådgivere, når de fungerer som spindoktorer, og hvilke konsekvenser i form regler mv. man evt. har draget heraf.

For det fjerde er det nødvendigt med en yderligere afgrænsning af, i hvilket omfang de særlige rådgivere adskiller sig fra de øvrige embedsmænd. I redegørelsen fra 2001 hedder det bl.a.: »Ofte vil særlige rådgivere være beskæftiget med særlige formidlings- og rådgivningsopgaver, der bl.a. kan omfatte forholdet til ministerens parti og politiske bagland. Eksempelvis kan en særlig rådgiver have til opgave at være bindeled ved koordination mellem ministeriets formidling af ministerens politik og de formidlingsaktiviteter, der foregår inden for ministerens parti«.

Men hvad indebærer det i praksis? Umiddelbart kan formuleringen forekomme så uklar og bred, at den kan bruges til utrolig meget . Kan en spindoktor deltage i landsmødet hos det parti, som hans/hendes minister tilhører? Nogle gør. Andre gør det ikke. Kan en spindoktor også være aflønnet eller modtage ydelser af ministerens parti?

Med denne regering er der en nyskabelse, ved at statsministerens spindoktor, der er Venstres tidligere spindoktor, også udfører lønnet arbejde for Venstre i dag. Det er første gang, at en ledende embedsmand samtidig aflønnes af et politisk parti. Det viser noget om opfattelsen af rollen som embedsmand som særlig rådgiver. En opfattelse, som kan være i modstrid med god embedsmandsskik. Måske skulle en spindoktor have status som ministerens talsmand, hvorved ministeren i endnu højere grad kunne blive ansvarliggjort, hvis en spindoktor bryder god embedsmandsskik og f.eks. lyver. En løgn, som spindoktoren måske endda kan have følt sig tilskyndet til at komme med - af hvem kunne man så spørge…

For det femte bør ansættelsesforholdet præciseres yderligere. De særlige rådgivere bør udelukkende komme og gå med ministeren. Det betyder, at en ny minister ved ministerskifte under ingen omstændigheder hænger på en særlig rådgiver ansat af en tidligere minister. På samme måde burde en regering ved en klausul i forbindelse med ansættelse sikre sig imod, at en særlig rådgiver, ikke mindst en spindoktor, misbruger sin viden, efter at ansættelsesforholdets er ophørt.

Når det gælder embedsmænd generelt, er det ikke nødvendigt med sådanne klausuler, fordi det er en del af embedsmandskulturen, at de ikke misbruger deres stilling efterfølgende. Men sådan er det ikke nødvendigvis med de særlige rådgivere og slet ikke med nutidens spindoktorer. De kunne måske godt føle sig fristet af, at de besidder en viden, og at de som journalister også har været vant til at skrive om, hvad de ved. De tilbagevendende rygter om, at Venstres tidligere spindoktor, der nu er chef på et ugeblad, skulle have en bog på bedding om Venstre formand, illustrerer denne problemstilling udmærket.

For det sjette er det værd at overveje om der er brug for et særligt kodeks for de særlige rådgivere, der fungerer som spindoktorer. Et kodeks, der f.eks. angiver, hvad de må, og hvad de ikke må. Med andre ord, hvad god opførsel er. Egentlig burde det være overflødigt. Men det er det åbenbart ikke. Embedsværkets mangeårige tradition for, hvad god embedsførelse er, trænger helt åbenbart ikke uden videre igennem hos nogle af dem, der den ene dag er udøvende journalister og næste dag er
embedsmænd ansat som særlige rådgivere. Der kan også være brug for et særligt kodeks, der kan beskytte embedsmænd imod spindoktorers ageren, når de i deres arbejde reelt besværliggør embedsmændenes arbejde, hvor de også er forpligtet overfor sandheden og fagligheden.

For det syvende kan det være værd at overveje om der er behov for regler for relationerne mellem spindoktorerne og offentligheden, herunder pressen. Det bør i den forbindelse være oplyst, hvilke embedsmænd, der er ansat som særlig rådgivere, f.eks. på ministeriets hjemmeside. Det bør også overvejes, om der er behov for en særlig klageprocedure for pressen og andre i tilfælde misinformering, forfordeling af informationer mv..

Det er velkendt og ikke nyt, at ministerier og andre bruger pressen selektivt med hensyn til at få budskaber ud. Men her må der også være en grænse for, hvad embedsværket, herunder også spindoktorerne, kan medvirke til. I særlig grove tilfælde kan journalister klage til ombudsmanden over en uacceptabel behandling af ministerier og andre offentlige myndigheder, hvilket også er sket i enkelte tilfælde. Spørgsmålet er om der med professionaliseringen med spindoktorer i ministerierne er behov for en særlig klageprocedure og klageinstans, sådan som man også kender det i andre lande.

Når spindoktorerne bliver aggressive i stedet for journalisterne
Der er mange problemer ved spindoktorer ansat som særlige rådgivere i ministerier, og der er mange grunde til at være kritisk overfor den øgede anvendelse heraf. Men de er givetvis kommet for at blive. Derfor drejer det sig om at få en præcisering og udbygning af reglerne på området. Men det drejer sig mindst lige så meget om at få størst mulig åbenhed på området. Og måske allermest om, at vi har en kritisk presse, der hele tiden er på vagt overfor konsekvenserne af spindoktorernes arbejde i ministerier og andre steder.

Når regeringen, som det er tilfældet, lader historier dryppe til bestemte journalister, kan der være en risiko for, at de pågældende journalister bliver lidt mindre kritiske overfor regeringen. At en regering lader bestemte historier dryppe er ikke nyt. Men med aggressive spindoktorer er det i endnu højere grad risiko for, at den kritiske journalistik ikke står mål med spindoktorerne.

Hvis pressen samtidig af økonomiske årsager indskrænker antallet af journalister, der arbejder med politisk journalistisk, kan det gå helt galt.

Særlig galt går det selvfølgelig, hvis den ikke alt for flittige og kritiske journalist forfalder til at være tilfreds med at få leveret færdige forsidehistorier, og som måske gør, at der ikke stilles alt for mange kritiske spørgsmål.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også