En ny art – ikke truet- men truende- er kommet til landet. Arten er svær at identificere, men vi har et navn til den. Navnet er ’spindoktor’. Det blevet en trend at elske at hade spindoktoren. Medierne producerer debatprogrammer, hvor den ene journalist interviewer den anden om, vanskeliggørelsen af det journalistiske arbejde efter spindoktoriets indførelse. Kulturproducenterne, der er ved at løbe tør for gode ideer, opfører skuespil konstrueret efter de gamle eventyrs opdeling mellem det gode og det onde: heksemester eller spindoktor - det lyder af det samme. Spindoktorerne er i bogstaveligste forstand blevet synonym med drama.







Det værste ved den nye art er, at den er importeret fra udlandet, hvilket som bekendt er roden til alt ondt. Nogen i USA og i UK får en god ide. 10-20 år senere kommer ideen til Danmark. Problemet med den ’gode ide’ er, at den har en effekt og forbliver en ’god ide’, så længe den er forbeholdt de få. Når alle bruger det samme system, er der ingen, der længere sidder i forhånd. Så er den ’gode ide’ blevet til en del af den generelle udvikling.







Og det er netop sådan det er gået spindokterfunktionen. I dag er der ikke én toppolitiker, som ikke har en politisk rådgiver eller presserådgiver; ikke ét parti, der ikke har én nyhedsafdeling; ikke én minister, der ikke har en pressesekretær og – vender vi for en kort bemærkning blikket mod erhvervslivet- ikke én større virksomhed, som ikke har presserådgivere og kommunikationsfolk ansat.







Konklusionen er, at alle disse mennesker og institutioner har vurderet, at det er nødvendigt med professionel hjælp i deres forhold til pressen. Ændrer det pressens arbejdsvilkår? Ja, i allerhøjeste grad. Pressen skal nu kommunikere med mennesker, der taler pressens eget sprog. Er det en dårlig udvikling? Svar: ikke nødvendigvis, den kan endog betragtes som en positiv og nødvendig udvikling for at sikre, at politiske budskaber overhovedet kommer ud til pressen og dermed når offentligheden.











Spindoktori er dødt



Og alt imens vi debatterer denne udvikling og pressens arbejdsvilkår, sidder der endnu en gang mennesker i USA og i UK og får en god ide. Nu vil de ikke være spindoktorer længere. Prominente politiske rådgivere, som f.eks. Tony Blairs rådgiver Alastair Campbell erklærer død over spindoktoriet. Af to grunde. For det første skal politikerne igen være sig selv. De skal selv formulere deres politiske beslutninger - forståelige eller ej. De skal være menneskelige og kiksede som os andre. Det bliver betydningsløst eller bare til et personligt udtryk om deres briller eller slips er fra Armani eller fra Mr. Jardex. –







For det andet er spin blevet en god historie i pressen og overskygger dermed de politiske budskaber. Indholdet i politik bliver underordnet historien om hvordan og hvem der har hjulpet med at formulere budskabet. Og i mens nationen og ikke mindst pressen koger suppe på skandalen om spindoktoren, der løj, spindoktoren, der truede en embedsmand og spindoktoren, der pressede en journalist, må man tørt konstatere at diskussionen endnu engang er kommet med ti års forsinkelse til Danmark og at den viser sig at være overhalet. Politiske rådgivere er kommet for at blive. De er på sin vis nødvendige, ikke mindst fordi embedsmandsværket er konstrueret så de færreste embedsmænd kan tale med pressen eller tillade sig at være inddraget i politiske anliggender. Derfor er medierådgivning i dag overladt til – ja undskyld udtrykket - en spindoktor.







debatindlæg tidligere trykt i information